Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15588Visninger
AA

4. -Kap. 3 -

 

TO UGER TIDLIGERE

 

"De hader dig. De hader dig allesammen."

    Han stoppede midt i stuen med geværet i hånden. Hans øjne var vilde, blikket flakkede rundt omkring i lokalet. "Hold jeres kæft! Hold jeres kæft!" 

    Tårer trillede ned ad kinderne på kvinden der sad og så på. Hun rakte armen frem, og med et ansigt fortrukket af gråd skilte hun sine læber. Råbte til ham. 

   "Vi elsker dig! Vi elsker dig..."

   "Hader dig. Vi hader dig. Skyd dig selv. Dø. Du duer ikke til noget."

   Han vendte blikket imod kvinden. Så flammerne der stod ud af munden på hende. Et grusomt smil viste sig på hans læber, og hans øjne voksede til dobbelt størrelse. "Skat... Jeg er ikke længere ham du kan manipulere med. Hav et godt liv, kælling!" 

    Og med de ord løftede han geværet, stoppede det ind i munden og trykkede på aftrækkeren. Et øredøvende brag. Blod der stænkedes på loftsbjælkerne to meter over ham. Herefter den dumpe lyd af en krop der sank sammen på et gulvtæppe.

 

Kvinden rettede sig op med et sæt, og knugede sin hånd mod brystet. Hun mærkede hvordan hendes hjerte galoperede ufrivilligt afsted, og måtte trække store mængder luft ind for atter at kunne få nogenlunde kontrol over sin krop. Hun mærkede den klæbrige fornemmelse af sved der klistrede sig til tøjet og hvordan hendes håndflader var blevet fugtige. Hun blinkede kraftigt med øjnene som hun mærkede hvordan væske pressede sig vej frem gennem tårerkanalerne. Hun lukkede øjnene stramt i, men måtte på ny åbne dem ved synet af manden der smilede til hende med rasende øjne, som han samtidig løftede geværet og vendte løbet ind mod sin mund. Hun mærkede noget lunt og fugtigt, der kildrede ned ad kinden på hende.

Hun løftede sine hænder og betragtede dem. Så hvordan håndfladerne var blevet fugtige og glinsende af sved. Hun løftede blikket og kiggede omkring sig i bussen, samtidig med st hun med pegefingeren tørrede en tåre væk fra sin kind. Kiggede atter ud af vinduet, hvor hun så at bussen i netop dette øjeblik var standset for rødt. En sort honda stoppede op ved siden af. Kvinden pustede ud, greb sin håndtaske der hvilede på sædet ved siden af hende, trak den op i sit skød og lynede den store lomme ned. Begravede hånden i tasken af det kunstige læder, hvormed hun lettere desperat fumlede rundt efter den særlige genstand som hun skulle bruge. Hun bed sine tænder kraftigt sammen, væsken hobede sig op i hendes øjne og fik dem til at brænde. Den mascara hun havde påført sig, var begyndt at løbe nedover kinderne samtidig med tårerne og resulterede i at smeltede udtværede striber dannede sig på hendes ansigt. 

Hun mærkede hvordan hjertet galoperede. En voldsom følelse af mundtørhed bredte sig. Hendes vejtrækning blev hurtigere, rykvis. "Hvor er den, hvor fanden er den," sagde hun for sig selv med en svagt dirrende stemme. Tog ikke notits af de enkelte omkringværende passager, der skulede nervøst til hende.

Kvinden gik i panik. Hendes hånd bevægede sig voldsomt rundt i håndtasken. Vejrtrækningen blev hurtigere, hendes ansigt fortrak sig. Hun begyndte at miste kontrollen over sin krop. Tasken gled ud af hendes nu skælvende hænder  og landede på gulvet. Gispende efter vejret og med øjne vilde af ophidselse langede hun ud efter stroppen, hev tasken tilbage og udvidede åbningen. Hun mærkede kort efter hvordan hendes fingre fik grebet om noget hårdt og cirkelformet, og følelsen af panik blev erstattet med en overvældende lettelse. Stadig med skælvende hænder trak hun genstanden - en hvid pilledåse med et receptmærke påklistret på siden - op fra håndtasken, stillede tasken fra sig på sædet ved siden af og skruede i samme nu låget af. Hældte en oval tofarvet kapsel ud i hånden, som hun så til sidst førte ind i munden. Pillen blev skyllet ned med det sidste vand fra Ramlösa-flasken, hun havde købt ved busstationen. Hun lukkede øjnene og blev siddende. Kraftesløs. Forpustet. Skælvende. En klump i hendes hals snørede hendes luftrør sammen, hvilket resulterede i den velkendte kvælende fornemmelse samt den knugende krampe i mellemgulvet man som oftest oplever under gråd. 

"Mærk dig selv. Mærk følelsen af tøjet imod huden på din krop. Mærk dine arme. Dine ben. Vægten af dit hoved. Mærk dine omgivelser. Fornem virkeligheden. Det er din krop, og du er den eneste der har kontrol over den."

Hun var tilbage i kontorlokalet med de hvide gipsvægge, de mange opslagstavler, vinduet der vendte ud mod en parkeringsplads med en række aspetræer for enden. Foran hende, på den anden side af det runde bord, sad der en lyshåret kvinde med et mildt ansigt. Hendes blå øjne var imødekommende, forstående. Hendes hænder hvilede på den grå bordplade, med fingrende flettet ind i hinanden. Et navneskilt stod placeret på bordet med ryggen imod væggen. 

Marie Flender, Psykolog. 

"Tænk ikke på andet end min stemme." 

 Kirsten Jørgensens liv var blevet mere eller mindre ødelagt efter hendes mands brutale selvmord. Det var snart et år siden, men alligevel stod oplevelsen stadigvæk så tydeligt i hendes hukommelse som dengang. Hans dirrende krop. Hans vilde blik. Savlet der hang ned fra hans hage og dinglede. Det rædselsvækkende brede smil der krusede sig om hans læber, da han stirrede fjernt ud i luften. Som hvis han betragtede en person der ikke fandtes. Hvordan hans krop skælvede voldsomt da han med en underligt dirrende stemme råbte ud i luften. Armen der havde løftet geværet. Det sidste glimt af frustration, frygt og had i hans store grønne øjne. Braget og blodet der sprøjtede op fra hans baghoved og stænkedes på loftet, som hans krop sank sammen på gulvtæppet.

Det havde ødelagt hende og Benjamins liv. Hun var blevet ramt af angst, depression og skyldfølelse. Uanset hvor mange - hendes veninder, hendes kollegaer, hendes familie - der fortalte hende, at hendes mand var psykisk syg og hans selvmord var uundgåelig, kunne hun ikke få fralagt sig skylden. Det var MIN skyld, sagde hun for sig selv. Hun kunne have hjulpet ham. Kunne have forhindret det. 

Det havde krævet psykologhjælp og medicinering, hvilket havde været et hårdt slag for Benjamin. Han havde været i skole da hans far skød sig selv i hovedet, men chokket over tabet samt synet af at se sin mor ødelægge sig selv mere og mere efter oplevelsen, havde påvirket ham. Stemmer i hovedet. Paranoide idéer. Voldsomme vredesudbrud. Ubegrundet jalousi. På få måneder begyndte Benjamin at ligne sin far mere og mere. Han forsømte sit skolearbejde og tilbragte mere og mere af tiden på at skrive lange blogindlæg på sin computer. Han havde slået op med sin kæreste, Line, ved at fortælle hende hvilken luder hun var og at han godt vidste at hun ikke var til at stole på.

"Du knalder garanteret til højre og venstre. Jeg hader dig, kælling. Fuck ud af mit liv." 

To uger senere havde Benjamin forsøgt selvmord fordi det var gået op for ham, hvad han havde gjort. Og fordi han begyndte at høre stemmer, der fik ham til at få det dårligt med sig selv. Stemmer der ødelagde ham indvendigt, stemmer der gav ham selvmordstanker. Det havde krævet en måneds indlæggelse og tvangsmedicinering. Alle disse begivenheder havde fået Kirsten til at søge psykologhjælp. Hun var blevet anbefalet en med gode anmeldelser. En der havde hjulpet rigtig mange andre i nogenlunde samme situation som hende, og som mange havde fået det rigtig bedre af at have snakket med. Og denne person havde været Marie Flender. Til at starte med havde hun været meget tøvende og skeptisk, men hendes søster fik til sidst opfordret hende til at prøve det. Og det havde virkelig hjulpet hende.

Som månederne skred frem, gik der længere og længere tid mellem de jævnlige besøg hos Marie Flender. Samt at hendes doseringer af Benzodiazepiner - hun var på behandling for panikanfald, noget der kunne relateres tilbage til hendes mands selvmord - blev formindsket med tiden. Det var en måned siden hun sidst havde besøgt psykologen. Hun tog stadig benzodiazepiner mod angst, men havde været nogenlunde symptomfri i næsten to måneder. Til dels takket være medicinen, til dels at hun - med psykologens hjælp - havde lært nogen gode teknikker til at få slået sin hjerne fra, samt med terapeutisk hjælp at kunne få favnet om fortiden og acceptere livets realiteter. Det betød ikke at hun ikke savnede ham. Savnede den mand hun havde elsket af hele sit hjerte. Men hun var ved at komme videre. Havde fået set virkeligheden i øjnene. Startet på en frisk.

"Det ville være godt for dig at få dig en fritidsbeskæftigelse. Lære nye mennesker at kende. Måske også et job," havde psykologen anbefalet hende. 

Hun var startet på et tennishold i udkanten af Odense. Bare for at lære nogen nye mennesker at kende. Ikke at hun følte det havde hjulpet hende særlig meget, for hver gang hun var kommet hjem og blev mindet om, at hendes mand var væk, var hun brudt grædende sammen. Uanset hvor meget hun så forsøgte at få tankerne væk fra ham, var minderne kommet væltende. Glimtet i hans øjne da han formede et Ja med læberne under vielsen. Bryllupsrejsen. Dengang de begge kæmpede hårdt på at få opdraget Benjamin... Psykoserne og vrangforestillingerne... Indlæggelserne... Selvmordet...

"Tænk ikke på andet end min stemme. Forestil dig at du svæver... At du er den eneste i hele verden...."

Kirsten Jørgensen tog en række dybe indåndinger med øjnene lukket, som hun forsøgte at visualisere det mentale tilflugtssted for sig, hun havde opfundet under terapierne. Den langstrakte eng med de gule kornblomster. Bjælketræshytten for enden, der afgrænsede til en grantræsklædt skråning. Et langstrakt glimtende hav der strakte sig uendeligt bagved træerne. Den skyfri himmel. Den lysende solskive. Vinden....

Hun åbnede øjnene få øjeblikke senere. Hjerterytmen var faldet tilbage i normalt tempo igen. Hun følte sig atter afslappet, selvom hun dog stadig mærkede sveden der klistrede sig på panden og håndfladerne. Hun rømmede sig som hun skulede ud gennem vinduet. Bussen holdte stadig for rødt, hvilket betød at der ikke var gået særlig lang tid. Under et halvt minut. Hun pustede ud, lukkede på ny øjnene og lænede sig tilbage i sædet.

Engen... De gule kornblomster... Bjælkehytten... De svajende grantræer... Det langstrakte hav... Det var det eneste hun lod sin fantasi fylde sig med. Tilflugtsstedet der fik hende til at glemme hendes mands død, Benjamin og familieproblemerne som hele tragedien efterfølgende havde forårsaget... 

Men alligevel, som hun sad der, lænet tilbage med øjnene lukket, fandt endnu en tårer sig frem fra hendes tårerkanal for dernæst langsomt at trille ned ad kinden... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...