He must be a dream!

Vil ikke afsløre andet, end at det igen er af inspiration fra en af mine drømme, om en vældig god sanger Mika.
Han har skrevet sange som:
Big girl you are beutifull
lollipop
love today,
og en masse andre.
Han er en sanger jeg selv hører meget for tiden, nok derfor jeg fik en drøm om en historie, jeg tror kunne blive god :)
Håber i kommer til at kunne lide den :)
Jeg kan ikke finde ud af at lave trailere, så derfor har jeg valgt at sætte min favorit sang med ham, som trailer :)

2Likes
0Kommentarer
580Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg vågnede af duften, en duft jeg kendte ganske godt, æg, bacon og små pølser, min livret af morgenspise. Men var hun ikke tidligt igang min stuepige? Hun vidste da godt at det var lørdag, til og med første dag i ferien. 

Jeg gned mine øjne, og så mig forskrækket om, dette var ikke mit soveværelse, hvor var jeg? og hvordan var jeg endt her? 

Det bankede stille på døren, jeg svarede stille og forskræmt kom ind, men så snart jeg så Mika, kom jeg i tanke om det hele. Jeg havde jo overhørt min fars samtale med min stuepige, om hvor vigtigt det var for ham at jeg var glad og lykkelig, og at det kun var derfor han havde presset på med unge mænd på min egen alder. Det hele var blevet for meget for mig, jeg var løbet ned i stutteriet til Flower Point, hvor Mika havde fundet mig, og bragt mig til hytten her. Jeg satte mig op i sengen, forskrækket over alt det jeg pludselig kom i tanke om fra dagen før, at jeg havde ligget tæt ind til ham, for at søge trøst, og at han havde holdt om mig for at trøste mig. Mika havde trøstet mig, og hvad endnu værre var, han havde set mig græde. Alt det der ikke måtte ske, var sket, for øjnene af mig, uden at jeg havde gjort den mindste form for modstand, jeg havde ladet ham se mine svagheder, jeg havde ladet ham se mig som svag. 

Jeg ville gå ud af sengen, men inden jeg nåede noget som helst havde Mika beordret mig tilbage i sengen. 

"Jeg ved hvorfor du vil gå, jeg har set dig græde, og jeg har trøstet dig, jeg har set dig være svag. Men Gabriella, du var ikke svag, tvært i mod, du var stærk fordi du langt om længe lukkede alle dine indeklemte følelser fra din mors død, som du ikke ville have din far så. Han så dem ikke, han ved ikke noget om at det var derfor du sov hernede, jeg gik derop og sagde at vi havde hygget os hele aftenen, og at du pludselig var faldet i søvn, så jeg havde båret dig ind til sengen, lagt tæpper over dig, og sagde at jeg selv ville lægge mig på sofaen, og at han gerne måtte sende din stuepige ned som anstandsdame, men han sagde at det behøvede han ikke, han stolede på mig, og han stolede på dig. Du behøver ikke vise dig som stærk overfor din far, alle har svagheder, din er at skjule dine følelser for din familie. Det er ikke sundt Gabriella, men jeg forstår godt du ikke vil snakke med din far om det, men mig kan du altid komme til, hvis du har brug for en snak, eller bare en skulder at græde ud hos."

Han satte madbakken foran mig, og satte sig selv på den anden side af bakken. 

"Jeg vidste ikke du kunne lave mad."

Var det eneste jeg kunne sige, det dummeste jeg nogensinde kunne have sagt, men underligt nok forstod han godt hvad jeg mente, at jeg var taknemmelig for at kunne komme til ham. Til trods for at jeg ikke havde i sinde at komme til ham og læsse mine problemer af på ham, det gjorde en ung kvinde ikke. 

"Det kan jeg næsten heller ikke, men æggene er nemme, baconen skal bare steges, det samme med pølserne, så det var ligetil. Det er første gang jeg har lavet det, men du er nok vant til at få det til morgenmad, så derfor ville jeg lave det til dig. Og så får jeg da også selv lidt morgenmad, det plejer jeg ikke at få."

Han fortalte en masse om sine mange koncerter, om hvordan han ind i mellem var så klodset at han faldt på scenen, med et fyldt publikum stirrende på ham, om hvordan han fjollede rundt på scenen, som jeg så tit så på youtube. 

Vi spiste, snakkede og lo. Aldrig havde jeg leet så meget som jeg gjorde nu, eller jo, det havde jeg måske nok, men det var meget længe siden jeg sidst havde gjort det.

Efter maden hjalp jeg med opvasken, til trods for at han havde bedt mig om bare at sætte mig, imens han selv tog den, men som jeg sagde til ham, jeg havde selv været med til at svine det hele til, og uden at han måtte sige det til min far, kunne jeg godt lide de huslige pligter. En rigmands datter, kunne på ingen måde tillade sig at ordne det huslige, det var der tjenestefolk til. 

Vi fjollede hele dagen, løb rundt nede i parken, kom på ideer til hans musikvideo, nogle af dem var fjollede, andre var seriøse. Inden aftensmaden, sad vi på den største bakke på gården, og kiggede ud over både gård og marker. Ud over foldene, hvor hestene var ved at blive lukket ind til aftenfodringen. Aldrig havde jeg oplevet noget så smukt, eller romantisk før. Jeg havde siddet der mange gange før, men det var altid alene, aldrig sammen med nogen, og da slet ikke med en ung mand, alene.

Mika kiggede på mig ud af øjenkrogen, så jeg ikke lagde mærke til at han gjorde det. Jeg sad med lukkede øjne, og nød solens sidste stråler imod ansigtet, da han stille lagde sin hånd på min. Jeg åbnede øjnene, genert, og kiggede ned på vores hænder, der nu lå sammen, oven på hinanden. Hans store smukke hånd skjulte næsten min lille hånd, men man kunne skimte mine fingre mellem vores flettede fingre. 

Han kiggede mig ind i øjnene, og jeg ind i hans smukke, bløde, varme brune øjne. Hans ansigt nærmede sig mit, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg rejste mig op, og løb tilbage til hovedbygningen, op på mit værelse, og låste mig inde. Jeg stod lænet op af døren, hivende efter vejret, og en vidunderlig følelse i maven. Han havde været ved at kysse mig, han havde lagt sin hånd på min, flettet sine fingre ind i mine. Måske han virkelig kunne lide mig? Men et kys var jeg ikke klar til endnu, jeg havde jo kun kendt ham i knapt to dage, det gjorde en anstændig ung kvinde ikke. 

Men bare tanken om hans læber der nærmede sig mine, fik det til at sitre i hele kroppen. 

Jeg gik ikke ned til aftensmaden, jeg sagde at jeg ikke følte mig sulten den dag, at jeg ville gå tidligt i seng, fordi det havde været en lang dag. Jeg så min fars bekymrede blik, det var et syn der smertede mig, men jeg kunne ingenting få ned, jeg var for beruset af lykken af at være til, at være elsket, af at vide at der var en ung mand i hele verden der holdt af mig for den jeg var. 

Det bankede stille på døren, og min stuepige kom ind, med et brev i hånden.

"Hr. Mika bad mig give dem dette frøken. Er der andet jeg kan gøre for dem?"

Jeg rystede på hovedet, tog imod brevet, og sagde at godt måtte gå i seng for i dag. 

Da jeg sad alene tilbage på værelset, med brevet i hånden, låste jeg døren, satte mig hen i vinduet, og kiggede ud over de mange marker. Men ubevidst søgte mit blik hen imod den lille hytte, man lige kunne skimte gavlen af fra mit vindue. Hvis jeg var heldig, kunne jeg måske se ham så i vinduet, stå og kigge efter mig? Nej, det var da nok den dummeste tanke jeg nogensinde havde haft, men alligevel søgte blikket derhen. 

Jeg åbnede stille brevet, med rystende fingre.

 

 

Min kære Gabriella

Jeg undskylder mange gange hvis jeg har opført mig upassende, det har aldrig ligget mig på sinde at gøre dig til skam, tvært imod. Ingen ung kvinde, eller ung pige, har nogensinde vakt denne slags følelser, som du vækker hos mig. Du må endelig ikke tro at det er uhæderlige tanker, det er det på ingen måde. Jeg ved hvor kort tid vi har kendt hinanden, men på den korte tid, har du fået mig til at indse en masse ting jeg aldrig havde turdet håbe på at jeg nogensinde ville komme til at opleve. Jeg beklager hvis mit forsøg på at kysse dig har skræmt dig væk fra mig for altid, men jeg kunne ikke lade være. Jeg håber du kan tilgive mig for mine handlinger.

Mika

 

Jeg satte mig hen til skrivebordet, og skrev hurtigt et brev, håbede at min stuepige endnu ikke var gået i seng. Til mit held, sad hun stadig i køkkenet, med sin aften te, og en avis.

"Mathilde, vil du ikke være venlig at aflevere dette brev hurtigst muligt til Mika?"

Hun nikkede, smilende og forstående. 

Oppe fra mit værelse så jeg hende spæne over græsplænen, mod den lille hytte og Mika. Mit hjerte skippede et hjerteslag, da hun forsvandt mellem de små træer der omgav den lille hytte. Hun kom kort efter til syne igen, uden brevet i hånden. Så havde han i det mindste villet modtage det. Og jeg kunne nu lægge mig i sengen, for at at sove, uden nervøsiteten for aldrig at se Mika igen, eller det håbede jeg ihvertfald ikke. Jeg håbede inderligt at se ham den følgende morgen, og ville endda stå tidligt op, for at være frisk og smuk når jeg så ham. 

Øjnene gled langsomt i, med Mika i tankerne, faldt jeg ind i dyb, drømme fyldt søvn.

 

Jeg vågnede ved en svag dunken på ruden, hvilket var usædvanligt, eftersom mit værelse var på første salen. Jeg gik hen til ruden for at se hvad det var, og nede på plænen stod Mika, og pegede hen imod min altan. Jeg gik ud på altanen, kiggede ned, og så på Mika, der stod og ventede på mig, med lysende, varme, dejlige brune øjne. 

"Kan vi ikke mødes ved søen imorgen tidligt?"

Jeg kiggede undrende på ham, men nikke så.

"Jo, hvad tid?"

"Før morgenmaden, kan du stå op til klokken syv?"

Jeg nikkede, klokken syv om morgenen, hvad var det han ville så tidligt om morgenen, og så inden morgenmaden, ingen fungerede uden morgenmad.

"Godt, så ses vi der Gabriella den skønne." 

Så vendte han sig, og løb tilbage mod den lille hytte. Jeg stod og så efter ham til jeg ikke kunne se ham mere, og gik så tilbage til sengen, hvor jeg med et smil om læberne, lagde mig til at sove. Der gik lang tid før jeg igen faldt i søvn, mest fordi jeg undrede mig over hvad Mika havde i sinde, men også fordi jeg ikke kunne få hans vidunderlige brune øjne ud af hovedet. De så så glimtrende på mig, med et lysglimt der ville få enhver pige til at falde i staver. Hans hånd der hvilede på min, hans intense blik i det sekund han lagde hånden på min, hans blide stemme der havde kaldt mig Gabriella den skønne, måske han i virkeligheden kunne lide mig? Jeg var næsten overbevist, for ellers havde han vel ikke lagt sin hånd i min på den lille bakketop, havde han? Nej, det havde han nok ikke. Hans nervøse blik da han stod under min altan, som den romantiske Romeo. Måske var det i virkeligheden det Mika var, min egen Romeo, man havde vel lov at drømme.

Langt om længe gled øjnene i, med et bredt smil, og natten forløb med de vidunderligste drømme.

 

Uret tikkede lavt, da jeg stod op, fandt en kjole frem og tog den på. Jeg listede ned af trapperne, håbede på at ingen af de gamle trin ville knirke som de ellers havde for vane. Til mit held holdt de med mig denne morgen, og ingen gav den mindste lyd fra sig. Nu manglede jeg kun hoveddøren, en kæmpe egetræs dør der var svær at åbne, men åbnes, det skulle den. 

Døren gav et lavt klik fra sig, da jeg lukkede den i med et blidt skub. Jeg sneg mig hen af murens side, ned mod  søens stilhed. Jeg listede frem fra et træ, men der var ingen Mika. Måske jeg var kommet for sent, og han allerede var gået?

En stor mandig hånd tog fat om min mund, jeg gispede og fór rundt, men slappede straks af da jeg så Mika stå foran mig med et forsigtigt smil.

"Det var ikke min mening at skræmme dig min prinsesse, men jeg har en overraskelse til dig, du ikke må se før vi er der. Må jeg give dig et bind for øjnene?"

Jeg tøvede, men nikkede så. Hvad ville han dog på denne tid af døgnet? Og så ved søen. Jeg begyndte at få bange anelser, jeg havde tit læst i bøger om unge piger der havde fået bind for øjnene af deres store kærlighed, og så ude midt på søen, kyssede han hende, og tvang hende til ting hun ikke ville, ting der hørte ægteskabet til. Men havde han ikke sagt at sådanne tanker havde han ikke, at jeg fik alt det gode frem i ham? Så kunne han vel ikke finde på den slags uhumskheder, kunne han? Nej, det kunne han nok ikke. Men han satte mig forsigtigt i en lille robåd, gav mig bindet for øjnene, og snart hørtes plaskene fra årene der ramte vandet. 

"Du er vel ikke nervøs for at være alene med mig min prinsesse, er du?" 

Jeg rystede langsomt på hovedet, anede ikke om han sad foran mig, eller bag mig, anede ikke hvor langt ude på søen vi befandt os. 

"Du skal ikke være nervøs, jeg har jo sagt at sådanne tanker ikke ligger til mig. Dig ville jeg aldrig gøre noget min kære, jeg har bare en overraskelse til dig, som jeg tror vil gøre dig glad."

Jeg nikkede og slappede en anelse mere af, men helt kunne jeg jo ikke slappe af, ude midt på en sø, med bind for øjnene. langt om længe stødte vi mod land, og Mika hjalp mig op af båden. 

"Hvor skal vi hen?"

Spurgte jeg, drejede hovedet omkring, men jeg kunne jo ingenting se med bind for øjnene.

"Det får du at se, vi er der snart." 

Han lagde forsigtigt hænderne på mine skuldre, så han kunne føre mig frem mode det sted han ville have mig hen. 

"Så er vi her, set dig stille ned, der er langt ned."

Jeg gjorde som han sagde, og da jeg sad ned, gled hans fingre forsigtigt over mit ansigt for at fjerne bindet. Han tog sig god tid synes jeg, hans fingre fulgte mine ansigtstræk, med blide, stille og forsigtige bevægelser. Endelig fik han bindet at, og jeg så dybt ind i et par vidunderlige brune øjne.

Jeg blev genert over hans intense blik, så jeg kiggede mig omkring, og så en vidunderlig morgenmad stå foran mig, på brunch tæpper, med juice og alt hvad der hørte til.

Vi sad på den lille ø ude på søen, en lille bakketop, med udsigt over marker og enge, vi kunne sagtens ses oppe fra hovedbygningen, men det tænkte vi ikke over. 

"Hvor er her smukt Mika."

"Lige så smukt som du, min kære Gabriella. Det er ingen hemmelighed, at mit hjerte allerede brænder for dig, at det kun slår for din skyld. Jeg ved godt det lyder underligt, nu hvor vi kun har kendt hinanden på tredje dagen, men aldrig har jeg mødt en ung kvinde så fantastisk som du. Vil du spise morgenmad her, sammen med mig?"

Jeg nikkede, rødmede og følte mig meget lille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...