Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15394Visninger
AA

29. -Kap. 28-

Såret i Julies pande behøvede ikke at blive syet. Efter hun var blevet tilset af en læge samt en sygeplejerske, blev konklusionen at der - umiddelbart efter symptomerne - ikke var sket nogen yderligere skader andet end riften, som efter at vær blevet renset igennem med vand og brintoverilte, fik tilført et plaster. Hun fik at vide, at såret var overfladisk og ville hele i løbet af nogle dage. Dog var det også vigtigt at hun sørgede for at holde sig i ro resten af dagen, og at - hvis hun fik det skidt eller blev svimmel eller brækkede sig - skulle sørge for at tilkalde lægen. Selvom hun virkede for klar i hovedet til at lide af indre blødninger, kunne hun måske have reddet sig en hjernerystelse. Uanset hvad, så måtte hun forholde sig i ro resten af dagen. For et slag i den kaliber, påvirkede hjernen. Og man kunne nemt risikere at besvime igen i flere timer efterfølgende. 

Julies chef tilbød hende at køre hende hjem, men hun afslog. Hun tog bussen. Det kunne hun godt administrere. Hun var kun lidt svinmel. Det var mest hovedpinen, som var et problem. Hun havde det ikke dårligt. Ja, hun var sikker. Fuldstændig. Også selv trods lægen ikke mente, det var nogen god idé. Hun kunne jo få det dårligt. Men hun var ligeglad. Det var for kompliceret at fortælle dem om hendes forældre, og hun var bange for deres reaktion. Hun ville helst ikke involvere flere personer. Det var bedst sådan. 

Og som hun sad der, på sædet i bussen, med siden af hovedet hvilende imod vinduet og mærkede den dunkende sviden fra såret i panden, samt betragtede de diverse træer og bygninger, der flimrede forbi på den anden side, tænkte hun tilbage. Så de firkantede briller. Det blonde opsatte hår. Det fjerne tomme blik i de blågrønne øjne. Benjamin. Det var Benjamin, hun havde set. Hun pressede læberne sammen til en tynd streg som alle hendes muskler i kroppen spændtes. Genoplevede aftenen forinden. Fornemmelsen af fingrende om hendes hals, og hans tommelfingrer der pressede imod hendes strube. Smilet på hans læber. Stenen, der tyngede hendes brystkasse ned, og den pludselig kolde sky, der sænkede sig over hende, fik hårene på hendes krop til at betragte hende. Hun følte sig i dette øjeblik, nøgen. Som om folk i bussen kiggede hen imod hende. Kunne se hendes krop. Hun krøb sig sammen, slog armene for brystet og lukkede sine øjne hårdt i, som de imaginære fordømmende blikke brændte imod huden på hendes krop. Varmen strømmede frem i kinderne, og hun vidste at de blev røde. Hun var uværdig. Hun var ikke god nok. Hun var en luder... Slet og ret en lille dum luder, som ikke var værdig til at blive holdt af. 

Hun var fortabt.

*

At blive ignoreret havde for Julie fået en helt ny betydning. Hun havde prøvet at blive ignoreret før. At få den kolde skulder. Blive holdt udenfor fællesskabet. En oplevelse, der aldrig var just behagelig. En oplevelse, hun endnu ikke havde forestillet sig, ville blive værrere end den allerede var i forvejen. Men hurtigt viste det sig, at hun tog fejl.

Det var kombinationen af stilhed og at blive ignoreret, der fik Julie til at knuge fingrende hårdt sammen og presse dem imod sine håndflader så de dannede en knyttet næve denne givne lørdag aften. Som hun stod der, i spisestuen med fronten imod køkkenet bag halvvæggen samt det ovale spisebord lige foran sig, kiggende på sin bror, sin mor og sin far der sad og spiste kyllingelår med kartofler og brun sovs, skød en følelse af svigt som en elektrisk udladning direkte igennem hende. Hun kunne ikke undlade at snappe en hurtig gang efter vejret. Selvom hun godt vidste, at hun stadig kunne få luft, følte hun det ikke sådan. Istedet var det en imaginær fornemmelse af, at to stærke hænder havde klemt om hendes lunger som var de balloner, for derefter at begynde at presse indad, så luften hurtigt sivede ud og efterlod hende med et hul i brystkassen. Et hul der gnavede sig igennem hjertet, truede med at opsluge brystet. Ribbenene. Knoglerne. 

Hendes families skuespil var alt for ægte. Som om de aldrig nogensinde havde haft Julie boende. Som om hun aldrig nogensinde havde været i hjemmet. Der var kun dem. Hendes bror Isak, hendes mor Rakel og hendes far Johannes. Ingen ekstra tallerken. Den stol, Julie altid plejede at sidde på for enden af bordenden, var der ikke. Et tåget slør gled ind foran hendes synsfelt, som en kildrende sviden væskede sig frem i hendes øjne. Lyden af klirrende bestik. Et glas, der blev sænket ned på bordet.

"Kan jeg få sovsen?" 

Hun lod sine blå øjne glide hen til sin bror. Hendes næver knyttede sig stadigt hårdere til, så senerne og blodårerne trådte frem bag den tynde hud ved håndleddet. I håbet om at han på et tidspunkt ville bemærke hende. Få øjenkontakt med hende. Smile. Og som hun stod der og betragtede ham, en meter fra bordet, opdagede hun det. Omend kun svagt. Et rødt mærke på hans højre kind. Et mærke, som det tog hende et par øjeblikke for hende at genkende.

Mærket efter en lussing. 

Hun kørte langsomt blikket fra Isak, og lod det istedet fæstne sig på Rakel. Mor. Kneb øjnene en anelse sammen, som hun med et par hurtige blink fik fjernet det tågede slør, der var gledet ind foran hendes øjne. Fokuserede på munden. Hendes mor vidste det. Vidste, at hendes datter stod og kiggede på hende. Julie kunne se det på den måde, hendes mund blev mere rynket end sædvanligt, og måden hvorpå hendes fingres greb om bestikket blev tydeligt hårdt. Hun kunne se hende blinke hurtige gentagende gange efter hinanden. Som hvis hun hvert øjeblik det skulle være, kæmpede for ikke at kigge. Intuitivt løftede hun hånden op til halspartiet, og det var først da hun mærkede det lune skind mod sine fingerspidser, at hun huskede det. Huskede, at det var kvinden der sad der, lidtover en meter fra hende, lod som om hun ikke fandtes, der havde brændt halskæden. Halskæden, der havde betydet så meget for Julie. Halskæden, der i hendes forældres øjne, var afgudsdyrkelse. Hendes mor. Fanatikeren. Fanatikeren, som hun stadigvæk elskede. Elskede på trods af alt det, hun havde udsat Julie for. Det var hendes mor. 

"Vend Gud ryggen, og så er du ikke længere værdig til at kalde dig min datter." 

Hendes mors let rustne stemme, gav genlyd på indersiden af Julies kranium. Det tågede slør gled på ny indover hendes blik, men hun formåede at fjerne det ved at blinke yderligere nogle gange. Bestik, der ramte imod porcelæn med den metalliske klirren, lød igen. Duften af kylling og brunsovs, der fik et hul til at gnave sig igennem tarmsystemet. Hendes familie... Hendes familie... 

Hun kunne ikke undvære dem. Kunne ikke undvære sin familie. Selvom de havde svigtet hende, var de stadigvæk hendes familie. En del af hende selv. Dem, som havde bragt hende til verden. Dem, som hun havde tættest på sig. Dem som hun elskede. Hun ville ikke miste sin familie. Sin familie, der betød mest. Hun ville acceptere det. Der måtte være en måde. Hendes mor kunne da ikke bare sådan undvære hende, kunne hun? Hun måtte da stadigvæk elske hende... 

Hun rømmede stemmen, og begyndte at tale. Sammensnævringen af hendes luftrør gjorde hendes stemme hæs.

"Der skete ikke noget." 

Hendes forældre ignorerede hende, lod som om de ikke hørte noget, og fortsatte blot med at spise. Isak, derimod... Han kiggede på hende. Hun fornemmede det. Mærkede det. Hun lod sit blik fæstne sig imod hans. Stod imod tårerne, der snigende begyndte at prikke imod kanten af hendes øjne, brænde henover hornhinderne. 

Hendes mor stivnede med munden strammet til så de små rynker trådte tydeligere frem. Kiggede skarpt hen imod sin søn, der sad overfor hende. Vidste hvor hans skulende blik var rettet imod. Hun skilte læberne og brød den mørke stilhed. 

"Spis din mad, Isak, og lad være med at koncentrer dig om alt muligt andet."

Julie troede ikke på telepati. Det havde hun aldrig gjort. Men alligevel forsøgte hun at fastholde Isaks øjne længe nok til, at hun kunne kommunikere med ham uden at behøve at sige noget. Isak holdte af hende. Isak kunne finde på at gå bag ryggen på deres forældre, og støtte Julie når ikke de så det. Men han havde aldrig været modig nok til at trodse dem. Han blev usikker. Blikket begyndte at blive ufokuseret, og et ængsteligt sammenbidt udtryk gled henover hans ansigt. Måske kunne Julie fastholde hans blik. Fastholde hans blik og måske indirekte fortælle ham, at han ikke skulle være bange. Selvom hun vidste, at det røde mærke på hans kind, måtte komme fra Rakel. Fordi han måske havde trodset hende og far. Måske fordi han havde støttet Julie og ikke lagt skjul på det. Det kunne ligne ham. Måske havde mor dermed stukket ham lussingen for at få ham til at tro, at det var Julies skyld. Eller for at fortælle Julie, at det var hendes skyld. At det var Julie selv, der gjorde skade på sin egen bror. Men ved at kigge på ham, desperat efter at kommunikere sine tanker ud til ham, kunne det måske være at han ville forstå, at mor og far ikke var farlige. At han ikke skulle give dem magt. At han var fri. At hun ville være der for ham. Men hun vidste, at det var nytteløst. Isak var bange. Bange for mor. Bange for far. Bange for Julie. Bange... for Gud.

Han kiggede væk ved lyden af Rakels rustne stemme. Kiggede skamfuldt ned på sin tallerken, som han hurtigt løftede sit bestik og på ny begyndte at spise. Det vred sig til i Julies hals. Hun mærkede hvordan hendes næver strammede sig så kraftigt til, at spidsen af neglene borede sig ned i huden på håndfladerne. Men hun ville ikke tillade tårerne at komme ud. Hvis tårerne kom, havde hun vist sine forældre at det virkede. At de var ved at knække hende. At de havde kontrollen. Men hun måtte ikke vise dem det. For hvis hun gjorde, ville den sidste smule kontrol, hun stadigvæk følte hun havde tilbage, forsvinde. Selvom hendes forældre havde magten, så ville hun ikke tænke på det. De havde ingen magt. Havde... ingen... 

Med hjertet der pulserede voldeligt satte hun sig i bevægelse. Forbi bordet og hen mod køkkenet. Snappende efter luft. Hvis ikke det hjalp at snakke med dem, så var der en anden måde. En anden måde, at få deres opmærksomhed på. Selvom det var en satsning. De ville blive rasende. Men raseri var stadigvæk bedre. For så betød det, at de stadigvæk så hende som en del af huset. Lige nu, var det eneste hun ønskede, en reaktion. En reaktion, der bekræftede at hun stadigvæk var noget værd. Bare lidt.

Den tunge sky formørkede atter hendes sind, og hun følte sig atter kold ved tanken om gårdsdagens hændelser. Det var bare et uheld. Et skide uheld. Hun angrede. Hendes forældre måtte da kunne se, at hun fortrød det. Som hun rundede halvvæggen og bevægede sig hen mod vasken med køkkenskabene ovenover, betød det mindre og mindre, hvorvidt hendes forældre havde magten eller ej. Hun var ligeglad. Ligeglad med, at hun var svag. Ligeglad med at hun ikke havde nogen kontrol. Ligeglad med, hvis hendes forældre knækkede hende. Hun ville ikke miste sin familie. Om det så betød at hun måtte bukke under for deres pres, og måtte vise dem sine tårer og overgive alt sin kontrol til hendes forældre, så ville hun gøre det. Hun hadede at føle sig som en fremmed. Som en skurk. Som et menneske, der ikke fortjente kærlighed. At føle sig som en person, der ikke var noget værd. En person ingen kendte. Uden identitet. Uden familie. Uden kontrol. Hadede at være ingenting.

Hun åbnede glasskabet, greb fat i et af de dyre vinglas og drejede sig rundt imod bordet. Hev efter vejret og satte sig atter i bevægelse. Hendes øjne stak brændene. Hun rundede halvvæggen, og standsede med fronten som på ny var vendt imod bordet. Den imaginære kniv borede sig langsomt ned gennem hendes krop. Skrællede lag på lag af hendes sjæl. Gnavende. Vridende. 

Hun strakte armen fremad som hun holdte glasset fast med tommel- og pegefinger samtidig med at hun lod det vende med hovedet imod trægulvet. Delte sine læber og begyndte hermed at tale. 

"Jeg elsker jer. Jeg elsker jer!"

Ingen reaktion. End ikke en skulen. Pulsen steg stadigt. Et par korte sekunder, hvor intet skete. Så gav hun slip og lod vinglasset fare ned til gulvet. En klirren brød tavsheden. Hun kunne se hvordan hendes mors ansigt vred sig i en fortrukken grimasse, og hvordan hendes hænder dirrede svagt som hun kæmpede for at holde fast på bestikket. Herefter pustede hun ud, tog en enkelt hivende indånding og koncentrerede sig fortsat om maden. Isak lukkede øjnene. Hendes far lod stadig som ingenting, selvom hun dog bemærkede hvordan hans læber snørede sig til.

Skete det her virkeligt?

Julie sænkede armen, og blinkede tårerne væk. Det kildrede vådt ned ad kinden. Det var en drøm. Det måtte det være. Et mareridt. Hele dagen havde været et mareridt. Det måtte det være. Det kunne da ikke passe, at... 

Hun snappede efter vejret som hendes mellemgulv gav en række af rullende sammentrækninger efter sig. Et tåget slør var fortsat henover hendes øjne. Det vred sig rundt i maven og bag brystkassen. Selvom hun hev luften ind, følte hun ikke at hun kunne trække vejret. Smerte. Ægte smerte. Hun satte sig i bevægelse. Forbi bordet. Væk fra sin familie. Væk fra det smadrede vinglas. Ind mod værelset. En stødende indånding, hvorpå hun åbnede døren og fortsatte om på den anden side. 

Hun lukkede døren efter sig. Bevægede sig direkte hen imod sengen. Satte sig ned på kanten. Stirrede blot fremad, som saltvandsdråber lavede fine våde spor ned ad kinderne. Hun flettede sine fingre sammen. Snøftede ind og blinkede kraftigt. Kunne ikke tænke. Kunne ikke rejse sig. Kunne intet. Hun løftede hånden op til ansigtet og strakte tommelfingrende bagud så spidserne hvilede imod hendes tænder. Gråden kom sig til udtryk af en hæs, hikkende vejrtrækning, der engang imellem knækkede over i halvkvalte klynkelyde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...