Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16483Visninger
AA

2. -Kap. 1-

Julie Ravn Bertelsen. Det var hendes navn. Nogen kaldte hende også bare for Julie B. Eller JR. Eller "julepigen", som en af hendes gode venner - en blond fyr ved navn Mathias, hvis foretrukne hverdagsbeklædning var lyse conversesko samt en rød cap der sad omvendt på - fandt det fornøjeligt at kalde hende. Julepigen. Ikke ligefrem det kælenavn, der bragte det mest fornøjelige smil frem på Julies læber. Snarere tværtimod.

Julepigen - eller Nissen - var et kælenavn, som Julie - i al den tid hun havde båret navnet, hvilket mere eller mindre var godt og vel et halvandet år, siden hun startede i 1. g på Odense Gymnasium og lærte Mathias at kende - krummede tæer ved. Hun huskede flere episoder hvor navnet blev brugt i forbindelse med diverse arrangementer og koncerte, som gymnasiet afholdte. Og hvordan det havde fået hende til at krympe sig i ydmygelse, og havde fået hendes kinder til at blusse op i en tomatrød farve, som hun - hvor meget hun end forsøgte på det - ikke var i stand til at skjule for de omkringværende. Hun hadede navnet, hadede det som pesten, hvilket Mathias - provokerende som han var - udmærket godt viste. Og derfor gik og brugte det i flæng, blot for at provokere hende. Det eneste der gjorde, at hun aldrig blev sur på ham - i hvert fald aldrig sådan rigtigt - var, at de var gode venner. Meget gode venner. Nogen ville endda mene at de mere eller mindre var bedste venner, selvom Julie ikke ville betegne dem som sådan. De var meget tætte, ja, men ikke "bedste venner." 

Præcis hvorfor hun havde det sådan, kunne hun ikke forklare, men det var nu engang sådan, hun havde det. Måske primært grundet hendes ekstremt religiøse forældre... Religiøse af den slags, som man tit ser på film. De var ekstremt troende, til det punkt hvor det tit havde gjort Julie bange. De tog biblen bogstaveligt, og alt hvad der havde noget som helst at gøre med intim kontakt til det modsatte køn - det være sig følelsesmæssigt såvel som fysisk - skulle man holde sig fra, da det var "af det onde." Det var i orden at have en ven af det modsatte køn, men herefter var det strengt forbudt at få et dybere personligt kendskab med en, som ikke var en fremtidig kæreste. Især ikke hvis denne person ikke var kristen. Derfor var "bedstevenner" et tabu emne, et forbudt område man som "Guds rene barn" skulle holde sig fra. 

Men altså. Hendes kælenavn var "julepigen". Selvom hun igennem det seneste års tid havde fundet sig i det, var hun på det seneste begyndt at undre sig over, præcis hvorfor Mathias kaldte hende det. Udover den fact, at hun hed "Julie", selvom det ikke rigtig forklarede noget... Hun var langt fra den eneste på gymnasiet, der hed "Julie" til fornavn. Hun kunne allerede komme op på en 15-20 andre der hed Julie... Allesammen i 2.g. Ja, bare i den gruppe, som hun var en del af, var der fire andre - udover hende selv - der havde navnet Julie. Allesammen hende såvel som Mathias' gode venner. Hun havde aldrig tænkt på at spørge ham. Ikke fordi hun var specielt bange for det eller fordi det virkede specielt mærkeligt, men simpelthent fordi hun aldrig havde fundet det relevant.

Men lige nu, som hun sad på det blå togsæde med blikket rettet ud gennem ruden, ud på de forårsgrønne løvtræer der suste forbi på den anden side, mærkede hun hvordan nysgerrigheden begyndte at komme indover hende. De havde lige været på studietur i København... Og der havde det forekommet Julie, at Mathias tiltalte hende som "Julepigen" meget oftere end han plejede. Næsten hver gang han talte til hende. 

Hun vendte sine krystalblå øjne væk fra glasruden for istedet at rette blikket imod venstre. Dér, ved siden af hende, sad Mathias med skyggen på sin cap trukket nedover panden, og med blikket fokuseret imod sin iPhone, hvorfra to sorte ledninger - der endte ude i hans earplugs - stak op fra toppen. Hans ben var nonchalant spredt ud under ham, sådan at hans fodspidser hvilede imod bunden af det modsatte sæde. Hun strøg en lok af sit lange glansfulde brune hår væk fra panden, for istedet at knytte sine fingre sammen og forsigtigt daske ham over toppen af den ene skulder. Mathias reagerede med et grynt, og vendte hovedet imod hende. Hans bryn var spørgende løftet et par centimeter i vejret.

Julie gjorde med fingrende tegn til ham om at tage sine earplugs ud. Mathias adlød uden tøven og trak forsigtigt den ene earplug ud, samtidig med at han med tommelfingeren trykkede to gange på Play-ikonet på telefonens skærm, sådan at musikken blev holdt på pause. 

"Hvad er der?" spurgte han roligt.

Julie bed sig en enkelt gang i underlæben som hun undersøgende betragtede hans nysgerrige blik. Hun kunne ikke lægge en skjul på det lumske smil, der kort tid senere tegnede sig på hendes læber. "Du, Mathias... Nu ved jeg godt det her sygt random. Men... Jeg har længe gået og tænkt over, hvorfor det er du kalder mig for "julepigen"?" 

Mathias blinkede forvirret og trak på skulderen. "Ja, det ved jeg sgu ikke... Fordi jeg kan... Og fordi det irriterer dig." Han skulle til at vende blikket fra hende igen, men tøvede. Kiggede hende i øjnene. Og smilte drillende. "Og hvis du skal til at spørge mig hvorfor jeg også nogengange kalder dig for "nissen", så er svaret ganske ligetil: Du er lækker. Det er nissepiger også. Og så tænkte jeg "hvorfor ikke give hende kælenavnet "nissen" eller "julepigen"? Det ligger jo lige til." Han blinkede kækt og vendte blikket frem, klar til at føre sin earplug op  til øret og fortsætte med at høre musik. 

Men han blev brat afbrudt ved lyden af Julies kække stemme. "Åh. Javel. Må jeg så gerne kalde dig Gustav?" 

Mathias stivnede. Blev siddende og betragtede sædet overfor, inden han i en langsom målrettet bevægelse drejede hovedet mod højre og målløs kiggede sin veninde i øjnene. Hun kiggede tilbage uden antydning af ironi eller sarkasme i sit blik. Et forsigtigt smil tegnede sig på hans læber. "Øhm... Hvad? Hvorfor...?" 

Julie afbrød ham. "Årh, ikke for noget særligt... Jeg tænkte bare, med det der hår der virker du üüüber gay, og så passer navnet Gustav jo temmelig godt, syntes du ikke? Så vi kvit." Hun blinkede drilsk til ham med det ene øje, lavede en flabet kyssemund og vendte herefter blikket ud mod ruden igen.

"Hvem vil ikke gerne have lidt Mathias." Det var blondinen der sad modsat Julie, som sang. Hendes hår var etageklippet - på en måde, der passede ret godt til hende og rent faktisk fremhævede hendes lidt mere sexede træk. Hun afvigede fra både Julie - som var klædt i koksgrå jeans og røde conversesko samt en rød langærmet sweater - og Mathias ved at sidde klædt i posede grå bukser samt en sort addidas-trøje. Hun havde lyserøde æblekinder samt matte grågrønne øjne, der klarede mere op når hun smilte. Hendes navn var Andrea Green, og hun var - ligesom Mathias - en af Julies absolut tætteste venner. Faktisk var hende og Julie på det seneste begyndt at betragte hinanden som "bedsteveninder." Og trods Andreas velsagt grove humor og lidt for kække bemærkninger på visse områder, så var hun stadigvæk en pige som man ikke kunne andet end at holde af. Hun var den slags type, som ville kunne få selv den mest stædige og kedsommelige person til at forlade et lokale med et stort smil på efter intet mindre end 10 minutter. En kvalitet som gjorde, at alle på gymnasiet beundrede hende. 

Mathias skar tænder og rynkede panden. Kørte skiftevis blikket mellem Andrea og Julie, inden han til sidst rystede på hovedet, skilte læberne og begyndte at tale. "Prøv nu og hør her... Mit hår, ikke?" Han tog sin cap af og kørte en hånd henover sit lyse hår, hvorefter han tog cappen på igen og fortsatte. "Det er lavet af fyns fineste hårstrå. Det lægger til familien... Alle er misundelige på mit hår. Det er det man scorer damer på. Så dem der mener at det er gay, de er sgu bare jaloux."

Andrea spærrede øjnene op og udstødte et overdrevent gisp, inden hun - stadig med munden på vid gab for at skjule sit provokerende smil - lænede sig tilbage i sædet. "Nå, ser man det. Javel ja. Jamen... Så fortæl os da om de damer du har scoret, det vil Julie og jeg da hellere end gerne høre mere om."

Mathias kastede et spydigt blik til Andrea, og viste hende en løftet langefinger. Herefter ignorerede han dem begge, puttede istedet sine earplugs i øret og skruede demonstrativt op for musikken. 

Julie kørte sine krystalblå øjne fra Mathias for istedet at føre dem op til Andrea. De kiggede på hinanden i et par korte øjeblikke, hvorefter de begge knækkede grinende sammen. Mathias blev siddende, forsøgte at ignorere deres latter og deres skulende blikke, men kunne alligevel ikke lade være med at kaste sit blik imod dem flere gange. Med en hovedrysten skruede han yderligere et par takker op for musikken, selvom et svagt smil dog langsomt tegnede sig om hans læber. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...