One Way or Another

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid lige nemt at være teenager. Og så slet ikke når man hedder Josefine. Hele hendes liv er en stor rollercoaster, for uanset hvor godt det måtte gå, falder hun altid ned igen. Familie er ikke det hun har allermest af, og når hun endelig har den, ønsker hun den ikke.
Som i så mange klichéfyldte romantiske historier, dukker drømme-prinsen op. Måske er han ikke ligefrem hendes drømmeprins der gør hendes liv nemmere, nok nærmere modsat. For selvom han ikke behøver at gøre noget, så gør de millioner af skrigende fans hendes liv til et levende helvede.

34Likes
37Kommentarer
22850Visninger
AA

120. One Way or Another ~ kapitel 120 **start efter lang pause**

Chaufføren kørte mig hjem, så jeg kunne se, om Harry var taget hjem. Jeg takkede hurtigt chaufføren, sprang ud af døren og løb hen til busdøren. Der var åbent, så det kunne kun betyde, at han var derinde.

"Harry? Hvor er du? Jeg er nødt til at snakke med dig," sagde jeg og gik rundt for at lede efter ham og fandt ham så i køkkenet.
"Josefine, kan du ikke forstå jeg ikke gider snakke med dig? Du har ødelagt min dag fuldstændig. Du har ydmyget mig fuldstændig foran paparazzien, som nu har billeder af mig græde og en kæmpe historie at fortælle," sagde han imens han så ind i mine øjne med hans våde grønne øjne.
"Jeg har ikke ødelagt din dag. Hvis du måske gad at lytte til hvad jeg sagde for en gangs skyld," sagde jeg og kunne mærke jeg så småt blev irriteret.
"Uanset hvad du havde tænkt dig at sige, kunne jeg læse budskabet da du tog fat i mine hænder for at hive mig op igen. og hvor vidste jeg, at jeg ikke skulle have spurgt dig," sagde han og så håbløst ned i bordet.
"Hvad mener du med det?" sagde jeg og gik hen imod ham. Han kiggede op på mig, hvor jeg langsomt kunne se vreden blusse op i hans øjne.
"Ja, hvad tror du selv. Nu kommer hele verden til at vide at vi ikke er sammen på grund af de skide billeder," sagde han, imens tårerne løb ned af kinderne.
"Hørte du lige dig selv? de kommer til at VIDE det? er det så meget du fortryder du spurgte mig? og hvad fanden har verden overhovedet at skulle have sagt, hvis vi gik skridtet videre? jeg har da ihvertfald ikke brug for flere millioner af mødre der står og fortæller mig, at jeg ikke skal være sammen med dig fordi jeg er klam og bare skal dø?" sagde jeg og gik mod døren igen.
"når nej, og vent lidt. Her er paparazziens kamera, bare så du ikke skal vågne op med tanken om at verdenen VED, at vi ikke er sammen mere" sagde jeg, imens jeg smed kameraet på køkkenbordet og gik ud af hoveddøren. Idet jeg lukkede døren, kunne jeg høre Harry løb mod døren for at prøve at få mig ind igen. Jeg satte i spurt og nåede væk derfra, inden han kunne fange mig.
Jeg var meget i tvivl om, hvor jeg skulle tage hen. Jeg kunne jo altid tage over til Niall eller Liam, men alligevel fløj tankerne rundt. Hvem ville være mest oplagt? Ooog alligevel blev jeg i tvivl endnu engang. Skulle jeg virkelig finde en af dem at snakke med? Jeg kunne jo ligeså godt tage tilbage, så havde jeg alligevel et sted at overnatte. Godt nok med Harry til belastning, men jeg kunne vel altid låse døren.

Jeg traskede langsomt hjem mod Harry's hus igen og forventede egentlig det værste. Han ville råbe mig op i hovedet og bare være en rigtig idiot. Jeg nåede faktisk helt op til hoveddøren, imens jeg havde planlagt en samtale der kunne ske. Jeg bankede på og ventede på, at han gad at åbne.

"Hvem er det?" hørte man ham spørge hulkende.
"Det er mig" sagde jeg, hvorefter døren blev revet op.
"Jeg troede du var gået?" sagde han og så ned på mig med helt røde øjne.
"Det var jeg. Jeg kan bare ikke magte at skulle igennem en masse drama og snakke om det, så jeg besluttede mig for at sove hjemme" sagde jeg og kiggede skiftevis på ham og sofaen inde bag ham.
"Så kom da endelig ind. Du bor her jo alligevel" sagde han og lukkede mig ind igen.

Jeg gik ud i køkkenet og kiggede lidt rundt. Jeg kunne høre at Harry havde fulgt efter mig og stod og betragtede mig, imens jeg stod der.

"Har vi ikke noget mad? Menukortet mættede ikke så meget som jeg havde håbet" sagde jeg og gik over mod køleskabet. Harry stod og smågrinede lidt, imens han hulkede.
"Nej, Niall var ovre i morges før du vågnede og rippede det hele. Jeg kan ringe efter noget kinesisk?" sagde han og gik over imod mig. Han lagde armene rundt om min mave og hev mig ind til ham.
"Det må du gerne" sagde jeg og vendte mig rundt. Han kiggede ned på mig og smilede.
"Undskyld. Det var ikke min mening at sige det jeg sagde" sagde han og kyssede mig på panden. 
"Det går nok. Bare lov mig, at du fremover ignorere verdens syn på dig og dit liv. Det er ikke dem der skal bestemme hvem du er og hvordan du opfører dig. Det er mit job" sagde jeg og smilede op til ham, hvorefter jeg lagde mit hoved ind til hans bryst.

Det var den følelse jeg havde ventet på. Al den drama og den følelsesmæssige rollercoaster var smidt bag mig. Hvad der i virkeligheden skete inde i mig, er jeg ikke sikker på. Men det var følelsen af.. tryghed... 

"Hvorfor gør vi det her?" spurgte han og kiggede ned på mig.

"Gør hvad?" svarede jeg, i håbet om at der kom noget positivt ud af munden på ham.

"Går i byen, laver total kaos og dramaer. Og stjæler en paparazzi's kamera" sagde han og smilede. Jeg smilede tilbage og gik ud af hans arme.

"Jeg sover på sofaen" sagde jeg for at skifte emne. 

Jeg gik over mod sofaen og tog min kjole og sko af. Jeg tog tæppet frem og satte mig ned, imens jeg slog tæppet ud. 

"Skat? Vil du ikke nok love mig at du aldrig tager ting personligt når det omhandler os to? Nu mener jeg hele episoden på Rebekkas skole" sagde han, imens han stod i døren ind til stuen og kiggede på mig. 

"Så jeg må ikke forsvare dig? Jeg må ikke forsvare os?" sagde jeg og kiggede op på ham, imens han kom gående over til mig. Han satte sig ved siden af mig.

"Jo. Men det er max til mine forældre eller dine egne forældre. Ikke hele omverden. De kan være ligeglade med, hvad der sker i vores forhold. Det er ikke deres mening der er vigtig" sagde han og lagde sin arm over min skulder, imens han trak mig ind til ham. Jeg sagde ikke noget, men fulgte blot hans brystkasse, der langsomt lagde sig ned i sofaen. Imens jeg lå der, betragtede jeg kun hans hjertebanken og vejrtrækning, og langsomt faldt jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...