He must be a dream!

Vil ikke afsløre andet, end at det igen er af inspiration fra en af mine drømme, om en vældig god sanger Mika.
Han har skrevet sange som:
Big girl you are beutifull
lollipop
love today,
og en masse andre.
Han er en sanger jeg selv hører meget for tiden, nok derfor jeg fik en drøm om en historie, jeg tror kunne blive god :)
Håber i kommer til at kunne lide den :)
Jeg kan ikke finde ud af at lave trailere, så derfor har jeg valgt at sætte min favorit sang med ham, som trailer :)

2Likes
0Kommentarer
627Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg vågnede endnu engang på mit tomme værelse, her var efterhånden rodet, men jeg lod ikke min stuepige komme ind for at rydde op, jeg ville være mig selv. Det var nu en uge siden Mika og mit´s brud, og jeg havde bestemt ikke fået det bedre. 

Min far havde adskillelige gange prøvet at snakke med mig, igennem døren, for jeg lukkede ikke nogen ind, tog kun maden de stillede på den anden side af døren, spiste den, og lagde mig til at sove igen. Jeg havde ikke overskud til andet end at sove, og sove og sove. Mit liv var ligegyldigt nu, jeg så ingen grund til at gå ud og leve det, og blive såret igen. Selv Mika havde prøvet at tale med mig igen og igen, men hver gang satte jeg bare højt musik på. Jeg savnede ham frygteligt, måske det var derfor jeg tændte musikken, for ikke at høre hans vidunderlige stemme som med garanti kunne få mig overtalt til at gå tilbage til ham, så han kunne få sin elskede herregård, og bruge alle pengene jeg engang om mange år skal arve. Men han kan tro nej, fra nu af har jeg besluttet at jeg kun vil være mig selv til evig tid, aldrig vil jeg dele mit liv med nogen, og da slet ikke en mand. Mænd er kun til problemer.

En dag hørte jeg min far stå nede i haven, ikke langt fra min altan. Det var helt sikker ikke meningen at jeg skulle høre hvad han snakkede med min stuepige om, men det gjorde jeg altså, og det jeg hørte gjorde ondt helt ind til knoglerne. Jeg havde gjort min far ondt igen.

"Hvis hun så bare ville komme ud fra det værelse, så man i det mindste kunne se om hun var okay. Så man kunne hjælpe hende. Jeg skulle aldrig have henvendt mig til Mika, da jeg så at han manglede en herregård til sin musik video. Det hele er min skyld, det er min skyld at hun igen er ulykkelig."

Jeg gik hen på sengen, og græd og græd i flere timer, hvorfor skulle jeg altid gøre min far ked atf det på en eller anden måde. Jeg måtte stå op, for hans skyld, men først skulle jeg have et bad. Det trængte jeg vist til, og måske det ville fjerne lidt af trætheden.

Men det gjorde badet ikke, det gjorde det hele værre, men op skulle jeg, for min fars skyld.

Jeg gik langsomt ned af trapperne, og om mod det sted i haven jeg havde hørt ham stå og snakke med min stuepige. De stod der stadig, og spærrede øjnene op da de så mig. Jeg var vel heller ikke et kønt syn med sorte render under øjnene, ingen make up til at få det til at se bare en smule normalt ud. 

"Jamen lille skat dog, er du okay?" 

Jeg nikkede, og smilede. 

"Jeg er okay far, jeg er bare træt. Jeg trængte bare sådan til at komme ud, jeg vil gerne ned i stalden lidt, og se til Flower Point, er det okay?" 

Min far nikkede, han turde ikke tro sine egne øjne, han lille pige var langt om længe kommet ud fra sit værelse, måske han langt om længe kunne hjælpe hende. 

Jeg gik ned mod staldene, uden den store lyst til at se nogen af hestene. Alligevel trak jeg Flower Point ud af boksen, striglede hende, sadlede hende op, og red ud mod skoven. 

Det føltes dejligt befriende at få vinden i hovedet, jeg følte mig fri. For første gang i over en uge, følte jeg mig fri som vinden igen. Jeg var høj af friheden til at være mig, høj af naturens lufte og dufte. Så høj på naturen, at jeg ikke så den gren der kom hastigt imod mig, ikke før det var forsent og jeg red ind i den, og faldt af hesten. Jeg slog hovedet ret voldsomt, mere husker jeg ikke, for lyset forsvandt, og en stor sort, tyk tåge sluttede sig kvælende om mig.

Jeg mærkede nogen eller noget løfte mig op, vinden blæste igen mod mit ansigt. Sikke nogle underlige bump, jeg kunne ikke åbne øjnene, de var for tunge, men jeg fyldtes med en vidunderlig træt følelse. 

Det næste jeg husker er at jeg vågnede på mit værelse, ør i hovedet, og uden at vide hvordan jeg var havnet der. Jeg var jo redet ud i skoven, jeg havde ramt en gren og var faldet af Flower Point, men hvordan jeg var endt her, huskede jeg ikke. 

"Hvordan er jeg kommet herhjem?" 

Spurgte jeg svagt, nærmest hviskende. Selv min hviskende stemme skar som glas i mit hoved, fordømte hovedpine. 

"Mika så dig ride ud i skoven, og da han så hesten komme alene tilbage sprang han op, og red ud for at lede efter dig. Havde han ikke fundet dig, var du død. Jeg har snakket med ham om det med dig og ham, og hørt hans forklaring. Og jeg synes helt sikkert at du skulle prøve at høre den, når du har det bedre." 

Jeg nikkede sløvt, og lod lægen undersøge mig.

"Hun ser ud til at have en voldsom hjernerystelse, hun skal ligge i sengen i minimum en uge, men hun kan tage imod besøg imorgen, hvis hun selv føler behov for det. Jeg har hørt jeres stuepige fortælle om hendes væremåde den sidste uges tid, det kunne meget vel tyde på en depression, men det vil jeg helst snakke med hende om, for at tjekke om hun har, så jeg kommer igen imorgen eftermiddag." 

Min far nikkede, og fulgte lægen ned til hovedøren, takkede ham for hjælpen, og gik så tilbage til mig.

"Gabriella, du må aldrig gøre mig så bange igen, jeg troede jeg havde mistet dig da Mika kom gående med dig i sine arme, du hang så slapt, at jeg troede du var død."

En tårer trillede ned af min kind.

"Undskyld far, undskyld at jeg bliver ved med at gøre dig ked af det."

Han kiggede undrende på mig, og spurgte hvad jeg mente med det.

"Jeg har hørt et par af dine samtaler med stuepigen, hvor du siger at min lykke betyder alt for dig. Jeg hørte dig i morges hvor du sagde at det hele var din skyld. Det må du ikke tro far, det er ikke din skyld." 

Min fars kinder var fyldt med tårer.

"Det var ikke meningen at du skulle høre det, men ja, din lykke betyder alt for mig. Jeg kan se hvor hårdt det tager på dig, ikke at være sammen med Mika. Jeg skulle ikke have sagt noget til nogen, jeg skulle have blandet mig udenom, kan du nogensinde tilgive mig min pige?"

Jeg nikkede svagt, og sagde at der ikke var noget at tilgive ham for, han havde været den far alle piger drømte om at have. Han havde altid været der for mig når jeg var ked af det, han havde altid fået mig op på hesten igen når jeg var faldet af. Det var ham der støttede mig i alt. Min far var virkelig verdens bedste far.

"Jeg synes du skal tale med Mika imorgen hvis du har kræfter til det, vil du det?" 

Endnu en tårer gled ned af min kind.

"Jeg ville give alt for at snakke med ham nu, jeg har ikke behandlet ham ordenligt, jeg savner ham sådan far. Jeg savner ham af hele mit hjerte, at høre rygterne fra haven om at han har fundet en anden, var ikke til at bære, men jeg vil sige undskyld, så han ikke bære nag mere."

Min far nikkede, og bad stuepigen om at hente Mika med det samme. 

"Men de rygter kan du vist godt skyde en hvid pil efter, det var bare stuepigen der rendte ned til ham hver aften, for at fortælle om hvordan det gik dig. Gabriella, han har været ude af sig selv hver gang han fik at vide at du stadig ikke var kommet ud fra dit værelse, han elsker dig virkelig. Og hvis du elsker ham, kan intet stoppe jer fra at få hinanden, end ikke rygter. Jeg fandt ud af hvem der havde spredt rygtet, og han er nu afskediget sin plads her på gården." 

Jeg nikkede, og kæmpede med at holde øjnene åbne. Jeg måtte og skulle snakke med Mika, det kunne og skulle ikke vente til imorgen. 

Det bankede forsigtigt på døren.

"Hr. Mika er her nu sir. skal jeg lukke ham ind?"

Min far så på mig, der nikkede, lidt for ivrigt, for det hele svimlede for mig i samme sekund.

Mika trådte forsigtigt ind, med en udtørret tårer på kinden.

"Du har grædt?" 

Sagde jeg svagt, forsigtigt, og næsten lydløst. Han nikkede blot, og kom et skridt nærmere.

"Far, må vi være alene et øjeblik?"

Min far nikkede igen, og sagde at Mika bare skulle kalde, så kom en af dem op til mig. Jeg nikkede langsomt, for enhver bevægelse sendte smertende bølger igennem mit hoved.

Da min far og stuepigen var gået, bad jeg lavt Mika om at komme hen på sengen til mig. Han tøvede, men kom så med langsomme, nervøse og forsigtige skridt.

"Jeg er så ked af det Miss Mika, det hele er min skyld, kan du nogensinde tilgive mig?" 

Jeg rystede langsomt på hovedet, og et smertefyldt udtryk tog form i Mika´s blik. 

"Der er ikke noget at tilgive dig for, du har ikke gjort noget. Det er mig der har været urimelig mod dig. Kan du tilgive mig?" 

"Jeg tilgav dig allerede da du løb fra mig, og jeg havde tilgivet dig om du så havde stukket en kniv igennem mit hjerte. For uden dig, er alt lige meget miss Mika." 

En næsten usynlig tårer blev tørret bort fra hans kind.

"Må jeg nu ikke se dig græde? Du har set mig græde Mika, og som en klog, flot ung mand engang sagde til mig, tårer er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på omsorg og styrke. Kom, sæt dig herhen til mig, jeg trænger sådan til at mærke dine arme om mig." 

Han satte sig helt tæt på mig, og lagde forsigtigt armene om mig, bange for at ramme mit hoved, og gøre smerten værre. Men så snart hans fingre strejfede min hud, forsvandt smerten det sted, og fyldte mig istedet med en vidunderlig varme. 

"Jeg elsker dig jo stadig Mika, jeg vil ikke skilles fra dig igen." 

Mika aede forsigtigt min kind imens han hviskede ind mod mit hår.

"Jeg elsker også dig miss Mika, jeg vil aldrig forlade dig igen. Hvis der sker noget en anden gang imellem os, giver jeg ikke op, jeg bryder ind på dit værelse hvis det er nødvendigt."

Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans vidunderlige, bløde, halv mørke stemme. Den lød som musik i mine øre. 

Jeg puttede mig længere ind til Mika, lagde mig til rette, og faldt kort efter i søvn. Det samme gjorde Mika åbenbart, for dagen efter blev vi vækket af min fars blide stemme, og Mika´s arme lå stadig beskyttende om mig. Et smil strejfede min mund, jeg følte lykken bruse igennem mig endnu engang. Mika var hos mig igen, så var alt andet lige meget.

Jeg var hans igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...