Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15532Visninger
AA

15. -Kap. 14-

Andrea var ved at gøre sig klar til at tage til fest, og var netop i dette givne øjeblik i færd med at lægge en sidste hånd på sin makeup. Hun stod foran vægspejlet ude på badeværelset, lænet indover vasken og med sine matte grønne øjne koncentreret fokuseret på reflektionen af sig selv, som hun med sminkepelsen kørte et lag af mascara henover øjenvipperne, så de blev mørkere og mere fremhævede. Hun rettede sig op, betragtede sig selv. Lod forsigtigt en hånd køre igennem det blonde hår, som var sat i en løs hestehale sådan at hårlokker stadig faldt ned langs siden af hendes ansigt. 

Lyden af en vibrerende summen der fik vasken til at klirre, brød stilheden. Hun flyttede blikket fra spejlet og ned til hendes hvide iPhone. Hun så hvordan den skælvede samtidig med at den med den vibrerende summen bevægede sig et par centimeter til siden. Displayet blinkede og viste Julies navn. Hun rakte hånden frem. Greb telefonen, aktiverede opkaldet og førte den indtil øret som et smil spillede sig på hendes læber. "Heeeey, Julle. Hvad så?"

Et par korte øjeblikke. Så svandt hendes smil langsomt hen, da hun hørte lyden af Julies grådkvalte stemme. Hun sagde ikke noget. Hun sad blot der, i den anden ende af røret, og forsøgte at holde den hulken, som en gang imellem forlod hendes læber, tilbage. Andrea skilte sine læber. 

"Hvad sker der?" Glæden i hendes øjne var blevet erstattet af en blanding af alvor og bekymring. 

Tavshed. Herefter svarede langt om længe, grådkvalt; "Andrea... Mine forældre... ."

Andrea vendte ryggen til spejlet, en fure skilte hendes pande på midten. Hun bevægede sig et par skridt ind mod badet. Stoppede op og drejede sig imod døren. "Seriøst, Julle, hvad fuck er der sket?"

"Det er... Det er kompliceret." I den anden ende af røret pressede Julie sine læber sammen og tog et kig imod hendes hvide dør, der var blevet lukket og låst så hendes forældre ikke kunne komme ind og forstyrre hende. "Andrea, jeg vil med til den fest om tre uger. Jeg er skide ligeglad med, om jeg bliver nødt til at lyve for dem. Jeg vil med til gymnasiefesten... Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at jeg kan komme med."

Andrea rynkede panden. "Seriøst? Er du HELT sikker på det?"

"Fuldstændig." Julies stemme dirrede. "Jeg ombestemmer mig ikke. Mine forældre er nogen idioter... Og du havde ret. Jeg er for voksen til at finde mig i mere af deres pis. Jeg er ikke noget barn mere. Jeg har mit eget liv og mine egne venner. Hvis mine forældre ikke kan acceptere det, så kan de rende mig. Om 7 måneder fylder jeg 18, og så kan jeg selv bestemme, men jeg kan allerede begynde at forberede mig nu."

Andrea bemærkede noget i Julies stemme. Et eller andet der gav hende følelsen af, at Julie holdt noget skjult for hende. "Sig mig, Julle, vær helt ærlig... Hvad er det der er sket med dig? Hvorfor er du så ked af det?"

En kort tids tavshed. Så. "De tog halskæden for at brænde den. Jeg kunne ikke forhindre det... Min mor sagde, at hvis jeg gik imod dem eller måske en dag ikke var kristen længere, så ville jeg ikke længere være hendes datter... Jeg kunne bare ikke... Det.... Det gjorde for ondt." Hendes stemme knækkede, og hun tav. 

Andrea sukkede og satte sig tungt på toiletbrættet. "Julie, for helvede... Det er jo bare noget hun siger. Det er jo ikke noget hun mener. Når man bliver sur siger man bare en masse lort, men man mener under halvdelen af det man siger. Din mor elsker dig, og det ved du godt. Selvom jeg giver dig ret i, at hun er en kontrollerende overkristen møgsæk, så tror jeg ikke på at hun holder op med at kunne li' dig, bare fordi...!"

"Du kender hende ikke. Du kender hende ikke... Jeg ved godt, at de fleste som siger sådan noget til deres børn, inderst inde ikke mener det men siger det fordi de er sure... Jeg VED det godt, Andrea. Men tro mig, sådan er HUN ikke... Hun MENER det. Det gør hun virkelig! Du vil aldrig kunne forstå det, fordi du ikke kender til alt det med at være kristen og tro på Gud... Jeg bebrejder dig virkelig ikke, men tro mig, hun mener det."

Andrea bed sig i underlæben. Hun ville ikke sige det, men til tider kunne Julie virkelig være ufatteligt barnlig. Men så igen, hvis hun selv havde haft forældre der behandlede hende ligesom Julies forældre behandlede Julie, var hun nok endt med at være blevet på samme måde. Hun kunne sagtens sætte sig ind i, hvordan hendes veninde havde det, uanset hvor barnlig hendes reaktion så var. Hun sukkede, og kiggede en enkelt gang ned mod de hvide gulvfliser.

 "Okay, hvis du fortsætter med at gå imod dem eller gå imod din egen tro, så vil din mor ikke længere kendes ved dig. Og hvad så? Helt ærlig, du har et helt liv foran dig. Fuck dine forældre. Jeg har sagt det før, men siger det til dig igen; Du er ikke noget barn længere! Du bliver nødt til at vise dem det. Bare tag til den fucking fest. Dine forældre kan ikke holde dig tilbage og tvinge dig til at blive, for det er i sidste ende dit eget valg. Og hvis din mor så ender med ikke at ville kendes ved dig længere, so fucking what? Det er sgu HENDES problem. Du er en fantastisk veninde og en skide sød pige, og der er rigtig mange som syntes du er helt vildt sej. Selv MINE forældre beundrer dig. Du er så meget bedre end det. Dine forældres tro vedkommer ikke dig. Din mor er måske en møgkælling, det syntes jeg også selv, men så lad hende være en møgkælling. Det kommer i sidste ende ikke til at gå udover nogen andre end hende selv! Men du skal seriøst stoppe med at bukke under for dem og underlægge dig deres latterlige regler, for det giver dem en masse unødvendig kontrol. Vis dem... at du er... en voksen pige der kan tænke selv og som har sig eget liv, for fuck sake! Okay? Fuck dine forældre... Jeg ved ikke hvor mange flere gange jeg skal sige det. Fuck dem langt væk!" Hun tog en dyb indånding for at tilbagekæmpe ophidselsen. En lang tids pause fulgte, hvor ingen af dem sagde noget. Andrea blev siddende på toiletkommen, med det ene ben krydset over det andet, ventende på en reaktion fra Julie. Intet skete.

"Julie, er du der stadig?"

Endnu en kort tids tavshed. Så hørte hun et suk i den anden ende, som fik røret til at udstøde en elektronisk skrattende lyd. "Men jeg elsker hende... Det er det jeg er allermest træt af."

"Hør! Bare gør som jeg siger... Okay? Du vil med til den fest, og så må du gøre hvad der skal til."

"Jeg lyver for dem." Julie skulede med tårevædede øjne imod døren, som et grusomt smil med læberne krænget tilbage så man kunne se hendes blottede tænder, trådte frem på hendes mund. "Jeg vil sagtens kunne lyve for dem efter det her! Jeg tror faktisk jeg vil kunne bande imens de hører det, uden at jeg får dårlig samvittighed."

Andrea sukkede. "Gør hvad du vil. Men Julle, skat... Bare du lover mig, at du tænker dig om og ikke gør noget dumt. Okay? For jeg er faktisk lidt bekymret for dig."

Julie rystede på hovedet, det hadefulde tandsmil var blevet bredere. "Bare rolig, søde... Jeg ved hvad jeg gør. Vi ses på mandag." Hun slukkede telefonen, og vendte blikket imod spejlet som udfyldte den hvide skabslåge foran hende. Hun bemærkede reflektionen af skiltet udhugget i træ, som hang over hendes hovedgærde bag hende. Hun drejede sig rundt og kiggede på det der stod. 

SALMERNES BOG 136:26; GIV TAK TIL HERREN DIN GUD, FOR HANS KÆRLIGHED VARER FOR EVIGT

Hun førte hånden op til det bare sted på hendes hals, hvor halskæden havde siddet. Hendes mors ord gav atter genlyd i hendes hoved. "Hvis du gør det, er du ikke længere min datter."

Tårerne hobede sig atter op i hendes øjne, da hun læste det som stod på træpladen. "Kærlighed," hviskede hun for sig selv med grådkvalt stemme, og pressede læberne sammen. Hun førte blikket fra træpladen og kørte det herefter op mod loftet. "Kærlighed? Er det her... Kærlighed? Du elsker mig ikke, gør du vel? Du har kun skabt mig, fordi du gerne vil underholdes, ikke også? Jeg vil skide på din kærlighed! Jeg vil skide på de forældre, du har givet mig. Hvis du VIRKELIG elskede mig, så havde jeg det ikke sådan her. Hvor er du henne, hva'? Hvor er du henne? Sidder du deroppe og får stivert på, din sadistiske nar? Sidder du og bliver tændt af at se folk lide? Hvis det her er at være kristen og være et såkaldt "dit barn", så vil jeg skide på kristendommen. Så vil jeg ikke længere være kristen. Så det er forkert at tage med til fester? Hvis det er forkert, så stop mig. Hvis det er forkert, så stop mig... Lige nu." Hun blev siddende og lod sit blik flakkes. Intet svar. Ingen tanke i hovedet det fik hende til at ombestemme sig. Hun bed tænderne sammen og hvislede den sidste sætning ud. En sætning med et ord, hun sjældent brugte. "Fuck... dig." Det blev afløst af et smil.

Hun ville med til den fest, og denne gang sked hun på hvordan hendes forældre ville reagere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...