Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15469Visninger
AA

13. -Kap. 12-

Benjamin sad på sengekanten i sit mørklagte værelse med spejlreflekskameraet i sin hånd. Hans bryn var koncentreret rynkede, som han sad og kiggede billederne han havde taget af Julie igennem. Det første billede viste Julie der stod med siden til, kiggende imod spejlet. Han zoomede ind på billedet, og kneb øjnene sammen.

Den var der igen. Auraen. Den svage gyldne aura der omgav hendes krop. Den aura han også havde lagt mærke til da han havde zoomet ind på hendes bryster. Var det bare lyset? Han tvivlede. Med en underligt sugende fornemmelse i maven trykkede han på spoleknappen, så han klikkede videre til det næste billede. Julie der vendte ryggen til vinduet som hun med computeren i favnen bevægede sig hen mod skrivebordet. Han bemærkede noget der mindede om en spøgelsesagtig glød som strakte sig ud til begge sider af hendes ryg. Han zoomede ind, og gjorde billedet skarpere for at få et bedre blik på, hvad lyset var. Som han sad der på sengen og betragtede det, forekom det ham at det han så mindede om en form for vinger.

"Det er hende." Hans fars stemme lød til venstre for ham. Han løftede blikket fra kameraet og drejede hovedet mod venstre. Dér, ved siden af ham, sad hans far. Nøgen, med noget der lignede englevinger som havde foldet sig ud fra hans ryg. En lysende aura omgav hans krop. Han kiggede tilbage på Benjamin med et alvorligt, stålfast og selvsikkert blik. Et s il havde tegnet sig om hans læber. "Hun er englen."

Benjamin blinkede og sank en klump. "Er du sikker?"

Hans far nikkede. "Ja. Det er jo åbenlyst. Hun har auraen. Hun er spærret inde i et jordisk fængsel og ved måske ikke selv at hun er en engel... Men tro mig, det er hun. Hun er den eneste der virkelig hjalp dig dengang... Hun accepterer dig for den du er. Hun er den rette. Det er hende du er udvalgt til at befrie. Red hende, Benjamin."

"Jamen... Jamen, hvordan skal jeg kunne redde hende?"

Hans far lænede sig ind til ham, det stålfaste blik i hans øjne havde ikke ændret sig. "Enkelt. Elsk med hende. Det vil bringe hendes indre engel frem. Men... Hendes jordiske krop er måske imod det. Så derfor må du finde en måde at elske hende med så hun går frivilligt med til det. Voldtægt er ikke en løsning. Det er det aldrig. Voldtægt vil ødelægge alt."

"Hvad skal jeg gøre?" Hans stemme var blot en hvisken.

Det svage smil om hans fars læber blev bredere. "Appeler til hende. Træng ind til hendes hjerte. Det er den eneste måde du kan bringe englen frem. Og først da kan du befrie hende. Ikke før." Han løftede armen og knugede om Benjamins skulder. Gav den et faderligt klem. "Jeg tror på dig, min dreng. Jeg tror på at du kan gøre det." 

Han krakelerede i et festfyrværkeri af lys der forvandlede sig til ildfluerne som korte øjeblikke senere slukkedes. Benjamin var atter alene. Han betragtede den tomme plads på hans seng hvor hans far for få øjeblikke siden havde siddet, og førte derefter fokus ned til kameraet i hans hånd. Så krusede et fjernt drømmende smil sig om hans læber. 

*

"Skulle du så have en tur på min kværn, julepigen?" Mathias puffede drillende til Julies skulder med sin knyttede næve, som de bevægede sig ud af glasdøren og ned ad trappen, i retning mod cykelstativerne og stien der førte væk fra gymnasiet. Det var fredag, og skoledagen var lige blevet afsluttet, så en strøm af gymnasieelever bevægede sig ud sammen med dem.

Julie kiggede med et drilsk smil på Mathias, da de nåede bunden af trappen og fortsatte videre henover betonfliserne. Andrea bevægede sig afsted bag dem og snakkede med en veninde. 

"Måske... Hvis du kan køre en lang tur med mig."

Mathias løftede brynene og smilede skævt. "En lang tur? Og hvad er din definition på en lang tur?"

Hun trak på skulderen. "Ja, det ved jeg da ikke. Måske... En lille tur rundt i Odense på sightseeing? Måske en tur forbi Burger King eller McD... Det er lang tid siden jeg har fået en cheeseburger."

"Fandme nej. Jeg skal ikke på McD. Hvis jeg skal have noget at æde, så skal det sgu være noget der mætter."

Julie trak på skulderen, smilet forsvandt ikke på hendes læber. "Så Burger King."

De rundede hjørnet om den gråhvide murstensbygning og fortsatte ned mod cykelstativerne på venstre hånd længere fremme. Mathias kastede et blik til hende og fnøs. "Sig mig, Julie... Ligner jeg en, der har røven fuld af penge?" 

"Det ved jeg da ikke... Måske lidt. Du har da en scooter...!"

"Ja, men det var en jeg fik gratis af min bror, jo. Så kom igen." 

De standsede ved cykelskuret. Julie fugtede læberne. "Okay, hvor mange penge har du?"

Han fugtede læberne og lod tænkende sit blik flakke. En kort tids tavshed. Så kiggede han atter på Julie og klikkede tungen mod ganen. "Det ved jeg faktisk ikke. Tre-firehundrede vil jeg tro." 

"Så har du filme også nok til at give en tur på Burger-King."

"Give en... Undskyld mig, tror du vi skal på DATE? Hvis du gerne vil en tur til Burger-King, så bliver det egenbetaling. Fandme ikke om jeg betaler for dig. Du må være blevet syg i hovedet!" 

Hun trak på skulderen, og rettede på sit hår. "Det var dig der gerne ville give mig en tur på din scooter."

"Ja...!" Mathias satte sig i bevægelse, som han blinkede kækt til Julie. Nåede hen til scooteren, hvor han låste bagageklappen op. Den sorte styrthjelm reflekterede lyset fra solen. Han kiggede atter på hende, og fortsatte. "Ja, jeg ville give dig en tur på scooter... Som et lift hjem. Jeg har sgu aldrig nogensinde sagt at jeg vil køre dig på kryds og tværs gennem byen, med risiko for at få en kæmpe bøde hvis vi bliver opdaget af politiet. Så... Hvis du vil med på fars kværn," han trak styrthjelmen op fra bagagerummet og klappede på sædet. "Så bliver det udelukkende som et gratis lift hjem. Jeg har heller ikke nok Benzin til at tage dig med på sightseeing. Det er jo ikke ligefrem en ferrari det her."

"Nej, desværre ikke... Og da du ikke er millionær og nok aldrig bliver det, så må jeg vel bare nøjes med et lift på din scooter. Men det er vel også okay. Det er da bedre end at gå."

Hun satte sig i bevægelse imod ham. Mathias smilede og rystede på hovedet. "Nogen gange er du sgu værrere end min egen lillesøster, ved du godt det, Julie?" 

Julie nåede hen til hans scooter, lod en hånd strejfe hans sadel og førte sine ovale blå øjne hen til ham. Et lille drilsk smil tegnede sig forsigtigt på hendes læber. "Det ved jeg. Jeg kunne også nemt gå for at være hende... Jeg er i hvertfald klogere end du er, så lidt tilfælles med hende har jeg da." 

Mathias, som netop havde fået styrthjelmen trukket henover hovedet, hævede brynene og åbnede vantro munden op i et vidåbent gab. "Nå, nå. Tak for lort, jeg elsker da også dig." 

"I know." Hun blinkede drilsk til ham og betragtede herefter scooteren. Andreas stemme brød hendes tanker. Hun vendte sig rundt.

"Hey, Julle. Går I nu?" Hun nåede hen til dem, og strøg en lys hårlok væk fra panden.

"Ja. Julie ville gerne have et lift hjem på min scooter, så det har hun så fået lov til."

"Åh." Andreas mundvige trak sig i et spøgende smil, som hun førte fokus fra Julie og hen til Mathias. "Så du fik hende overtalt?"

"Ikke en skid han gjorde." Julie afbrød hovedrystende, før Mathias nåede at svare. "Det var mig selv der besluttede det." 

"Nå, var det det. Aha... Så vidt jeg kan huske, brokkede du dig ellers temmelig meget over at jeg ikke kørte 60 med den, at jeg ikke gad køre dig rundt i Odense og at det ikke var en ferrari... Det virkede ellers temmelig meget som om, du bare fandt på en undskyldning for at slippe. Så kom ikke og sig jeg ikke overtalte dig." Han skød støttefødderne op, trak sin scooter ud fra halvtaget og ud på stien. 

"Whatever," svarede Julie hovedrystende. "Det er også ligemeget. I hvert fald får jeg et lift hjem på Mathias scooter."

"Haha, I to. Man skulle tro I var søskende."

"Det er vi også næsten. Jeg kunne gå for at være den kloge og smukke lillesøster, mens han kunne gå for at være den kluntede halvdumme storebror."

Mathias, som havde trukket benene opover scooteren og stod med fødderne plantet på hver side, så sig tilbage. "Du har det sjovt, hva'? Pas nu på jeg ikke ombestemmer mig."

Julie rakte tunge af ham. Andrea kluklo og rystede opgivende på hovedet. "Pas nu på i trafikken, okay? Vi ses på mandag." De krammede hinanden. "Og tænk over det med den fest, ikke? Det kunne være så fedt hvis du bare, for en gangs skyld, kunne komme." 

"Jeg skal prøve." De kiggede på hinanden en sidste gang, hvormed Julie drejede sig rundt og bevægede sig op mod Mathias scooter. Hun svang benene over bagenden af sædet, og trykkede sig ind mod Mathias ryg sådan at indersiden af hendes lår pressede imod ydersiden af hans. Hun så sig tilbage og sagde et sidste farvel til Andrea. Herefter placerede hun hænderne imod Mathias flanker og lænede sig frem.

Mathias fortrak ansigtet. "Julie... Du kunne vel ikke muligvis sætte dine hænder på min hofte? Det kilder det der." 

"Åh. Selvfølgelig." Hun blev rød i kinderne og skyndte sig at flytte hænderne ned mod hans hofter. Herefter strammede hun grebet.

"Er du klar?"

"Jep, jeg' klar. Gi' den gas." 

Mathias drejede på håndtaget. En brølen brød stilheden, og luftstrømmen der blev skudt ud af udstødningsrøret, fik Julies bukseben til at blafre. Mathias trykkede gashåndtaget ind, hvormed scooteren med et ryk satte sig i bevægelse. Julie mærkede hvordan det sugede i hendes mave, og hendes greb strammede sig om Mathias trøje. Hun mærkede lidt efter lidt hvordan vinden slog imod hendes hud og sendte en behagelig opfriskende kulde ind i hendes ansigt, der fik hendes kinder til at blusse op. Hun anede varmen fra udstødningsrøret imod hendes ben, samt den kildrende elektriske fornemmelse af sædet under sig, der vibrerede grundet motoren. Hun smilte. Helt uden at tænke over det begyndte hendes læber at bue sig i et drømmende smil. Et smil der snart efter blev til en latter og herefter et sejrshyl. Stien drejede foran dem, og gik ned af bakke. Videre nedunder den trafikerede hovedvej længere fremme, hvor myldretidstrafikken allerede var godt igang. 

"Sidder du godt?" Mathias måtte råbe over larmen fra motoren.

Julie, hvis lange brune hår blafrede og blev skubbet tilbage af vinden, lænede sit hoved frem. "Hvad?"

"Jeg spurgte, sidder du godt?"

"Ja. Mega godt. Det er mega fedt det her!" 

Hun havde aldrig prøvet det før. De fortsatte nedunder vejen og gennem den rørformede tunnel. Det var en oplevelse der var hel unik. På en måde var det lidt som at cykle, bortset fra at hun ikke behøvede at røre en eneste muskel og at det med scooter gik stærkere. Alt hvad hun behøvede var blot at trykke sig ind mod Mathias ryg og holde sit greb godt fæstnet om hans hofter, med tilliden til at han vidste hvad han gjorde. Det overraskede hende, hvor roligt hun tog det. Så bekymringsfrit. Så fredeligt. Til trods for det var første gang hun nogensinde havde oplevet noget som dette, og trods hun havde en væsentlig fare for at komme endog temmelig alvorligt til skade hvis noget på en eller anden måde gik galt, var det som om det ikke rigtig betød noget. Det eneste, der eksisterede i dette givne øjeblik, var vinden der slog hende ind i ansigtet og fik hendes lange hår til at flagre, det glatte nylonmateriale som Mathias jakke var lavet af, scooterens vibrerende sæde, den brølende lyd fra motoren og varmen fra udstødningsrøret. Friheden. Hun følte sig fri. 

Hun lukkede øjnene og åbnede munden. Smagte på luften. Den rørformede tunnel gav den brølende scooter en højlydt tonløs klang, der lød som om den kom alle sider fra. Få øjeblikke senere kom de atter ud i lyset, hvor de fortsatte ad den tosporede cykelsti, som skar sig gennem en birkeskov. Nogen hundrede meter længere fremme blev stien afløst af to metalbomme, som afgrænsede til villavejen. Hun glemte alle sine problemer. Glemte alt om hendes forældre. Glemte alt om livets besværligheder. Det var kun følelsen af frihed samt den sødlige lugt af benzin blandet med frisk luft, hun lod al sit fokus være rettet på.

Mathias nåede enden af metalbommene, og svang - med foden imod asfalten som hjælp - scooteren udenom dem, inden han fortsatte ned ad villavejen med Julie som knugede sig tæt ind til ryggen på ham. 

*

Hun blev sat af på Døckerslundsvej et par blokke fra hendes hjem. Hun stillede sig på fortovet og drejede sig om mod Mathias inden hun slog sin hånd i hans. "Mange tak for turen, Mathias. Det var seriøst for nice."

"Det var da så lidt." Han hvilede den ene fod på asfalten, som han lod blikket køre henad vejen. Dér, godt to huse længere fremme, kunne han lige skimte det flade røde tag imellem et par træer, samt lidt af den hvide mur og toppen af et vindue, der genspejlede solen. Det hus, som tilhørte Julie og hendes familie. Han kiggede atter på hende. "Hvad, øhm, kan jeg ikke ligeså godt køre dig helt hen til døren nu vi er ved det? Det ville være meget lettere."

Hun rystede på hovedet og smilede afværgende. "Nej, det behøver du ikke, ellers mange tak. Jeg tror det er bedst jeg går det sidste stykke. Du ved, mine forældre...!"

"Åh. Javel. Jeg tror sgu du har ret." Han pressede læberne sammen, kiggede henad den langstrakte asfaltvej og herefter atter på Julie. "Jamen, øhm, så må du have en rigtig god weekend. Vi ses igen på mandag, regner jeg med."

"Ja, hvis ikke en meteor rammer jorden i nat og slår os alle ihjel. Jeg ved det, chancen er usandsynligt lille, men... Den er der stadig."

Mathias nikkede og smilte kort. "Ja. Det... Det er meget fint, Julie. Ka' du ha' det godt, ikke? Vi ses." 

"Ja ses. God weekend til dig også." 

"Mange tak." Og med de ord startede han atter scooteren, og satte sig i bevægelse op ad Døckerslundsvej. Julie blev stående og ventede indtil han var forsvundet ud af syne og lyden svandt ind. Så kiggede hun sig derefter hurtigt til begge sider for at sikre sig at der ikke kom nogen biler, hvormed hun krydsede vejen og fortsatte op imod huset på den modsatte side. Og som hun bevægede sig op ad fortovet langs med vejen, kunne hun ikke skjule det frydefulde smil der tegnede sig om hendes læber.

Det var lige før hun ønskede at hendes forældre havde set hende få et lift hjem på Mathias scooter. De ville blive chokeret. Det ville skræmme livet af dem. Det var hun ikke et sekund i tvivl om. Det ville have været uforglemmeligt. Ja, hun ville blive dømt rigtig hårdt for det, men det ville have været det hele værd. 

Det her... Det var en følelse, Julie elskede. En følelse hun ikke havde haft siden hun var helt lille. Følelsen af frihed. 

Rigtig, ægte frihed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...