Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15526Visninger
AA

24. -Kap. 23-

Huset var henlagt i mørke, da Julie åbnede døren til entréen. Skælvende. Gennemblødt. Hendes trøje havde suget alt vandet til sig og havde som følge deraf, lukket sig hermetisk fast til hendes krop. Hendes hår var blevet vådt, hvilket havde gjort det mørkere og mere filtret. Det gjorde ondt mod hendes hud, og hendes muskler sitrede så hendes krop skælvede ukontrollabelt mere eller mindre konstant. 

Hun lukkede døren efter sig samtidig med at hun førte hånden hen til stikkontakten. Det orangegule lys fra glaslampen i loftet fortrængte på et splitsekund mørket. Julie snøftede en enkelt gang ind, som hun rystende lynede trøjen ned. En skurren brød stilheden. Et sted i baggrunden kunne hun svagt høre den brummende lyd fra køleskabet. Et vægurs tikken. Huset virkede mørkere og mere stille end hun ellers plejede at opleve det. Hun trak sig af sine sko og stillede sine gennemblødte fødder på gulvtæppet, som hun trak telefonen op ad lommen og så på klokken. 
23:45.

Hendes forældre plejede at gå i seng mellem klokken 21 og 22. Men hun kunne ikke mindes at hun nogensinde før havde oplevet, at huset var så stille. En ubageligt kriblende fornemmelse rislede hende ned ad nakken, og rent intuitivt førte hun blikket fremefter. Gennem den lysende entré og imod åbningen indtil stuen. Der var mørkt. 
Hun konkluderede, at det var bedst ikke at vække sine forældre, så derfor måtte hun helst ikke tænde for meget lys i huset. Hun satte sig langsomt og forsigtigt i bevægelse igennem entréen. Den våde T-shirt klistrede sig fast til kroppen, og det iskolde vand der havde gennemblødt stoffet, gjorde ondt imod huden. Hendes hoved føltes tungt og i dette øjeblik var det som hendes øjne var blevet til bly. Hun måtte anstrenge sig kraftigt på at holde øjenlågene oppe. Det brændte i randende under hendes øjne, og hendes muskler værkede. Det eneste, hun ønskede, var bare at lægge sig ned. Putte sig ned i sin dyne, og aldrig rejse sig igen. Hendes hjerte hamrede stadig voldsomt imod brystkassen. Stenen i hendes mave var endnu ikke forsvundet.

Hun tog en dyb, stødende indånding - Af den slags man altid har umiddelbart efter man har grædt. Fortsatte ind i spisestuen. Fyrretræsgulvet knirkede svagt under hendes vægt, men Julie fortsatte imod venstre, i forventningen om at lyden af køleskabet fjernede den ubehagelige knirken. Hun tog et enkelt kig ud gennem panoramavinduet. Et tæppe af mørke var atter rullet henover himlen. Endnu en regnbye var på vej. Julie mærkede en skælven forplante sig igennem hendes krop og satte farten op.

Hun slæbte sig ind på værelset. Lukkede døren efter sig og aktiverede lyset. Herefter brugte hun de resterende kræfter på at trække sin T-shirt og gennemblødte BH af, for dermed at fortsætte. Benene slæbte henover gulvbrædderne. Hun satte sig tungt på sengekanten. Værelset snurrede. Hold dig vågen, Julie, tænkte hun for sig selv. Bare lidt endnu. Lidt mere endnu...

Det lykkedes hende at få vristet de gennemblødte strømpesokker af, hvorefter hun lagde sig ned på madrassen. Med de sidste tilbageværende kraftreserver trak hun dynen henover sig. Så flimrede hendes øjne, hvormed hun faldt i søvn på stedet.
 
*
 
Det første Kirsten gjorde da hun var kommet hjem var, at bevæge sig direkte ud på familiens toilet. Hendes krop skælvede konstant, hendes blik flakkede. Hun kunne ikke stille skarpt og alle hendes bevægelser var mekaniske. Robotagtige.

Hun styrede direkte hen til vasken. Tog end ikke notits af hullet i spejlet efter Benjamins næve. Hun var for meget i chok til at registrere ret meget andet end strålen af vand, der i dette øjeblik blev sendt ud fra vandhanens dyse med en hvislende lyd. Hun vaskede fingrende. Smurte dem ind i lag efter lag af sæbe, så skummet hobede sig op i afløbet. Forsøgte med voldsomme paniske bevægelser, at fjerne det indbildte blod, hun forestillede sig dækkede hendes hænder efter hun havde ført kniven op i den hætteklædte indvandrers venstre øje.

Hun genoplevede det atter. "Giv os din fucking pung, eller jeg stikker dig fucking ned." 

Hun så ham tårne truende henover hende. Det var den glimtende kniv, han holdt ud fra kroppen i højre hånd, som fik hende til at reagere. Det var ikke med vilje. Hun havde ingen intentioner om at såre nogen. Det skete bare. Komplet og aldeles udenfor hendes egen kontrol. Det ene øjeblik sad hun skrækslagent på jorden, for i det næste at skære igennem øjet på en fyr. Hun kunne knap nok tro, at det forvrængede vrælende hyl, der udbød sig fra hans hals, som han med hænderne presset hårdt imod det bloddryppende øje rokkede frem og tilbage på asfalten, virkelig kom fra et menneske. Et hyl, der nu - sammen med det konstante billede af øjeblikkene op til hendes mands død - havde hjemsøgt hendes tanker. Hendes sind. Tænk nu, hvis kniven var fortsat op i hjernen. Hun kunne have slået ham ihjel...

Tanken sendte en ny bølge af panik indover hende. En klynken lød imellem hendes hivende paniske vejrtrækning. Hun kunne rent faktisk have slået en mand ihjel... Et levende menneske som hende selv. Hendes bevægelser blev hurtige, så vandet begyndte at sprøjte omkring hende. Tårer vædede sig på ny frem i hendes øjne. Hun hyperventilerede. Mistede kontrollen over sig selv. Prøvede at holde fokus på de ord, Marie Flender havde lært hende. 

"Det er din krop og du er den eneste der kan kontrollere den."

Hun lukkede øjnene. Prøvede at visualisere det mentale tilflugssted, hun havde skabt under terapierne. Men der var uden nytte. Alt hvad hun oplevede da hun lukkede øjnene, var synet af kniven der borede sig op igennem indvandrerens øje. Lyden af det forfærdelige dyriske smerteskrig og den dybrøde tykke væske, der pressede sig vej ud gennem fingrende, dryppede ned på asfalten i store, tykke klatte. Hun udstødte et skrig og dækkede øjnene. Forsøgte panisk at gnide synet væk. Ingen nytte. Mellemgulvet træk sig sammen. Hun lænede sig indover vasken som en ny kaskade af opkast blev sendt ud fra hendes mund, væltede nedover vasken. En gurglende rallen. Herefter faldt hun sammen på gulvet. Stirrede op i loftet. Fjernt. Tomt. Med en enkelt tåre, der trillede ned ad kinden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...