Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15516Visninger
AA

20. -Kap. 19-

Julie havde aldrig nogensinde gættet, at hun skulle finde sig selv beruset i en kælderstue, skraldgrinene og med en dåseøl i hånden, der var næsten udtømt. Hun sad i skrædderstilling på gulvet, sammen med seks andre personer, i fuld gang med et spil meyer, hvor man - hver gang man blev afsløret i at lyve - enten skulle bælde en shot eller en anden alkoholisk drik i sig. Julie var bedre, end hun selv troede, og havde formået at nå hele syv omgange, før hun blev afsløret. Herefter var det gradvist men sikkert gået hurtigere. Mere øl. Flere drinks. Hun havde drukket to genstande allerede, og den dåseøl hun sad med, hvor der knap var andet end bundsjask tilbage, var hendes tredje. 

Hun var overrasket over, hvordan det var at drikke. Hun havde altid troet, at det var ubehageligt... At ens tanker ville blive sløvere og man ville få sværere ved at formulere ordene, sværere ved at bevare kontrollen over sin krop. En forestilling, der ret så hurtigt blev gjort endog temmelig meget til skamme. Euforien boblede i hende, som hun sad der, knækket forover i en hysterisk latter over en joke, de fleste i ædru tilstand ellers ville opfatte som usædvanligt plat. Den boblende fornemmelse, som euforien frembagte i hendes krop, gav hende blot lysten til at drikke mere. Det var som hvis en motor kontrollerede hende - Som hvis hun slet ikke kunne lade være, når først hun begyndte. Det var pludselig som om, hun ejede hele verden. Som hvis hun kunne klare alt. Hendes selvsikkerhed steg markant, og det brusede gennem kroppen på hende på en måde, hun ikke kunne få nok af. Jo mere alkohol hun indtog, desto mere var det som om, at alle hendes problemer slet ikke betød noget. Hendes forældre var ligegyldige, hendes sorger var ligegyldige. Verden var et festligt og farverigt sted, og alle problemer kunne løses. Julie følte sig, da hun sad der, som et lille barn igen... Et lille barn der aldrig bekymrede sig, der aldrig spekulerede over livets store spørgsmål og lod fortid være fortid, nutid være nutid og fremtid være ukendt. Det fik hende på en mærkværdig måde til at slappe af. Til at skide på det hele og bare nyde det liv, hun havde fået givet. 

Hun havde heller aldrig forestillet sig at hun skulle finde sig selv nyde smagen af alkohol. Hun havde altid vrænget på næsen af afsky over den kvalmende sødlige duft, dampende fra alkoholen udsendte, hver gang hun var kommet forbi diverse fulde mennesker enten på gaden eller i bussen. Hun havde altid - ud fra lugten - konkluderet, at smagen måtte være helt igennem afskyelig. Det var blot endnu en forestilling, der ligeledes gjorde sig til skamme. Det smagte godt. Bedre end hun nogensinde kunne forestille sig. Surligt... Sødligt... Bittert... En kombination af smagsoplevelser, hun ikke mindedes at have prøvet før. Det var en forfriskende fornemmelse. Læskende. Den kølige cremede væske, der gled prikkende ned ad halsen. Det bløde skum, der prikkede hende på tungen og klistrede sig til ganen. Den brusende rislen, hun mærkede forplante sig ned gennem spiserøret og videre ned i mavesækken. Hun bøvsede. Eftersmagen var knap så heldig, men det fandtes der midler mod. Nemlig ved at indtage flere slurke af den læskende, kuldioxidholdige alkoholdrik kendt som dåseøl. 

Hun lod sine øjne, der var blevet blanke af lattertårer, fare rundt i lokalet. Musikken, der pumpede ud fra stereoanlægget, gav hende lysten til at stille sig ud på gulvet og danse i takt til rytmen. Lyst til at skrige. Råbe. Grine. Hun bemærkede en underlig aura omkring lyset, de forskellige lamper udsendte, og hvordan folks bevægelser nærmest efterlod sig et slør. Men hun var ligeglad. Hun syntes bare det så sjovt ud. Hun betragtede atter dåsen i sin hånd, drejede den mellem fingrene som endnu en fnisen forlod hendes læber. Herefter løftede hun den og lod det sidste bundsjask glide ned gennem svælget.

Læderbægeret med terningerne blev ført videre til den næste, en lidt kraftig pige med lyst hår og store runde briller - af den slags der var vældigt moderne. "Lille meyer." 

Pigen med brillerne rynkede panden, som hun lod en hånd hvile imod toppen af bægeret. Hun skulede til den unge fyr med det opsatte brune hår, der havde sendt bægeret hvide. Turde hun satse? Hun valgte at trække bægeret ind til sig, ryste terningerne en enkelt gang igennem, for herefter at hamre den ned på bordet. Lod blikket glide hen til Julie, som netop havde stillet dåseøllen fra sig på gulvet ved siden af. Hun kørte bægeret hen til hende, og fjernede hånden derfra. 

"Dét eller derover." 

Julie betragtede bægeret et øjeblik, hvormed hun storsmilende løftede det op fra bordet så terningernes stilling blev afsløret. Det var to 1'ere. Julie udstødte en høj latter og klappede hænderne sammen en enkelt gang, som hun vendte fokus imod pigen med brillerne. "Der mistede du et point til! Så er det din tur til at drikke en genstand!" 

Pigen sukkede som hun lænede sig frem og vendte terningen rundt. Fra 5 point til 4 point. Herefter lænede hun sig tilbage som hun i samme bevægelse rakte armen frem imod en dåse med Somersby, som hun så derefter åbnede med flippen så det gav den karakteristiske PSSHT lyd. 

Ingen af dem anede noget om Benjamin, der stod ved billiardbordet i den modsatte ende af lokalet. Lænende med ryggen op imod murstensvæggen, med en billiardkø i den ene hånd og sit blik dystert fokuseret direkte imod flokken af godt 6 unge - to drenge og fire piger - der sad i en rundkreds på bordet foran sofagruppen og spillede meyer. Han hævede langsomt sin Mokaï. Tog en slurk, som hans blik fortsat rettede sig imod Julie. Han havde stået sådan i næsten ti minutter. Isoleret i et hjørne. I skjul. Alle de andre var for travlt optaget til at lægge mærke til ham. Han tog et par slurke, blikket var fæstnet på Julie. Sænkede dåsen og slikkede sig om læben. Lyden af hans fars stemme lød til venstre for ham. 

"Det er snart tid." 

Han drejede hovedet imod venstre. Hans far stod tæt ved siden af ham, ligeledes med ryggen imod murstensvæggen. Hans blik var rettet imod gruppen, der sad og spillede meyer, da han delte sine læber og med den samme rolige stemme, fortsatte. "Hun skal ikke være alt for beruset. Bare så hun kan blive forført." 

Benjamin sank en klump, som han atter førte blikket fremefter. Imod Julie. Han så hvordan hun slog hænderne for ansigtet og bøjede sig leende forover da den næste spiller afslørede hendes bluff, og dermed hvordan hun tog den næste dåseøl for herefter at tage et par store slurke. Han kiggede atter på sin far. "Er du helt sikker på det?"

Hans far nikkede. Blikket fjernede sig på intet tidspunkt fra Julie. "Stensikker. Alkoholen bringer englen frem i hende. Prøv selv at se." Han nikkede en enkelt gang, for at fortælle sin søn at han skulle kigge imod Julie. Benjamin fulgte sin fars ordrer. Betragtede hende opmærksomt, som han tog endnu en slurk af sin Mokaï-flaske.

Lyset begyndte at omgive hende i den mystiske stråleglans. Han så hvordan hun løftede hovedet. Et skinnende ansigt, han ikke mindedes at have set før, kiggede direkte imod ham. Han følte sig pludseligt draget til det. Lyssløret omkring hende blev skarpere, og i dette splitsekund hørte han det atter. Den fjerne spøgelsesagtige stemme, der lød som noget der kom fra selveste paradiset. Stemmen der gav genlyd i hans hoved i et fjernt ekko.

Hjælp mig.... Hjælp miiiiiiiiiiiig... 

Han blinkede. Julie vendte hovedet imod spillet. Stråleglansen forsvandt, så alt i lokalet atter blev som det var før. Hans fars stemme lød atter engang. "Tiden er snart inde. Du ved hvad du skal gøre. Jeg stoler på dig." Han vendte hovedet imod venstre. Hans far var forsvundet. Han blinkede et par gange, som han på ny rettede sit fokus imod Julie. Betragtede hende. Overvågede hende. Hans blågrønne øjne havde fået et underligt fjernt udtryk. Som hvis han drømte. 

Et kort øjeblik. Så dukkede stråleglansen atter op. Et kraftigt lys, der fik Benjamins øjne til at vokse. En elektrisk kriblen forplantede sig gennem hans krop. Han mærkede en behagelig varme i brystet, samt gåsehuden ned langs med armene. 

I dette splitsekund så han Julie rejse sig op og sætte sig i bevægelse imod kældertrappen. Englevingerne strakte sig ud fra hendes ryg, og et slør af lys efterlod sig i hendes kølvand. Han slap billiardkøen og lod den lande på gulvet med en klirren, som han i én bevægelse stillede mokaï-flasken fra sig for derefter målrettet at følge efter hende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...