Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15469Visninger
AA

21. -Kap. 20-

Hun rystede, som hun klynkende bevægede sig op mod busstoppet længere fremme. Det kildrede imod kinden da strømmene af saltholdige dråber i lange striber satte sig spor nedover ansigtet. En billedsekvens gled i dette øjeblik ind foran hendes nethinde. 

Han løftede geværet. Kiggede på hende. Begyndte at skrige, som hans krop skælvede. Blod sprøjtede op fra baghovedet. Hans øjne blev hvide og hule som han med vidåben mund lagde hovedet tilbage og faldt om på jorden.

Kniven glimtede i skæret fra loftslampen. "Giv mig din fucking pung, luder, eller jeg stikker dig fucking ned!" 

Det forfærdelige skrig. De to hænder der pressede sig op imod det ene øje. Den røde tyktflydende væske der sivede ud imellem fingrene. Dryppede ned på asfalten i hastigt voksende klatter. Det grådforvrængede dyriske skrig, kroppen der rokkede voldsomt frem og tilbage. 

Hendes krop skævlede, som hun hivende efter vejret kiggede sig tilbage. Et hurtigt glimt af en mand der smilede grusomt, af blod der dryppede ned på asfalten, en kniv der glimtede kraftigt i loftslampen. Hun dækkede ansigtet med begge hænder som hun atter vendte sig fremad. Satte farten op. En hulken lød fra hende, hendes skælvende ben førte hende automatisk fremad. Det glimtende gevær... den sølvmetalliske kniv... det forvrængede dyriske skrig... blodet der dryppede ned i klatter på asfalten... kroppen der dumpede ned på gulvtæppet med en hul lyd med geværet der landede ved siden af... En blodpøl der bredte sig ud fra et sønderskudt baghoved... 

*

Julie åbnede køleskabet med et hurtigt ryk, og blev omgående mødt af en mur af kulde, der fik de små dunhår på armene til at rejse sig. Hun blinkede et par gange imod det skarpe lys, som hun hurtigt skannede hylderne. Hun fandt en karton med multijuice ved siden af to dåser Mokaï. Hun havde hørt fra Andrea såvel som Mathias, at drinks der var lavet af en blanding af frugsaft og alkohol havde en virkelig god smag, der - ligesom når man spiste søde sager - gjorde at man næsten ikke kunne få nok. Hun vidste ikke, hvornår hun nogensinde ville få chancen for at prøve noget som dette igen. Derfor ville hun ikke forspilde det. Hun havde allerede fået en del at drikke, så det kunne umuligt skade hvis hun prøvede det.

Uden tøven strakte hun armen ind i køleskabet. Greb med store, klodsede bevægelser fat i juicekartonen med den ene hånd. Hun kunne dog mærke, at hun ikke kunne holde om de to dåser eller kartonen på samme tid, så derfor besluttede hun sig for at gøre tingene én af gangen. Først stillede hun kartonen på køkkenbordet ved siden af køleskabet. Herefter greb hun de to dåser, lukkede skabet for istedet at føre fokus op imod skabslågerne over køkkenbordet.

*

Auraen af lys omgav Julie, som Benjamin ganske forsigtigt bevægede sig hen mod åbningen indtil køkkenet. Han blinkede et par gange. Hans øjne var blevet fjerne. Tomme. Han førte det ene ben foran det andet, bevægede sig mekanisk. Han så hvordan englevingerne lagde sig henover hendes ryg, og hvordan sløret af lys fulgte hendes bevægelser. Han så hende løfte hovedet imod skabslågen. Hun hævede armen. Lyssporet fulgte i armens kølvand.

Som han nærmede sig, skridt for skridt, forekom det ham, at stråleglansen omsluttede hende. Som et skjold? Nej... Nej, det var ikke et skjold. Det var en kjole... En kjole som kun engle iførte sig. En kjole af lys. Synet bragte tårerne frem i hans øjne, og et drømmende smil tegnede sig på hans læber. En hviskende stemme gav ekko i hans hoved. Det var ikke et sprog, han kunne identificere, men han vidste at stemmen kom fra englen. Den kommunikerede med ham. Dragede ham til sig. Noget, der lignede fangarme af lys, begyndte langsomt at sno sig ud fra Julies krop og hen imod ham.

Befri mig... Befri mig... Befri mig... 

Julie havde ikke bemærket ham. Hun stillede blot glasset, hun havde fundet i skabet, på bordet, hvorefter hun åbnede juicekartonen og begyndte at skænke op. 

*

"Giv os din fucking pung! Giv os din fucking pung siger jeg til dig!"

"Jeg er ikke længere ham du kan manipulere med!"

"Forpulede løgner"

"Hvor tror du at du skal hen?"

Skriget... Blodet der dryppede på asfalten... Skuddet der bragede fra jagtgeværet... Niels sindssygelige øjne der stirrede gennemborende på hende... 

Kirsten knækkede forover som alt maveindholdet uden varsel sprøjtede ud fra hendes mund. Hendes ben knækkede sammen. Hun dumpede ned på fortovet ti meter fra busstoppestedet. Endnu en gurglende rallen lød fra hende som den ene stråle af opkast afløste den næste. Den grøngullige tykke vælling spredte sig på fliserne, dryppede videre ned på vejen fra kantstenen. Hendes mellemgulv trak sig sammen. Hun bøjede hovedet. Gurglede igen, som hun mærkede hvordan en usynlig indre kraft nærmest pressede opad og fik hendes mellemgulv til at trække sig sammen og hendes strube til at snørre sig til. Hun var ved at blive kvalt. Flere tårer pressede sig vej ud fra øjnene, brændte imod hendes hornhinder. Hun gurglede igen, men intet kom ud af hendes mund. 

*

Julie stillede kartonen fra sig, åbnede dåsen med Mokaï for herefter at vende bunden i vejret. Hun betragtede hvordan den tykke gule væske blandede sig med den brusende boblende drink, og hvordan det nærmest virkede til at appelsinjuicen og Mokaïen kæmpede en indbyrdes magtkamp. Hun blev ved med at hælde, indtil glasset var næsten fyldt. Hun stillede dåsen fra sig, lod sine fingre på venstre hånd knuge sig om glasset medens hun med den højre på ny greb fat i køleskabets håndtag. Rykkede en enkelt gang. Lågen åbnede sig. Den summende lyd af kølepumperne. Lugten af madvarer. Muren af kulde. 

Benjamin nåede hen til hende. Greb hendes arm. Julie stivnede, og drejede hovedet bagud. "Benjamin, hvad...?" Han reagerede ikke. Hun vendte atter målløst blikket imod køleskabslågen, som hun så hvordan han styrede hendes arm væk fra håndtaget og tilbage mod bordet. Lågen lukkede i.

"Jeg er kommet for at befri dig. Du behøver ikke at være bange mere." Hans stemme var blevet underligt fjern og monoton. 

Julie drejede sig imod ham. "Bange?" Hun fniste, som hun forvirret betragtede ham. "Jeg er... sgu da ikke bange... Er du fuld?" 

Han svarede hende ikke. Løftede blot hånden, som han med et betaget ærefrygtigt glimt i øjnene lod sine spredte fingre glide opover hendes kind. En mærkværdig elektrisk rislen gled igennem Julies hud da hun mærkede hans berøring. Hendes hånd strammedes om glasset, og hendes puls begyndte at stige.

"Du er så... smuk...!" Han lænede sig frem imod hende. Julie gjorde store øjne, men nåede aldrig at reagere før Benjamins læber lukkede sig sammen om hendes. Hun slap automatisk grebet om glasset. Det blev trukket ned mod gulvet med afsindig hast, og hamrede imod linoleummet med en klirren, så en blanding af Mokaï og appelsinjuice sprøjtede til alle sider i en kaskade. 

*

Bussen drejede til højre ved lysreguleringen for enden af vejen 200 meter bag Kirsten. Hun rettede sig op, med hånden for munden. En streng af savl og opkast hang og dinglede fra hendes ene mundvig. Hendes øjne var ophovnet af tårernes saltvand. Lyden af bussen blev gradvist højere. Hun kiggede bagud. Så det gule langstrakte køretøj nærme sig. Forsigtigt rejste hun sig op, inden hun med skælvende ben satte sig i bevægelse imod busstoppestedet. Tårerne trillede stadig ned ad hendes kinder, og hele venstre bukseben var indsmurt og gennemblødt i opkast. Moderen der stod ved busstoppestedet sammen med hendes lyshårede pige, der efter udseendet at dømme højest sandsynligt gik i børnehave, skulede til Kirsten. Et blik af bekymring var at spore i hendes ansigt.

Kirsten stillede sig skælvende foran busstoppestedet. Hendes hånd var fortsat pressede imod hendes mund. Den lyshårede mor blinkede. Sank en klump og betragtede hende. Brød stilheden. "Er du... okay?"

Kirsten svarede ikke. Hun blev blot stående dér, med hånden presset imod munden, hivende efter vejret og med tårer, som stadig fortsat strømmede ned ad kinderne. Bussen nærmede sig. Sidelygterne blinkede for at gøre tegn til de øvrige billister om, at den drejede. Kirsten bevægede sig mekanisk. Førte langsomt tasken hen foran sig. Hun blinkede en enkelt gang. Så atter glimtet af indvandreren som han med et dyrisk skrig bøjede sig frem. Hans hænder pressede sig imod det ene øje, blodet dryppede ud og ramte i klatter ned på asfalten, hans krop rokkede voldsomt frem og tilbage. Hun snappede efter vejret og strammede hånden om håndtasken. Blinkede hurtigt, i et desperat men forgæves forsøg på at få det forfærdelige syn væk, som havde brændt sig fast på hendes nethinde. Hivende efter vejret og voldsomt skælvende, lynede hun ned. Fandt lidt efter lidt sine penge. Bussen standsede foran dem. Dørene delte sig med en hvislen. Kirsten rykkede sig frem, havde end ikke bemærket moderens tilstedeværelse. Hun lynede pungen ned. Lagde en tyver på tælleren, inden hun voldsomt skælvende bevægede sig end ad midtergangen. Buschaufføren kiggede nervøst over skulderen og betragtede hende. Hun fandt en plads i venstre side. Satte sig mekanisk ned, som hendes højre hånd strammede sig om stolpen. Hun blev siddende og stirrede frem. Tomt. Fjernt. Og med tårer, som fortsat strømmede ned ad kinderne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...