Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15522Visninger
AA

25. -Kap. 24-

Julie var ekstremt tung i hovedet, da hun vågnede næste morgen. Hendes øjenlåg brændte, og hun havde - til at starte med - ekstremt svært ved at flytte på sig. Det støvregnede udenfor, hvilket ikke just var med til at gøre hende mere vågen. Hun betragtede loftet. Sløvt. Med brændende øjne. Hendes mund var blevet tør, og hun kunne med al mulig gru smage den ubehagelige eftersmag af alkohol samt lugte de kvalmende sødlige dampe. Utroligt de stadig hang ved...

Hun drejede hovedet imod venstre, gned øjnene og lod fokus rette sig imod vinduet og gråvejret på den anden side af glasset. Hun satte sig langsomt op, og i et kort øjeblik var det som hvis værelset snurrede. Hun blinkede nogle gange, som hun skubbede dynen fra sig, for dernæst at svinge benene udover kanten og lade fødderne hvile imod gulvets træplanker. Hun blev siddende sådan, som hendes blik træt rettede sig imod vinduet. Gned sine øjne. Og da var det, at hun atter genoplevede det.

Benjamins tomme hule blik. Det drømmende fjerne smil, der havde tegnet sig om hans læber, da han lukkede sine hænder sammen om hendes strube og klemte til. Følelsen af ikke at kunne trække vejret, der vækkede panikken frem i hende. Hun slog atter øjnene op og mærkede pulsen stige. Lod en hånd hvile imod brystkassen, som hun sank et par klumper spyt. Den sorte sky lagde sig atter nedover hendes sind og formørkede hendes tanker, da hun på ny blev mindet om gårsdagens hændelser. Trods det kun var forspillet, hun havde deltaget i, kunne hun alligevel ikke lade være med at skamme sig. Skamme sig over, at springe i seng med en anden udelukkende for at hævne sig på sine forældre. Det var ikke noget, den søde rare Julie kunne finde på at gøre. Det var slet ikke noget, hun nogensinde havde tænkt på at kunne få sig selv til. Og alligevel skete det. Hun bøjede hovedet og lod halen hvile imod brystkassen, som det atter strammedes i hendes mave. Hendes kinder blussede op, og hun følte atter hvordan skjulte øjne betragtede hende. Hånede hende som de vågede over hendes nøgne krop. Hårene rejste sig og hun fik kuldegysninger ned langs med kroppen. 

*

Det hjalp at gå i bad. Den konstante tåge, som hang over hendes hoved, og søvnen der brændte i hendes øjne, blev skyllet væk af de lune rislende vanddråber der med en hvislende lyd blev sendt afsted fra brusehovedet. Hun gned hænderne henover sine skuldre, som hun med bøjet hoved betragtede det hvide sæbeskum, der gled ned ad kroppen. Ned mellem hendes bryster. I dette øjeblik væltede billederne på ny ind foran hendes indre blik. Smilet, der buede sig på Benjamins læber. Det hule udtryk i hans øjne, som hvis han kiggede lige igennem hende. Den sitren der blev frembragt af hænderne, der gled ned langs siderne af hendes kurvede krop. Vægten af hans krop der pressede sig imod hendes. Hans hånd der klemte om hendes højre bryst. Fingrende, der strammede sig om hendes strube, i forsøget på at kvæle hende. Hun slog armene tæt ind til sig og løftede hovedet med et sammenbidt udtryk i ansigtet. Betragtede den matterede plexiglasrude foran sig, hvis inderside grundet varmen fra det vand, der blev sendt ud fra bruseren, var blevet dækket af dug. 

Uværdig. Gudløs. Synder.

Hendes mors stemme gav ekko på indersiden af hendes kranie. Hendes kinder blev atter røde, og hun slog skamfuldt blikket væk. Trods hun var afskåret fra omverdenen af en plexiglasrude, som man ikke kunne se igennem, følte hun sig alligevel blottet. Som om der stod en person på den anden side og kunne kigge på hende. Selvom vandet, der blev sendt ud fra de mange dyser, var varmt og opfriskende, begyndte hun at fryse. Hun havde lyst til at krybe sig ned i det fjerneste mørkeste hjørne, og klemme sine knæ imod kroppen. Gøre sig lille. Usynlig. Det var som om, at uanset hvor hun befandt sig, kunne hun ikke gemme sig for de indbildte skjulte øjne, hun hele tiden følte betragtede hende. Håndede hende. Fordømte hende.

*

Da hun trådte ind i køkkenet og så sin mor stå fuldt koncentreret i færd med at rulle dej ud, var det atter som om en mørk sky sænkede sig over lokalet. Gulvbrædderne knirkede imod Julies vægt, som hun strøg forbi spisebordet og op til halvvæggen, der adskilte spisestuen fra køkkenet. Det var som om hun blot var luft. Som om at hendes mor ikke kendte hende. Ikke hørte hende. Det sædvanlige smil på hendes læber og den sædvanlige godmorgenhilsen, varikke at finde. Det eneste, Julie så, var hendes mor der i konstante bevægelser kørte kagerullen frem og tilbage, og hendes blik der ikke veg bort fra dejen ét eneste øjeblik. 

Julie bevægede sig forbi sin mor. Standsede ved vasken, som hun tog et enkelt blik gennem vinduet. Ud mod den tætte samling af buske og træer på den anden side ad Døckerslundsvej længere fremme. Støvregnen gjorde luften tung. Dyster. Det afspejlede den følelse af mørke, der vred sig i hendes indre. Hun åbnede hjørneskabet, der befandt sig over komfuret og kaffemaskinen, hvor hun fandt et aflangt vandglas først for. Vendte derefter blikket imod sin mor, som hun førte glasset ned mod vasken. 

Skulle hun sige godmorgen? Turde hun overhovedet sige noget? Som hun stod der og betragtede sin mor, forekom det hende på en ganske ubehagelig måde, at hun bevidst ignorerede hende. Som hvis hun kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være, og ville tænde af så snart Julie åbnede munden. Klumpen pressede sig vej op gennem hendes bryst og satte sig fast i hendes hals med en kvælende fornemmelse. Hun betragtede sin mors ryg. Hendes skuldrer der bevægede sig som hendes arme fortsat kørte kagerullen frem... Tilbage... Frem... Tilbage...

Hun var til sidst nødt til at dreje hovedet væk. Kniven skar sig dybere ind i hendes brystkasse, vred sig ned gennem knoglerne og ind til skelettet. Det gjorde for ondt.  Hun fyldte vand i glasset. Slukkede vandhanen og vendte sig rundt imod skabshylden der befandt sig ved siden af køleskabet. Satte kurs derhen imod. Den knirkende lyd af kagerullen blev blandet op af den hvislen, Julies strømper frembragte som hun vandrede henover gulvbrædderne. Klumpen i hendes hals voksede. Hendes luftrør snørrede sig til. Hun havde mest af alt lyst til at skrige. 

Lyden af skridt fangede hendes opmærksomhed netop som hun var nået hen til køleskabet og havde åbnet lågen til skabshylderne der befandt sig over køkkenbordet. Hun vendte hovedet imod højre. Hendes bror på 14 kom gående fra gangen til værelserne og ind i spisestuen. Klædt i løbetøj. Hun forsøgte at fange hans blik med sine klare blå øjne. Han prøvede at ignorere hende, men hun tog ham dog alligevel i enkelte gange at lade sit eget blik glide hen til hende. Hun forsøgte at smile. I håbet om at bløde den ulidelige tavshed op. Hendes bror skyndte sig at slå blikket væk, som han hastigt fortsatte forbi spisebordeg og hen mod glasdøren. Ind til stuen der førte videre mod kontoret. Lod, ligesom hendes mor, som om hun ikke eksisterede. Julie pressede læberne sammen og vendte atter fokus ned mod glasset med vand. Det brændte bag øjnene. Et hul voksede i hendes bryst. Opslugte hendes hjerte. Hun ville stå imod gråden. Hun ville være stærk. Selv trods det, i ligepræcis denne givne situation, måske nok var den sværeste udfordring, hun nogensinde havde stået overfor.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...