He must be a dream!

Vil ikke afsløre andet, end at det igen er af inspiration fra en af mine drømme, om en vældig god sanger Mika.
Han har skrevet sange som:
Big girl you are beutifull
lollipop
love today,
og en masse andre.
Han er en sanger jeg selv hører meget for tiden, nok derfor jeg fik en drøm om en historie, jeg tror kunne blive god :)
Håber i kommer til at kunne lide den :)
Jeg kan ikke finde ud af at lave trailere, så derfor har jeg valgt at sætte min favorit sang med ham, som trailer :)

2Likes
0Kommentarer
580Visninger
AA

9. Kapitel 9

Hele ugen havde vi øvet duoen, nu sad vi alle i tourbussen på vej til den første koncert Mika skulle spille. Mika og de andre sad helt afslappet, men de havde jo også prøvet det mange gange før, det var min første gang jeg skulle synge for et publikum, på en scene. Nervøsiteten havde allerede meldt sig, det eneste der hjalp en smule på det, var at det var Mika jeg skulle på scenen med, og at det kun var et nummer. 

"Du skal ikke være nervøs min miss Mika, du skal nok klare det rigtig godt, du er en stjerne der snart skal opdages. Og husk på at jeg står på scenen med dig, det gør vi alle sammen, og vi skal nok støtte dig. Hvis du klokker i den skal jeg nok lave noget fjollet så opmærksomheden glider hen på mig igen, der sker dig ikke noget, mit publikum er noget af det bedste, de er venlige, og vil helt sikkert tage godt imod dig." 

Jeg forsøgte at smile beroliget til ham, men det gik ikke helt som jeg ville have det. 

"Lad os synge nogle sange, så kan vi alle slappe af og hygge os, og hjælpe Gabriella med at få nerverne ned igen. Hvem kender en god sang?" 

Alle så hen på mig, jeg rystede først på hovedet, men efter kort tids tænken, vidste jeg hvad vi skulle synge.

"Det er en sang af min yndlings sanger, og mit idol. Jeg tror godt i kender ham, og sangen selvfølgelig. Han har ændret mit liv fuldstændig, på den bedste måde." 

De kiggede undrende på mig, den eneste der forstod hvad jeg mente, var Chris der straks gik igang med at spille Mika´s sang rain.

Chris nikkede til mig, og jeg begyndte at synge sangen.

"Is it really necessary,
Every single day,
You´re making me more ordinary,
In every possible way.
 

The ordinary mind is broken,
You did it and you don´t even know,
You´re leaving me with words unspoken,
You better get back ´caus I´m ready for."

 

Så begyndte de andre at synge med, jeg sang samtidig med Mika, der kiggede mig dybt i øjnene, smilede så godt han nu kunne imens han sang. Vi sang og sang, til chaufføren pludselig stoppede bussen, kom om til os og sagde at vi var der nu. Mika tog mig i hånden, hjalp mig ned af bussens høje trin, og vinkede til folk der allerede var mødt op, med mig i den anden hånd. I bussen havde Mika sagt, at når vi kom ud, ville der med garanti stå nogle publikummer allerede, vente på ham, få ham til at vinke, og nu hvor jeg var med, skule jeg også vinke. Jeg havde blot nikket nervøst, og var gået med ham ud. Folk tog godt imod os, og råbte alt muligt som, sikke yndig et par i er, i passer så godt sammen og så videre. Deres ord fik nervøsiteten til at aftage en smule. 

Mika gik forrest ind i bygningen, viste mig vej til garderoben hvor vi skulle befinde os indtil koncerten startede. Der var en del timer endnu, så Mika og hans band øvede på sangene, og da de nåede til den sang hvor Mika og jeg skulle synge duet, blev jeg bedt om at synge med. Jeg fik at vide at det også ville hjælpe på nervøsiteten, det havde de ret i, mens vi sad der, forsvandt nervøsiteten helt, og jeg følte mig som hjemme. 

Da det var ved at være tid til koncertens start, skiftede vi alle tøj. Jeg tog en af mine lidt finere kjoler på, ikke alt for fin, men bestemt heller ikke en hverdags kjole. Det var faktisk en kjole Mika havde hjulpet mig med at vælge.

"Det er min lykkekjole." 

Forklarede jeg, da jeg så at Mika genkendte kjolen. Han lyste op i et smil, kyssede mig, og tog mig i hånden så vi kunne gå op bag scenen, for nu var der kun få minutter til at hans koncert startede. Duetten Mika og jeg skulle synge, var sang nummer fem, så der gik lidt tid inden jeg også skulle ind på den store scene, og endnu var nervøsiteten ikke kommet tilbage, men det kunne den komme hvert øjeblik det skulle være. 

Mika skulle ind på scenen, gav mig et kys og hviskede at alt nok skulle gå, han ville komme og hente mig når jeg skulle ind og synge med ham. Så stod jeg der tilbage, alene, og så ud på scenen hvor Mika allerede var igang med det første nummer. Til denne koncert startede han ud med lollipop, en sang som alle kendte, og som alle kunne synge med på. Et smil bredte sig på mine læber, hvor var jeg dog stolt over at skulle giftes med sådan en fantastisk sanger. 

Da han havde sunget den fjerde sang, sagde han at de lige måtte have mig undskyldt i to sekunder, så kom han ud til mig.

"Er du klar?" 

Jeg nikkede.

"Godt, for du skal på nu." 

Smilede han, og kyssede mig hurtigt på panden, inden han trak mig med ud på scenen.

"Dette er min forlovede, Gabriella Stenfeld. Jeg har fået hende overtalt til at synge et nummer med mig, hun har aldrig prøvet det før, og er ret så nervøs for det, så det ville hjælpe og begge meget hvis i ville tage godt imod hende." 

Publikum råbte ja, og klappede højlydt da musikken gik igang. Mika begyndte at synge, så ud på publikum og nød det hele i fulde drag. Jeg stod ved siden af ham, nervøs, og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Så jeg lukkede øjnene i et par sekunder, trak vejret dybt ned i maven, og fulgte musikkens rytme med kroppen, ventede på at stedet hvor jeg skulle synge kom. 

Da det kom var jeg ikke nervøs, jeg havde det fantastisk, og sang rent, og nemt. Gik rundt på scenen med Mika i hånden, og uden Mika i hånden. Folk stirrede lamslåede op på mig, imens de prøvede at klappe i takt til musikken. 

Sangen sluttede, og alle klappede på liv og løs.

"Hvad siger i så? Kan hun synge?" 

Alle råbte i et stort kor, at jeg godt kunne synge. Smilet kom frem på mine læber igen, en smule rødt tonede sig frem på mine kinder, men det var ikke så slemt.

"Giv en stor hånd til min forlovede, min miss Mika!" 

Alle klappede, og inden jeg vendte mig for at gå, råbte alle i kor. 

"Kys, kys, kys."

Vi kunne ikke lade dem i stikken, nu hvor de havde taget så godt imod mig, så Mika kyssede mig længe og romantisk, imens alle publikummer piftede, hujede og klappede. 

Jeg gik ud fra scenen, vinkede til publikum, og smilede og var stolt. For første gang havde jeg stået på en scene og sunget, og så med mit idol, min bedsteven, min kæreste, min forlovede og mit hjertes udkårne, Mika. Det var en vidunderlig følelse at stå på scenen, glemme alt andet end sangen, ikke gøre andet end bare at stå og synge, føle sig fri, og være sig selv. 

Mika fortsatte koncerten, og jeg stod ude bag ved hver gang han skulle skifte tøj. 

Koncerten nåede sin slutning.

"Nu i synes så godt om min forlovede, ville det så gøre jer noget at hun kom herud igen, og hjalp mig med afslutnings nummeret? En sang hun også er fantastisk til at synge."

Folk svarede ved at råbe mit navn til jeg kom ind på scenen. Heldigvis vidste jeg at han ville slutte af med min yndlings sang rain, som jeg kendte ud og ind. 

Musikken begyndte, folk sang med, klappede og havde det fantastisk. Koncerten sluttede, og vi skulle tilbage til tour bussen, mellem koncert bygningen og tour bussen, stod en masse mennesker der allerede. Alle spurgte efter en autograf af Mika, men et par enkelte spurgte også om min autograf. Jeg kiggede undrende på Mika, men han nikke blot og gav mig en kuglepind så jeg kunne skrive.

I tour bussen, snakkede vi om hvor godt det var gået. Jeg fik megen ros af dem alle sammen, jeg var for første gang i mit liv, stolt af mig selv. 

"Er der noget galt min miss Mika?" 

Spurgte Mika uroligt da han kort havde set hen på mig. Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg bare var meget træt, at mine muskler havde kørt på fuld styrke på grund af nervøsitet. Han nikkede og sagde godnat til de andre, tog mig i hånden og viste mig ned mod bagenden af bussen.

"Jeg håber ikke at det gør dig noget at vi skal sove i samme seng, for der er ikke plads andre steder, de andre fra bandet sover to i deres senge, og chaufførren sover på sofaen midt i bussen, så der kan jeg heller ikke sove. Men hvis du ikke bryder dig om det før brylluppet, tager jeg bare den ene madras ned på gulvet, så du har sengen for dig selv.

Jeg rystede på hovedet, sagde at han ikke skulle ligge på gulvet, at jeg vidste at han godt kunne holde sig på den rene side. Jeg følte mig træt og øm i hovedet, ikke som jeg plejede at føle når jeg var overtræt, så det gjorde mig ikke noget at Mika skulle sove ved siden af mig, så kunne han hurtigt finde ud af hvis der var noget galt med mig.

"Du ser ikke helt frisk ud, er du sikker på du kun er træt?" 

Jeg rystede uden at vide det på hovedet, og straks var Mika helt henne ved mig. 

"Kom, så støtter jeg dig hen til sengen."

Jeg prøvede at modsige ham, ved at ville sige at jeg havde det fint, men i det samme forsvandt benene under mig. Mika havde hurtigt, som altid, fat i mig, så jeg ikke nåede at slå mig. 

Han bar mig hen til sengen, hvor han forsigtigt lagde mig ned. Han spurgte om han skulle hente en læge, men jeg sagde at jeg nok bare skulle ligge og slappe af. 

"Jeg lægger mig ved siden af dig, så du ved at jeg er her. Og så jeg kan mærke hvis der sker dig noget. Du skal ikke være bange, vi har jo ligget sådan før. Jeg skal nok holde mig tilbage til efter brylluppet, og ikke et sekund før du er klar til mere end kys og kram." 

Jeg vidste at jeg kunne stole på Mika, jeg vidste at han ikke ville gøre noget mod min vilje, det elskede han mig for højt til. Jeg faldt hurtigt i søvn, som om jeg besvimede. 

Jeg vågnede ved at nogen bar på mig, jeg kæmpede med at få øjnene åbnet, det var vanskeligt, men jeg fik dem lige akkurat så åbne, at jeg kunne se at Mika bar mig igen. 

"Hvad laver du?" 

Hviskede jeg hæst, næsten uhørligt.

"Jeg tror hun er ved at vågne igen." 

Mika´s dejlige stemme gav genlyd i mine øre, hvor var der dog varmt herinde. Men vi var ikke herinde, vi befandt os på sygehusets parkeringsplads, Mika bar mig mod receptionen for at få den hjælp jeg behøvede, men alt dette vidste jeg ikke noget om, for jeg var besvimet igen. 

Jeg slog øjnene op, langsomt, på vagt for solens skarpe stråler, der ramte mig hårdt i ansigtet. 

"Jeg fryser." 

Hviskede jeg, ikke sikker på om der var nogen i rummet, men straks var Mika ved min side.

"Miss Mika, åh min gud, du er vågen!" 

Jeg kiggede rystende af kulde, og undrende på ham.

"Hvor er jeg? Det her er ikke din tour bus?"

Han rystede lykkeligt på hovedet, og svarede mig så på hvor jeg var, og hvorfor.

Vi var gået i seng, og havde faktisk sovet et stykke tid, da jeg vågnede ved at du lå og rystede, jeg troede du rystede fordi du frøs, men jeg fandt hurtigt ud af at du havde en voldsom feber. Jeg fik fat i de andre og på chaufføren der blev bedt om at køre til det nærmeste sygehus så hurtigt som muligt. De andre kom med is fra fryseskabet, og fra isterninge beholderen i køleskabet, for at få feberen bare en anelse ned. Du åbnede øjnene en meget lille smule da jeg bar dig fra bussen hen til receptionen, men siden har du været bevidstløs, lige indtil nu. Det er nu to dage siden, men lægerne sagde, at så snart du vågnede var faren ovre." 

Jeg kiggede rundt i rummet, jeg forstod stadig ikke hvad der var sket med mig, hvorfor havde jeg fået så voldsom feber?

"Du fik feberen fordi du har en voldsom lungebetændelse. Hvorfor har du ikke sagt noget om smerter eller vejrtræknings problemer?" 

Jeg kiggede uforstående på mig, jeg havde ikke mærket nogen smerter, eller haft vejrtrækningsproblemer. Ikke før efter koncerten.

"Jeg mærkede det først efter koncerten, indtil da har jeg hverken haft ondt eller noget. Men hvad med min far? Ved han noget om dette?" 

Mika nikkede, forklarede at min far var blevet beordret til at blive hjemme af sygehuset, han ville alligevel ikke kunne hjælpe dig. Jeg lovede at jeg ringede til ham så snart du vågnede, miss Mika, du var tæt på at dø." 

En tårer trillede ned af hans kind, jeg tørrede den blidt væk, og klemte hans hånd stille og blidt.

"Så let slipper du ikke af med mig, jeg vil have del i vores store dag!" 

Det fik et lille smil frem på Mika´s læber.

"Det var godt, at undvære dig ville være det værste jeg skulle. Du og jeg hører sammen, hver for sig dur vi ikke." 

Det kunne jeg kun give ham ret i, hvis jeg mistede ham, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. Det ville på ingen måde kunne blive som før jeg mødte ham, som før jeg forelskede mig i den altid kærlige, charmerende og glade Mika. Endnu havde jeg aldrig set ham sur, til gengæld havde jeg set ham græde, som nu. Begge gange havde det været af lettelse for at der ikke var sket mig noget. 

"Mika, hvornår er din næste koncert? Og hvor mange har du måttet aflyse for min skyld?" 

Han kiggede på mig, uden at ansigtstrækkene ændrede sig det mindste. 

"Kun en enkelt, men jeg tager ikke til koncerten i aften, jeg skal være her hos dig." 

Jeg rystede på hovedet og sagde at han ikke måtte skuffe sine fans for min skyld, han kunne jo altid komme og besøge mig bagefter. Jeg var sikkert også snart rask igen så jeg kunne komme og se ham igen.

"Du får ikke lov til at nøjes med at se på, mit publikum elskede dig den aften, du skulle se nogle af de kommentarer jeg har fået på twitter, alle sammen er positive. Mange skriver at vi burde synge flere sange sammen, og at du også burde blive sanger." 

Jeg så overrasket på ham, den havde jeg ikke set komme. Jeg kunne godt huske at de havde klappet ekstremt meget, men jeg troede ikke at de ville skrive sådan med at jeg burde blive sanger, og at Mika og jeg burde skrive flere sange sammen. Men måske det var en god ide? Så skulle vi jo heller ikke være så længe væk fra hinanden af gangen, det var jo kun en god ting, var det ikke? Men hvad nu hvis det blev for meget, at være sammen med hinanden hele tiden, hver dag? Hvad hvis vores forhold gik tabt på grund af gnister der tit opstår af at to mennesker er for meget sammen? Jeg ville på ingen måde kunne klare at miste ham igen. Sidst var det min egen skyld, men det måtte ikke ske igen, det kunne ikke ske.

"Jeg tror ikke det er en god idé at vi synger for meget sammen, sæt nu vi bliver trætte af at have den anden op ad siden hele tiden, at gå i samme bus, sove i samme seng, alt sammen, hver dag i meget lang tid."

Han nikkede indrømmende.

"Du har nok ret, men vi kan jo altid lave nogle enkelte numre sammen en gang i mellem, og så du tager med på tour en gang i mellem. Så du også får en pause fra det derhjemme, og så hjem igen efter touren, så du kan få en pause fra tour livet?" 

Jeg nikkede, det lød som en rigtig god idé. På den måde ville ingen af os blive trætte af hinanden, forhåbenlig ikke ihvertfald.

Han kyssede mig blidt på kinden, og sagde at hvis han skulle nå til aftenens koncert, måtte han desværre tage afsted nu.

"Jeg kommer til at savne dig frygteligt min miss Mika." 

"Jeg kommer også til at savne dig Mika, men vi ses jo snart igen, jeg skal nok være her når du kommer tilbage." 

Løgn var det jo ikke, Mika havde sagt at jeg ihvertfald ikke kom ud fra sygehuset de næste to dage. Jeg håbede bare at jeg var rask nok til at komme til hans sidste koncert på denne lille tour, det ville gøre ham så glad. 

Mika vendte sig om flere gange på vej ud af døren, for at sende luftkys hen til mig, han havde sværere ved at sige farvel end jeg selv havde. En læge kom ind og skulle undersøge mig, for at tjekke om den medicin jeg fik var nok, for lidt eller for meget, og om den overhovedet hjalp mig.

"Tror de jeg er rask nok til at kunne komme til min forlovedes sidste koncert på søndag?" 

Spurgte jeg forsigtig lægen da han var færdig med undersøgelserne. 

"Det tror jeg bestemt de er frøken. Han holder meget af dem, og de af ham kan jeg se. Jeg har i mine syvogtyve år som overlæge aldrig set en mand være så bekymret for sin forlovede, kone eller kæreste. Aldrig, ham kan de på alle måder være stolt af."

Jeg nikkede, og forsikrede ham for, at jeg var så stolt af ham, som et menneske overhovedet kunne være af andre mennesker. 

"Men hvordan mener de bekymret?" 

"Jo, han sad ved dem hele tiden, sov meget lidt af gangen, og ved den mindste bevægelse eller ændring af deres adfærd i sygesengen, styrtede han ud af en læge eller sygeplejerske. Han sad med kølige klude på deres pande hele tiden, sørgede for at der hele tiden var isterninger rundt om dem, ja han var faktisk mere en sygeplejerske for dem, end sygehusets egne." 

Jeg kunne ikke skjule et kærligt smil, så bekymrende han dog kunne være for at der skete mig noget. Jo, jeg havde helt sikkert været umådelig heldig med at finde ham, og endnu mere heldig at jeg skulle giftes med ham. Han havde allerede givet mig så meget, og hvad havde jeg givet ham? Nej, jeg skulle blive rask så jeg kunne komme til hans søndags koncert, det skulle jeg bare, for Mika´s skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...