Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15516Visninger
AA

12. -Kap. 11-

Det hvide parcelhus med det flade røde tag befandt sig ud til den rolige Døckerslundsvej. Det var en kølig og skyet aften, hvor det eneste der forhindrede den smalle stille villavej i at blive henlagt i fuldstændig mørke, var rækkerne af de gammeldags lygtepæle - den slags bygget på træstolper med et lysstofrør på toppen - der stod langs med den ene side af vejen, samt de forskellige lys fra husene i området. 

Julies værelse befandt sig med udsigt direkte ud til Døckerslundsvej og den lille skov på den anden sid ad vejen, med et vindue hævet godt en halvanden meter over flisegangen i kanten af haven, hvoraf den ene af ruderne kunne åbnes og skubbes udad som en dør. 

Hun befandt sig foran spejlet, der hang på siden af skabslågen. Klædt i cowboybukser, strømpesokker og bar overkrop, med en BH til at dække det nederste af brysterne. En sølvgrå halskæde med sammensmeltede bogstaver for enden som dannede navnet JULIE, beklædte det nederste af hendes hals. Det var ikke en halskæde, hun havde på særlig tit. Ikke fordi hun ikke kunne lide den, for det kunne hun. Det var en hun havde fået i fødselsdagsgave tilbage i november af Andrea, og var måske hendes absolut kæreste eje. Problemet var bare, at hendes forældre ikke brød sig om det. At gå med en halskæde med ens eget navn var, ifølge dem, at sætte sig selv højere end Gud. Og selvom hun flere gange havde prøvet at argumenterer for det, og prøvede at få dem til at forstå at det bare var fordi hun var glad for sit navn og fordi hun havde fået den af en af hendes rigtig gode veninder som hun værdsatte rigtig højt, havde det ikke hjulpet. Hendes forældre billigede det ikke. Havde det været en halskæde hvor der stod JESUS på, eller en halskæde med et kors, så måtte hun bære den så tit hun ville. Men et halskæde med hendes eller et andet menneskes navn... Det ville de ikke se på. Det samme gjaldt den resterende flok af dem, hun kendte fra sin kirke.

Julie vidste at Andrea var blevet rigtig såret da hun efter kun en uge stoppede med at bære halskæden. Hun huskede hvordan Andrea i den korte pause efter den første time, havde grebet fat i hende og trukket hende hen i et hjørne af korridoren til toiletafdelingen, hvor de var alene. Herefter hvordan hun havde kigget på hendes nedre halsregion, der i den sidste uges tid havde været beklædt af halskæden men som nu var blevet helt bar. 

"Hvorfor har du ikke din halskæde på?"

Selvom Andrea smilte og opførte sig som hun plejede, så kunne Julie se det i hendes blik. Se at hun var såret over det. 

"Øhm... Ja, mine forældre vil ikke have det."

"Så det er ikke fordi du er ligeglad med den?" Andrea kiggede skeptisk på hende, og Julie mærkede ubehaget trykke i brystet. 

Hun skyndte sig at ryste afværgende på hovedet. "Nej slet ikke. Andrea, jeg er vild med den. Helt seriøst. Det er en af de bedste gaver jeg har fået, og det er nok den gave jeg er allermest glad for af dem alle sammen."

"Jamen hvorfor har du den så ikke på? Er det ikke ligemeget hvad dine forældre siger?" Hun foldede armene på brystet og lænede sig imod murstensvæggen. 

Julie sukkede. "Andrea, prøv og hør, du vil ikke forstå det. Mine forældre er nogen idioter, og jeg hader at diskutere med dem. De kan virkelig få mig til at have det dårligt med mig selv i så høj grad at du tror det er løgn. De vil ikke have at jeg har halskæden på, fordi det er symbol på at jeg elsker mig selv højere end Gud... Og jeg prøvede virkelig at fortælle dem at det ikke er tilfældet... At jeg har den på fordi jeg fik den af dig og du er en af mine absolut bedste veninder."

"Og hvad sagde de så til det?"

"Gæt." 

Andrea fugtede læberne og kneb øjnene sammen. "De... Sagde... Et eller andet med om jeg var kristen eller sådan noget? De ville gerne vide om jeg troede på Gud?"

"Ja...!" Julie sukkede, og havde svært ved at holde vreden tilbage. "Jeg kan ikke lyve for mine forældre, Andrea, og det ved du godt. Jeg var nødt til at forælle dem sandheden, at du ikke er kristen og at jeg tit er sammen med dig både i skolen og udenfor skolen... Og så fik jeg ikke lov til at gå med den."

Andrea hævede brynene. "Pågrund af mig?"

"Pågrund af dig, ja." Julie nikkede, og pressede læberne sammen. 

Det var lang tid siden, men Julie kunne alligevel klart og tydeligt se Andreas blik for sig, dengang hun fortalte hende om det. Hun løftede hånden og rørte ved halskæden, som hun betragtede sig selv i spejlet. Jo mere hun stod der og kiggede på reflektionen af sig selv, jo mere begyndte hendes tanker at glide tilbage. Hendes forældre havde aldrig gjort livet nemt for hende. Der var engang hvor hun tog det med at gå i kirke, læse i biblen og følge Gud, meget seriøst. Men med tiden, som hun blev ældre og begyndte at se tingene i helt andre perspektiver, gik det op for hende at livet var mere end det. Mere end love og regler. Hun havde et liv foran sig, oplevelser, folk hun skulle lære at kende.

Hun slap halskæden og bed sig i kinden. Betragtede sine ovale blå øjne og lokken af nøddebrunt hår der faldt ned langs med ansigtet. Selvom Andrea var den person hun stolede mest på og fortalte mest til, bar hun alligevel på nogen hemmeligheder som ingen, hverken Andrea eller hendes familie, kendte til. Hun lod forsigtigt fingrende på højre hånd strejfe venstre håndled. Hun betragtede den blege tynde hud, hvor blodårerne var tydeligt fremtrædende. Selvom det snart var tre år siden hun var blevet mobbet for sin tro, var der stadigvæk mærker efter det. Man kunne ikke se arrene på undersiden af hendes arm, medmindre man holdte armen helt tæt på sine øjne og var i en ordentlig belysning. Men de var der. Og uanset hvor meget Julie så prøvede at lade som om det aldrig var sket, kunne hun ikke fjerne den skyldfølelse, som stadigvæk lurede i baghovedet. 

Hun havde siddet på sengekanten da hun havde gjort det. Da hun første gang kørte barberskraberen gennem huden, havde hun været lige ved at besvime af det. Men jo oftere hun havde gjort det, jo mere vænnede hun sig til smerten. Hun blev afhængig af det. Og hun havde skammet sig. Hun huskede tilbage på, hvordan hun flere gange havde ligget om aftenen og grædt sig selv i søvn. Hun havde bedt om tilgivelse til Gud flere gange, blot for dagen efter at komme hjem, låse døren indtil sit værelse, sætte sig på sengen og gentage proceduren. Det varede fire måneder, før hun endelig havde mental styrke nok til at fralægge sig vanen. Hele det forår havde hun gået med langærmede trøjer, for at skjule arrerne hun havde påført sig selv. Mobningen varede igennem det meste af 8. klasse, og tog rigtig hårdt på hende. Selvom hun smilede, så græd hun indeni. Hver gang hun havde slukket lyset på sit værelse og havde lagt sit hoved til hvile på puden, eksploderede hendes indre i et fyrværkeri af følelser der hver gang fik hende til at græde sig selv i søvn. 

Det værste var ikke mobningen eller barberbladet der påførte arrene. Det værste var hendes forældre. Rent faktisk var det hendes mor, som var den værste. Hun mærkede en knugen i brystet da hun tænkte tilbage til to måneder inden hun afsluttede ottende klasse. Hendes far havde været til bøn i deres kirke, og hendes bror var på lejr, så derfor var der kun hende og hendes mor hjemme. Hun kunne huske hvordan hun, kæmpende imod tårerne, var trådt gennem den åbne glasdør indtil stuen, hvor hun så sin mor der sad i den sorte lædersofa med en åben bibel foran sig. 

Julie knyttede næverne som hun standsede et par meter fra sofagruppen. Hun betragtede sin mor, der blot fortsat koncentrerede sig om biblen gennem de firkantede læsebriller. Hun pressede læberne sammen og mærkede det brænde i øjnene. Det føltes som om nogen havde stoppet en jernkugle i hendes bryst, der tyngede hende ned, men hun kæmpede for at bevare fatningen. Hun rømmede stemmen. 

Hendes mor løftede hovedet, så en stribe af gråsprængt brunt hår faldt nedover hendes pande. Hun havde de samme ovale blå øjne som Julie. Hendes rynkede mund formede sig i et lille stramt smil. "Jamen, hej Julie. Alt vel?"

"Mor...!" Julies stemme skælvede. Hun rømmede sig et par gange. "Jeg har det ikke så godt." Hendes øjne begyndte at blive blanke. Da Julie så bekymringen i hendes mors blik, havde hun svært ved ikke at fryde sig. Hun vidste at hun ikke måtte smile. Det ville blot gøre ondt værrere. Men det var alligevel ekstremt fristende.

Hendes mor kiggede bekymret på hende, sank en klump og brød stilheden. "Hvad er der galt, søde?" Hun placerede hænderne på sofaen, rejste sig op og bevægede sig hen mod hende. Julie blev stående, som var hun naglet til gulvtæppet, og blinkede kraftigt med øjnene for at tilbagekæmpe tårerne. Hun kunne ikke sige noget. Selv hvis hun ville. Grådens klump i hendes hals havde strammet hendes luftrør til og lammet hendes stemmelæber. Hun kunne blot stå der, blinkende imod tårerne, med hænderne knuget hårdt sammen og læberne presset til en tynd ubetydelig streg. 

Hendes mor nåede over til hende. De var næsten lige høje. Hun lagde armen om hendes skulder, greb forsigtigt hendes hage og løftede Julies hoved så hun kunne kigge hende i øjnene. "Julie!" Hendes stemme var alvorlig. "Fortæl mig hvad der er galt?"

Julie sank en klump, hendes blik flakkede. Hun trak ubemærket ærmerne lidt længere frem, for at hendes mor ikke ved et tilfælde skulle opdage arrene. Hun skilte sine læber. Yderligere nogle sekunders stilhed, inden hun begyndte at tale. "De mobber mig." Hendes øjne blev våde som saltvandet hobede sig op.

Hendes mor rynkede panden. "Hvem? Hvem mobber dig?"

"Dem i skolen." Hun hev en mundfuld luft ind. Hendes stemme var hæs af gråd. "De har mobbet mig i lang tid... Jeg... Jeg har ikke kunnet fortælle det... Jeg... Jeg ville ikke såre jer... De mobber mig fordi jeg tror på Gud... Jeg har det virkelig ikke godt... Jeg tror ikke Gud er der." 

Hendes mor kiggede på hende og surrede læberne sammen. Julie havde mærket hvordan grebet om hendes skulder blev pludseligt hårdt. "Sådan noget vil jeg ikke høre, Julie. Forstår du det?" 

Julie rynkede panden og kneb øjnene sammen. "Hvad...?"

"Lad dog være med at spille dum! Du er Guds barn... Så lad være med at te dig som de gudløse. Du har intet at græde over. Du sårer Gud når du siger han ikke er der. Tag dig sammen og glæd dig istedet over at de mobber dig! Det glæder Gud fordi hans folk altid bliver forfulgt! Man skulle tro du var en gudløs synder der ikke kendte Gud når du skaber dig sådan!" 

Julie stirrede på sin mor. Vantro. Hun tilbageholdte ikke længere tårerne. De første saltholdige dråber var allerede på vej ned ad hendes kind. Hun surrede læberne sammen, og vristede sig fri fra hendes greb inden hun bakkede et skridt tilbage. "Hvorfor trøster du mig ikke? Hvorfor HJÆLPER du mig ikke?"

"Nej ved du nu hvad! Nu skal du ikke begynde på det pjat...!"

"Hold din fede kæft, mor! Ellers slår jeg måske mig selv ihjel! Jeg HADER dig!" Og med de ord havde hun vendt sig rundt inden hun grædende var styrtet ind på værelset og havde lukket og låst døren efter sig.

Lige siden dengang havde Julie haft et meget anstrengt forhold til sin mor. Lige siden dengang havde hun haft mindre lyst til at læse i biblen og bede til Gud. Hun havde det ligeså godt, næsten bedre, ved ikke at gøre det. Hun lyttede til en masse forskelligt. Også selvom hun vidste at hendes forældre afskyede det musik, hun lyttede til. Hun var ligeglad. Gennem de seneste tre år havde hun selv måtte kæmpe i de svære tider. Det var hendes egen fortjeneste at hun havde klaret sig igennem den mobning hun var blevet udsat for og den depression, hun var havnet i dengang, og som hun stadigvæk havde en lille smule af. Det var hende der havde gjort det. Hun var stærk. Det vidste hun at hun var. Det her var beviset. For hvis hun ikke havde været stærk, hvordan havde hun så kunnet overleve? Ja, okay, hun havde da bedt til Gud når hun følte sig allermest hjælpeløs, men stadigvæk, hun havde kæmpet og havde nægtet at give op. Og hun var stolt af det. Uanset hvad hendes forældre så mente om det.

"Du er en dårlig kristen. Jeg håber det går op for dig en dag hvor meget du sårer Gud." Det havde hendes mor sagt til hende, dengang Julie stolt havde fortalt hendes forældre om de nye venner, hun havde fået på Gymnasiet. Ikke at reaktionen var kommet som nogen større overraskelse, men bemærkningen var stadigvæk som at få stukket en kniv dybt i brystet. Julie havde efterfølgende kæmpet imod raseriet, der var boblet frem i hende. Og selvom hun virkede glad, så var der stadigvæk dage, hvor hun havde det rigtig skidt. Hun lod bare ingen andre end hende selv vide det. Hende selv og så måske også Andrea. 

"Du er god nok, Julie. Okay? Du er smuk, du har nogen gode venner. Du er god nok." Selvom det var svært for hende at smile når hun var alene, og selvom hun ikke rigtig troede på det - troede på at hun var god nok - så forsøgte hun alligevel på det. Hun kiggede på kopien af sig selv, som smilte tilbage til hende. Det gav hende en dejlig følelse i kroppen. Et smil løsnede op på meget. Det vidste hun om nogen. Nogengange var et smil bedre end gråd.

Med et dybt suk vendte hun sig bort fra spejlet for istedet at bevæge sig tværs over værelset og tilbage imod sengen, hvor hendes opslåede computer befandt sig. 

Hun anede ikke, at et stede ude i mørket, blev hver en bevægelse og hvert et skridt hun foretog sig, overvåget. En mekanisk summen lød, som en kameralinse zoomede ind på hendes overkrop. Gardinerne var ikke trukket for, så personen der med spejlreflekskameraet sad i buskadset på den anden side af vejen og overvågede hende, kunne se det meste af hvad der foregik på værelset. Han fangede Julie i bevægelsen, da hun nåede sengen. Den flashende lyd af en kamerablitz efterfulgt af en virren, da billedet af Julie med bar overkrop blev taget. Kameraet zoomede en anelse ud. Personen, der gemte sig i det tætte buskads, rykkede sig et par centimeter tættere på vejen som han fortsat overvågede Julie. 

Han fulgte hendes bevægelse da hun bøjede sig frem imod computeren, som lå dér på sengen. Endnu et billede blev taget. Julie rettede sig op, med computeren i favnen. Vendte ryggen til vinduet og bevægede sig længere ind i værelset. Personen med kameraet rettede sig op, og slap ikke Julie af syne et øjeblik. Han tog endnu en serie af billeder, så det dannede en videosekvens. Julie der bøjede sig frem og stillede sin bærbare computer på skrivebordet ved siden af døren. Julie der vendte sig rundt og gik hen til skabet. Julie der åbnede skabet. Kameraet udstødte endnu en række virrende lyde. Flere billeder blev taget. Den røde lampe ved siden af blitzen, blinkede nogle flere gange. Personen blev ved med at overvåge Julie gennem speljreflekskameraet. Han betragtede hende som hun lukkede skabsdøren i efter sig. Fulgte hende da hun bevægede sig op mod vinduet. Han så hende lægge hovedet tilbage som hun kiggede op. Han zoomede lidt længere ind og holdt fokus imod hendes bryster. En underlig gylden glød omgav dem som en aura. Hans fingre strammede sig om kameraet. Julie rykkede i en snor der hang ned fra loftet, hvorefter gardinet gled ned og afskar hende fra personen i buskadset, der sad og overvågede hende.

Personen sænkede sit kamera og kiggede frem for sig. Det var Benjamin. Han pressede læberne sammen som han slukkede kameraet, for herefter at rette sig op. Hans blik fastholdte sig på vinduet indtil Julies værelse, inden han med kameraet i hånden vendte sig rundt og forsvandt ind i buskadset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...