He must be a dream!

Vil ikke afsløre andet, end at det igen er af inspiration fra en af mine drømme, om en vældig god sanger Mika.
Han har skrevet sange som:
Big girl you are beutifull
lollipop
love today,
og en masse andre.
Han er en sanger jeg selv hører meget for tiden, nok derfor jeg fik en drøm om en historie, jeg tror kunne blive god :)
Håber i kommer til at kunne lide den :)
Jeg kan ikke finde ud af at lave trailere, så derfor har jeg valgt at sætte min favorit sang med ham, som trailer :)

2Likes
0Kommentarer
566Visninger
AA

6. Kapitel 6

Jeg måtte langt om længe komme ud af sengen igen, dog ikke for længe af gangen, men det overholdt jeg nu også meget pænt, for der skulle ikke meget til at gøre mig træt. Men hovedsagen var, at Mika og jeg nu var sammen igen, og at det ikke så ud til at skulle ændres nogensinde igen.

Jeg gik i parken, hånd i hånd med Mika. Jeg fik det bedre dag for dag, og lægen havde sagt at jeg var helt rask om et par dage. 

Vejret var vidunderligt, fuglene sang overalt i parken, et stykker herfra hørtes heste vrinsk. 

Mika stoppede op, og gjorde tegn til at sætte sig på en smuk bakketop. Vi satte os ned, og så ud over marker og enge. Alt var perfekt, der gik ikke længe før jeg kom i tanke om hvor vi sad.

"Det var jo her vi sad den første aften du var her på gården, da du lagde din hånd i min."

Han smilede.

"Ja, og da jeg prøvede at kysse dig løb du væk, jeg troede at jeg havde skræmt dig væk. Og nu, nu skal jeg nærmest skubbe dig væk igen, bare for at få lidt luft." 

Sagde han drillende. Jeg kunne ikke lade være med at grine, vi sad begge og hev efter vejret et stykke tid, da Mika pludselig blev helt hvid i hovedet, og seriøs. 

"Hvad er der galt Mika? Er du blevet dårlig? Skal jeg hente hjælp?" 

Spurgte jeg fortvivlet, bange og nervøs for hvad der var galt med ham. Men han rystede bare på hovedet.

"Jeg er ikke syg, eller dårlig. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige det her, det er ikke bare noget der bare kan siges." 

Mit humør dalede end del.

"Har du en anden?" 

Hviskede jeg, bange for hans svar. Han kiggede undrende på mig, og brød så ud i latter igen.

"Nej, så slemt er det dog ikke. Dit fjollehoved, du ved jo udemærket godt, at jeg kun har dig, og jeg kun vil have dig." 

Jeg kiggede undrende på ham, men også lettet.

"Hvad er det så? Du gør mig helt bekymret, du ligner en der har set et spøgelse." 

Hans smil blev denne gang, men den hvide farve var tilbage.

"Det er ikke nemt for en mand at sige, slet ikke overfor en utrolig smuk kvinde." 

Jeg kunne ikke lade være, jeg nåede ikke at tænke mig om, før det braste ud af mig.

"Du da vel ikke til mænd, er du?" 

Han brød ud i latter igen, men blev straks seriøst igen.

"Nej miss Mika, det er jeg ikke. Det ville altså være en del nemmere for mig at få ud, hvis du ikke afbrød med dine morsomme kommentare og bekymringer hele tiden." 

Jeg kiggede flovt ned i jorden.

"Undskyld Mika, fortsæt bare, jeg skal nok lytte." 

Han tog min ene hånd i sin, og vendte ansigtet mod sit, jeg igen kiggede ind i hans perfekte brune øjne. Hvorfor var han pludselig så seriøst og nervøs? Det lignede ham ikke.

"Miss Mika, du ved at jeg kun elsker dig, at mit hjerte har valgt dig, og ikke kan fungere uden dig. Et liv uden dig, kan ikke tænkes. Vi har kendt hinanden i kort tid, og på den korte tid, har vi allerede oplevet modgang, men jeg er sikker på at vi kan få det til at fungere imellem os, hvis bare vi begge kæmper, og vil det. Jeg kan ikke forestille mig nogen anden kvinde stå ved min side, end dig. Så derfor, miss Mika, har jeg snakket med din far, og spørger dig hermed af hele mit hjerte. Gabriella Stenfeld, vil du gøre mig den enorme ære, at blive min hustru?" 

Jeg tabte mæglet, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, det kom helt bag på mig, at han havde bedt mig om at gå en tur med sig, for at fri til mig. Der var jo ingen tvivl, jeg elskede ham højere end noget andet på denne jord, så hvorfor tøvede jeg? Ordene skulle synke ind, og det tog sin tid, men da det gik op for mig, at han rent faktisk havde friet til mig, tøvede jeg ikke et sekund med at nikke ivrigt og sige ja en million gange. Hans ansigt blev lettet, han knugede sig tæt ind til mig, og overdyngede mig med kys. Blide, kærlige og fyldt med løfter. 

"Nu er du rigtigt min miss Mika, jeg elsker dig Gabriella Stenfeld, du har gjort mig til verdens lykkeligste mand." 

Han rejste sig, og hev mig ihærdigt med op. Tog mig i sine arme og svingede mig rundt og rundt, lykken brusede igennem min lille krop, det var altså sådan det føltes når man havde sagt ja til sit hjertes udkårne, manden i sit liv, den mand man ville dele alt med. Det var en vidunderlig følelse, og jeg kunne ikke vente med at skulle fortælle min far og stuepigen, at Mika og jeg havde forlovet os. 

Vi gik hånd i hånd tilbage til hovedbygningen, lette som svævede vi på en evig sky af lykke og glæde. Ingenting kunne slå os ned, fra den smukke, vidunderlige lyserøde sky. Det eneste der kunne have gjort dette øjeblik endnu bedre, var hvis min mor stadig levede. Hun ville have været så stolt, og glædet sig til at skulle finde kjole med mig, og hjælpe mig med alt muligt bryllups hejs. Alt dette måtte jeg nu klare alene, eller med min far og stuepigen, men det ville nok aldrig være det samme alligevel. 

"Far, kom ind i stuen, vi har noget at fortælle jer." 

Jeg havde allerede hentet stuepigen.

"I behøver ikke fortælle noget, udstrålingen hos Mika fortæller at du takkede ja til hans frieri,  og din egen udstråling, siger ren lykke! Det må, og skal fejres med champagne og god mad!" 

Min far nærmest løb ned i vindkælderen efter den bedste, og dyreste champagne han havde.

"Den her er gemt til en ganske særlig lejlighed, og efter min mening at dømme, er jeres forlovelse en ganske særlig lejlighed. Men en ting siger jeg dig Mika, du må passe på min lille pige." 

Mika nikkede, med sit vidunderlige smil, imens han så mig dybt i øjnene.

"Det lover jeg sir. Jeg vil gå gennem ild og vand for hende, jeg vil tage en kugle for hende hvis jeg kunne." 

Min far nikkede lykkeligt, for første gang siden min mors død, var min far glad og lykkelig.

"Det er jeg ikke i tvivl om at du vil Mika, jeg kan ikke komme på nogen bedre ung mand at give min elskede datter bort til." 

Jeg gav min far et kram, og stod sådan til jeg mærkede noget vådt dryppe ned på min skulder.

"Nej nu går det ikke længere, lad os hellere skåle i champagne inden jeg drukner min datter i tårer." 

Vi smilede alle, og skålede.

"Må i få en lykke fyldt fremtid sammen frøken Gabriella, og hr. Mika." 

Vi takkede stuepigen, og gav hende et venskabeligt kram.

"Jeg tror at det står helt klart for alle hvem der skal være min brudepige. Ella, vil de gøre mig den ære, at være min brudepige til brylluppet?" 

Ella, min stuepige og bedste veninde tabte næsten sit glas med champagne.

"Det vil være mig en ære frøken Gabriella. En udsøgt ære." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...