He must be a dream!

Vil ikke afsløre andet, end at det igen er af inspiration fra en af mine drømme, om en vældig god sanger Mika.
Han har skrevet sange som:
Big girl you are beutifull
lollipop
love today,
og en masse andre.
Han er en sanger jeg selv hører meget for tiden, nok derfor jeg fik en drøm om en historie, jeg tror kunne blive god :)
Håber i kommer til at kunne lide den :)
Jeg kan ikke finde ud af at lave trailere, så derfor har jeg valgt at sætte min favorit sang med ham, som trailer :)

2Likes
0Kommentarer
574Visninger
AA

3. Kapitel 3

Vi spiste i tavshed, han sagde ikke noget fordi han var bange for at virke for frembrusende efter sin kærlighedserklæring til mig, og jeg sagde ikke noget fordi jeg ikke vidste hvad jeg kunne, eller skulle sige, altså jeg havde det jo på samme måde, men når jeg prøvede at sige noget om at jeg kunne lide ham, kom jeg til at snakke om vejret, eller om den morgenmad han havde bragt med over på den lille ø. Mika var mange ting efter mit hoved, han var en fantastisk sanger, mit idol, og utroligt romantisk, en drømme fyr. Jeg var igen bange for at jeg blot drømte, men da jeg nev mig kom smerten, så det kunne det jo ikke være.

"Nu det anden gang mens vi er sammen, at du niver dig i armen, hvorfor gør du det?"

Jeg rødmede og så ned i jorden, men svarede ham lavt næsten hviskende.

"Fordi jeg er bange for at det hele er en drøm."

Han kiggede undrende på mig. 

"At hvad bare er en drøm?"

Jeg kiggede ud mod vandet på den lille sø, undgik øjenkontakt med ham. Det var nu jeg skulle indrømme det hele, og det kunne jeg ikke gøre hvis jeg kiggede på ham, havde øjenkontakt med ham, det kunne jeg bare ikke, det ville være for ydmygende.

"Jeg er bange for at alt det med dig er en drøm, at jeg kun kender dig i drømme, at jeg kun har gået sammen med dig i drømme. Da vi sad på bakken, hvor du lagde din hånd i min, jeg er bange for at alt sammen bare er en drøm, at du slet ikke er her, at vi slet ikke er her."

Det var den eneste måde jeg kunne sige til ham at jeg kunne lide ham, uden egentligt at sige det direkte.

"Så du kan også lide mig?"

Jeg nikkede stille, næsten usynligt, men han så det.

"Det er åndsvagt, jeg ved det godt. Jeg har jo kun lige mødt dig, vi har ikke haft noget tid sammen, snakket ordenligt sammen eller noget der kunne gøre at jeg faldt for dig."

Han smilede til mig, vendte mit ansigt mod hans og så mig dybt ind i øjnene.

"Det er ikke åndsvagt, intet ved dig er åndsvagt, jeg har det på nøjagtigt samme måde, jeg er faldet helt og fuldstændigt for dig. Til trods for at vi kun har kendt i hinanden i to dage, nu på tredje dagen, har jeg, som jeg tidligere har sagt, aldrig haft sådanne følelser for nogen før, aldrig. Jeg troede aldrig at jeg ville finde kærligheden, mit hjertes udkårne, men det har jeg nu."

Jeg forsøgte at kigge væk, men han fastholdt mit blik. Han slap ikke mit ansigt, så mig blot dybt i øjnene, imens hans mund nærmede sig mine. Denne gang kunne jeg ikke løbe væk, jeg ville heller ikke. Hans bløde, varme læber ramte forsigtigt mine i et lidenskabeligt kys. Det sekund enhver pige drømte om at få med deres største idol, var nu sket for mig. Jeg ville ønske at det blev ved for evigt, men alle gode ting må have en ende, og hvis vi ikke skulle opdages, måtte vi tilbage inden de andre vågnede. Min stuepige var med garanti allerede vågen, men hende kunne man stole på, hun dækkede over mig med største fornøjelse. Og hvis min far fik nys om det, ville det ikke være en katastrofe, han ønskede jo at jeg var lykkelig, det var jeg lige nu, i dette øjeblik, på den lille ø, i den lille sø ved vores herregård. Mit barndoms hjem, et sted der havde budt mig gode, og sørgelige stunder. Dette øjeblik hørte end ikke til i de gode øjeblikke, dette øjeblik havde sin helt egen kategori, nemlig lykke.

"Vi må hellere sejle tilbage, så din far ikke ser os sådan her, han ser nok at du finder en af høj stand."

Mika lød en anelse bedrøvet, men alligevel ikke helt opgivende.

"Kan du ikke huske aftenen til igår? Hvor jeg var løbet ned i staldene på stutteriet? Jeg fortalte ikke hele sandheden. Det var ikke bare en hvilken som helst mand han håbede på jeg fandt sammen med. Jeg hørte ham sige til min stuepige, at nu hvor jeg skulle spise middag med dig, kunne det være at der udviklede sig noget mellem os, at han håbede at jeg fandt den rette mand i dig. Det må jeg give ham, det har jeg." 

Igen rødmede jeg, men det forsvandt så snart hans læber igen rørte mine, fjerlet og blidt, bange for at skræmme mig væk, bange for at ødelægge mig hvis han var for voldsom.

"Gabriella, jeg elsker dig virkelig, du er min miss Mika." 

Miss Mika, det kaldte han mig, lige inden han kyssede mig romantiks, blidt og vidunderligt. Hans læber legede med mine, hans ene hånd gled om til min nakke, og aede mig med blide, forsigtige tag. 

Vi gik tilbage til båden, og sejlede tilbage.

I hovedbygningen stødte jeg ind i min stuepige.

"Jamen frøken Gabriella, har de været ude i nat?"

Jeg rystede på hovedet, og sagde at hvis hun gik med op på værelset, skulle hun få en forklaring. Hun fulgte med, og lyttede nysgerrigt og troskyldigt på hvad jeg sagde. 

"Hold da op, det må jeg nok sige frøken. Jeg umådeligt glad på deres vegne, og du kan trygt stole på at din far ikke får besked om dette endnu." 

Vi sad et stykke tid og snakkede om det hele, da jeg hørte min far komme gående, kaldene på mig.

"Kan du ikke sige til min far at jeg er i bad? Jeg trænger så frygteligt, og jeg vil så gerne se pæn ud når jeg skal ned til Mika i aften til middag."

Min stuepige nikkede forstående, og gik ud til min far, fortalte at jeg var i bad, og var ved at gøre mig klar til middagen med Mika.

"Så det er hun, har du hørt noget nyt på den front?"

Spurgte han nysgerrigt, og en anelse bekymret. Hvad nu hvis det var en der ville såre mig, eller jeg ikke faldt for Mika. Han var af godt parti, berømt og lidt af hvert, men det var min far ligeglad med, vi var jo selv rige, han tænkte mest på om Mika var en der kunne gøre mig lykkelig, om det kunne være ham jeg ville slå mig ned med, og muligvis skænke ham nogle børnebørn med om nogle år. På en og samme tid med at han håbede at jeg besluttede mig for at Mika var den rette, var han bekymret, han ville jo miste sin lille pige, vi ville ganske vist ikke bo ret langt væk, vi ville skulle flytte ned i den lille hytte, hvor Mika befandt sig nu, indtil jeg skulle arve herregården, men selvom afstanden til hans lille pige ville blive kort, mindede det ham brutalt om, at hans lille pige pludselig ikke var så lille mere.

Stuepigen fortalte ingenting, præcis som hun havde lovet, men det behøvede hun nu heller ikke, for den måde Mika og jeg lyste op, når hinandens navne blev nævnt, sagde en del.

"Jeg håber bare at han kan gøre min lille pige lykkelig, det fortjener hun."

"Det gør hun bestemt sir. Jeg ønsker hende alt lykke, og jeg beder hver aften for at hun vil få det nemt og lykkeligt med ham, for selvom de kun har kendt hinanden så kort tid, synes jeg at de passer umådeligt godt sammen, hvis jeg må sige det sir."

"Det må du ihvertfald, for jeg har det på præcis samme måde. Nå, men lad os nu s hvor alt dette bære hen."

Min stuepige nikkede, og sammen gik de mod køkkenet. 

Jeg lå i badekarret, tænkte på vores lille stævnemøde nede ved den lille sø, på de ord han havde sagt mig, og de ord jeg havde sagt ham. Jeg følte mig ikke lykkelig, for jeg vidste at jeg var lykkelig nu, det jeg følte nu, var, at ingen eller intet kunne tage lykken fra mig nu. 

Jeg var sikker på at jeg havde fundet min eneste ene, den mand mit hjerte bankede for, den mand der kunne helbrede mine sår, den mand jeg ville dele resten af livet med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...