Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15476Visninger
AA

14. -Kap. 13-

Julie hilste på sine forældre som hun plejede. Resten af eftermiddagen gik stille og roligt, trods hun dog mærkede en underligt trykkende stemning som ellers ikke plejede at være der normalt. Som hvis hendes forældre fortiede noget. Men det var intet hun lagde mærke til, og resten af den eftermiddag brugte hun på at høre musik på værelset samt påbegynde den matematikopgave, som Kristian Neelgreen havde givet hende for til weekenden.

Det var først da hele familien sad samlet ved spisebordet og den obligatoriske takkebøn var blevt fremsagt, at Julie begyndte at fornemme, at den trykkende stemning ikke bare var noget hun bildte sig ind. Hendes forældre værdigede hende ikke et blik, det samme gjaldt hendes bror. De kiggede kun på hende når de rakte hende de diverse forskellige genstande, som hun spurgte efter; Og ellers var alt deres fokus udelukkende rettet på maden. 

Julie pressede læberne sammen. Hun vidste, at hendes forældre havde et eller andet ubehageligt i vente, som de holdt skjult for hende. Hun kunne mærke det. Og trods hun skjulte sine tanker bag et falsk smil, mærkede hun alligevel ubehaget knuge sig til i hendes mave.

Efter fem minutters ulidelig tavshed, standsede hendes mor omgående med at spise for istedet at lægge bestikket fra sig og kigge direkte over på Julie. Hun mærkede blikket bore sig ind i hendes krop, allerede før hun havde løftet hovedet og kiggede tilbage. Hun førte sit fokus fra tallerknen og hen til hendes forældre. Hendes far havde slået sig sammen med hendes mor, og kiggede nu ligeledes på hende med det samme ubehageligt bebrejdende blik. 

"Er der ikke et eller andet, som du vil fortælle os, Julie?" Hendes fars kølige stemme brød stilheden. 

Julie mærkede hvordan pulsen steg, og kæmpede for at bevare fatningen. Hun kiggede på ham, og lod sin uskyldige facade krakeleres af et uvidende smil om læberne. "Øhm, fortælle jer... Hvad mener du?"

"Ja, det ved jeg da såmænd ikke... Måske kan du fortælle os hvorfor du kom ti minutter tidligere hjem end du plejede? Og hvorfor der kom en person med en scooter forbi kort inden du trådte ind ad døren?"

Fuck.... Mathias... Liftet på Mathias scooter havde taget godt 2 minutter, hvor det normalt, på gåben, tog et kvarter fra gymnasiet og hjem. En detalje hun havde overset. Hun stirrede overrumplet på sine forældre uden at blinke i nogle langvarige øjeblikke. Hvad skulle hun svare? De havde uden tvivl hørt lyden af hans scooter, og højest sandsynligt også bemærket at han kørte forbi. Den kraftidiot! Hvorfor havde han dog ikke taget den samme vej tilbage? 

"Nå...?" pressede hendes far på. Hendes mor sad blot dér, ved siden af ham på pladsen overfor Julie, og kiggede ligeledes bebrejdende på hende. 

"Øhm... Jeg løb hjem." Allerede som sætningen havde forladt hendes læber, fortrød hun. Hun havde løjet. Hendes kinder blev varme, og hendes hjerte begyndte at banke. Pludseligt var det som hvis hun ikke længere kunne holde styr på sine tanker. Hun mærkede klumpen i sin hals og havde pludseligt ikke nogen appetit tilbage. Vidste hendes forældre det godt? Hun var ekstremt dårlig til at lyve og havde meget svært ved at skjule hendes irriterene rødmen, så hun var ret sikker på at hun allerede var blevet afsløret. Desuden, så var hun heller ikke en person, der plejede at løbe hjem fra skole, så allerede der havde hun mistet sin troværdighed. Men havde man først sagt A måtte man også sige B. Hun besluttede sig for at leve sig videre i rollen. Det kunne være hun var så heldig at snyde hendes forældre. Selvom hun okke troede på det.

Hun rømmede atter stemmen, smilte afværgende, i håbet om at det ville skjule hendes kinder som allerede havde antaget en dyb rødlig nuance, og fortsatte. "Vi sad ned hele dagen, så jeg følte at jeg havde brug for at røre mig lidt. Så for at prøve noget nyt, så løb jeg hjem. Det var også dejligt forfriskende."

En tavshed fulgte, hvor Julie mærkede sine muskler sitre ubehageligt. Hun slog blikket ned, stak gaflen i kartoflen som var smurt ind i brun sovs og ignorerede sine forældres stirrende blikke. Hun nåede dog aldrig at få den hævet op til munden, før hendes mors skarpe dystre tone skar sig gennem lokalet.

"Du burde virkelig skamme dig, Julie." 

Hun stivnede. Kiggede modvilligt på sin mor. Blikket, som blev returneret, sendte kuldegysningerne ned ad hendes ryg. Det var et blik der varslede snarlig dom. Et blik der fik det til at vende sig i hendes mave og fik hjertets puls til at stige betydeligt. Hun sænkede gaflen med den sovseindsmurte kartoffel ned på tallerknen. 

Hendes mor skilte sine læber og fortsatte, med det samme skarpe tonefald. "Det sømmer sig ikke for et Guds barn at lyve! Det hører de gudløse til. Fortæl os, hvem ham drengen på den scooter var!" 

Julies ovale blå øjne bevægede sig skiftevis fra hendes mor til hendes far og så tilbage til mor igen. Hun knugede fingrende sammen om bordkanten og mærkede langsomt hvordan en boblende følelse af vrede væltede indover hende. Hun hørte Andrea's ord blive genafspillet i sit hoved. "Du er fucking 17! Vis dem hvem der bestemmer. Det er dit liv og ikke deres!"

Hun kæmpede langsomt et smil frem. Til at starte med, føltes det akavet, forkert. Men som læberne buede sig længere op ad kinderne og blev til noget der mindede om et rigtig smilt, føltes det stikkende blik som hendes mor sendte hende, pludselig ikke nær så truende. For første gang længe, trodsede hun sin mor ved at skyde et spørgsmål tilbage, der overrumplede begge hendes forældre. 

"Hvorfor? Kan I ikke være ligeglade?"

Hendes mor gjorde store øjne og kiggede vantro på sin mand. Herefter kiggede hun atter på Julie, med et blik der blev pludseligt mørkt. Hun løftede truende hånden og lod sin pegefinger stritte direkte imod hende.

"Nu skal du vare dine ord, unge dame. Du har ingen ret til at opføre dig så ugudeligt imod os! Forstår du det? Du ved, ligeså godt som jeg, din far og din bror, at dine venner fra det forbandede gymnasium er forbudt område. Tror du ikke godt både jeg og din far er udmærket klar over, at du render rundt med de ikke-kristne udenfor skoletiden? Selvfølgelig ved vi det. Også selvom vi UDTRYKKELIGT har fortalt dig, gang på gang på gang, at du skal holde dig væk fra dem, som ikke støtter Gud! Det passer ikke for en pige som dig at mænge dig med verdens sæd... Du er ugudelig nok i forvejen, du skulle nødig forsvinde helt ud af Guds nåde!" 

Julie kneb øjnene sammen. "Hvis jeg nu må få lov til at..!"

Hendes far afbrød hende ved truende at hæve sin i forvejen kraftige stemme. "Lad være med at afbryde når din mor taler, Julie!"

Julie lænede sig tilbage i stolen, foldede armene på brystet og vendte blikket imod tallerknen. Stå imod det, sagde hun for sig selv som hun mærkede hvordan det begyndte at knuge sig til i hendes bryst. Lad være med at græde... Stå imod det. Vær stærk.

Hendes mor fortsatte. "Kig på mig når jeg taler til dig." Hun løftede blikket og kiggede hende i øjnene. "Du får ikke lov til at komme ud af huset mere, andet end når du skal til kirkens aktiviteter eller når du skal på arbejde og i skole! Dine såkaldte "venner" har en dårlig indflydelse på dig! Jeg har aldrig nogensinde set magen, at en pige der kalder sig selv for kristen, som går i kirke hver søndag, som læser i sin bibel og som påstår at følge Gud, teer sig så... Så... Ugudeligt. Jeg er RØSTET! Det er lige før du slet ikke er værdig til at kalde dig selv for Guds barn. Han vender dig snart ryggen, det håber jeg godt du ved!" 

Julie blinkede. Hendes øjne var begyndt at brænde, men hun kæmpede for at tilbageholde tårerne. Hun løftede hånden og knugede den om halskæden med hendes navn... Den halskæde hendes forældre ikke ville have at hun bar på, og som hun havde fået i fødselsdagsgave af Andrea. 

Hendes mor bemærkede hendes bevægelse og rynkede panden. Kiggede først på halskæden, hvor navnet var skjult under Julies bluse. Førte herefter blikket op til hendes øjne. "Hvad er det, Julie?"

Et giftigt smil tegnede sig om Julies læber. Hendes øjne var blevet blanke."Vil I se hvad det er? Jeg tror ikke I vil bryde jer om det, men fair nok." Og med de ord trak hun halskæden op af blusen, så hendes navn skrevet i de sirlige sølvbogstaver trådte frem i lyset og reflekterede skæret fra lampen der hang over bordet. "Ellers andet i gerne vil prædike om? Eller kan jeg få lov til at spise min mad nu?" Selvom hun var på grådens rand, gav det alligevel en boblende rus at sige hendes forældre imod. Det gav hende en følelse af frihed. En følelse af ren og skær magt. 

Stilheden bredte sig. Hendes mor stirrede på hende. Hun lignede en der ikke vidste hvorvidt hun skulle gå amok eller blive siddende og håndtere situationen roligt. Hun blinkede kraftigt et par gange, hvormed hun rømmede stemmen, strakte armen ud foran sig og flettede sine fingre sammen. Hun skilte sine læber, og kunne ikke lægge skjul på den lidt dirrende stemme som afslørede at hun var tæt på et raserianfald. "Hvad... er det... vi har sagt til dig omkring den halskæde, Julie?"

Julie trak på skulderen og blinkede atter nogen gange. Hold tårerne tilbage... For Guds skyld, lad dem ikke se dig græde... 

"Ærlig talt mor, så er jeg faktisk pænt ligeglad med hvad det er I har sagt om den halskæde. Jeg tager den ikke af! Jeg værdsætter ikke mig selv højere end Gud, det har jeg aldrig gjort... Jeg ved ikke hvor mange gange jeg skal fortælle det til jer før jeres retarderede hjerner rent faktisk fatter det!" Hun hævede stemmen. "I kan ikke gøre en skid ved mine beslutninger! Den her halskæde er en jeg har fået af min bedste veninde... Som jeg elsker rigtig højt... Den er symbolet på vores... Venskab... Og det kommer du ALDRIG nogensinde til at lave om på, fatter du det, mor?" 

Hendes mor blev siddende og stirrede vantro på hende i et par øjeblikke. Herefter slog hun sin hånd så hårdt i bordet, at vinen i hendes glas skvulpede over. Hun skubbede stolen tilbage og rejste sig op. "NU KAN DET VÆRE NOK! DU TAGER DEN HALSKÆDE AF LIGE NU, JULIE! LIGE NU! ELLERS BRÆNDER JEG DEN!" 

Julie kunne ikke længere tilbageholde tårerne. Hun rejste sig ligeledes op og begyndte at skrige. "DU RØR IKKE DEN HALSKÆDE! DET GØR DU BARE IKKE! FOR HVIS DU GØR... HVIS DU GØR, SÅ VIL JEG IKKE LÆNGERE VÆRE EN KRISTEN!" Tårerne vædede ud fra hendes øjne og begyndte at trille ned ad kinderne. 

Tavsheden udfyldte spisestuen i et kort øjeblik. Julie blev stående med sin hånd krampagtigt knuget om navnet for enden af halskæden. Stirrende intenst på sin mor imens hun mellem sammenbidte tænder hev efter vejret. 

Så brød hendes mor stilheden. "Hvis det sker, Julie, så er du ikke længere min datter." 

Det gav et sæt i Julie da hendes mor havde afsluttet den sætning. Hun pressede læberne sammen. Blev stående, medens hendes greb fortsat var knuget om halskæden. Tårerne slørede hendes syn så hun måtte blinke op til flere gange for bare at kunne stille skarpt i nogen få sekunder. "Okay. I vinder. Her. Tag den dumme halskæde og brænd den. Hvis bare jeg slipper for at skændes mere med jer." Og med de ord trak hun halskæden af, vendte sig om mod bordet og hamrede den ned på bordpladen. Hendes blik farede atter hen til hendes mor, som stod og stirrede tilbage på hende med det samme rasende blik. Sank en klump. 

"Tak for mad. Jeg er ikke mere sulten." Med de ord, lagde hun sit bestik på sin tallerken hvormed hun tog tallerknen og glasset med mælk for efterfølgende at bære det over i køkkenet. Hendes mor fulgte hende med øjnene, uden at sige noget. Betragtede hende blot, vagtsomt, alvorligt. Julie bevægede sig ud fra køkkenet. Forbi spisebordet og hen mod gangen til hendes værelse. Hun værdigede ikke sine forældre et eneste blik. Hun drejede til højre, forbi glasdøren indtil stuen og hen mod værelset. Åbnede den hvide trædør. Fortsatte ind på værelset, og lukkede døren efter sig. Hun satte sig på sengekanten, pressede læberne sammen og begyndte at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...