One Way or Another

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid lige nemt at være teenager. Og så slet ikke når man hedder Josefine. Hele hendes liv er en stor rollercoaster, for uanset hvor godt det måtte gå, falder hun altid ned igen. Familie er ikke det hun har allermest af, og når hun endelig har den, ønsker hun den ikke.
Som i så mange klichéfyldte romantiske historier, dukker drømme-prinsen op. Måske er han ikke ligefrem hendes drømmeprins der gør hendes liv nemmere, nok nærmere modsat. For selvom han ikke behøver at gøre noget, så gør de millioner af skrigende fans hendes liv til et levende helvede.

34Likes
37Kommentarer
22447Visninger
AA

4. One Way or Another ~ kapitel 4

"Hej, hvem er du?" spurgte en brunhåret dreng med en lys stemme.
"Øhm, jeg blev inviteret herover her til morgen." sagde jeg og kiggede lidt rundt i rummet.
"Er du en fan? For så vil vi gøre stort set hvad som helst for, at du ikke siger hvor han bor." Sagde en sorthåret dreng imens han kiggede på den brunhårede.
"Jo, eller ja!" Sagde jeg i panik og kiggede tilbage over min højre skulder, imens jeg tog et forsigtigt skridt bagud.
"Hvad vil du have? Billeder, billetter, autografer, trøjer, et kys? Bare sig hvad du vil have." svarede han igen og rejste sig op. Jeg gik et skridt mere tilbage og tog mine hænder bag min ryg.
"Det eneste jeg gerne vil er at vide, hvem i er." Sagde jeg og kiggede på ham med det blonde hår.
"Ved du ikke hvem vi er? Hvorfor er du her så? Nå, men vi er.." sagde den brunhårede, indtil Harry kom og afbrød. 
"Nå, hvad så drenge? Har I mødt Josefine?" sagde han og tog min hånd. Han hev mig med ind hos dem. På væggen overfor dem var et kæmpe tv og et kæmpe anlæg der spillede lav musik.
"Uh, så du scorede i går Harry? Du plejer da aldrig at tage pigerne med hjem dagen efter." sagde den brunhårede og grinte. Da han sagde det, følte jeg straks en lille smule af mig falde fra hinanden. Han var jo en meget sød fyr, men når hans venner siger sådan om ham, er han så det værd?
"Pigerne plejer altid at opspore dig og sende dig blomster og vin og invitere dig ud. Så hvorfor har du taget hende med? Jeg troede du elskede blomster?" sagde den sorthårede, imens Harry hev mig hen til sig. Jeg prøvede at skubbe mig selv lidt væk fra ham.
"Kom nu Harry. Var hun så god i nat eller hvad?" sagde den brunhårede igen. Jeg slap Harrys hånd og gik hurtigt over i sofaen foran pejsen, mere fordi jeg ikke kunne finde ud. 
"Stop nu drenge. Harry havde aldrig taget hende med hjem, hvis ikke hun var sød. Hvor ofte sover han ude eller tager en med hjem?" sagde blondinen, tror jeg det var. Jeg hørte et par fodtrin bag mig. Jeg mærkede tårerne pressede på. Jeg kiggede ind i ilden, indtil en person kom og satte sig ved siden af mig. 
"Er du okay?" Spurgte Harry og lagde sin hånd på mit lår. Jeg skubber hans hånd væk og rykkede mig lidt væk fra ham. 
"Josefine, hør nu lige på mig. Jeg er ked af det de sagde, men Niall har ret. Jeg tager ikke piger med hjem normalt. Jeg kommer altid hjem om aftenen. Alle teenagepiger ved jo hvem jeg er, så folk får hurtigt lavet rygter om mig." sagde han og kiggede trist på mig. Jeg kiggede ham i øjnene og lagde min hånd på hans lår. Jeg kunne mærke en tåre trille ned ad min kind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...