Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16851Visninger
AA

11. -Kap. 10-

Kirsten Jørgensen aflagde ruten forbi kirkegården på vej hjem fra arbejdet. Da den alligevel befandt sig lidt under en kilometer fra hendes arbejdsplads, besluttede hun sig for at gå dertil. Det var efterhånden et stykke tid siden hun havde besøgt sin mands grav. Den hårde periode, hun havde været igennem, havde gjort det meget svært for hende at tænke tilbage, uden billedet af ham som han stod der med geværløbet stoppet ind i munden, blev projiceret frem på hendes nethinde. Det var stadigvæk svært for hende at samle nok styrke til at træde igennem den åbne smedejernsport og ind på kirkegården, men hun var nødt til at overvinde sig selv.

"Det er din krop, og du er den eneste der har kontrollen over den." Hun memoriserede psykologens ord i sit hoved, som hun bevægede sig ned mellem de mange gravstene og forbi frugtræer og stedsegrønne buske, der med de lyse forårsfarver gjorde den ellers dystre kirkegård til en fryd for øjet. De døde skulle også have noget at kigge på. 

Det var en sød tanke, selvom den ikke just bragte nogen trøst frem i Kirsten. De døde var ligeglade med blomsterne, som prydede deres grave, og ligeglade med de forårsgrønne træer, som fyldte kirkegården op. De var døde. Intet kunne ændre på det. Intet kunne bringe dem tilbage til livet. Intet kunne skabe nogen som helst forhåbninger om, at de døde hvilede trygt og godt og kunne betragte de smukke planter så længe de ville. Kirsten håbede på, at hendes mand havde det godt, også selvom hun ikke rigtig troede på det. Hun troede egentlig ikke rigtig på noget længere. Ikke engang på kærligheden. 

Hun standsede ved den fine grav, hvor hendes mands navn var ridset ind i gravstenen af sort granit med sølvbogstaver. NIELS JØRGENSEN, FØDT D. 9. APRIL 1972 - DØD D. 12. AUGUST 2011. DU VIL ALTID VÆRE I VORE HJERTER.

Hun kørte blikket fra gravstenen og ned til graven. Det var en plade udhugget af granit som gik i forlængelse med stenen. Græsset var omhyggeligt plejet og klippet ned omkring den. I det mindste sørgede gartneren for, at pleje de dødes grav meget omhyggeligt. Selvom hun, dybt inde, ikke kunne se nogen nytte med det. De døde var ligeglade med det. Det var kun for familierne og de efterladtes skyld. For at give dem håb, og for at værne om de døde. Kirsten havde aldrig tænkt over det absurde i det, før hun nu rent faktisk stod foran den grav, der havde tilhørt hendes mand. Lige pludselig mistede hun al respekten for de døde. Lige pludselig virkede begravelser meningsløse. Tanken om at hendes mand var blevet klædt fint på, lagt i en kiste og kørt til afbrænding, hvorefter hans askerester blev lagt i en fin urne der så blev begravet i jorden... Det var ikke en tanke der på nogen måde bragte glæde eller fred i hendes hjerte. Det var en tanke, der var grusom. Hæslig. 

Hun mærkede et hul i maven og forvrængede ansigtet, samtidig med at hun knyttede næverne. Tårerne vædede sig op i hendes øjne, og slørede hendes syn. Dette her var hendes nye virkelighed. En verden uden den hun elskede ved sin side. Hun løftede hånden og pressede den mod munden, kæmpende for at holde gråden tilbage. Dråber af saltvand kildede hende ned ad ansigtet. Hun så ham for sig. Han sad der, i fuld gang med at skrive sin første roman. Mindet var nitten år gammelt. Det var et år efter deres bryllup og to år før de fik Benjamin. 

Hans lyse hår var sat op i en karakteristisk stritfrisure. Hans bryn var koncentreret rynkede og hans slanke fingre dansede harmonisk henover tastaturet på skrivemaskinen. Lyset fra bordlampen kastede et orange skær på væggens træpaneler bag ham. Kirsten åbnede døren og trådte ind i rummet, i favnen holdt hun en skål med chokoladesmåkager samt et krus dampende kaffe. Niels var for travlt optaget af at skrive til at lægge mærke til hende. 

Det var først da hun var nået hen til ham og placerede kaffekruset og skålen med småkager på bordet, at han reagerede. Hans fokus flyttede sig fra skrivemaskinen og hen til hans kone. Han trak læberne i et smil, så hans kinder dannede de karakteristiske smilehuller. 

"Hej skat. Jeg er næsten færdig, jeg mangler bare lige afslutningen på næste scene. Hvad, øhm, kommer der noget spændene i fjerneren i aften?" Han vendte fokus imod papiret, som han skubbede tilbage så det gav den metallisk dinglende lyd, for derefter fortsat at lade sine fingre danse flittigt henover tasterne.

Kirsten lænede sig frem, snoede sin venstre arm omkring hans skulder og kyssede ham en enkelt gang bag øret inden hun vendte fokus imod den bunke af papirer, der befandt sig mellem skrivemaskinen og bordlampen. "De viser din yndlingsfilm. Misery... Du ved, den med ham forfatteren der bliver spærret inde i en hytte af en besat og sindssyg fan." 

"Den. Arh, en klassiker. Godt nok kun to år gammel, men hvad fanden, den bliver en klassiker engang i fremtiden. Selvom den nu ikke kan måle sig med bogen." 

Kirsten kluklo kærligt og nussede om hans hår. Niels snakkede uden at vende blikket bort fra tasterne på skrivemaskinen samt A4-arket, han næsten havde skrevet til ende. "Sådan er det med alle film. Bøgerne er altid bedst." Hun kyssede ham på halsen, inden hun støttede hagen på hans skulder. "Apropos... Hvad er det for en bog, du er i gang med? Er det en jeg må læse?" Hun rakte frem mod stakken af papirer, men Niels standsede hende.

"Øhm, nej... Øh, altså, jeg er virkelig glad for at du interesser dig for mit arbejde, men jeg er virkelig presset lige for tiden. Og, øhm, jeg har det ikke så godt med at andre læser det jeg skriver før det er blevet udgivet. Du ved, jeg er jo lidt af en perfektionist." Han drog et enkelt blik imod hende og smilte derefter kort. 

"Fair." Hun fjernede hånden fra stakken og lod den istedet hvile imod hans overarm. "Men, eh, kan du så fortælle mig hvad den handler om?"

"Det kan jeg da godt." Han kørte tungen rundt i munden. "Den handler om en ung men smuk pige i 60'ernes Hippiemiljø, der tager Hash for første gang nogensinde, og hvordan det gør hende psykotisk. Jeg mangler kun få kapitler, og regner med at være færdig engang i næste uge." 

"Ej, det lyder rigtig spændende. Hvad hedder den?"

"Vil du virkelig gerne vide det?"

"Ja da."

Han kiggede på hende med et stålfast blik i hans store grønne øjne, før han delte sine læber og med en alvorlig stemme svarede hende. "Hash-psykose. Ja, jeg ved det, ikke ligefrem den mest fængende titel, men jeg var lidt i en kreativitetskrise da jeg begyndte på den, så jeg kunne ikke rigtig finde på noget bedre. Nu håber jeg bare at forlagene tager imod den med et åbent sind. Jeg tror muligvis dette kan gå hen og blive min største præstation hidtil... Måske endda en bestseller, men nu må vi se tiden an."

Kirsten rettede sig op og smilte mildt som hun aede ham på ryggen. En af de ting, hun virkelig elskede ved sin mand, var hans forfatterudtryk. Kreativitetskrise. Skrivenedsættelse. Ordblokade... Så mange sjove udtryk, som alle sammen var en del af ham. "Jeg er sikker på at de nok skal tage godt imod den når de ser hvad den handler om. Jeg syntes den lyder rigtig god." 

Niels trak på skulderen og lod sin pande deles midtpå af en rynke. "Sikkert. Men redaktører er nogen af de mest kræsne læsere du kan komme ud for. Der skal ingenting til før de afviser en bog... Alene titlen kan være nok. Hash-psykose... Ærlig talt, det lyder mere som en journal fra Thy-lejren end en psykologisk socialrealisme." 

Kirsten rystede opgivende på hovedet, sukkede og fjernede sin hånd. Det var en ting ved Niels, som hun havde vænt sig til. Han sagde aldrig tak når hun roste hans arbejde. Det var sikkert sådan, forfattere var. Som Niels selv havde udtrykt det, så var forfattere kunstnere, der levede i øjeblikket og havde tankerne i fantasien. Ret poetisk beskrivelse, nu hun tænkte over det.

"Vi ses om lidt, ikke skat? Filmen starter om et kvarter. Jeg elsker dig." Hun kyssede ham på kinden. Han returnerede det ikke med andet end et køligt fjernt svar.

"Jeg elsker også dig skat. Og lad mig nu lige være... Ellers får jeg aldrig det her skrevet."

Kirsten fjernede hånden fra munden og blinkede de øvrige tårer væk, som hun fortsat betragtede graven foran hende. Så mange minder. Så mange fantastiske stunder. Og alle dem blev overskygget af det minde, som stod klarest af dem alle. Hans selvmord. Det minde, der havde ændret hendes og Benjamins liv for altid. 

Hun genoplevede mindet. Hun sad der, i sofaen, med deres kat på skødet. Fuldt koncentreret om det afsnit af Criminal Minds - et enddog temmelig spændene et med en mand som levede i seksuelle fantasier - der blev vist på Kanal 5. Hendes ben var trukket sammen på sofaen, og en boks med lommetørklæder befandt sig ved hendes side.

En skygge i venstre side af hendes synsfelt fjernede hendes fokus fra plasmaskærmen. Hun stivnede ved det syn der mødte hendes øjne. Niels. Hendes mand. Hendes mand som politiet og falck i dette givne øjeblik var i gang med at gennemsøge hele Odense for at finde. Hendes mand som var stukket af da han havde fået af vide af sin psykiater at han skulle indlægges. Han havde været væk i næsten tre timer. Benjamin var taget over for at være sammen med Line, for at slå tiden ihjel så han ikke behøvede at bekymre sig om sin far. 

Hendes mand var barfodet, og på hans venstre fod så hun hvordan et net af blod - sikkert efter at have trådt på noget skarpt - dækkede huden. Men det var ikke det syn, der fik hende til at stivne og fik hendes hjerte til at banke hurtigere. Det var den metallisk glinsende genstand han holdte i sin favn, og som hun kun alt for godt kendte. Et jagtgevær. 

Niels trådte gennem åbningen ind til stuen, så lyset afslørede hans ansigt der var rødt og opsvulmet af gråd. Hans blik flakkede, hans øjne var vokset til dobbelt størrelse. Hans hænder strammede sig om jagtgeværet, som var det alt hvad han havde tilbage i hele verden. 

"Niels... Niels, hvad er der sket?" Kirsten delte sine læber og forsøgte med en skælvende stemme at kommunikere med ham. Men hun vidste, at det var forgæves. Hun kunne på hans fjerne blik regne ud, at han var et helt andet sted. Den person foran hende, lignede hendes mand. Men han var blevet til en anden, en person ødelagt af hallucinationer og paranoide vrangforestillinger. 

"Hold så din kæft, din dumme ondskabsfulde sæk!" 

Det gibbede i Kirsten som mærkede hvordan tårerne begyndte at vælde frem og gøre hendes hornhinder fugtige. Hun kunne ikke fjerne blikket fra ham, som han stod der, tre meter fra hende med et dødbringende våben i sin favn og et blik der strålede af en mellemting mellem had, forvirring og rædsel. Tankerne fløj gennem hovedet på hende. Rædselsscenarier. Hun registrerede ikke engang hvordan katten smidigt gled ned på gulvet og forsvandt om bag sofaen med hurtige galante bevægelser. Det eneste hun registrerede var panikken, som gav hendes mave en hul tom fornemmelse og fik sveden til at perle frem på hendes pande. En klump strammede hendes luftrør til så hun fik en følelse af at hun blev kvalt. Virkeligheden føltes kunstig. Fjern. Som hvis det eneste der eksisterede lige nu, var hende selv og personen tre meter derfra, hvis dirrende hænder truende holdte fast om jagtgeværet. Hvad skulle hun sige? Hun anede det ikke. 

Niels gjorde en bevægelse. Det gav et klik fra sig, da han knækkede geværløbet over på midten, sådan at han kunne lade den. Kirsten løftede hånden og pressede den imod sin mund. Gud... Han havde da vel ikke tænkt sig at...?

"Hvor kunne du, Kirsten? Jeg stolede på dig! Jeg stolede på dig og Benjamin! Hvor kunne du!" Han trak en lille patronæske op fra lommen og åbnede den, hans blik veg på intet tidspunkt bort fra den skælvende kvinde, som befandt sig på sofaen længere fremme. "Dig... Af alle... Jeg troede, du elskede mig."

Tårerne begyndte at strømme ned ad hendes kinder, da hun med en svag hæs stemme svarede ham. "Jamen, jamen... Jamen skat, jeg elsker dig. Det gør jeg. Det har jeg altid gjort. Men... Men skat, du har brug for hjælp. Du er til fare for dig selv, og... Til fare for mig. Og Benjamin. Tænk dig om. Læg det gevær fra dig... Jeg... Jeg elsker dig, og... Og Benjamin elsker dig også...!"

Niels skar tænder. Savlet dinglede fra hans læber. "Din forpulede løgner!" Han stoppede en patron ind i det ene løb. Herefter endnu en patron ind i det andet. 

Kirsten åbnede munden. Hendes underlæbede bævede. Der måtte da være en måde hun kunne tale ham til fornuft på. Der måtte være et eller andet der kunne få ham tilbage fra virkeligheden. Det kunne ikke passe at hun havde mistet sin mand fuldstændig, og at psykosen havde overtaget helt. Hun havde kunnet tale ham til fornuft før. Hvorfor kunne hun så ikke nu?

"Hvor er Benjamin, Kirsten?" Han klikkede løbet fast til kolben, men blev dog stående med geværet pegende skråt ned mod gulvtæppet. Blikket var fortsat fæstnet på hans kone. 

Kirsten rømmede stemmen. Svarede ham grådkvalt. "Hos sin kæreste. Skat, jeg ber dig, læg det gevær fra dig! Læg det gevær fra dig og bliv indlagt... Du ender med at gøre noget dumt, og... Og det vil ødelægge resten af dit liv. Tro mig, du vil ikke gøre det. Niels, du vil ikke gøre det! Det vil du ikke!"

Han løftede geværet. Vendte blikket væk fra hende og stirrede imod et ikke nærmere defineret punkt til venstre for ham. "Dig...!" Han snakkede ud i luften til en person, hun ikke kunne se. "Du lukker bare røven! Der er er ikke længere nogen udvej! De udvalgte mig og det ved du også godt! Forsvind!" 

Han ventede et par øjeblikke. Så tog han sigte og skød. Et brag genlød i stuen. Kirsten udstødte et skrig, da plasmaskærmen eksploderede i en regn af blå gnister og myriader af glasskår, som med en klirren strøg sig henover gulvet. Hun blev siddende med blikket fæstnet imod den ødelagte skærm og glasskårerne der som pulver dækkede gulvtæppet. En metallisk brændt lugt fyldte stuen. Hun pressede atter hånden for munden, som hun førte sine tårevædede røde øjne tilbage imod Niels. 

Han sænkede langsomt geværet, stirrede på det ødelagte fjernsyn. Et svagt smil tegnede sig på hans læber. Efterfulgt af et nik. Smilet svandt dog ind og det selvtilfredse glimt i hans øjne blev atter erstattet af det vilde sindssygelige blik. Han drejede hovedet og kiggede igen på Kirsten. Herefter lukkede han øjnene og skar på ny tænder.

"Hold så jeres kæft. Hold... Så... Jeres... Kæft." Han løftede sin højre knytnæve og hamrede den et par gange ind mod siden af sit hoved, før han slog blikket op. Stirrede på Kirsten og trådte nogle skridt frem. Han standsede midt i lokalet. Hans vejrtrækning blev hivende. Hvæsende. Spyttet skumme ud mellem hans læber og hans blottede tænder, og strengen af savl der hang ned fra hans hage, dinglede fra side til side. Hans krop var begyndt at dirre. "I hader mig... I hader mig allesammen." 

"Skat... Lad være...!" Kirstens stemme var kun en hvisken. Hendes hånd gled væk fra munden. "Vi elsker dig...!"

Han satte sig atter i bevægelse. Standsede midt i lokalet så han stod imellem hende og det sønderskudte fjernsyn. Hans blik flakkede. "Hold jeres kæft! Hold jeres kæft!" 

Kirsten strakte med ansigtet forvrænget af gråd, sin arm frem imod ham. Hendes krop skælvede ukontrollabelt af en blanding af gråd og panik. "Vi elsker dig... Vi elsker dig! Benjamin og jeg... Vi elsker dig. Læg geværet fra dig... Niels, læg geværet fra dig... Vi elsker dig!" 

Niels blev stående og kiggede fjernt og forvirret rundt. Så rettede han sit fokus imod Kirsten. Et grusomt smil tegnede sig på hans læber så hans kinder atter dannede de karakteristiske smilehuller. "Skat? Jeg er ikke længere ham, du kan manipulere med. Hav et godt liv, kælling!" Han løftede geværet. Vendte løbet rundt så det pegede op mod loftet. I en bevægelse, der for Kirsten føltes som slowmotion, som varede det flere minutter, førte han løbet ind i munden og pressede det imod ganen. Hendes øjne blev større, hun mærkede hvordan al energi forlod hendes krop. Hendes hjerte sank ned i hendes bryst. Alt føltes uvirkeligt.

Så lød braget. Niels hoved gav et ryk fra sig, som en sky af blod, knoglesplinter og hjernemasse blev skudt ud fra bagsiden af hans kranie og stænkedes imod træloftet. Kirsten så hvordan han vendte det hvide ud af øjnene og hans krop øjeblikkeligt blev slap. Han sank sammen på gulvtæppet med et blødt bump. Geværet landede ved siden af ham. En tyk mørk væske begyndte at brede sig ud fra hendes kranie.

Kirsten blev siddende i chok et par øjeblikke, før det endelig gik op for hende hvad der var sket. Så udstødte hun et højt, sønderrivende skrig, som hun gled ned fra sofaen og grædende, skrigende sank ned på knæ for fødderne af hendes mands lig. 

Kirsten åbnede øjnene og betragtede graven gennem tårerne, der slørede hendes syn. Hun mærkede hvordan kræfterne forsvandt fra hendes krop så hendes muskler og knogler føltes som gelé. Hendes ben knækkede sammen under hende så hun faldt på knæ ved hans grav. Hun bøjede hovedet og begyndte herefter at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...