Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15410Visninger
AA

26. -Kap. 25-

Kirsten førte telefonen ind til øret. Hun sad på sengekanten, med opsvulmede øjne og hornhinder, der var blevet røde og blodsprængte efter at hun havde ligget vågen og grædt det meste af natten. Hver gang hun havde lukket øjnene, havde hun hørt skriget. Det forfærdelige dyriske skrig. Set det gruopvækkende syn af indvandreren, som han med en hånd presset op imod det bloddryppende venstre øje vrælende, skrigende, rokkede sig frem og tilbage. Skriget havde hjemsøgt hendes sind. Hun kunne høre det uanset hvor hun befandt sig. Hun havde flere gange presset hænderne hårdt for ørerne, i et desperat men forgæves forsøg på at holde de spøgelsesagtige umenneskelige skrig ude. Men uden held. De gav blot genlyd, om og om igen som en båndoptager, der var gået i hak. 

Hun havde flere gange forsøgt at påføre sig selv smerte ved at rykke kraftigt i hendes hår, for at få tankerne væk fra synet af bloddråberne, der samlede sig i klatter på asfalten, og den mørke tyktflydende væske der pressede sig ud immellem hænderne. Men intet nyttede. Hun vidste, hvad hendes sidste udvej var. Risperdal. Og benzodiazepiner. Så hun kunne tilbringe resten af dagen med at sove. Uden at drømme. For hun vidste, at hvis hun var i den uheldige situation at drømme, ville det blive til et ubeskriveligt mareridt, der ville bringe en følelse af terror frem i hende, der ville paralysere hende. Selvom medicinen ville få hende til at føle sig som en zombie, var det bedre end slet ingenting. Bare hun slap for at høre på skrigene... Synet af hænderne der pressede sig imod øjet og blodet der klattede ned på jorden, kunne hun leve med.  Det var skrigene, der var de værste. 

Lyden af hendes chefs stemme i de anden ende af røret, rev hende tilbage til virkeligheden. "Jens Poulsen."

Hun skilte læberne. Tog en dyb indånding og begyndte hermed at tale. "Det er Kirsten... Jeg... Jeg vil gerne melde mig syg."

En kort pause. Så. "Melde dig syg? Er det alvorligt?"

"Ja, jeg...!" Kniven der glimtede. Det spøgelsesagtige forvrængede skrig. Smilet på Niels læber. Blodet der sprøjtede op fra baghovedet. Musklerne i hendes krop strammedes. "Jeg har fået det skidt. Jeg... Skal have kontaktet min psykolog. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer på arbejde igen."

Hendes chef sukkede. "Kirsten, du har ikke arbejdet her mere end 14 dage... Du fortalte mig klart og tydeligt, at du var stabil og var på medicin der virkede, og sagtens kunne klare at arbejde igen."

"Jeg ved det godt." Pulsen steg... Hendes omgivelser blev kunstige. Uvirkelige. Ikke gå i panik. Ikke gå i panik, for Guds skyld... Hun tog endnu en dyb indånding, som hun fortsatte. "Men... det er sket noget. Jeg bliver nødt til at melde mig syg."

"Hvor længe?"

"Jeg ved det ikke."

"Okay... Men helt ærligt, se at få lidt styr på det der. Jeg bliver nødt til at give din sagsbehandler besked, hvis det her gentager sig. Jeg har spildt usandsynligt mange penge på at få dig ansat, fordi jeg stolede på at du var stabil nok til at genoptage arbejdet. Så forventer jeg også at du rent faktisk er, og ikke melder dig syg to uger senere på grund af et nyt sammenbrud. Det er ikke for at lyde hård, men ærlig talt, det er spild af både tid og penge. Jeg håber, du forstår."

Hun nikkede, som en svigen bredte sig i hendes øjne. "Jeg... Jeg forstår."

"Godt. God bedring."

"Tak." 

Røret blev lagt på. Kirsten sænkede telefonen. Knyttede næven og førte den op til munden. En elektrisk sitren forplantede sig gennem hendes krop, som hun sad der. Hun begyndte at skælve. Hendes blik pilede hen til pynteskålen af glas, der befandt sig i vindueskarmen. Hun betragtede den et par øjeblikke, før hun med ét rejste sig for dermed at sætte sig i bevægelse derhen imod. Hun greb glasskålen, drejede sig omkring. Et søndderrivende skrig undslap hendes læber, som hun med en voldsom bevægelse slyngede skålen frem. En klirren forplantede sig i værelset, da skålen ramte gulvplankerne og flækkedes. Hun tog sig til hovedet, med tårerne strømmende ned ad kinderne. Forsøgte at få skrigene, der i et konstant ekko gav genlyd på indersiden af hendes kranie, væk. Hun bøjede sig fremover, og hylede så hendes ansigt antog en violet farve af anstrengelse.


*

Gulvsvaben klaskede ned på betongulvet, for herefter med en svubben at blive kørt frem og tilbage i stereotone, glidende bevægelser. Julie befandt sig i lageret, i sektionen mellem fryseboksene på sin venstre hånd og lagerreolerne med de mange varer, pakket ned i kasser, på sin højre hånd. Et par meter bag hende befandt de mange rækker af læssetriller sig.

Den summende larm fra kølerpumperne samt lysstofrørerenes elektroniske summen, var de eneste lyde, der fyldte lageret. Julie havde svært ved at koncentrere sig. Hver gang hun stoppede op i bare få øjeblikke, dukkede tankerne om Benjamin atter op. Tanker, der på ny fik hende til at føle sig lille og ubetydelig. Tanker, der gav hende lysten til at krybe sig sammen i et mørkt hjørne. Dække sig til, så hun var usynlig for omverdenen. Det vred sig uroligt rundt i hendes mave, og de hånlige usynlige øjne, der hele tide vågede over hende, gav hende lysten til at skrige. Græde. Løbe langt væk, til en ukendt destination, uden at se sig tilbage. Hendes familie lod som om hun ikke eksisterede. De snakkede ikke til hende. Kiggede ikke på hende. Ikke engang hendes egen bror, som ellers plejede at være den eneste, der lod til at holde af hende, værdigede hende et blik. Hun vidste, at det var fordi han var bange for mor og far. Det var derfor, han ikke snakkede til hende eller kiggede på hende. For hvis han gjorde, ville han blive straffet. Det valgte hun i det mindste at tro på. Selvom han måske også havde udstødt hende, fordi hun havde gjort oprør imod Gud. Gjort det, familien betragtede som den utilgivelige synd, der sikrede den fulde adgangsbillet til helvedets ild.

Hun strammede grebet hårdt om gulvsvaben, kæmpende imod de voldsomme ubehagelige følelser, der i dette øjeblik rullede indover hende. Fokus på opgaven, Julie... Fokus på opgaven. Den lille stemme i hendes hoved, en anden version af hende selv, snakkede til hende. Hjalp hende. Stemmen havde ret. Det var vigtigt at holde fokus på arbejdet. Hun kunne tænke på sine problemer bagefter. Ellers fik hun det endnu værrere. Med en dyb skælvende indånding løsnede hun på ny grebet en anelse om svaben, hvormed hun atter fortsatte med at skrubbe. Kæmpende for at få skubbet de ubehagelige tanker til siden.

*

Han bevægede sig målrettet gennem glasskydedøren, der delte sig i to halvdele og gav adgang indtil butikken. Hans blågrønne øjne var drømmende. Fjerne. Som hvis han levede i sin egen verden. Afskåret fra virkeligheden. Hans skridt var blevet mekaniske, robotagtige. Som hvis han var blevet draget ind i butikken af en usynlig kraft.

En mur af hviskende hånlige stemmer, der snakkede i munden på hinanden, væltede indover ham idet han trådte ind i butikken. "Stop." "Gå din vej." "Du er en fiasko." "Din mission vil fejle." "De onde engle vinder." "Du vil aldrig klare det."

Stemmerne fyldte ham med frygt. Tvivl. Hjertet begyndte at hamre imod indersiden af brystkassen. Det dunkede i hans kranie. Han lod blikket skanne de forbipasserende. Han så to teenagepiger på omkring de 15, som stod foran en reol med morgenmadsprodukter. Fnisende. Grinende. Han sagtnede farten, da han betragtede hvordan en mørk aura omgav dem. De hviskende stemmer begyndte på ny. Feminine stemmer, der kom fra de to piger der stod og hviskede.

"Hvor tror du, at du skal hen?"

"Din taber. Du får ikke lov til at redde hende."

I dette splitsekund så han pigerne dreje deres hoveder imod ham. Synkront og på nøjagtigt samme tid. De betragtede ham som han nærmede sig. Deres blikke var fokuserede. Skarpe. Den svage, mørke aura omkring dem begyndte at antage en svag form. Noget, der mindede om vinger, voksede ud fra siderne af deres rygge. Læderet vinger... Dragevinger.

Deres øjne blev hvide, pupilløse. Deres ansigter forvandlede sig. Et knap hørbart dyrisk skrig gav genlyd på indersiden af hans kranium, som han så hvordan de to mørkevæsner simultant åbnede munden. Et sort bundløst hul. Han skyndte sig at dreje hovedet væk, som han med stigende puls og ben der føltes som gelé satte farten op. Kløer. Skarpe tænder. Umenneskelige mareridtsansigter med lysende hvide øjenhuler og sorte bundløse gab. Han tvang sig selv til ikke at kigge på dem. Istedet rettede hans fokus sig imod hans far, der stod for enden af passagen. Henne ved kødfryserne. 

"Ignorer dem, Benjamin. Det er De Onde Engle. De prøver at skræmme dig så du ikke kan redde hende. Lad dem ikke vinde. Du er den stærkeste. Vis dem det."

Hans fars ru stemme lød i hans hoved. Hans skridt blev hurtigere. Ikke kig på dem. Ikke kig på dem.

Han passerede forbi dem. Et højlydt dæmonisk skrig, der fik en skæren til at forplante sig igennem hans kranie. Han udstødte et råb, pressede hænderne for ørerne og satte farten op. Hviskende uidentificerbare stemmer begyndte langsomt at krybe frem imellem hans tanker. Det var de onde engle. De måtte ikke standse ham. Han ville ikke lade dem vinde. Ikke så tæt på målet... 

Det var først da han var nået hen for enden af passagen, hen til det sted hans far stod, at han fjernede hænderne. De hviskende uidentificerbare stemmer der snakkede i munden på hinanden, var forsvundet. Han kunne ånde lettet op. Hans far drejede hovedet og nikkede imod indgangen til lageret. Kiggede herefter atter på ham. "Klokken er 14. Du ved hvor hun er henne. Skynd dig, før flere mørkevæsner opsnuser dig." 

Benjamin nikkede, lod sine øjne fare hen mod plastikforhænget ved indgangen indtil lageret, hvormed han satte sig i bevægelse. Hans fars stemme lød. "Hold øje med kameraerne. De onde engle overvåger dig. De må ikke se, hvad du er i gang med." Han lod sit blik pile op til loftet. Skannede henover dem. Dér, skjult næsten oppe under den inderste loftspanel, så han det svage røde lys, der indikerede et overvågningskamera. Farvet på en sådan måde, at den gik næsten i ét med væggen. 

"Lad som ingenting."

Benjamin drejede hovedet væk fra kameraet. Rettede det istedet imod passagen med køleskabene på venstre hånd og fryseboksene på højre. Han fik øje på indgangen. Direkte fremme. Uden tøven satte han sig målrettet i bevægelse.

"Du ved hvad du skal gøre. Jeg stoler på dig, min dreng."

Hans stemme gav et sidst ekko og forsvandt. Benjamin kiggede sig hurtigt omkring, sikrede sig at ingen opdagede ham, hvormed han hurtigt og uset smuttede gennem det sorte plastikforhæng og ind i lageret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...