Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16856Visninger
AA

30. -Kap. 29-

Benjamin lå på ryggen. Kiggende op i loftet. Udtryksløst. Fjernt. Hans ene arm hvilede imod panden. Den anden hånd brugte han til at kratte henover den hvide væg ved siden af sengen. Hans læber dannede langsomt, taktfast, et lille buende smil. Aflange stråleagtige slør af lys, bevægede sig henover loftet fra skråvinduet. Smilet på hans læber blegnede. Han bøjede hovedet. Kiggede hen imod vinduet. Forundret. Lysslørene strålede sig ind i værelset, voksede i styrke og antal. Noget manifesterede sig udenfor. Benjamin svang benene udover sengekanten. Placerede sine fødder på træplankerne, og slentrede hypnotisk fremad. Med det stadigt fjerne euforiske blik og det lette buende smil på læberne, standsede han foran skrivebordet under skråvinduet. Lagde hovedet let på skrå. Løftede ærefrygtigt hånden og lod langsomt lysstrålerne slutte sig om hans hud. Han kiggede atter imod lyset. Det blev kraftigere. Noget manifesterede sig. Hviskende lyde sneg sig ud fra de kraftige strålende lysslør. En fure skilte Benjamins pande i to. Langsomt strakte han hånden frem. Placerede den imod vinduet og spredte fingrende. En figur manifesterede sig i lyssløret. Benjamins blågrønne øjne blev større. En menneskefigur. Det var en menneskefigur. En engel. Kunne det tænkes, at...

Og så lød det unaturlige skrig, inden to hænder med aflange kløer bankede ind på ruden udefra. Han opfangede et glimt af noget der lignede genfærdet af en gammel dame, med skarpe tænder og langt gråt hår siddende på et mumificeret hoved. Et råb udbød sig fra hans læber, hvorpå han i et snuptag greb fat i snoren til at rulle gardinet ned. Hans øjne var manifesteret i rædsel på det groteske scenarium, der udspillede sig foran ham. Det mumificerede lysende hoved af kvinden, lænede sig hen til glasset. Den skeletagtige mund hvor de gulnede tænder krøb lidt for langt over begge kinder, åbnede og lukkede sig med mekaniske bevægelser. En feminin gnækkende hæs latter udbød sig fra det mumificerede ansigt, som kort efter blev afløst af rullegardinet der med en hvislende lyd gled ned foran vinduet. Benjamin bakkede væk fra vinduet, hivende efter vejret og med hjertet der hamrede voldeligt imod indersiden af brystet samt en krop, der begyndte at skælve. Han hørte små forvrængede stemmer, der begyndte at tale med hinanden. Lysstrålerne omkransede kanten af rullegardinet. 

"Kan du se hvad det er han laver?"

"Han prøver at gemme sig for os."

"Han ser ud til at være bange."

"Det forstår jeg godt. Det ville jeg også være, hvis jeg vidste hvilken skæbne der ventede mig."

"Tror du han kan se os?"

"Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad."

"Benjamin. Ååååååh, Benjamiiiiiiiiin. Lille søde Benjaaaaaa... Kommer du ikke ud til os? Vi gør dig ikke noget."

Benjamin klemte hænderne for ørene, i forsøget på at holde de små forvrængede lyse stemmer ude. Det var de onde engle. Han var sikker på det. Overbevist om det. De var kommet for at skræmme ham. For at stoppe ham fra at befrie den gode engel, som han var blevet udvalgt til at befrie. De ville trænge ind i hjemmet gennem vinduerne. De skulle stoppes.

Den lyse gnækkende latter ude fra den anden side ad vinduet, skar sig ind i hans ører. Han fortrak sit ansigt, da den kraftige skæren forplantede sig fra trommehinden og borede sig videre ind gennem kraniet. De små lyse stemmer lo. Højere og højere. Han styrtede indover trægulvet, hen mod det næste vindue. Lysstrålerne fejede ind gennem glasset, slyngede sig nedover de ru gulvplanker. Han nåede vinduet, netop som han så lyset fra det mumificerede skeletagtige hoved af den gamle langhårede dame, komme nærmere. Han trak i snoren til det næste rullegardin, som med en hvislen dækkede ruden.

"Det skete bare ikke det der. Vi må finde en anden vej ind."

"Hvad laver han nu?"

"Han åbner døren. Han prøver at finde de andre vinduer."

Benjamin hamrede døren til gangen på den anden side ad værelset op. Vendte sig rundt og kiggede fremefter. Gangen strakte sig ud foran ham, forbi trappen og hen mod hans mors soveværelse. Døren der befandt sig bag ham, førte ud til toilettet. Glasruden som befandt sig over toiletkummen, var matteret. Så længe de onde engle ikke kunne se ind i huset, kunne de ikke trænge igennem. Og Kirsten var gået i seng, hvilket betød at gardinerne var trukket for vinduet i soveværelset. Han skulle ned i køkkenet. Stuen. Kælderen. Han frygtede at han ikke ville kunne nå det. Men han skulle nå det. Han skulle nå det. Hans mission måtte ikke fejle. Ligesom den gjorde for hans far. Han ville redde den engel. Han ville redde den.

Han hamrede nedover trappen, så katten der sov ude i køkkenet, blev vækket af sin dybe søvn. Han fortsatte nedover gulvet og styrtede gennem bueåbningen i stenvæggen, ind til køkkenet. 

"Han vil spærre indgangen. Nej."

"Han løber henover køkkengulvet."

"Stop! Lad være! Stop!"

Benjamin bed tænderne sammen, ignorerede de onde engles stemmer, der trængte ind gennem kraniet og ind i hans hjerne. Fortsatte blot hen til vinduet ud til haven. Lysstrålerne fejede indover græsset. Han kiggede ud, og så hvordan den gigantiske gamle dame med det lange grå hår og det skeletagtige indtørrede ansigt, der var indhyllet i et blændende lys, med hvidåbent gab gled henover græsplænen. Et tænderskærende rustent hyl lød fra hende. Et hyl, der skar sig ind gennem Benjamins knogler, vred sig imod marven. Han bankede låret ind i bordet, men ignorerede den efterfølgende dunkende svigen, som brød op fra huden. Greb blot fat i snoren der hang ned fra toppen af vinduet. En hvislen. Persiennegardinerne gled ned, netop som det gruopvækkende skrigende ansigt pressede sig imod ydersiden af glasset.

"Han må ikke vinde. Han vil prøve at stoppe os. Det er vildt hvad han vil gøre for at redde den engel."

"Vi kan stadig se ind. Vi kan stadig se ind."

"IKKE MEGET LÆNGERE!" Benjamin skreg hæst, og vred rundt på regulatoren, der indstillede jalousierne. De vippede op og afspærrede udsynet ind til køkkenet. Men han var ikke færdig. Han var langtfra færdig. Han drejede sig rundt og satte atter over i løb. Forbi trappen. Ind i stuen hvor han for fuld fart krysede hen til de første vinduer, der befandt sig ovenover hinanden, ved siden af den nye fjernsynsskærm. 

"Den lille tabernar! Hvem fanden tror han at han er?"

"Han kan ikke stoppe os! Det er der intet menneske, der kan! Vi er lysvæsner! Er han virkelig så dum han ikke ved det?"

Endnu et grotesk rustent hyl. Strålende lysslør, der vred sig henover græsset. Benjamin trak gardinet så hurtigt henover de to vinduer, at hans hånd ramte potteplanten med kaktussen, der med en klirren blev smadret imod gulvplankerne. Han fortsatte, med en hvæsende hivende vejtrækning, længere ind i stuen. Forbi fjernsynet. Sofaerne. Greb fat i det næste gardin. Strammede sine fingre om stoffet som han i løb trak gardinet henover det næste vindue. Hylene udenfor blev skingre. Dyriske. Sydende af raseri. Benjamin vidste, at han blev overvåget. Forfulgt. At de onde engle kunne se hvad han foretog sig. Men han var forberedt. Han havde hele tiden været forberedt. 

Strålerne af lys fejede igennem det tynde stof på gardinerne og gled henover gulvplankerne. Benjamin hamrede højlydt fødderne henover gulvet. 

"Måske kan han lukke os ude lige nu. Men vi bliver herude. Lige udenfor huset. Vi vil blive stærkere. Snart kan han ikke længere gemme sig. Det her vil virkelig blive sjovt. For os. Bare ikke for ham."

"Han tror han er færdig. Men det er han ikke. Han har glemt en vigtig detalje. Kælderen...!"

"Hold din kæft! Måske hører han os!"

"LAD MIG VÆRE! LAD MIG VÆRE!" Benjamin mærkede hvordan tårerne pressede sig frem, som han med halsen strammet og hjertets pumpen som gav susende genlyd i hans øregange, bevægede sig hen til kældertrappen.

"For helvede, din KRAFTIDIOT! Han KAN høre os! Hvorfor kan du ikke bare holde din kæft en gang imellem?"

"Slap dog af. Og hvad så hvis han kan høre os? Han kan stadigvæk ikke slippe af med os. Vi er ekstremt mange. Han er kun én. Han kan ikke gemme sig for os for evigt!"

Benjamin flåede døren ind til kælderen op. Den højlydte gnæggende latter fra lysvæsnet udenfor, lød til at komme allevegne fra. Mørket i kælderen blev fortrængt af det skarpe hvide lys, der nærmest så ud til at opsluge kældervinduerne, der befandt sig næsten oppe ved loftet. 

"Herovre."

Det var hans fars stemme. Benjamin drejede hovedet imod venstre. Så sin far, hvis nøgne krop var omgivet af auraen af den svage hvidlige glød samt silhuetten af englevingerne. Trods han lyste, kunne han ikke se de andre genstande i kælderen, som var opslugt af mørket. Lys i mørke, som ikke fortrængte mørket, var den eneste måde at beskrive scenariet på. En klirren af glas. Han drejede hovedet og stirrede på vinduet opslugt i det hvide lys. Fem knoglede fingre med skarpe kløer svang gennem luften ovenfra og ramte ind på ruden, så sprækkerne spredte sig rundt til alle sider. De onde engle forsøgte at trænge igennem.

"BENJAMIN!"

Hans fars stemme lød atter engang. Benjamin bed tænderne sammen og kiggede atter imod venstre. Mærkede saltvandet svide på hornhinderne. Endnu en forvrænget rusten hekselatter. Endnu en klirren af glas. 

"Stå stille! Jeg klarer det!"

Benjamins far løftede hånden. Et gevær. Den sølvmetalliske genstand, der pegede fremefter i hans fars favn, var et gevær. Et vaskeægte gevær. Benjamin sank en klump, som han så hvordan hans far bøjede sig fremefter og tog sigte imod vinduet. Så ham bevæge sig frem. Fem skridt. Så klikkede han på aftrækkeren. Et øredøvende brag. Glas der klirrede. Han drejede geværløbet rundt og pegede det imod den næste rude. Endnu et brag. Klirren. Han sænkede geværet. Lyset fra de onde engle var forsvundet. Det samme var de lysende, forvrængede stemmer. 

Hans far drejede hovedet imod ham. Kiggede på ham med de stålfaste blågrå øjne. "De kommer snart tilbage igen. Og denne gang vil der komme flere end før." 

Benjamin blinkede. Vidste ikke hvad han skulle svare. Lod blikket pile fra sin far og hen til vinduerne. Synet, der mødte ham, fik ham til at spærre øjnene op. Han havde forventet at se glasskår spredt udover det hele. Men ruderne var intakte. Han blinkede atter. Hvad fanden foregik der?

"Benjamin!"

Benjamin vendte atter hovedet imod sin far. Sank et par klumper spyt, som han forsøgte at få styr på sig selv. "De kommer snart tilbage igen! Forstår du hvad jeg siger til dig?" 

"Det... Det tror jeg."

Hans far nikkede. Knækkede geværløbet tilbage på plads. Et klik brød stilheden. Han lod tungen køre indover sine læber. Kiggede en enkelt gang imod vinduerne, hvorpå han atter lod sit stålfaste alvorlige blik fæstne sig imod sin søn. "Gå op i køkkenet, og find alt det sølvpapir, du kan finde. Derefter skal du dække alle de glasfacader til, som du kan. Vinduerne, spejlene... Alle steder, hvor de onde engle kan holde øje med os. Og derefter skal du vikle sølvpapiret rundt om toppen af dit hoved. Så de onde engle ikke kan læse dine tanker." 

"Mine... Mine tanker?"

Hans far nikkede. Holdte vagtsomt blikket rettet imod de to vinduer. Hans hænder knugede sig hårdere om jagtgeværet. "Ja. De onde engle kan læse tanker ligesom de gode engle. Lysvæsner er overmenneskelige. Det kan ikke beskytte dig for evigt, men det vil kunne beskytte dig længe nok til at befrie Den Gode Engel. Og... Når du har gjort det, så kom herned. Så skal jeg fortælle dig, hvad den næste del af redningsaktionen går ud på." 

"Men...!" Hans far løftede brynene og drejede hovedet imod ham. Ventende på, at Benjamin fuldførte sin sætning. "Men... Men hvad så hvis de onde engle kommer tilbage, inden jeg er færdig? Hvad sker der så?"

"Du har ti minutter. Det er tid nok. Men skynd dig. Tiden går. Og den går stærkt."

Benjamin nikkede, hvormed han drejede sig rundt så han havde ryggen mod kælderen og ansigtet rettet frem imod trætrappen, der førte op mod entréen og stuen. Knyttede næverne og satte sig dermed i bevægelse. Med tårer, som lydløst gled ned ad hans kinder og hjertet, der stadig hamrede afsted. 

Den næste del af redningsaktionen. Han kunne godt nå det. Det vigtiste var den gode engel. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...