Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15527Visninger
AA

27. -Kap. 26-

Julie løftede spanden med sæbevand op med hanken, som hun bevægede sig ind mellem de to høje, aflange metalreoler, hvor de papkasser med nye leveringer som regel blev opbevaret, medmindre det var de varer, som skulle holdes under køl. Hun dyppede svaben i det skumholdige vand. Klaskede den på ny ned imod betonen, hvorpå hun atter begyndte at skrubbe. Frem. Tilbage. Hendes hænder strammede sig om skaftet, som et skinnende lag af sæbevand blev kørt henover det grå beton. 

Benjamin drejede imod venstre ved lyden af sæbevandets skvulpen. Han bevægede sig med næsten lydløse skridt. Forsigtigt. Klemt med ryggen op imod væggen, som han centimeter for centimeter langsomt, målrettet, listede sig frem. Ovenover ham gik der - foruden en række af golde lysstofrør - to cirkelrunde ventilationskanaler, der fulgte venstreknækket få meter længere fremme og forsvandt ind i lageret. Han kiggede sig tilbage. Forbi indgangen med det sorte plastikforhæng. Videre hen mod metaldøren, der førte ind til garderoben og kontoret. Herefter vendte han atter blikket fremefter. Kantede sig skridt for skridt hen mod knækket.

Han standsede få øjeblikke senere. Lod fingrende krybe om hjørnet og presse imod væggen, som han langsomt tittede ansigtet frem. Skulede imod den retning, den skvulpende lyd kom fra. Kølerpumperne larmede, og blandede sig op med de plaskende lyde fra gulvsvaben og lysstoførernes konstante summen. Han fik øje på Julie. Hun stod dér, lige akkurat synlig gennem den smalle åbning i reolen. Uvidende. Uanende.

Han så englevingerne. Hørte stemmen. Hans øjne blev store. Drømmende. Han fjernede sig fra væggen og satte sig i bevægelse. Forbi rækken af læssetriller. Hans næver strammede sig mere og mere, jo tættere på hende han nærmede sig. 

Julie bevægede sig et par skridt frem, så spanden befandt sig bag hende. Hendes blå øjne var fæstnet på svaben. Den gled henover gulvet i konstante bevægelser. Frem... Tilbage... Frem... Tilbage. Alt hun hørte, var den brølende susen fra de mange kølerpumper bag hende, den plaskende lyd af gulvsvaben der kørte det skummende sæbevand henover betongulvet, 

Benjamin rundede reolen. Standsede ved enden, sådan at hans forside vendte imod de mange kølerpumper. Han drejede hovedet. Lod sine blågrønne øjne rette sig gennem den smalle åbning i metalreolen. Betragtede Julies ryg. Hendes lange brune, glinsende hår. Den blå faktatrøje. Auraen. 

Og så så han det. Sløret af lys, der krøb sig ud fra hendes ryg. Fangtrådende, der begyndte at glide henover betongulvet, sno sig i hans retning. Han så armene. De strakte sig fremad, som de gled længere og længere ud fra hendes rygparti. Hendes baghoved lyste kraftigere. Noget, der lignede et ansigt, begyndte at tage form. 

Kom til mig, Benjamin. Befri mig. Befri mig, Benjamin... Min helt. Min frelser... 

Han sank en klump, og satte sig i bevægelse. Hans hånd var det sidste der gled væk fra reolens kant. 

Han satte den ene fod foran det andet. Stoppede. Englen blev stående, som et lysende spøgelse der sad fast til Julies ryg. Dens højre arm bevægede sig. Det så ud som om, englen pegede på noget. Benjamin fulgte armen indtil den standsede. Pegende imod spanden med sæbevand. Han førte atter blikket fremefter, og satte sig i bevægelse.

Julie rynkede panden, og skrånede på hovedet da hun fik øje på de mørke fedtede pledter, der dækkede det grå beton foran hende. Hun lod svaben køre hen foran sig. Strammede musklerne i hænderne, som hun begyndte at køre kluden henover mærkerne. Anede ikke noget om skikkelsen med det lyse hår og de firkantede briller, der standsede bag hende for langsomt at bøje sig frem. Det var først, da hun hørte en underlig hvislen fulgt op af en skvulpende lyd, at hun reagerede. Hun rynkede brynene, og vendte sig rundt. Det sidste, hun registrerede, var en gul rengøringsspand der i et flimmer af bevægelse kom flyvende imod hende. Hun åbnede munden for at skrige, men da var det allerede for sent.

Spanden blev presset fast til hendes hoved, så indholdet af sæbevand flød nedover ansigtet. Ætsede sig ind i øjnene. En fod ramte hende hårdt i underlivet, slog pusten ud fra hende. Hun vaklede tilbage. Det brændte voldsomt i hendes øjne, alt var sort. Vandet flød ind igennem hendes næsebor. Ind gennem munden. Skummet prikkede imod ganen og tungen, den bitre smag af sæbe fyldte mundhulen, hun mærkede hvordan væsken med en ubehagelig svigen krøb sig op i bihulerne og ned i svælget. Hun gled. Betongulvet gjorde ondt imod hendes ryg. Hun kunne ikke trække vejret. Hun slog ud med hænderne. Vandet hobede sig op i hendes svælg, truede med at kvæle hende. Det gurglede i halsen. Rev i lungerne. Hun klemte hænderne hårdt imod spanden, forsøgte at rive den ud. Den havde, grundet trykforskellen, suget sig hermetisk fast til hendes ansigt. Hendes ben begyndte at sparke ukontrollabelt afsted. Hun skulle dø. Det var hun overbevist om. Nogen havde overfaldet hende, ville se hende drukne. 

Hun forsøgte at sætte sig op, som hun med brændende øjne atter greb fat i spandens kanter. Hjertet bankede ukontrollabelt, hun kunne intet se. Kunne kun mærke den kvælende fornemmelse af vandet, der hobede sig op i hendes svælg. Hendes knoer blev hvide, drænet for blod. Hun rykkede. Rykkede. Rykkede. Intet skete. Det rev i hendes hår, brændte imod hovedbunden. Hun prøvede igen. Til sidst lykkedes det. Spanden blev med et højlydt plop flået af hendes hoved, hvormed hun hostende kastede sig med maven ned på gulvet. Skummende sæbevand sprøjtede ud gennem munden og næsen, som den ene sammentrækning af hendes mellemgulv fulgte den næste. Da hun atter kunne trække vejret, udbrød sig et vrælende skrig sig fra hendes læber. Hun kravlede. Famlede i panik rundt på gulvet, som vandet gennemblødte hendes bukser. Hendes øjne havde lukket sig hermetisk sammen. Alt hun mærkede var den brændende ætsende svien, og det kølige beton hendes håndflader klappede henover. Hun kunne ikke kontrollere sin vejtrækning. Den kom i stød.  

"HJÆLP! HJÆLP MIG! JEG KAN IKKE SE! HJÆLP MIIIIG!"

Ingen hørte hende. Panisk hivende efter vejret krøb hun frem henover betongulvet. Famlede sig vej frem til reolen. Flere sæbeholdige tårer, der pressede sig ud fra hendes tillukkede øjne og dryppede ned ad kinderne. Hun mærkede en skarp metallisk kant. Hivende efter vejret lod hun febrilsk begge hænder glide langs med den skarpe kant, indtil hun nåede en vertikal bjælke. Hun kæmpede sig op på knæ, famlende op ad bjælken. I blinde, med brændene øjnene og tårer der kildrede ned ad kinden. Hun strammede musklerne i halsen. Skreg igen.

"HJÆLP! HJÆLP MIIIIIIG!"

Ingen anden lyd end de snurrende, susende kølepumper. Hun klynkede, som hun begyndte at famle sig vej langs med kanten af noget, der føltes som en hylde. Sæbevandet fik buskerne til at klistre sig køligt mod hendes ben. Hun klemte sig tæt op ad reolen, famlede sig langs med den skarpe hyldekant. De væde gennemblødte strømper, skvulpede i hendes sko. 

"JEG KAN IKKE SE! EN ELLER ANDEN, HJÆLP! HJÆLP MIG! HJÆÆÆÆÆÆÆLP!" Hendes skrig blev højere. En hivende vejrtrækning, der blev fulgt op af en række af kvalte pibende klynkelyde. Der var nogen sammen med hende. Hun var overbevist. Hun fornemmede en anden persons tilstedeværelse. Hun førte hænderne op til øjnene. Gned dem. Først én gang. Så endnu en. Ingen nytte. Hun begyndte at hyperventilere, som hendes hænder famlede sig hurtigere og hurtigere langs med hylden. Hun nåede et knæk. Hendes fingre strejfede fri luft.

Lyden af skridt. Hun vendte sig rundt, stadig med fingrende på højre hånd knugende sig stramt om kanten af reolens ende. Hendes ryg hamrede op i hyldens skarpe kanter, som hun mærkede en skæren forplante sig gennem rygsøjlen. 

"LAD MIG VÆRE! LAD MIG VÆRE!" Lyden af sko der knirkede imod et betongulv blev højere. Hun slog ud i luften, skreg. "FJERN DIG FRA MIG! GÅ! EN ELLER ANDEN, HJÆLP MIG! HJÆÆÆÆÆÆ...!" Hun skred i det glatte sæbevand, og væltede forover. Hun slog hjælpeløst ud med armene, alt hun registrerede var mørke, en brændene smerte og følelsen af at blive trukket forover af en usynlig kraft.

Hun knaldede siden af hovedet ned i betonen med en hul, dump lyd. Herefter blev hun liggende ubevægelig. På maven, med den ene arm strakt ud foran sig og hovedet drejet imod venstre. En tyk stribe af mørkerød væske begyndte langsomt at sive ud fra hendes højre tinding, og forgrene sig i to halvdele som den fortsatte over betongulvet, ud foran hendes ansigt og de lukkede øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...