Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15473Visninger
AA

23. -Kap. 22.-

Det var først da Julie var nået et stykke ned ad vejen, at det rigtigt gik op for hende, hvad der lige var sket. Det var først der det gik op for hende, hvad hun havde gjort. Øjeblikkeligt mærkede hun en voldsom knugen i brystet. Det vendte sig i hendes mave, og hun styrede instinktivt hen mod en lygtepæl. Lod hånden hvile imod stolpen, som hendes mellemgulv trak sig sammen. Hun snappede efter luft. Kunne ikke få vejret. Så røg strålen af opkast ud fra hendes mund, for at plaske nedover cykelstien næsten en meter længere fremme. Hun følte sig svimmel og måtte klamre sig fast til lygtepælen for ikke at vælte omkuld. Billederne gled ind foran hendes indre blik, og fik hendes kinder til at blusse op så de antog den karakteristiske tomatrøde farve. 

"Hvad har jeg gjort?" hviskede hun svagt for sig selv. Hun kiggede sig tilbage, blinkede de værste tårer væk. Som hun stod der, alene på fortovet, følte hun sig alene. Forladt. Udsat. Hendes kinder var blevet blussende røde, og hun begyndte at skælve. "Hvad... Har... Jeg... Gjort?" 

Hun lod blikket fare op imod den sorte himmel. Den virkede truende. Dyster. Som hvis den ville krakelere og falde nedover hende hvert øjeblik det skulle være. Hun fjernede sig fra lygtepælen som hun bakkede et par skridt væk. Rystede på hovedet som hun dækkede sine kænder med hænderne. Billederne væltede atter ind foran hendes indre blik. Benjamins nøgne overkrop. Hans sixpack. Smilet på hans læber. Den kriblende fornemmelse af hans hænder der kørte nedover hendes flanker. Vægten af hans krop imod hendes. Hans hænder, der pludseligt greb fat om hendes strube for derefter at klemme hende til så luftvejene bleb spærret. Hun slog sine arme omkring kroppen, som tårerne på ny vædede sig op i hendes øjne for derefter at begynde at sive ned fra hendes kinder.

Hun havde selv indvilliget i det. Hun elskede ham ikke engang. Hun kunne ikke fatte, at hun havde kunnet få sig selv til det. Hun var stadig ør i hovedet grundet alkoholen, men var på vej til at blive ædru. Men det var ingen undskyldning. Så fuld havde hun heller ikke været. Hun kunne huske det meste. Hun havde selv indvilliget i at gøre det. Ladet sig forføre af en person, hun ikke engang var forelsket i. Hvad nu hvis hun havde givet ham det forkerte indtryk? Igen oplevede hun det uhyggelige tomme blik i hans øjne og det drømmende smil om hans læber, da han lukkede sine fingre sammen om hendes hals. Hun vidste, at Benjamin var psykisk syg. Men hun havde været overbevist om, at han var rask. At han rent faktisk var blevet rask igen. En dårlig smag bredte sig i hendes mundhule, og hun måtte presse hånden imod maven. Hun kiggede atter op imod himlen, som en forfærdelig kulde trængte ind gennem hendes trøje, borede sig videre igennem hud. Knogler. Ind til maven. 

"Undskyld, Gud. Undskyld." Det hjalp ikke. Hun førte fingrende op til munden. Klemte tænderne sammen om neglene som hun bakkede yderligere et par skridt tilbage. Hendes mors stemme gav genlyd i hendes hoved.

"Der er kun to ting, der kan sende dig i helvedets ild; Enten hvis du begår den utilgivelige synd og tramper på helligånden, eller hvis du vender herren din Gud ryggen."

Den utilgivelige synd... Kunne det virkelig passe? Hun troede stadigvæk på det. Det kunne hun mærke. Hun troede stadigvæk på det. Helvedets ild... Den utilgivelige synd... Hvad havde hun dog gjort?

"Undskyld... Undskyld, undskyld, undskyld." Himlen virkede endnu mørkere. Som ville den opsluge hende. Vendt Gud ryggen... Hun havde vendt Gud ryggen. Eller var det omvendt? Var det Gud der havde vendt hende ryggen?

"Undskyld!" Hun skreg med en hæs, skælvende stemme, som tårerne begyndte at flyde ned ad ansigtet. Men intet hjalp. Ingen hørte hende. Hun rystede på hovedet, da hendes mors skarpe stemme gav genlyd i hendes hoved.

"Gudløse syndere! Deres pris er betalt og de er allesammen dømt! Gud hader syndere!"

"Nej... Nej, det passer ikke. DET PASSER IKKE!" Julie pressede hænderne for ørerne og lukkede øjnene hårdt sammen, i et forsøg på at holde hendes mors fordømmende stemme ud. Det nyttede intet.

Hun så sin mor kigge tilbage imod hende med det skarpe blik. Løfte hånden og pege alvorligt, fordømmende, på hende. "Jeg advarer dig... Den dag du vælger at modsætte dig Gud, er vi ikke længere din familie. Og Gud vil ikke længere have noget at gøre med dig."

Hun var intet værd. Hun var fortabt. Udstødt. Fortjente ikke at trække vejret. Bare fordi hun havde drukket sig fuld? Bare fordi hun næsten havde haft sex med en anden? Det var indbildning. Paranoia. Det kunne ikke passe.

"Hold op. Det passer jo ikke!"

Hun begyndte at hyperventilere, hendes stemme dirrede. Endnu en saltholdig dråbe gled langsomt ned ad kinden på hende. Hun åbnede forsigtigt øjnene. Hendes syn var sløret. Hun sank et par klumper spyt, hev skælvende efter vejret og vendte atter blikket op mod det dystre mørke, der tårnede sig over hende. 

"Tilgiv mig. Det var ikke meningen. Jeg var bare frustreret... Det var dumt af mig. Undskyld. Tilgiv mig." 

Intet. Hun pressede læberne sammen, hendes blik flakkede. Hun blev ved med at kigge imod den truende himmel. Hev et par gange luft ind gennem næsen. Det var som hvis de mørke skyer hånede hende. Prøvede at få hende til at føle sig lille. Utilstrækkelig. En forfærdelig tomhed bredte sig som en kniv i brystet. Vred sig ind gennem hud. Knogler. Ind til hendes sjæl. Det var som hvis hendes hjerte blev spiddet på midten. Hun havde ondt i maven.

"Tilgiv mig... Please, hvis du er der... Så sig noget. Et eller andet. Hvad som helst."

Men, ganske som hun havde forventet, var der ingen reaktion. Hun pressede hånden for munden, og vendte sig rundt inden hun slog hætten over hovedet og med armene om sig selv satte hun sig i bevægelse. Hivende efter vejret og med tårerne silende ned ad kinderne. Hun havde ikke løbet ret mange meter, før de første regndråber begyndte at falde. Kolde, hårde. Prikkede hende imod huden, klaskede imod fortovet. Der blev flere og flere af dem. Julie klynkede højlydt, hendes mellemgulv bevægede sig i en krampesammentrækning som den ene hulken efter den næste forlod hendes dirrende læber. Hun ville hjem. Hun ville bare hjem. Regndråberne faldt i stadigt stigende antal, og var snart blevet til et kæmpe regnskyl, der nærmest dannede et slør af vand der besværliggjorde udsynet. 

*

Da de sidste gæster havde forladt huset, låste Benjamin sig inde på toilettet. Stillede sig foran spejlet, som han betragtede refleksionen af sig selv. Så på sine hænder.

Evnen til at se engle...

Han kiggede atter på sig selv. Det var ikke ham selv, der kiggede tilbage. Det var hans far. "Der er altid en ny dag i morgen."

"Hold din KÆFT!" Benjamins krop dirrede, som tårerne begyndte at flyde nedover hans kinder. "JEG VIL IKKE HØRE MERE! FUCK ALT! FUCK DE ENGLE! JEG VIL IKKE VÆRE SÅDAN!"

"Jamen det er sådan du er skabt. Det er en særlig evne. Du er udvalgt til at have den...!"

"Jeg vil IKKE have den. Det er en forbandelse! EN FUCKING FORBANDELSE! Det eneste, jeg vil have, er DIG, far! Forstår du det? Jeg vil bare gerne have dig tilbage." Han begyndte at hive efter vejret, kæmpende imod gråden. Hans ansigt fortrak sig. Hans far kiggede blot tilbage med det apatiske, ulæselige blik. "Er det for meget at bede om? Jeg vil bare gerne... Have dig tilbage... Så mor ikke hele tiden er ked af det. Så vores familie kan fungere igen... Jeg vil ikke redde engle... Jeg vil ikke være udvalgt... Jeg vil bare gerne leve... Et normalt... fucking... LIV!" 

Hans far stirrede blot på ham. "Hvad er det, jeg har sagt til dig?" Han kommunikerede med ham uden at åbne munden. Benjamin lukkede øjnene og førte hænderne op til ørene. I et desperat men forgæves forsøg på at holde hans stemme ude. "Der findes ingen udvej! Du bliver NØDT til at redde den engel! Før de onde engle får fat i hende! Hele verdensfreden afhænger af det!"

"HOLD KÆT! HOLD KÆFT, HOLD KÆFT, HOLD KÆFT, HOLD KÆÆÆÆÆÆÆFT!" Han lænede sig fremover og udstødte et vrælende skrig. Hans ansigt var blevet rød af ophidselse, og musklerne og senerne i hans hals var tydeligt fremtrædende. Han rystede voldsomt på hovedet, greb fat i sit hår og knugede grebet om det. "JEG VIL IKKE HØRE PÅ DET! JEG VIL IKKE HØRE PÅ DET! JEG VIL IKKE HAVE DIN TANKEKONTROL! JEG VIL IKKE HØRE PÅ DET!"

Han rettede sig op, knyttede næven og hamrede den af al sin styrke ind i spejlet. Glasset krakeleredes. Han skreg og slog sin knyttede næve frem. En klirren. Der gik hul. Han mærkede hvordan metalsplinterne borede sig ind i hånden. Han trak sin knyttede næve ind til sig og stirrede på den i rædsel. Blodstriber sivede ned langs med siden. Sølvmetalliske splinter stak op mellem knoerne. Han rettede langsomt, smertefuldt, hånden ud. Betragtede med næsen vrænget i afsky, hvordan de skarpe splinter med endnu en klirren væltede ned i vasken og samlede sig i bunden. Nogen rørte ham på skulderen. Han drejede sig rundt og stirrede sin far direkte i ansigtet. 

"Åh,  Benjamin. Jeg ved hvor meget I lider. Men jeg er her. Jeg ville ønske, jeg kunne være fysisk til stede, men det kan jeg ikke. Den engel... Den engel vil sikre ALT... Jeg fejlede. Jeg vil ikke have, at du ender som mig. Red englen. Og så vil alt blive godt igen. Min dreng." 

Han smilte, som han faderligt kærtegnede Benjamins kind. "Jeg elsker dig. Og jeg elsker mor. Og jeg vil altid være der... Og passe på jer... Det LOVER jeg." Han fjernede hånden. Nikkede som bekræftelse. Benjamin lukkede øjnene. Bøjede hovedet og førte sin blodige knytnæve op til munden. Herefter, begyndte hans brystparti og ryg at hæve og sænke sig i en rytmisk, kvalt hulken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...