One Way or Another

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid lige nemt at være teenager. Og så slet ikke når man hedder Josefine. Hele hendes liv er en stor rollercoaster, for uanset hvor godt det måtte gå, falder hun altid ned igen. Familie er ikke det hun har allermest af, og når hun endelig har den, ønsker hun den ikke.
Som i så mange klichéfyldte romantiske historier, dukker drømme-prinsen op. Måske er han ikke ligefrem hendes drømmeprins der gør hendes liv nemmere, nok nærmere modsat. For selvom han ikke behøver at gøre noget, så gør de millioner af skrigende fans hendes liv til et levende helvede.

34Likes
37Kommentarer
22453Visninger
AA

121. One Way or Another ~ kapitel 121

"Guys?" hørte jeg en velkendt stemme sige. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og så Niall stå foran mig.

"Vi er nogle der skal ind i parken og spise frokost sammen om lidt. Er det noget I vil være med til?" spurgte han og smilede til mig.

"Niall, ikke for noget, men jeg tror vi sidder over. Harrys fod skal slappe af, og så har vi også noget at snakke om" sagde jeg og smilede til ham, så meget jeg nu kunne af mit sovefjæs.

"Alrighty. Sengen er ledig, så i ikke behøver at ligge mast i sofaen. Men vi smutter bare så. Skriv hvis i skal have noget med på vejen" sagde han og blinkede til mig, imens han listede ud til de andre. Jeg kunne mærke at der gik et sæt igennem Harry, og så var han vågen. Jeg kiggede på ham og satte mig derefter op. Han nussede mig op og ned af ryggen, imens han prøvede at holde øjenkontakt med mig.

"Harry.. Uanset hvor meget jeg elsker dig, glemmer jeg ikke det du sagde i går. Du har altid lært mig at omverden kan pisse vores forhold et stykke, deres mening er ingenting. Hvorfor reagerer du så som du gør" sagde jeg og vendte ryggen den anden vej så han ikke kunne nå mig.

"Du ville ikke forstå det. Det handler om at opretholde sit gode image. Jo, mediernes billede på dig er vigtigt." sagde han og så seriøst op på mig med de sexede grønne øjne. Jeg kiggede ud af vinduet og så, at drengene stadigvæk stod derude.

"Hey Niall! Kan jeg stadigvæk komme med?" råbte jeg, og Niall nikkede. 

"Nej hvorfor?" spurgte Harry, imens jeg gik ind imod værelset.

"Fordi jeg ikke kan kende dig. Hvor er Harry jeg dengang forelskede mig i? Jeg fortryder ikke jeg sagde nej i går, det ville have været et sandt mareridt at skulle gifte mig med en jeg ikke engang kender" sagde jeg og lukkede døren bag mig. Jeg gik over for at finde en lille kjole jeg trak ud over mit undertøj. Jeg hørte døren åbne bag mig.

"Kan du ikke nok blive herhjemme? Jeg mente det ikke. Eller ikke på den måde. Folk skal bare ikke se mig som en idiot der knuser pigernes hjerter igen. Jeg kan ikke holde til det mere" sagde han og lukkede døren bag sig. Jeg vendte mig om for at se ham i øjnene, samtidig med jeg satte mit hår op i en knold.

"Men er du virkelig en hjerteknuser? Nej, det er du ikke. Jeg troede virkelig dine tættestes mening var den vigtigste. Måske du burde tage en pause fra hele det der kendisliv." sagde jeg og gik over for at tage parfume på. Jeg kunne langsomt mærke jeg begyndte at få kvalme og blive svimmel, så jeg satte mig ned i sengen.

"Jeg skulle ikke have spurgt dig i går. Det undskylder jeg. Og jeg skulle aldrig have lavet den scene. Du er den perfekte for mig, det har jeg vidst fra dag 1. Der er bare sket lidt meget på det seneste og jeg kan ikke rigtig følge med mere" sagde han og gik tættere på mig. Nu kunne jeg mærke det. Kvalmen blev til virkelighed. Jeg sprang op af sengen og skubbede Harry til side for at bane mig vej ud til toilettet. Jeg nåede lige at åbne toiletbrættet. Jeg kunne høre Harry kom humpende efter, og Niall kom løbende bag ham. Jeg kiggede op på Harry, og tårerne begyndte at løbe. 

"Bliv hjemme, Jose. Det bestemmer jeg. Få det bedre" sagde Niall og gik ud igen. Harry gik over til mig og holdt mit hår oppe, imens jeg kastede op igen. Han rakte mig et stykke papir, som jeg tørrede mig om munden med. 

"Jeg gider ikke mere, Harry. Jeg vil hjem" sagde jeg og trak ud i toilettet. jeg satte mig op af væggen og kiggede ham i øjnene, imens tårerne trillede ned af mine kinder.

"Hvad gider du ikke mere?" spurgte han og gav mig et glas vand. Jeg drak hurtigt et par mundfulde og gav ham glasset igen.

"Det her. Vi bor næsten i en campingvogn, jeg må ikke forstyrre din træning. Jeg har faktisk været skyld i din brækkede fod. Den kontrakt jeg har fået." sagde jeg og tørrede tårerne væk. Harry satte sig foran mig og tog fat i begge mine hænder. Han stirrede tomt på mig. Han gav slip af mine hænder og rejste sig op. Han humpede ind på sit værelse, hvor jeg fulgte med. Han tog sin taske frem og begyndte at pakke sine ting.

"Nej Harry. Du skal blive her. Du skal blive med dine bedste venner. Udleve din drøm" sagde jeg og gik over til ham. Han vendte sig hurtigt om og kiggede på mig med samme tomme blik.

"Min drøm er dig. Jeg kunne bo på gaden hvis det var det du ville, så længe jeg var sammen med dig. Jeg behøver ikke en masse penge for at gøre mig selv glad, jeg har brug for dig" sagde han og pakkede videre. Jeg tog tasken ud af hånden på ham og vendte bunden i vejret, så alle hans ting faldt ud.

"Du bliver her. Hvis det betyder jeg også er nødt til at blive her, så er det det vi gør. På den bekostning at du snakker med dine managere om den kontrakt" sagde jeg og stillede mig ved siden af ham. Han gik hen til mig og smed armene rundt om mig og hev mig ind til et knus.

"Du skal ikke hvis du ikke vil. Jeg vil bare ikke miste dig" sagde han og kyssede mig på panden. Jeg kunne så småt mærke svimmelheden og kvalmen komme tilbage, så jeg skubbede Harry lidt væk og trak vejret dybt.

"Det er altså ikke første gang du har det sådan der. Måske jeg skulle ringe efter vores læge" sagde Harry og førte mig over til sengen, så jeg kunne ligge ned. Imens jeg lå der, ringede Harry til lægen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...