Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15391Visninger
AA

16. -Kap. 15-


 Han overvågede hende. Han stod der, lænende op ad reolen med blikket rettet imod plastikforhænget der udgjorde indgangen til lageret. Afventende. Opmærksomt. Hans fingre knugede sig om reolens kanter. 

 Der gik et kort øjeblik, før Julie dukkede op. Hun kom gående dér, trækkende på læssetrillen med de mange papkasser. Benjamin så vingerne folde sig ud fra hendes ryg, hvormed et smil tegnede sig om hans læber. Hans blik blev fjernt, drømmende. Han satte sig hermed i bevægelse. 

Julie bevægede sig frem, så hendes hestehale svang som et pendul fra side til side. Anede intet om Benjamin, der sneg sig efter hende bag hende. Anede intet om de indbildte englevinger og den lysende aura, som han opfattede omkring hende. Hun standsede blot henne ved glasskabet på hjørnet. Greb fat i håndgrebet. Trak i skydedøren og gled den tilbage, så der var fri adgang ind til køleskabet. En elektrisk susen blandede sig op med en virren fra kølerpumperne. Benjamin sneg sig tættere på, mærkede hjertet hamre imod indersiden af brystkassen. Englevingerne foldede sig atter ud. Han standsede lige bag hende. Så hvordan hun trak en favnfuld kødpålæg op, for - stadig med ryggen til ham - at bøje sig frem. 

"Lad hende lægge mærke til dig."

Hans fars stemme lød i hans hoved. Han rømmede stemmen og begyndte at tale. "Hey, go røv."

Auraen forsvandt, og det samme gjorde englevingerne. Julie gav et lille hvin fra sig som hun omgående snurrere sig rundt. Han kunne ikke lade være med at smile. Udtrykket i hendes ansigt var så... Overjordisk. Så... Engleagtigt...

"Benjamin! Hvad laver du dog her!" Han så hende skynde sig at sætte varerne på plads for hermed at skyde skydelågen til og atter vende sig imod ham. Han rettede sig op. Auraen omkring hende faldt i ét med resten af belysningen, som hun på ny greb fat i læssetrillen for herefter at begynde at skubbe den fremefter. Han satte sig i bevægelse og fulgte med efter hende. 

"Tjah, jeg besluttede mig da bare random at smutte i Fakta for at skræmme dig, hvad ellers?"

"Det er godt, Benjamin. Fortsæt sådan. Skab kontakt." Hans fars ru stemme gav endnu engang genlyd i hans hoved. 

"Haha, hvor er du sjov." Julie gjorde et kast med hovedet, for herefter at knytte næven og daske den en enkelt gang henover hans venstre skulder. Han så hende føre endnu en streng af hår om bag øret. 

Hun kiggede på ham med sine store krystalblå øjne, som hun skilte sine læber og fortsatte. "Men hvordan går det så ellers? Altså, med dig og sådan?"

Hun drejede til højre. Bevægede sig hen til fryseboksen, hvor hun kørte glaslågen tilbage for herefter at fylde de diverse kødprodukter derned i. Benjamin lænede sig op ad fryseboksen overfor. Trak på skulderen.

 "Du er ikke syg, Benjamin. Men hun er ikke klar til at vide det. Spil din rolle. Englen er på vej til at vågne." 

Han svarede hende, som hans fars stemme standsede. "Tjoh, det går såmænd meget godt. Det går stille og rolig. Det er sådan set mest mor, jeg er bekymret for. Hun har det redt hårdt for tiden. Hun føler stadig lidt, at det hele er hendes skyld."

"Ej hvor nederen." Julie vendte sig imod ham og betragtede ham, med sympatien skrevet i sine krystalblå øjne. Det var som om de lyste. Benjamin så hvordan auraen på ny omkransede hende. Svagt og næsten utydeligt. "Men... Men det er jo ikke hendes skyld. Det... Det er jo bare sådan noget, der sker."

Hun smilte kort, og vendte herefter ryggen til ham. I det øjeblik så han det. En menneskeformet silhuet af lys, der omgav hende. Han hørte den svage spøgelsesagtige stemme, som gav genlyd i hans hoved. Det var en stemme han aldrig havde hørt før. En smuk melodisk stemme, der lød som Julie men alligevel havde en himmelsk overjordisk klang over sig. 

"Hjæ-æ-æ-lp m-i-i-i-g, B-e-e-e-n-j-a-m-i-i-n!" 

Englevingerne bevægede sig op og ned i et kort øjeblik. Julie vendte sig rundt. Aurauen forsvandt på samme tid. Hun rynkede undrende panden som et spørgende smil tegnede sig på hendes læber. "Hvad er der?"

Han rystede på hovedet. Smilte. "Ikke noget." En kort pause. Han fik øje på sin far, som stod dér. Ved siden af Julie, med blikket fæstnet imod ham. Hans hoved gav sig i et kort, bekræftende nik. Benjamin fugtede læberne hvorefter at fortsætte. "Altså, jeg har fået det bedre... Nogen gange er der selvfølgelig lidt tilbagefald og sådan. Hvor de begynder at... Kalde mig en masse ting og sådan. Men... Som psykologen også fortalte mig, så er det alle de ting, der skete. Alt stresset og sådan. Så jeg skal bare... Huske at slappe af." 

Han skulede imod venstre. To personer kom gående forbi, skubbende på deres indkøbsvogne. Lyden af hjulene imod linoleumsgulvet blev blandet med noget andet. En lyd af hviskende stemmer, der lød til at komme fra de omkringværende. Han så folks blikke vende sig imod dem, og hvordan deres øjne særligt rettede sig imod Julie. Han kiggede fremefter. Mod sin far. Han stod blot dér, ved siden af Julie. Kiggede tilbage, med et alvorligt blik i øjnene. Endnu et nik. Han forstod betydningen, kiggede på Julie og fortsatte.

"Jeg tror måske ikke det er det bedste sted at snakke om alt det her. Folk... De kigger, og det er heller ikke et emne man diskutere et sted som det her." 

"Godt min dreng." Hans far snakkede til ham gennem hans tanker uden at åbne munden. 

Julie blinkede et par gange, forvirret, hvorefter hun kluklo kærligt. "Okay, fair nok." Hun rystede på hovedet, og greb i samme bevægelse læssetrillen som hun så begyndte at skubbe fremad. Benjamin så et slør af lys bevæge sig i armens kølvand. Han hørte stemmen igen, og var i dette splitsekund overbevist om, at et lysende ansigt i et kort øjeblik, adskilte sig fra Julies krop og drejede sig imod ham. 

"Benjamin... Befri mig...!"

Han blinkede, fjernede sig fra fryseboksen og fulgte efter hende. Julie skilte sine læber som hun begyndte at tale på ny. "Jeg tror faktisk folk er lidt ligeglade, men jeg kan godt følge dig. Men altså, jeg er glad for at høre at det går bedre... Selvom jeg er ked af at høre det med din mor."

Benjamin genoplevede det atter. Stilheden der altid lå imellem ham og hans mor. Facaden og de falske smil hun altid påførte sig for at skjule for smerten, hun bar på. Lyden af hendes kvalte hulken, som han enkelte gange havde hørt gennem væggen på sit værelse. Det fik det til at vende sig i hans mave. En knude strammedes i hans bryst. Han bed tænderne sammen. Forsøgte så vidt muligt på, at vige uden om netop dette ene og meget ubehagelige emne.

"Ja, Julie, jeg... Jeg vil helst ikke tale om det." 

"Okay, fair nok." De nåede gangen mellem fryseboksene og reolerne. Julie standsede op. Vendte sig imod ham. Benjamin så atter sin far stille sig bag hende, som han med hovedet på skrå overværede deres samtale. "Hvad, eh, er du snart klar til at komme i skole igen?"

Han nikkede og lod et smil tegne sig om sine læber. "Øhm, ja... Ja det er jeg. Jeg satser på at komme til maj, om et par uger... Det er lidt nederen med alt det, jeg skal have indhentet, men I slipper allesammen for mig... Indtil maj måned. Så kommer i nok til at se mig på gymnasiet igen. Selvom Line hader mig." Han fugtede læberne, og lod på ny blikket pile hen til hans far, som befandt sig bag hende. Han hørte atter hans stemme give ekko på indersiden af kraniet.

"Husk at appeler til hendes hjerte. Træng ind til hende så englen ikke ryger i dvale igen." 

Han fugtede læberne og smilte, som han så Julie i øjnene. "Hvad med dig, Julie? Hvordan går det med dig? Det er længe siden vi har snakket sammen."

"Det går faktisk meget godt. Eller... Hvad angår mine forældre, der er det lidt som det altid har været. Du ved, alt det der med Guds vilje og jeg skal komme efter dig." Hun fnøs foragteligt. "Jeg fatter ikke engang selv, hvordan jeg kan holde det ud længere... Men det er vel bare et spørgsmål om at acceptere livets omstændigheder." 

"Får du stadigvæk ikke lov til en skid?" Han lænede sig op ad fryseboksen. Oprigtigt nysgerrig.

Hun trak på skuldrene. Rynkede næsen. "Ikke rigtigt. Det er faktisk mest min mor, jeg er træt af. Hun bliver ved med at kæfte op om alt det med en god kristen eller en dårlig kristen. Hun mener ikke jeg er nogen særlig god kristen og at jeg ikke bliver belønnet særlig meget af Gud."

Han så atter auraen i et kort øjeblik, og mærkede pulsen stige. Men han forholdte sig i ro. "Nå for satan. Og hvad dælen bygger hun den teori på? At du går og flirter med drenge, eller at du ligger letpåklædte billeder af dig selv ud på face?" 

En høj lys kluklatter undslap Julies læber. Hendes latter var så gennemtrængende, at den tiltrak sig et par af de nærmeste kunders opmærksomhed, så de forskrækket vendte blikket imod dem. Hun fornemmede at andre kiggede på hende, og lukkede læberne i for istedet at lade sit fokus rette sig mod linoleumsgulvet et par øjeblikke. Et par sekunders stilhed. Så løftede hun sine klare blå øjne og kiggede på Benjamin. Igen var det som om de skinnede. "Ja... Også det," svarede hun langt om længe. "Benjamin, du er simpelthent en skid nogengange, du er?"

"Jamen det kunne da godt være." Han forsøgte at virke alvorlig, men situationens omstændigheder gjorde, at smilet uundgåeligt trak sig på hans læber. "Man ved da aldrig med dig. Du er en af de mest utilregnelige piger jeg kender. Og også en af de mest dobbeltmoralske."

"Rigtig godt, min dreng, rigtig godt. Fortsæt sådan. Du vækker englen op igen." Hans far nikkede og løftede sin højre tommelfinger.

Julie rynkede brynene. "Jeg er sgu da ikke dobbeltmoralsk."

Benjamin kiggede uskyldigt på hende og viste sine ene håndflade. "Nej slet ikke... Du er kristen og bander, men du er ikke dobbeltmoralsk. My bad."

Julie blinkede overrumplet et par gange. Så kom det til hende. "Sgu er teknisk set ikke et bandeord, Benjamin. Det er rent faktisk bare et ubetydeligt fyldord der består af to konsonanter og én vokal. Jeg tror ikke engang der er nogen der ved hvad det betyder. Det gjorde regeringen også officielt for et års tid siden, så vidt jeg husker... Så kom igen!" 

"Nårh ja." Han viftede hånden i overgivelse. "Det skal jeg jo ikke gøre mig klog på, kan jeg høre. Jeg læser heller ikke rigtig min bibel, så det må du jo vide bedre end mig." 

"Ja. Ej...." Hun tøvede et øjeblik, tænkende. Så fortsatte hun, i et lidt mere bedrøvet tonefald. "Du kender min mor, Benjamin... Du ved hvordan hun er... Altså, ja jeg elsker hende, men... Hun er simpelthent for meget, og jeg kan snart ikke holde det ud længere. Så snart jeg fylder atten, flytter jeg hjemmefra så hurtigt jeg kan. Altså, misforstå mig ikke, jeg tror på Gud og det, men... du ved...!"

"Jeg forstår." Han så Julie nikke. Glansen omkring hende var begyndt at lyse klarere. Han sank en klump. Stilheden sænkede sig imellem dem. Han hørte atter englen et sted inde i Julie.

"Hjælp mig fri... Fri... Friiiiii..."

Julie rettede på sig. "Nå, men jeg må nok hellere se at komme videre... Jeg har et arbejde at se til og min chef bliver pissed hvis jeg bare spilder tiden væk på snak."

Benjamin rettede sig op. "I orden, du." Han strakte sin hånd frem imod hende. Hun forstod hans gestus og slog sin hånd ind i hans. "Vi ses nok snart igen. Held og lykke med arbejdet, og, øhm... Hvis du får brug for at snakke med nogen eller noget, så ved du jeg er der."

"Selvfølgelig. Vi ses." De udvekslede blikke en sidste gang. Herefter vendte Julie sig rundt og skubbede læssetrillen frem, ned mod enden af passagen. Benjamin blev stående. Til at starte med, så han kun Julies ryg samt den svingende hestehale. Men så kom lyssglimtet. Efterfulgt af vingerne der foldede sig ud fra hendes ryg. Han så noget, der lignede en menneskeskikkelse af lys, som forsøgte at trække sig ud fra hendes krop.

"Hjælp miiiiiiig." Stemmen var fjern, uvirkelig og gav et unaturligt ekko. Som et elektrisk signal der var påvirket af radioforstyrrelser. Det varede et kort øjeblik, før han kun så Julies ryg og den pendulsvingende hestehale. Så drejede han sig rundt og bevægede sig imod udgangen.

Hans far vandrede op på siden af ham. Lagde hånden på hans skulder. Smilte. "Du gjorde det godt. Nu mangler du bare det sidste."

Benjamin nikkede, som han fastholdte fokus imod udgangen. Missionen var i gang. Han havde en engel, han skulle have befriet. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...