He must be a dream!

Vil ikke afsløre andet, end at det igen er af inspiration fra en af mine drømme, om en vældig god sanger Mika.
Han har skrevet sange som:
Big girl you are beutifull
lollipop
love today,
og en masse andre.
Han er en sanger jeg selv hører meget for tiden, nok derfor jeg fik en drøm om en historie, jeg tror kunne blive god :)
Håber i kommer til at kunne lide den :)
Jeg kan ikke finde ud af at lave trailere, så derfor har jeg valgt at sætte min favorit sang med ham, som trailer :)

2Likes
0Kommentarer
569Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Skat, der er en jeg synes du skal komme ind og hilse på."

Råbte min far ude fra køkkenet, da jeg kom hjem fra en lang skoledag. 

Jeg satte tasken fra mig ved trappen til første salen, og gik nysgerrig, men alligevel også nervøs, mod køkkenet, for min far havde på det seneste introduceret mig for en del unge mænd, i den giftemodne alder, fordi min far mener at jeg snart er klar til at gifte mig, men indtil videre har jeg afvist dem alle høfligt, jeg har ikke i sinde at gifte mig endnu. Først den dag jeg møder den rette, hvis jeg møder den rette en dag.

Min far og jeg bor alene på landets største herregård, min mor døde for to år siden af en uhelbredelig sygdom. Det gør smerter stadig at tænke på hende, eller snakke om hende, men det er blevet nemmere med tiden, og smerter ikke så voldsomt som i starten. Det er nok rigtigt at man vænner sig til det med tiden. 

Jeg gik med jakken foldet sammen i hænderne, men så snart jeg så hvem den unge mand, min far ville introducere mig for, tabte jeg den på gulvet med et svagt dump. Foran mig, stod min far, og ved hans side stod ingen ringere end Mika, en sanger jeg var dybt fascineret af. En sanger jeg aldrig før havde set i virkeligheden, men som alligevel altid gjorde mig blød i knæene, og nu hvor han stod i vores køkken, var der ingen undtagelse, og benene gav efter under mig. 

Jeg nåede dog ikke at ramme gulvet, før et par unge, stærke mandige hænder havde fat i mig. 

"Du bliver vel ikke dårlig frøken?" 

Spurgte hans dejlige, bløde libanesiske stemme, imens han holdt et fastere greb om mig. 

"Nej, jeg havde bare ikke regnet med at se en så stor berømthed i vores køkken, og da slet ikke dig af alle." 

Min far kunne ikke skjule sit grin, og sagde at når jeg var kommet til mig selv, kunne jeg skifte til hverdags kjole, og derefter vise ham rundt. Og så var jeg alene med den gude skønne, og gude smukke Mika. Jeg selv var kun nitten på det tidspunkt, og Mika var niogtyve, så han var langt fra en jeg nogensinde ville kunne få, lige meget hvor hårdt jeg end prøvede, og desuden, vrimlede det sikkert med piger på hans egen alder, yngre og ældre som han hellere ville have, end en dum rigmands tøs som mig.

Jeg min far og jeg manglede ingenting, det havde vi heller aldrig gjort i min mors tid. Min far havde sit eget firma, men hvad det var for et, interesserede mig ikke synderlig. Min mor drev sit eget stutteri, som jeg engang skulle overtage. Hun havde altid sagt, at så snart jeg blev gift, om hun levede eller ej, skulle jeg overtage stutteriet, for hun havde opført det i sin tid for min skyld.

Jeg havde glemt alt omkring mig, selv at jeg lå i armene på Mika, og blev rubinrød i ansigtet af blufærdighed. 

"Åh undskyld." 

Sagde jeg og forsøgte at rejse mig igen, men benene ville stadig ikke som jeg ville.

"Mon ikke jeg skulle hjælpe frøkenen over til sofaen, indtil de kan gå igen?" 

Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg på ingen måde ville være ham til ulejlighed.

"Det er de heller ikke, ikke spor endda."

Svarede han blot, løftede mig op i armene, og ikke blot støttede mig hen til sofaen i stuen ved siden af, nej, han bar mig, som var jeg blot en dukke der ingenting vejede. Var det ikke enhver ung piges drøm, at ligge i armene, at blive båret af en berømthed som Mika? Det var jeg helt overbevist om at det var. 

"Jeg tror altså godt jeg selv kan gå, de ødelægger ryggen af at slæbe rundt på mig."

Forsøgte jeg igen, men til ingen nytte. 

"Nej, vist gør jeg ej, de er jo let som en fjer frøken, så læg dem nu stille ned her lidt, så ser jeg om jeg ikke kan finde en der kan hjælpe med noget vand til dem."

"Det behøver de virkelig ikke Hr. Mika." 

Men væk var han, for at komme tilbage kort efter med et stort glas vand i hånden, og et par småkager.

Han rakte tingene til mig, men jeg nøjedes med vandet, og den ene småkage.

"De må i det mindste tage den anden småkage, som en lille tak for deres ulejlighed."

Han holdt et glas med vand til sig selv frem, og spurgte om vi ikke skulle droppe de og dem, og drikke dus istedet, det lød meget mere nede på jorden mente han, og helt uret havde han jo ikke. 

"Jo, det kan vi da godt, mit navn er Gabriella Stenfeld."

"Ja mig kender du jo nok Gabriella, men mit navn er altså Mika Holbrook Penniman Jr."

Jeg nikkede, og nippede til mit vand, og tog blufærdig en bid af min småkage. Jeg kiggede ned i jorden, og drak mit vand, og spiste min småkage. 

"Har du det bedre nu Gabriella? Det var ikke min mening at gøre dig dårlig."

Sagde Mika skyldbevist. Jeg forsikrede ham for at jeg havde det fint igen, at jeg bare lige skulle skifte til noget mere hverdagsagtigt. 

Han nikkede, smilende, venligt, og smukt, da jeg rejste mig for at gå. 

På værelset havde min stuepige allerede fundet en smuk, men ikke for smuk hverdags kjole frem til mig, og sko der passede dertil. 

"Det gør jo ikke noget at vise ham at du kan sætte tøj sammen, og at du kan være endnu smukkere end du er i din skoleuniform frøken."

Sagde hun, og smilede venligt og trofast som altid. 

Jeg skiftede hurtigt, trak vejret dybt et par gange, og forsøgte at glemme, at han var en af de største berømtheder jeg kendte til, at han var mit idol, og at jeg skulle gøre alt hvad jeg kunne for ikke at ligne et fjols foran ham. 

Jeg gik ned til ham, og som en ægte gentleman, tog han min hånd under sin arm, og sammen gik vi mod den lille bygning min far havde sagt han skulle bo i under sit ophold på gården. 

"Hvad får dem hertil Hr. Mika?"

"ikke noget med dem, og Hr. vi er jo dus, husker du jo nok."

Jeg nikkede ydmyget, og kiggede ned i jorden.

"Hvad får dig så hertil Mika?"

Han smilte et varmt og kærligt smil, som jeg kun kunne se ud af øjenkrogen, eftersom mit blik var stift rettet mod jorden.

"Jeg skal lave en musik video, og da vi kørte gennem landet, og spurgte os frem til en smuk herregård vi kunne bruge, var der mange der foreslog jeres gård, så vi lagde vejen her forbi for at se om den var så smuk som det siges, og det må jeg jo nok indrømme at den i den grad er. Men det nu ikke kun gården der er smuk, der er helt klart ihvertfald en anden ting der pryder gården med sin skønhed."

Jeg smilede forlegent, og takkede ydmygt. Han havde lige givet mig en kompliment, Mika, mit idol, havde lige givet mig et kompliment. Jeg måtte drømme, dette kunne ikke være virkelighed, men smerten kom da jeg nev mig selv diskret i armen, så drømte gjorde jeg ikke. 

Vi gik hen imod den lille hytte, som skulle være hans bopæl det næste stykke tid. På vejen derhen var der en lille forhøjning som jeg godt vidste var der, men havde glemt alt om, kun fordi jeg gik sammen med mit store idol Mika. Og selvfølgelig snublede jeg, men igen nåede han at gribe mig inden jeg ramte, denne gang jorden.

"Vi kan altså ikke blive ved med at komme tæt på hinanden på denne måde Gabriella, der må da være en bedre og mere sikre måde."

Sagde han venligt, drillende og indbydende. Mand hvor var hans stemme dog gudommelig. Åh gud, jeg var jo lige faldet for ham igen, bogstaveligt talt. Nu kunne jeg på ingen måde sørge for at jeg ikke lignede en idiot foran ham, at falde en gang kan ske for enhver, men to gange, på grund af hans nærvær, det kunne ikke andet end ligne idioti. 

"Det må du altså virkelig undskylde, jeg ved virkelig ikke hvad der går af mig idag."

Sagde jeg flovt, rejste mig, og kiggede ned i jorden igen. Jeg pegede på den lille hytte, og fortalte at det var der han skulle bo under hans ophold her på vores herregård. Jeg vendte mig for at gå, jeg kunne ikke se ham i øjnene mere, jeg kunne ikke gå sammen med ham, jeg havde ydmyget mig selv alt for meget til at kunne vise mig for mit store idol igen. Men da jeg tog et skridt for at ville gå, tog han blidt fat i min arm, og vendte mig om mod sig. 

"Du må ikke gå Gabriella, du kan ikke gøre for at dine ben ikke vil som du vil idag, det sker for selv mig, endda ret så tit."

Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg ikke kunne gå med ham, jeg var alt for klodset, og ville ikke gøre mig til grin overfor en berømthed, og slet ikke over for ham. Det sidste fløj ud af mig, og straks rødmede jeg over hele ansigtet igen. 

"Så har dine små fald måske sine grunde, men pyt da være med det, jeg kan godt lide at vise mig fra min beskyttende side overfor smukke unge piger som dig, jeg har bare aldrig mødt nogen der har haft brug for mig, ikke før nu, så jeg tror vi begge har brug for hinandens selskab, tror du ikke? Kom, vis mig hytten og resten af gården, jeg skal med største fornøjelse bære dig om nødvendigt."

Vi kunne ikke lade være med at grine, over det tankesyn vi begge fik, af ham der bar mig rundt på gården mens jeg viste ham rundt, det fik straks rødmen til at fortrænge, og mig til at slappe af. 

"Se, nu går det hele meget bedre, kom."

Sagde han, og stak sin arm frem, så jeg kunne lægge hånden ind i den.

vi gik ind i den lille hytte, og jeg viste ham alle de ting han behøvede at vide, og sagde at resten skulle han nok selv finde ud af når han manglede det. 

"Hvad med mad?"

 Spurgte han stille, og så sig imponeret rundt i den lille hytte.

"Ja den må du selv klare, men hvis du virkelig ikke kan kokkerere, skal jeg nok snige en stuepige herned med noget mad til dig."

Han smilede, og grinte lavt.

"Jeg mente, hvem der kommer og spiser sammen med mig."

Jeg kiggede undrende på ham.

"Det ville på ingen måde gøre mig noget med en smuk borddame."

Han kiggede stadig rundt omkring, og jeg følte et lille stik af sorg, jeg vidste jo fra start at ham ville jeg ikke kunne få, men alligevel gjorde det ondt, at han stod der foran mig og sagde at han gerne ville have en borddame, endda en smuk en. Men jeg lod som ingenting, og svarede uden den mindste tøven, eller tegn på skuffelse.

"Jeg skal med glæde sende en af vore stuepiger ned, så du har noget selskab under måltiderne."

Nu kiggede han undrende på mig, men lyste hurtigt op i et smukt, bredt smil, der varmede mig helt ind til knoglerne.

"Jeg ville nu hellere have at du kom og holdt mig med selskab Gabriella, hvis din far kan undvære dit lystige selskab." 

Han stod nu foran mig, løftede forsigtigt mit ansigt op, så jeg så ind i hans smukke brune øjne, rødmen kom hurtigt, men var ikke helt så kraftig som tidligere.

"Du er en yderst smuk ung pige Gabriella, jeg ville være beæret hvis du ville sidde til bords med mig, og endnu mere beæret, hvis du ville medvirke i min musikvideo."

Nærmest hviskede han. Det kunne ikke passe, igen gav han mig en kompliment, noget ikke vanvittig mange unge mænd gjorde, fordi de hadede min far, eller fordi de var misundelige over ikke at bo på så stor en herregård som jeg gjorde. Oven i det, havde han lige spurgt mig om jeg ville medvirke i hans musik video, jeg kunne hverken synge eller danse, min danselære gav op sidste år, efter at have prøvet at lære mig dans i fem år, min sanglærer droppede mig for to måneder siden, sagde at han ikke kunne lærer mig noget som helst. Så hvad kunne han bruge mig til i sin musikvideo?

"Jeg kan hverken danse, eller synge, mine lærere opgav mig. Og smuk har jeg aldrig været, du kan helt bestemt meget nemt finde en meget smukkere, ung kvinde, der både kan synge og danse." 

Hans brune øjne stirrede bønfaldene ind i mine, det blev for meget, jeg kunne ikke kigge ind i dem mere. Jeg vendte mig om, sagde at jeg med glæde ville spise sammen med ham, så han ikke kedede sig, men andet ville jeg ikke. Så løb jeg tilbage til hovedbygningen, løb op på mit værelse hvor min stuepige var i færd med at rydde ekstra fint op, hvis jeg nu skulle vise Mika mit værelse, og alle de andre rum på gården, så måtte intet have den mindste lille plet. Men det ville aldrig komme til at ske, han ville aldrig komme ind på mit værelse, det eneste jeg skulle gøre, var at spise middag med ham, og sørge for at han ikke kedede sig under måltiderne, så min far ikke fik et dårligt ryg. Men selvom han var mit største idol, og det at sidde til bords med ham, ville være enhver ung kvindes drøm, havde jeg på ingen måde lyst til det. Han så mig som noget jeg på ingen måde var, han så mig som en smuk ung kvinde, sikker på hvad hun vil. Jeg vidste hvad jeg ville, jeg ville viderefører min mors stutteri, som hun jo havde startet kun for min skyld, men smuk var jeg ikke, det var der aldrig nogen der havde sagt før, til gengæld havde de hentydet til at jeg var grim som en skovtrold, med de elevatorblikke alle fyrene havde givet mig gennem årenes sene løb, og pigernes hånene blikke, der sagde mere end tusinde ord. Jeg kunne ikke tro på et ord af hans komplimenter, jeg kunne ikke, og jeg ville ikke, for jeg ville ikke fylde mig selv med falske forhåbninger.

Jeg sendte stuepigen ud, der så uforstående på mig.

"Sig til min far at jeg ikke spiser sammen med ham idag, at jeg skal spise nede i den lille hytte med Mika."

Hun nikkede, stadig uforstående, var det ikke et øjeblik som dette jeg havde drømt om hele mit liv? Hvorfor var jeg så ikke glad på nogen måde? Det forstod hun ikke, men jeg havde ikke lyst til at forklare nogen noget lige nu. 

Senere på dagen, da det var ved at være middagstid, gik jeg ned af den store trappe, for at sige til min far jeg gik ned til Mika´s hytte nu, men kom kun til stuedøren, hvor jeg hørte min far snakke med min stuepige.

"Nåh, så du siger at hun skal spise hos Mika, jamen det tyder jo godt, måske hun endelig har fundet den hun vil gifte sig med. Jeg vil jo så nødig se hende ulykkelig, efter alt det med hendes mor, fortjener hun noget lykke. Det er derfor jeg har presset sådan på, med at få hende forlovet, for at hjælpe hende med at finde den rette som hun kalder det. Jeg vil have at min lille pige er lykkelig!"

Jeg vendte mig om, løb ned af gangen og ud i vores store have, uden at tænke over det, løb jeg forbi den lille hytte, hvor Mika befandt sig, men det var kun fordi det var den eneste vej ned til stutteriet. Det eneste sted jeg vidste at der var nogen der forstod mig, hestene stillede aldrig spørgsmål, de lyttede, trøstede mig, med deres bløde mule mod min kind. Blide prust mod mit ansigt.

Jeg havde siddet et stykke tid i en af hestenes båse, jeg var endt i Flower Points boks. Jeg sad i det bagerste hjørne, og lod tårerne få frit løb, alle staldens arbejdere havde for længst aftenfodret hestene, så her var der ingen der kom og forstyrrede mig, eller så mig græde. Eller det troede jeg ihvertfald ikke at der var, men som så mange gange før, tog jeg grueligt fejl, og den jeg allermindst  havde lyst til at se, stod pludselig i boksdøren, uden at jeg lagde mærke til det. 

"Had er der dog galt Gabriella?" 

Spurgte han pludseligt, bekymret, og tillidsfuldt.

"Du kan fortælle mig det, jeg siger det ikke til nogen."

Jeg rejste mig hurtigt, vendte ryggen til Mika, og tørrede hurtigt tårerne bort.

"Der er ikke noget, jeg fik bare et strå halm i øjet. Jeg må gå, jeg kom bare for at se til hestene, og så ville jeg gå ned til dig."

"Jamen så lad os da følges ad, måske der er noget du vil snakke om?"

"Jeg ville gå ned til dig, for at sige at jeg ikke kan spise middag med dig idag, nok heller ikke imorgen. Jeg bliver nød til at gå."

En forræderisk tårer løb ned af min kind, og landede lydløst i halmen på bunden af Flower Points boks. Flower Point havde altid været min mors yndlings hest, og når jeg sad i hendes boks, følte jeg mig så tæt som muligt på min afdøde mor. 

Jeg ville gå forbi ham, men det tillod han ikke. Han greb blidt fat om mig, trak mig ind til sig, og lod mig græde så længe jeg ville, mod hans skulder. For første gang siden min mors død, lod jeg nogen se mig græde, jeg lod nogen trøste mig, jeg kunne ikke andet, jeg kunne ikke gøre modstand, mine ben gav efter under mig. 

"Kom, så tager vi hen til hytten indtil du er okay igen." 

Jeg hverken nikkede eller rystede på hovedet, jeg kunne ingenting, min krop gennemrystedes af gråd kramper. Jeg lod ham bare løfte mig op, og bære mig hen til den lille hytte, derfra kunne de ikke se mig oppe fra hovedbygningen, ingen kunne vide at jeg havde hørt min fars samtale med min stuepige, ingen kunne vide hvor indeklemt mine følelser havde været siden min mors død, og nu hvor det endelig kom frem, kom der så meget sorg på en gang, at min krop ikke kunne bære mig mere. Men det var ligemeget, alt var ligemeget lige nu. Jeg var ligeglad med at Mika, mit store idol så mig som en svag rigmands tøs. 

Han lagde mig stille på sengen i det lille værelse, eller for mig var det et lille værelse, i forhold til det oppe i hovedbygningen, som var mit værelse, og havde været det siden min fødsel. Han lagde et tæppe over mig, og satte sig hen på stolen.

"Du må ikke gå."

Snøftede jeg grådkvalt, jeg kunne på ingen måde styre min krop, eller mine ord.

Mika kom hen og satte sig i sengen ved siden af hvor jeg lå, og uden at tænke over det lagde jeg mig ind til ham, som om vi havde kendt hinanden i flere år, og ikke kun en dag. Som om han ikke var berømt, men blot en af eleverne fra skolen. 

"Vil du snakke om det?"

Jeg nikkede, og fortalte ham det hele, imens tårerne flød ned af kinderne, jeg fortalte ham alt, tænke ikke på at han var berømt, og stensikkert ligeglad med hvordan jeg havde det.

Jeg ville rejse mig, men benene gav efter under mig igen, men som altid nåede Mika at gribe mig, jeg ville komme seriøst til skade hvis han ikke var i nærheden. Men set fra den anden side, hvis han ikke var her, ville jeg ikke være så nervøs. Det var hans skyld, men han kunne jo ikke gøre for at jeg havde en umulig forelskelse i ham.

Vi talte sammen længe, og uden at vide det, faldt jeg i søvn. 

Mika gik op i hovedbygningen, og fortalte min far at jeg sov i den lille hytte, fordi vi havde haft en hyggelig aften, og det var blevet så sent, at jeg var faldet i søvn.

"Jeg bar hende ind i sengen, og jeg selv lægger mig på sofaen. Du er velkommen til at sende hendes stuepige ned som anstandsdame."

Min far havde blot rystet på hovedet, og sagt at han stolede på Mika. 

Mika gik tilbage til den lille hytte, tjekkede at jeg lå trygt, og havde det godt, og trak tæppet en smule mere over mig. Jeg puttede mig ubevist længere under tæppet, som han lagde det mere over mig. 

Han fandt et tæppe til sig selv, tog det med sig, og lukkede døren ind til det værelse hvor i jeg lå. Så lagde han sig på den lille sofa, men kunne ikke falde i søvn, ikke fordi den var for lille til en høj ung mand som ham selv, men fordi han ikke kunne få en ganske speciel pige ud af hovedet. Aldrig før havde han fået følelser så hurtigt for en pige, men det ville aldrig gå godt, hun var for ung, for smuk, og for rig til ham, alle ville se det som om at han kun tog hende for pengene, hvilket han aldrig nogensinde ville kunne finde på, han elskede hende, til trods for at han kun havde kendt hende i en enkelt dag, knapt nok. Han følte allerede en trang til at beskytte hende mod sorger, være hendes bedste ven, ja bare være der for hende når hun havde brug for hende.

Lidt efter lidt faldt han i søvn på den hårde, og alt for korte sofa, men stadig med den samme pige i tankerne. 

______

Et rimelig langt første kapitel må jeg nok indrømme, men da jeg satte mig til at skrive det, kunne jeg ikke stoppe igen, ideerne fløj ind i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde et sted midt i kapitlet hvor jeg kunne stoppe det, og fortsætte det i et andet, så, det blev et meget langt kapitel. Håber i kan lide det alligevel :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...