Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15405Visninger
AA

18. -Kap. 17-

Fredag d. 20. April.. 

 

Hendes forældre ville ikke længere kendes ved hende. Det vidste hun. Som hun sad der, i bussen der netop nu drejede op ad den langstrakte Væddeløbsvej, var hun klar over at det valg, hun havde truffet, var en satsning. Hun havde aldrig troet, at det ville gøre så ondt. At den ene sætning, hendes mor var kommet med da hun havde bustet Julie i at lyve, rent faktisk ville ramme hende så hårdt. 

"Du er en gudløs synder. Gud hader løgnere! Derfor hader han dig, fordi du lyver for os."

"Hvis du besøger din ven, så er du ikke længere Guds barn. Og så er du heller ikke længere min datter."

"Julie, hvis du går ud af den dør, så bliver det værst for dig selv! Du er en satans heks! Det er hvad du er! Jeg skammer mig over dig! Gud hader dig!" 

Altsammen fordi hun havde løjet. Til at starte med, havde raseriet boblet så meget i hende, at hun ikke havde følt andet end had til sine forældre. Hun havde forbandet Gud langt væk, som hun havde bevæget sig ned ad Døckerslundsvej, i retning mod busstoppet. Men efterhånden, som hun var faldet mere til ro, havde en voldsom knugen vredet sig rundt i hendes bryst som et tveægget sværd. Skåret sig ind igennem marv og ben, nærmest spiddet hjertet i to halvdele. Hun havde aldrig forestillet sig, at det ville gøre så ondt at få vendt ryggen af sine forældre. At blive forvandlet til en pige uden identitet, uden noget hjem, uden nogen familie, virkelig skulle gøre så ondt. Dem hun elskede - hvilket hun stadig ikke fattede, at hun gjorde - havde vendt hende ryggen. Andrea vill sige, at hendes forældre stadig elskede hende, men bare var forvirret på grund af deres "fucked up latterlige tro." Julie ville ønske, at hun var enig. Ville ønske, at de ting hendes mor og far sagde om hende, bare var noget de sagde i raseri. Men de mente det. De mente virkelig, at Gud havde vendt hende ryggen og hun derfor ikke var noget værd i deres øjne. At hun ikke fortjente at blive kaldt deres barn. Hendes mellemgulv begyndte at trække sig sammen, som hun så huse, lyssignaler, mennesker og lygtepæle flimre forbi på den anden side af vinduet i bussen. Flere tårer var begyndt at kilde ned ad hendes kind, som de ord hendes mor havde brugt, blot vred sig dybere ind i brystet på hende, nærmest slog hendes ganske sjæl i tusind stykker. 

Gudløs synder...

Gud har vendt dig ryggen... 

Gudløs heks...

Du er ikke længere min datter...

Du tilhører Satans sæd...

Hun lukkede øjnene og bed tænderne hårdt sammen, da en ny bølge af grusomme følelser regnede igennem hende. Hun hev luften ind gennem næsen. Forsøgte at berolige sig selv, da hun mærkede hvordan hun blev trukket imod højre da bussen drejede til venstre, op ad Væddeløbsvej. Busstoppet befandt sig 500 meter derfra. Hun slog på ny øjnene op og blinkede et par gange for atter at stille skarpt. Hinden af væske gjorde hendes øjne spejlblanke, men efter yderligere nogle kraftige blink, blev tårerne visket væk. Hun kiggede atter udenfor. At vende Gud ryggen, var slet ikke så slemt som hun havde forestillet sig. Svært var det heller ikke. Hun behøvede blot at tænke på de ting hun havde været igennem før det gik op for hende, at Gud måske slet ikke var der og aldrig havde været det. At det hele, altsammen, blot var en illusion. Hun troede ikke på det. Hvis Gud virkelig fandtes, tænkte hun, ville intet af det her være sket. Hun ville ikke længere følge en religion, eller en Gud, der var snæversynet og dømte alt og alle. Hun var bedre end det. Bedre end en eller anden sadistisk nar, der ville gøre imod hende som det passede ham. Hvis han virkelig fandtes, tænkte hun som et grusomt smil tegnede sig om hendes læber, så kan han bare stoppe mig. Men han stoppede hende ikke. Og det var beviset nok for hende. 

Hun fik øje på det bueformede halvtag der udgjorde busstoppet godt 100 meter længere oppe ad den langstrakte villavej, hvormed hun skyndte sig at løfte hånden og trykke ind på den røde stopknap der befandt sig midt på stangen. En dinglen lød, som de røde digitalte bogstaver der dannede ordet STOP, dukkede op på displayet over vindspejlet. Hun tog et sidste kig ud på murstenshusene, der farede forbi, hvorefter hun rejste sig op, bevægede sig ned ad midtergangen, videre ned ad de to trappetrin for så at standse foran døren i midterpartiet. Hendes hånd knugede sig om støttestangen. Hendes lange glansbrune hår var, i aftenens anledning, glattet fint ud så det lå nedover skuldrende og ryggen. Hun havde brugt ekstra hårbalsam, for at give det den særligt skinnende effekt, der fik sjove lysspil til at danse langs med håsstråene. Hendes parfume udsendte den sødlige blomsterduft, og hun havde iklædt sig en langærmet grå sweater med tilhørende hætte, sort nederdel og strømpebukser - Begge dele passede usandsynligt godt til de lysegrå conversesko, der beklædte fødderne. Det var rent faktisk den skotype, hun primært benyttede sig af; I skabet havde hun seks forskellige par af Converse. Hun havde de grå, let slidte, converse til almindeligt hverdagsbrug, de lysegrå converse til besøg hos vennerne og særlige lejligheder, de røde og hvide converse til brug når hun skulle gå lange ture eller når det var koldt i vejret. 

Bussen sagtnede farten, og svang ind til indhakket, busstoppestedets halvtag befandt sig i. Døren delte sig med en hydraulisk hvislen, og gav fri adgang ned til fortovet. Julie trak sin telefon op ad lommen på den langærmede trøje, som hun satte sig i bevægelse ned ad trapperne, videre ned på fortovet. Hun tog et kig på klokken. 

18:45.

Hendes blik rettede sig fremefter. Cirka hundrede meter længere oppe befandt der sig et vejkryds, hvormed Væddeløbsvej fortsatte ligeud indtil den nåede en indsnævring, der var afspærret af to chikanestolper af beton med tilhørende refleksbånd langs med toppen. Bag indsnævringen befandt Hesteskoen sig. Benjamin boede godt 500 meter derfra. Hvis hun skyndte sig, ville hun være der om cirka 10 minutter. 

Med læberne presset sammen til en tynd streg under næsen, puttede hun atter telefonen i lommen og satte sig i bevægelse langs med vejen. Hun forsøgte at lade være med at tænke på sine forældre. Det eneste, hun ville bryde sin hjerne med var, at hun lige nu, i dette givne øjeblik, var på vej til hendes første drukfest nogensinde. Hendes første fest. Og hun var ikke det mindste i tvivl om, at det ville blive en fantastisk aften, som hun sikkert aldrig ville glemme. Og måske, tænkte hun, ville denne aften også give hende en enestående chance for, at lære Benjamin bedre at kende. Jovist, hun havde hjulpet ham rigtig meget da han var blevet syg, og hun vidste at hun var en af dem han stolede mest på. Men hun følte alligevel en underlig trang til, at nære et dybere kendskab med ham... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...