Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15476Visninger
AA

3. -Kap. 2-

Julie arbejdede i det lokale Fakta i Rosengårdscenteret, som befandt sig i udkanten af Odense, godt en kilometer fra jernbanen. For det meste arbejdede hun dig tirsdag, torsdag og lørdag mellem klokken 16 og 18 - Mellem 14 og 16 om lørdagen -, og havde to jobs.

Det ene af dem var at gøre rent. Hvilket nok var hendes ultimative hadejob. For det meste skulle hun skrubbe gulve af samt støvsuge og rydde op i lageret, men dog aldrig uden først at stable diverse madvarer op på de rigtige hylder samt lægge de retmæssige varer på køl. Ikke ligefrem et arbejde, hun decideret elskede, men det var heller ikke ligefrem det, der var det vigtigste. Der var en grund til at hun arbejdede der - For at tjene sine egne lommepenge. Hendes familie havde, igen som følge af hendes forældres stærkt religiøse tro, et anstrengt forhold til penge. "Penge er en velsignelse fra Gud. Men det er ikke noget man skal leve for. Penge kommer til den som har fortjent den velsignelse. Bed til Gud, læs i biblen og arbejd til Guds ære, så kommer alt det andet i tilgift."

"Fordi det er jo nemlig Guds ære at arbejde i en røvsyg butik med en røvsyg chef i et røvssygt storcenter med røvssyge kunder der sjovt nok altid er røvsure og røvstresset," havde Julie tit tænkt for sig selv, men havde alligevel taget imod tilbuddet uden protest. Fakta tog nye kunder ind, og efter en masse ansøgninger forskellige steder i byen - Rema 1000, Kvickly, Bog & Idé, Super Best - og en masse flere afslag, lykkedes det endelig for Julie og hendes forældre at få en plads i Fakta i Rosengårdscenteret. Der havde nemlig, som følge af nedskæringer, været en del fyringer af de ansatte, og de havde nærmest en hungersnød af arbejdskraft. Derfor tog de unge mennesker ind, helst gymnasieelever, som manglede penge selv og som havde brug for et arbejde. Kassedamer havde de nok af. Det var i lageret det kneb.

Og nu arbejdede hun så her. Til dels med at gøre rent - Det var sådan set mest det, hendes job bestod i. Julie havde aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor det altid var hende og ikke hendes kollega, Tobias - som ikke var mere end tre år ældre end hende men teede sig som en på 14 -, der skulle gøre rent. Chefen var altid kommet med noget, Julie betragtede som en halvlam undskyldning. "Fordi han ikke er den rette støbning til det job. Du passer bedre. Din krop er bygget til det."

Hvis ikke Julie tog meget fejl, var det en skjult hentydning til at han mente at det var en kvindes job at gøre rent og en mands job at bruge sine muskler. Men hun havde undladt at diskutere det - selvom hun havde været meget tæt på det op til flere gange - fordi hun alligevel følte, at pengene var vigtigere end hendes egne følelser. Så nogen gange var det bare bedre at holde sin kæft og få ordnet de ting der skulle ordnes. Så kunne man brokke sig bagefter. 

Men når alt kom til alt, passede det Julie fint at arbejde det sted hun arbejdede. Lønnen var fin nok - Selvom hun nogengange følte, at hendes præstationer gjorde hende fortjent til at få lidt mere i løn end hvad hun gjorde- og det var arbejdskravene også. Der var selvfølgelig de dage, hvor hun ikke rigtig havde en skid at lave. Men en travl lørdag som denne, var det ikke ligefrem arbejdsløshed, som der var mest af.

Hun ankom til den sædvanlige tid - klokken godt fem i to. Iklædte sig sin obligatoriske arbejdsuniform over hendes hvide hættetrøje. Fik skrevet sig på tavlen, og gik herefter igang med arbejdet. Der var kommet en ny vareindlevering dagen i forvejen.

"Du kender stuffet,“ havde hendes chef sagt. ”Madafdelingen, sektion 2---Fryseboksene. Værsgo' at komme i gang.“

Hun bevægede sig ud i lageret, hvor hendes lysegrå conversesko gav et ekko fra sig da hun målrettet krydsede indover det grå stengulv, i retning mod læssevognene længere fremme. I begyndelsen af arbejdet var den kulde, som lageret konstant fik tilført, som en mur der øjeblikkeligt fik hårene til at rejse sig på ens krop så snart man trådte ind. Me Julie havde vænt sig så meget til det pludselige skift fra stueetemperatur og til en temperatur på godt og vel 5 grader, at det ikke længere var noget, hun bed mærke i. Arbejdet var vigtist. Og hun havde trods alt en orange arbejdsuniform - køn var den ikke, men det var så en anden sag - med lange ærmer, som kunne holde lidt på varmen. Så helt så galt var det nu heller ikke.

Hun greb fat i en af de læssevogne, som stod i en række langs væggen under et summende lysstofrør, hvis kunstige blåhvide lys en gang imellem flimrede så den kastede ubehagelige bevægende skygger på den modsatte betonvæg. Hun kørte læssevognen rundt, klikkede låsefoden ned så hjulene kunne køre og fronten vippede sig op, hvormed hun satte sig i bevægelse og skubbede læssevognen frem. Videre hen mod papkasserne, der stod stablet i den modsatte ende af lageret, med et rødt stempelmærke påhæftet på siderne som dannede navnet FAKTA. Hun trykkede læssevognen ned så fronten hvilede imod gulvet, skubbede atter vognen frem sådan at ladet forsigtigt blev ført ind under to papkasser stablet oveni hinanden. Pressede koncentreret læberne sammen da hun forsigtigt vippede læssevognen tilbage sådan at de to papkasser blev holdt fast mod stellet. Derefter drejede hun i en glidende bevægelse den nu fuldt lastede læssevogn og skubbede den hen mod indgangen til butikken. 

Julie arbejdede med en professionel koncentration og behændighed. Men selvom det så ekstremt nemt ud fra en udefrakommen, var det at styre en fuldt lastet læssevogn ekstremt svært. Kasserne var tit tunge, og det krævede en speciel teknik at kunne få kørt den ubesværet gennem lageret og ud i butikken. I starten var Julie op til flere gange banket ind i væggen når hun skulle dreje om de skarpe hjørner, så kasserne næsten var væltet, men efterhånden som hun havde øvet sig i at trække den fuldt lastede vogn afsted, var det blevet nemmere og nemmere for hende, og til sidst var hun blevet så dygtig at hun havde undgået enhver forhindring.

Julie mærkede butikkens varme imod sin følsomme hud idet hun havde ført vognen ud fra lageret, hvormed hun fortsatte fremad. Videre ned forbi fryseboksene på den ene hånd og de mange køleskabe med glasruderne på den anden. Hun nåede knækket nede for enden, vendte læssevognen rundt og lod den hvile op ad glasruden, hvormed hun tog fat i skydelågen indtil køleskabet og gled den tilbage. Den summende elektriske lyd af kølerpumper blev blandet op med den frosne lugt af kødpålæg samt blandingen af forskellige stemmer i butikken. Hun vendte sig atter imod papkassen, åbnede låget og begyndte at trække diverse kødprodukter op i sin favn. 

Men netop som hun havde drejet sig rundt imod køleskabet og begyndte at fylde hylderne op, hørte hun lyden af en velkendt stemme bag hende, som fik hende til at fare forskrækket sammen.

"Hey, go' røv." 

Hun var lige ved at tabe alt, hvad hun havde i hænderne og drejede i et ryk hovedet rundt. Dér så hun ham. Lænende op ad fryseboksen bag hende, med armene foldet på brystet, benene spredt ud foran sig, med sit blonde hår sat i den ulastelige frisure og med et frækt glimt i hans grønne øjne der var skjult bag de firkantede brilleglas. Et skævt smil var tegnet på hans læber. 

"Benjamin!" udbrød hun overrasket, inden hun skyndte sig at stille det sidste pålæg på plads, lukke lågen for derefter at vende sig om imod ham. Hendes hjerte bankede stadig ukontrollerbart imod indersiden af hendes brystkasse, men hun var allerede ved at falde til ro igen. "Ej, du gav mig et chok... Er du syg mand....! Hvad laver du dog her?" 

Benjamin rettede sig op og begravede sine hænder i lommerne på de mørkeblå jeans. "Tjah, det ved jeg ikke." Han trak på skulderen, smilet om hans læber var blevet bredere. "Jeg besluttede bare random at tage i Fakta for at skræmme dig, hvad ellers?" Han satte sig i bevægelse efter Julie, som hun på ny greb læssevognen og skubbede den videre ned imellem de mange frysebokse. 

"Haha, hvor er du sjov," udbrød Julie sarkastisk og gav ham et lille dask på skulderen med sin knyttede næve. "Er du alene her?"

Han trak på skulderen, kastede et enkelt blik ned igennem butikken og svarede hende. "Ja, min mor er på arbejde, så... Jeg besluttede mig for at gøre hendes tjans." 

"Hm, betænksomt." Hun blinkede til ham, standsede ved en af fryseboksene og kørte skydelåget tilbage. Herefter begyndte hun at stoppe diverse æsker med færdiglaver frysemad deri. "Men hvordan går det ellers? Altså, sådan... Med dig og sådan?"

"Det går såmænd okay." Benjamin lænede sig op ad fryseboksen. "Det går stille og rolig. Det er mest mor, jeg er bekymret for. Hun har det ret hårdt for tiden. Hun føler stadigvæk lidt, at det hele var hendes skyld." 

"Ej hvor nederen." Hun rettede sig op og kiggede på ham. Sympatien var tydelig i hendes øjne. "Men det er jo ikke hendes skyld. Det... Det er jo bare sådan noget der sker."

Benjamin slog blikket ned imod gulvet, og lod forsigtigt sin fod skrabe henover det blanke linoleum. Han løftede atter blikket og betragtede Julie, som med en favnfuld frossent kødfas bevægede sig et par skridt til den modsatte ende af fryseboksen for herefter at glide det næste låg tilbage. Betragtede hendes nøddebrune hår sat i hestehale, der hvilede ned langs med ryggen. Betragtede hendes rygs kurve og hendes hjerteformede bagparti. Han blev ved med at kigge på hende med et fjernt, ulæseligt blik, indtil hun vendte sig om imod ham med et sympatisk men samtidig let undrende smil på læben.

"Hvad er der?" 

Han rystede på hovedet. Det fjerne blik i hans øjne forsvandt og blev istedet erstattet af et svagt smil på læben. "Ikke noget." Han sukkede. "Altså, jeg har fået det bedre... Nogen gange er der selvfølgelig lidt tilbagefald og sådan. Hvor de begynder at... Kalde mig en masse ting og sådan. Men... Som psykologen også fortalte mig, så er det alle de ting, der skete. Alt stresset og sådan. Så jeg skal bare... Huske at slappe af." Han skulede lidt rundt. Folk gik forbi, skubbende på deres indkøbsvogne, og virkede ikke til at bemærke de to 17-årige venner, der stod og diskuterede privat indbyrdes. "Jeg tror måske ikke det er det bedste sted at snakke om alt det her. Folk... De kigger, og det er heller ikke et emne man diskutere et sted som det her." 

Julie rynkede forvirret på brynene, og kluklo kærligt. "Ja, okay, fair nok." Hun greb fat i læssevognen og begyndte at skubbe den med. Benjamin satte sig i bevægelse og fulgte efter. "Jeg tror faktisk folk er lidt ligeglade, men jeg kan godt følge dig. Men altså, jeg er da glad for at høre at det går bedre... Selvom det er lidt trist med din mor."

"Ja, Julie... Jeg... Jeg vil helst ikke snakke om det, okay?" 

"Okay. Det er fair nok." De nåede gangen mellem fryseboksene og de mange reoler. Julie stoppede op og kiggede på Benjamin. Smilte venligt. "Hvad øh, er du snart klar til at komme i skole igen?"

Han nikkede. "Ja... Jeg satser på at jeg kommer i næste uge. Det er lidt nederen med alt det, jeg skal have indhentet, men I slipper allesammen for mig... Indtil på næste uge. Så kommer i nok til at se mig på gymnasiet. Selvom Line hader mig." Et svagt smil viste sig på hans læber. En kort tids tavshed fulgte. Så. "Hvad med dig, Julie? Hvordan går det med dig? Det er længe siden vi har snakket sammen."

"Det går faktisk meget godt. Eller... Hvad angår mine forældre, der er det lidt som det altid har været. Du ved, alt det der med Guds vilje og jeg skal komme efter dig." Hun fnøs foragteligt. "Jeg fatter ikke engang selv, hvordan jeg kan holde det ud længere... Men det er vel bare et spørgsmål om at acceptere livets omstændigheder."

"Får du stadigvæk ikke lov til en skid?" Han lænede sig op ad fryseboksen, med hovedet spørgende vendt på skrå.

Julie trak på skulderen og rynkede på næsen. "Ikke rigtigt. Det er faktisk mest min mor, jeg er træt af. Hun bliver ved med at kæfte op om alt det med en god kristen eller en dårlig kristen. Hun mener ikke jeg er nogen særlig god kristen og at jeg ikke bliver belønnet særlig meget af Gud."

"Nå for satan. Og hvad dælen bygger hun den teori på? At du går og flirter med drenge, eller at du ligger letpåklædte billeder af dig selv ud på face?" 

En høj lys kluklatter undslap Julies læber. Hendes latter var så gennemtrængende, at den tiltrak sig et par af de nærmeste kunders opmærksomhed, så de forskrækket vendte blikket imod dem. Hun fornemmede at andre kiggede på hende, og lukkede læberne i for istedet at lade sit fokus rette sig mod linoleumsgulvet et par øjeblikke. Et par sekunders stilhed. Så løftede hun sine klare blå øjne og kiggede på Benjamin. "Ja... Også det," svarede hun langt om længe. "Benjamin, du er simpelthent en skid nogengange, du er?"

"Jamen det kunne da godt være." Han forsøgte at virke alvorlig, men situationens omstændigheder gjorde, at smilet uundgåeligt trak sig på hans læber. "Man ved da aldrig med dig. Du er en af de mest utilregnelige piger jeg kender. Og også en af de mest dobbeltmoralske."

"Jeg er sgu da ikke dobbeltmoralsk." 

Benjamin kiggede uskyldigt på hende og viste sine ene håndflade. "Nej slet ikke... Du er kristen og bander, men du er ikke dobbeltmoralsk. My bad."

Julie blinkede overrumplet et par gange. Så kom det til hende. "Sgu er teknisk set ikke et bandeord, Benjamin. Det er rent faktisk bare et ubetydeligt fyldord der består af to konsonanter og én vokal. Jeg tror ikke engang der er nogen der ved hvad det betyder. Det gjorde regeringen også officielt for et års tid siden, så vidt jeg husker... Så kom igen!" 

"Nårh ja." Han viftede hånden i overgivelse. "Det skal jeg jo ikke gøre mig klog på, kan jeg høre. Jeg læser heller ikke rigtig min bibel, så det må du jo vide bedre end mig." 

"Ja. Ej...." Hun tøvede et øjeblik, tænkende. Så fortsatte hun, i et lidt mere bedrøvet tonefald. "Du kender min mor, Benjamin... Du ved hvordan hun er... Altså, ja jeg elsker hende, men... Hun er simpelthent for meget, og jeg kan snart ikke holde det ud længere. Så snart jeg fylder atten, flytter jeg hjemmefra så hurtigt jeg kan. Altså, misforstå mig ikke, jeg tror på Gud og det, men... du ved...!"

"Jeg forstår." Han nikkede, selvom Julie inderst inde godt vidste, at han nok ikke helt forstod det. Han var ikke rigtig inde i alt det med Gud og religion, så det var ikke fordi hun bebrejdede ham. 

Endnu en lang stilhed opstod imellem dem. Lyden af knirkende hjul, folk der snakkede, den virrende summende lyd af kølepumper og lugten af madvarer på køl udfyldte tavsheden imellem dem. Så, langt om længe, rørte Julie på sig og blødte stemningen op med et hurtigt smil. 

"Nå, men jeg må nok hellere se at komme videre... Jeg har et arbejde at se til og min chef bliver pissed hvis jeg bare spilder tiden væk på snak."

"I orden, du." Han retted sig op og strakte sin hånd ud imod hende. Julie forstod hans gestus og slog sin håndflade ind i hans. "Vi ses nok i næste uge, hvis ikke før. Held og lykke med arbejdet, og øhm... Hvis du har brug for at snakke med nogen eller noget, så ved du jeg er der."

"Selvfølgelig. Vi ses." De udvekslede gensidige blikke med hinanden en sidste gang, hvormed Julie drejede sig rundt, greb læssevognen på ny og begyndte at skubbe den frem efter sig.

Men som hun bevægede sig ned langs med fryseboksene, blev Benjamin stående og kiggede efter hende. Betragtede hendes hjerteformede bagparti og hendes hestehale der som et pendul svingede fra side til side i takt med hendes gang. Hans blik blev tomt og fjernt, og det tog langvarige sekunder for ham at komme tilbage til virkeligheden. Med et sidste drømmende blik imod den jævnaldrende brunette, drejede han sig omkring og forsvandt tilbage imod reolerne og kassen. Da Julie stoppede op få øjeblikke senere og kiggede sig tilbage, var han forsvundet. Derefter trak hun på skulderen, for istedet at holde fokus imod fryseboksen under sig, hvis skydelåge hun trak tilbage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...