Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15466Visninger
AA

19. -Kap. 18-

Kirsten Jørgensens træningsession sluttede først klokken 22. Det var fredag. Om fredagen plejede hun altid at træne. For fredag aften mellem 20 og 22 plejede de fleste af stamgæsterne - der allesammen var imellem 18 og 25 og dermed kun cirka halvt så gamle som hende - enten at være i byen eller være til fest eller en kombination af begge dele. Hvilket så også medvirkede til, at der ingen kø var og hun dermed kunne have de fleste af redskaberne for sig selv. Hun havde kun mødt én anden stamgæst, den udviklingshæmmede men vældigt flinke Sebastian på 22, som jævnligt trænede i træningscentret i Vollsmose på nogenlunde samme tid som hende fredag aften. Og så nogle enkelte midaldrende fra tid til anden. 

"Hvordan går det derhjemme, Kirsten?" Trods Sebastian var udviklingshæmmet og havde en IQ der var lavere end gennemsnittet, var hans verbale kapacitet bedre end man skulle tro. Godt nok var han ikke just den bedste til at formulere ordene, og det var heller ikke just fordi han var den der snakkede hurtigst, men i modsætning til så mange andre udviklingshæmmede, var hans verbale evner stort set normale. 

Kirsten sad på motionscyklen ved siden af ham, med sveden drivende ned ad ansigtet. Hun drejede hovedet imod ham og smilte. "Det går... Det går nogenlunde, Sebastian. Jeg er glad for at du spørger. Hvad med dig?" Hun blev tung i brystet, men holdte masken ved at lade sit ansigt krakeleres af et imødekommende smil om læberne. Hun vurderede, at det var bedst at Sebastian blev i troen. Han var nemlig usædvanligt sympatisk, og hun ville ikke have han på en eller anden måde fik ondt af hende. Især ikke når han altid smilte og virkede til at være så glad. 

"Det går godt." Han fortrak ansigtet så de dybrøde rynker omkring de skæve øjne trådte tydeligere frem. Han hamrede ned på pedalerne. Niveauet havde skiftet fra fladt terræn til opadgående, hvilket gjorde det en del sværere at trykke pedalerne ned. "Jeg har lige fået arbejde." 

"Nå, så det har du. Hvorhenne?"

"I et værsksted... Jeg skal også snart flytte i bosted."

Kirsten kunne ikke lade være med at smile over hans spontane emneskift. Det var folk som ham der altid bragte en glæde frem i hende, der for et kort øjeblik, fik hende til at glemme hendes problemer. Hun huskede engang, for godt en måned tilbage da hun lige var startet i Vollsmose Fitnesscenter, at hun helt tilfældigt var faldet i snak med Sebastian. Hun havde stået ved vandautomaten, hvor hun skælvende og med tårer der pressede sig frem i øjnene, forsøgte at få kontrol over sin krop ved febrilsk at drikke flere kopper med vand. Sebastian havde, som den eneste blandt virvaret af unge, opdaget hende og var gået hen til hende.

"Du græder."

Hun havde omgående vendt sig rundt fra vasken med hjertet hamrende imod indersiden af brystet ved lyden af Sebastians langsomme, tunge stemme. Hun stod overfor en lille fyr med dybe rynker omkring de skæve øjne og en pande der var højere og bredere end normalt. Hun skyndte sig at tørre øjnene, og vende sig væk. Han virkede så uskyldig. Han måtte ikke se hvordan hun havde det. Hun ville ikke skræmme ham...

Hun havde mærket hvordan en hånd blidt begyndte at stryge hende henover hendes bare venstre arm. "Så så, dame... Det skal nok gå alt sammen. Du behøver ikke at græde. Du er så flot og du er så normal. Du behøver ikke græde." 

Hun havde vendt sig imod ham. Selvom hun mest af alt bare havde lyst til at gemme sig væk i en mørk kælder og skrige over tabet af hendes mand, var der noget dragende over den udviklingshæmmede unge mand, der var kommet hen for at trøste hende. Noget, som sendte en trøstende varme gennem hendes krop. 

"Kirsten... Mit navn er Kirsten." Hun sank en klump og snøftede ind. "Det er virkelig sødt af dig... at du gerne vil trøste mig, men...!" Hendes stemme skælvede og hun måtte tage et par dybe indåndinger før hun kunne fortsætte. "Jeg... Er ked af det... Forstår du... Og jeg har brug for at være alene."

Det virkede ikke til, at Sebastian forstod det, for straks hun var færdig med at tale, svarede han hende med endnu et spørgsmål. "Hvorfor er du ked af det?"

Kirsten havde sukket. "Fordi... Hvad er dit navn, egentlig?"

"Sebastian." 

"Sebastian... Fordi, Sebastian, nogen gange... Så kommer man ud for nogen meget slemme ting, der gør at man bliver rigtig rigtig ked af det. Nogen ting, der ødelægger resten af ens liv. Derfor græder jeg."

"Så burde jeg også græde."

Kirsten havde rynket brynene og kigget forundret på ham. "Hvad mener du?"

"Jamen... Se mig... Jeg er ikke normal... Jeg er grim og har ingen venner. Folk bliver bange når de ser mig og vil ikke snakke med mig... Men jeg er glad. For jeg føler mig anderledes. Og det er en god ting, at jeg føler mig anderledes. Det er godt for mit liv. Jeg burde græde, men hvorfor skal jeg græde hvis jeg er glad? Mit liv er ikke som andres, og det kan jeg aldrig lave om på. Men se på dig... Du er normal. Dine kromosomer er gode... Du har sikkert mange venner. Og alligevel er du ked af det. Og derfor siger jeg til dig, at det nok skal gå... Det kunne jo være værrere. Du kunne jo være blevet ligesom mig." 

Et smil havde uundgåeligt kruset sig om Kirstens læber. Et eller andet sted, trods Sebastians endog vældigt kiksede formulering, kunne hun følge ham. Han havde en enorm god selverkendelse, og alligevel var han ligeglad med hvordan det påvirkede hans liv. Han var glad for den han var. Havde det været enhver anden, der var kommet og havde fortalt hende det, var hun blevet rasende. Men at en som Sebastian mere eller mindre forsøgte at trøste hende og gøre hende i bedre humør - på sin egen kejtede måde -, gjorde hende glad. Han virkede så uskyldig og mindede hende om, at man ikke behøvede at være ulykkelig. At uanset hvilken fucked up situation man havnede i, så var der altid noget at være glad for. At tingene kunne være værrere.

Siden dengang, ved mødet foran vandautomaten en måned tidligere, var et usædvanligt venskab begyndt at udvikle sig imellem Kirsten og den udviklingshæmmede Sebastian. Han hilste altid på hende hver gang han så hende i motionscenterede. Snakkede altid med hende, spurgte altid indtil hvordan hun havde det. Det var disse små lyspunkter, der stadig gav hende modet til at slæbe sig ud af sengen om morgenen og kæmpe sig udenfor døren, istedet for at sidde derhjemme og sørge over tabet af sin mand.  Det var sådanne lyspunkter, der stadig tilføjede en mening - bare en anelse - til hendes liv. 

*

Hun var færdig med at træne klokken 22. Først gik hun i bad. Sagde farvel til Sebastian - som bad hende hilse derhjemme - for herefter at fortsætte ud på vejen. Det var blevet koldere og mørket havde sænket sig over byen, så det eneste hun havde til at orientere sig med, var de blege hvide lys fra lygtepælene, som stod i en lang række langs med den cykelsti, hun altid benyttede sig af for at komme til busstoppestedet. Hun skulle gå cirka en halv kilometer. Det passede hende fint. Hun havde brug for at få luftet hovedet. Brug for at få tankerne ud. 

Hun satte sig i bevægelse. Ned ad cykelstien, der forsvandt gennem træerne bag ghettoerne. Det eneste, hun hørte, var den svage lyd af trafik ude fra den højt trafikerede Ejbygade, samt lyden af hendes fødders skridt imod asfalten. Hun kiggede opad. Himlen var sort af skyer der havde trukket sig sammen, og hun spekulerede på, hvorvidt det ville begynde at regne. Cykelstien drejede til højre længere fremme. Forbi en række af aspetræer. Videre hen til tunnelen. Kirsten satte farten op. Hun rundede svinget, så hun havde frit udsyn til tunnelen. Hun havde bemærket de to skikkelser der sad op ad tunnelens væg, begge klædt i hætter og den ene med en smøg mellem fingrende. De var oplyst af lampen i tunnelloftet. Hjertets puls begyndte at stige, og hun lod al sit fokus rette sig fremefter. Hætteklædte personer i Vollsmose plejede som regel at varsle problemer. Det var ikke første gang, indvandrerbøller havde kastet sig over uskyldige forbipasserende for at stjæle deres værdigenstande eller, i enkelte tilfælde, voldtage dem. Og stort set alles signalementer beskrev en eller flere personer klædt i hætter. Nogen gange røg de, andre gange gjorde de ikke.

Kirsten følte sig dum, som hun trådte ind i tunnelen og passerede forbi de to hætteklædte indvandrere. Der var andre veje til busstoppet. Hurtigere veje. Der var busstoppesteder andre steder i området. Skide være med om hun så blev nødt til at skifte bus et par gange undervejs. Det var bedre at være i sikkerhed. Men hun havde gået her utallige gange før, uden der skete noget. Hvorfor skulle der så ske noget nu?

Hun var ikke kommer ret langt væk fra de to indvandrere, før den ene af dem smed sin smøg på jorden for derefter at rejse sig op og med hurtige målrettede skridt at sætte sig i bevægelse imod hende. Han piftede. Al bevægelse fortog sig i Kirstens krop. Hun stivnede. Hjertet hamrede voldsomt, hun fik koldsved og blev tør i munden.

"Hey! Dame! Hvor tror du du skal hen, eh?"

Hun drejede sig langsomt, modvilligt om. Hendes hænder begyndte at sitre. Hu måtte synke et par gange. Ikke gå i panik, Kirsten. Ikke gå i panik. Hun blinkede et enkelt gang, og i det splitsekund så hun det atter. Niels der løftede geværet, kiggede på hende med et vildt sindssygeligt blik som han samtidig stoppede løbet ind i munden. Trykkede på aftrækkeren. Blod der sprøjtede. En krop der sank sammen på et gulvtæppe.

"Hvad laver du i vores kvarter, luder? Hva'?" Indvandreren nåede op til hende, og hamrede i samme bevægelse sin flade hånd ind i hendes bryst. Kirsten vaklede et par skridt tilbage. Hun tabte sin taske. Den anden indvandrer - en ung karseklippet fyr med tatoveringer ned langs med siden af halsen - nærmede sig. 

"Det... Det ved jeg ikke. Øhm, jeg... Undskyld, jeg skal nok gå igen... Det var ikke med vilje, jeg...!" 

Fyren i hættetrøjen kiggede på sin makker. Lagde hovedet på skrå som han atter førte fokus imod den tydeligt skrækslagne kvinde foran sig, hvis krop var begyndt at skælve. Han løftede armen og pegede truende på hende. "Hvad laver du I vores område, siger jeg til dig, man! Tror du, det er for sjov det her? Din luder."

"Lad... Lad være med at kalde mig det...!" Manden med den kødfyldte næse i hættetrøjen trådte frem imod hende og skubbede atter kraftigt til hende, så hun vaklede yderligere et par skridt tilbage. Hun så endnu et glimt af Niels. Han vendte sig imod hende som et grusomt smil bredte sig om hans læber. Jagtgeværet reflekterede lyset fra loftet.

"Hva' siger du, Luder? Eh? Hvad siger du til mig? Giver du mig ordre, klamme so? Giver du mig ordrer? Det her er VORES område. Giv mig din pung."

Han skubbede hende igen. Kirsten snublede, udstødte et lille hvin og landede med numsen på asfalten. Hun begyndte at hive efter vejret i panik, som hun med store øjne begyndte at kravle tilbage. "Vil I ikke nok lade mig være?"

Manden med den kødfyldte næse og hættetrøjen standsede. Drejede hovedet og kiggede på sin makker. Et ubehageligt tandsmil viste sig imellem hans læber. Han begyndte at snakke arabisk. "Hørte du det, Hassan? Hun vil gerne have, vi lader hende være i fred. Den var ny." Han kiggede atter hånligt på Kirsten, hvis øjne var blevet blanke af tårer. Hendes vejrtrækning var blevet hivende. Brystet hævede og sænkede sig i en konstant støt bevægelse. Manden lagde hovedet på skrå, stak hånden i lommen på sin hættetrøje og satte sig samtidig i bevægelse imod hende. 

"Giv os din pung, fucking luder, eller det bliver værst for dig selv." Hun gispede og mærkede hvordan al energi forlod hende som luft der sivede ud af en ballon, da hun fik øje på den sølvmettalisk glimtende genstand, han holdte i sin ene hånd. En lommekniv. Den ulovlige en af slagsen. Han blottede sine tænder, hans øjne blev fyldt med en ondsindet følelseskulde som han tårnede sig opover hende. "Er du døv, luder? Giv os din fucking pung, eller jeg stikker dig fucking ned." 

Kirsten handlede i panik. Hun hamrede med et kvalt skrig sit knæ opad, så hun ramte den unge mand direkte i skridtet. Et råb udbød sig fra ham som han tabte kniven ned på asfalten for i samme bevægelse at tage sig til maven, bøje sig frem og bakke et skridt tilbage. Med øjne store af panik og ophidselse, rullede Kirsten om på siden, greb fat i kniven og kastede sig med et skrig frem imod hendes angriber. Hassan gjorde store øjne ved synet af det næste, der skete. Kirsten stak kniven fremad, og lod den skære sig skråt indad i hendes angribers venstre øjeæble. Et sønderrivende smerteskrig lød fra ham, som han væltede bagover for i samme bevægelse at presse begge hænder for øjet. Kirsten bakkede tilbage, skælvende, med den blodige kniv dirrende i højre hånd. Hun hev voldsomt efter vejret mellem sine tænder, med tårer der væltede ned ad kinderne. Kiggede en enkelt gang på Hassan, der blot stod dér, i skæret fra loftslampen, totalt forvirret over optrinnet. Hun kiggede derefter på den unge mand i hættetrøjen. Han sad på knæ, vrælende, og med begge hænder presset foran det ene øje. Han rokkede let frem og tilbage, som det ene dyriske skrig afløste det næste, med blodet der væltede ned imellem fingrende på ham og dryppede videre ned på asfalten. 

Hun smed kniven fra sig. Greb fat i tasken, bakkede tilbage. Kiggede skiftevis imellem den forfærdeligt skrigende mand og hans makker, hvorefter hun snurrede rundt og med tasken hængende ned fra den ene skulder styrtede opad stien. Hastigt. I panik og uden at se sig tilbage. Bag hende genlød de vrælende smerteskrig fra den hætteklædte mand, der gav et dystert ekko i natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...