Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15618Visninger
AA

28. -Kap. 27-

Da Julie et par minutter senere kom til sig selv igen, var det første hun registrerede den brændende sviden, som fyldte hendes øjne. Hun kunne ikke stille skarpt, og allerede som hun åbnede øjnene, begyndte tårerne på ny at hobe sig op for efterfølgend at sive ned ad kinden i mælkehvide, grumsede dråber. Det eneste, hun så, var blot en gråhvid tåge. Lys kunne hun kun fornemme som klarere områder øverst i synsfeltet. Det var som hvis hendes øjne var blevet matterede. 

En kølig klistren i højre side. En vibrerende summen i hovedet. Hun kunne ikke mærke sin egen krop, og det tog nogle langvarige øjeblikke før hun fornemmede at hun lå ned. Den ubehagelige summen i hendes kranium steg og faldt i intensiteten. En prikkende metallisk smag stak hende i munden og på indersiden af næsen. 

Hendes læber delte sig. "Hjælp mig." Hendes stemme var kun en hvisken. Hun mærkede noget blødt blive presset imod det klistrede område i den højre kant af hendes hoved. En genkendelig stemme rungede i et ekko, blandede sig med den konstante summen på indersiden af kraniet.

"Julie, er du okay? Er du okay?"

Den brændene svigen i øjnene blev værere. Hun kunne ikke holde øjenlågene oppe. Gradvist begyndte følelsen i resten af hendes krop at vende tilbage. Hun mærkede hvordan hendes højre arm var strakt ud, sådan at hendes hånd hvilede mod gulvet over hendes hoved. Ryggen pressede imod et koldt gulv.

Den summende, metalliske stemme gav atter ekko. "Julie, er du okay? Er du okay? Kan du høre mig?"

"Jeg... Kan godt... Høre dig." Hun stønnede. Den grimme metalliske smag i hendes mund var ikke forsvundet. Hun kunne mærke på den ru, tørre fornemmelse i svælget, at hun havde trukket vejret gennem munden i et stykke tid. Hun havde det ligesom hvis man havde sovet med åben mund i flere timer. 

"Hvad er der sket?"

Hun åbnede øjnene. Et ansigt, som det tog et par øjeblikke for hende at genkende, kiggede bekymret på hende. Papiret blev duppet imod de lille og næsten usynlige, men stadigvæk ekstremt blodige, sår i højre side af hendes pande. Kun få centimetef fra tindingen. Hendes hår klistrerede sig imod noget køligt størknet materiale, der havde fastsat sig ned langs højre side. Hun rørte på sig, og blinkede for at fjerne den voldsomme skæren i hornhinderne.

"Julie, hvad er der sket?"

Hun bevægede fingrende. Først nu gik det op for hende, at en svigen prikkede frem gennem huden på håndfladen. En svigen der kunne indikere en hudafskrabning.

Ansigtet blev genkendeligt. Det var hendes chef. 

"Julie! Hvad er det, der er sket? Er du okay?"

Hendes bryn rynkedes. Hun lod langsomt blikket flakke rundt. Forbi hendes chefs ansigt og op til loftet med lysstofrørerne, der - fra hendes position - virkede usædvanligt langt væk. En underlig aura omgav lyset. Det forekom hende at virke svagere og mindre farverigt, end det plejede. 

"Det... Tror jeg nok... Jeg ved ikke hvad der er sket." Hun følte sig underligt groggy. Som om den verden, hun lige nu betragtede, var en dårlig kopi. Kunstig. "Jeg... Jeg ved virkelig ikke, hvad der er sket."

Hendes chef pressede atter papiret ned mod såret, med læberne presset sammen. Det var først nu det forekom Julie, at han lignede en der var lige ved at gå i panik. "Du var bevidstløs, da jeg fandt dig."

"Bevidstløs?"

Først nu mærkede hun den palpende smerte, der forplantede sig gennem hendes hoved. En bølge af svidende fornemmelser, hver gang papiret blev trykket ned imod såret i hendes pande. Hendes chef nikkede, som han med en vejrtrækning hurtigere end normalt, fortsatte. 

"Ja... Jeg hørte dig skrige, så derfor kom jeg så hurtigt jeg kunne og så så jeg dig ligge her. Helt stille... Du lå på maven da jeg fandt dig, men jeg var nødt til at vende dig om på ryggen for at se hvor slem skaden var. Jeg tror du må være gledet på det våde gulv, og så har knaldet hovedet i betonen. Du var fuldstændig væk, og jeg var sgu tæt på at ringe efter en ambulance."

"Jeg... Jeg kan overhovedet ikke huske noget." 

"Nej, det tror pokker. Det virker sgu til at du har fået et rimelig voldsomt slag i hovedet. Du har været bevidstløs i næsten tre minutter. Jeg tror sgu vi bliver nødt til at tage en tur omkring skadestuen."

En voldsom frygt, der fik hendes hjerte til at slå hurtigere og gav hendes mave en hul fornemmelse, slog i dette splitsekund ned i hende. Hun løftede hånden og førte den hen til ansigtet. Berørte højre side af hovedet, i området omkring tindingen. Hun mærkede det kølige, klistrerede materiale, der havde filtret hendes hår sammen. Da hun fjernede hånden og betragtede fingrende, så hun det. Blodet. Hendes øjne blev store, hendes blik låste sig fast på den røde farve, der nu havde smurt sig ind i hendes fingre. En klynken forlod hendes læber. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. 

"Rolig, Julie." Han forsøgte at berolige hende. Synet af de blodindsmurte fingre og den kølige klistrede våde fornemmelse i højre side af ansigtet, sendte panikken nedover hende. Endnu en klynken lød fra hende. Hendes bryst hævede og sænkede sig i hurtige, voldsomme bevægelser. Han greb fat i hendes arm, og førte den tilbage til gulvet, inden han forsigtigt greb hendes hage og tvang hende til at se på sig. "Rolig nu! Der er ingen grund til at gå i panik, det er ikke så slemt som det ser ud. Jeg tror ikke det er alvorligt, men vi bliver stadig nødt til at få dig på skadestuen. Du har fået et kraftigt slag i hovedet, og selvom jeg ikke tror, der er sket noget alvorligt, så bliver vi stadigvæk nødt til at have det undersøgt. Men tag det roligt. Det hjælper ikke at gå i panik. Okay?"

Hun nikkede. 

Hendes chef fugtede læberne, som han langsomt løftede papiret fra den smalle, blodige rift. I samme sekund kom en stribe af rød tyktflydende væske til syne, som blot blev bredere og bredere inden blodet i en hurtig strømmende bevægelse, sivede fra riften og ned langs siden af ansigtet. Hurtigt pressede han papiret fast igen, for herefter at kigge på Julies angstfyldte blik. "Hør godt efter hvad jeg siger nu. Okay?"

Endnu et svagt nik udbød sig fra hende. Han greb fat i hendes hånd og førte den hen til papiret. "Hold fast her."

Julie pressede sine fingre imod papiret, samtidig med at hendes chef fjernede hænderne. Kiggede på hende som han snakkede videre. "Okay... Kan du, øhm, kan du stå op?"

"Det... Går jeg da ud fra. Jeg ved det ikke."

"Prøv at sætte dig op. Langsomt... ellers risikerer du måske at besvime igen." 

Hun gjorde som han sagde. Pressede papiret imod sit sår med den ene hånd, medens hun bevægede venstre arm - der havde ligget henover maven - ned til gulvet, så hun med albuen kunne presse sig op. Straks som hun skiftede position fra liggende til siddende, flyttede reolen foran hende sig flere meter væk. Lokalet strakte sig i en mækværdig bueformation, så alle objekter blev forvrænget og elastikagtige. Gulvet begyndte at skifte stilling fra vandret til lodret. Et flimmer af orange og gule prikker krøb sig indover hendes synsfelt. Det næste, hun registrerede, var to hænder der greb fat i siden af hendes krop

"Jeg har dig."

Den pulserende summen gav atter genlyd i hendes kranie. Hun måtte blinke et par gange, før prikkerne forsvandt fra hendes øjne. En skærende smerte forplantede sig gennem hovedet på hende. 

"Jeg tror det er bedst, hvis jeg hjælper dig op. Du skulle nødig besvime og knalde hovedet i gulvet igen." Det sidste var sagt i forsøget på at få løsnet stemningen op. Julie var for groggy til at opfange det humoristiske i sætningen.

Hun greb fat omkring hans skulder som han slyngede sine arme om hende for herefter langsomt, forsigtigt, at hjælpe hende op at stå. Hun fortsatte med at presse papiret imod riften i panden, som hun stod der og svajede, i forsøget på at genvinde balancen. Rummet gyngede svagt, men hun formåede at holde sig stående uden at få sorte prikker for øjnene. 

"Kom med, så smutter vi en tur på skadestuen. Du har dit sygesikring med, ikke?"

"Øhm, jo... Det tror jeg." Julies stemme var sløv. Grødet. Hun havde svært ved at koncentrere sig om ret meget andet end at presse papiret imod riften på siden af hendes pande samt føre det ene ben hen foran det andet.

"Super. Så lad os smutte."

De satte sig i bevægelse. Han blev ved med at holde hånden på Julies ryg, for at hjælpe hende fremad samt være klar til at gribe hende hvis hun skulle falde igen. Og som de bevægede sig tilbage imod garderoben, hen mod udgangen af lageret, begyndte en ubehagelig tanke at tage form i Julies hoved. 

Personen, der havde overfaldet hende, var ikke færdig med hende. Dette var kun begyndelsen... Begyndelsen på Julies værste mareridt, der snart ville true ikke blot hendes forstand, men også hendes liv... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...