One Way or Another

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2015
  • Status: Igang
Det er ikke altid lige nemt at være teenager. Og så slet ikke når man hedder Josefine. Hele hendes liv er en stor rollercoaster, for uanset hvor godt det måtte gå, falder hun altid ned igen. Familie er ikke det hun har allermest af, og når hun endelig har den, ønsker hun den ikke.
Som i så mange klichéfyldte romantiske historier, dukker drømme-prinsen op. Måske er han ikke ligefrem hendes drømmeprins der gør hendes liv nemmere, nok nærmere modsat. For selvom han ikke behøver at gøre noget, så gør de millioner af skrigende fans hendes liv til et levende helvede.

34Likes
37Kommentarer
22853Visninger
AA

113. One Way or Another ~ kapitel 113

"Undskyld" hviskede jeg, imens jeg sprang op af stolen og hoppede over hendes bord og skubbede hende ned af stolen. Jeg rev hende i håret imens hun slog et knæ op i maven på mig, så jeg helt mistede pusten. Jeg gav slip på hendes hår og prøvede at fortsætte, men hun nåede at overmande mig først, så hun slog mig i hovedet, inden hun blev revet væk af Mads. Jeg rejste mig forsigtigt op og skulle til at gå over til hende igen, indtil George og Rebekka tog fat i mig og trak mig ud for døren. 
"Hvad fanden laver du?" spurgte hun og slap mig. 
"Synes du ikke selv det er dybt respektløst af hende?" spurgte jeg og kiggede hende dybt i øjnene.
"Mus, hun siger det kun for at få Harry, jo! Hvorfor skulle jeg finde mig i at hun sviner mig så groft til, og ligefrem foran hele din klasse?" sagde jeg og stillede mig op af væggen. 
"Dengang jeg var kærester med hende, var hun også sådan. Hun bestemte alt, slog mig hvis jeg gjorde noget forkert og alle de piger jeg snakkede med, skulle hun svine til og true på livet" sagde George og smilede til mig. 
"Hun er sindssyg" sagde jeg og smilede til ham. Døren gik op og Mads kom ud med Maria, og George stillede sig foran mig så jeg ikke hoppede på hende igen. Hun kiggede på mig med et blik der sagde "vi er ikke færdige." 
"Vi går op til rektor, bare gå tilbage ind i klassen" sagde Mads og kiggede frustreret på Rebekka. 
"Undskyld Mads" sagde jeg og blev ført med ind i klassen igen. 
"Respekt! Endelig en der tør sætte sig igennem til hende! Det har vi virkelig manglet" sagde en af drengene nede fra bagerste række. Jeg blev ført over til min stol igen og tog min mobil frem. 
"Wow, måske burde du få tjekket den flænge der" sagde Georg og så forskrækket på siden af mit hovede. 
"Hvorfor sker det lige for mig?" sagde jeg og satte en hånd op for. 
"Dit knæ er også" sagde George, indtil jeg afbrød ham. 
"Og tak for det George" sagde jeg irriteret. Jeg kiggede på min mobil og så jeg havde fået en besked fra Harry. "Jeg pakker mine ting og kommer nu. Hvor er du?"
"Bekka, jeg går lige ud og snakker med Harry" hviskede jeg og rejste mig op. 
"George, gider du følge hende ned til sygeplejersken?" spurgte hun og kiggede på ham. Jeg kiggede ned på hende med et bebrejdende blik. Han nikkede til hende og rejste sig op for at følge mig derhen. Vi gik ud for døren og gik ned af gangen. 
"Må jeg lige ringe til Harry?" spurgte jeg og smilede til ham. 
"Gør endelig det" sagde han og smilede tilbage. Jeg tog mobilen op og ringede ham op. 
"Hvor er du?" var det første han sagde med en nervøs stemme. 
"Det er ligemeget. Vil du ikke nok høre på mig?" spurgte jeg ham. 
"Kun hvis du lover mig at passe på og ikke komme til skade" sagde han bekymret. 
"Det er lidt for sent" sagde jeg med en lidt ydmyg stemme. 
"Okay, så er det nok. Hvor er du og hvad hedder hun? Jeg er den der er på vej nu" sagde han, imens jeg kunne høre drengene i baggrunden prøve at tale ham fra det. 
"Det er her" sagde George og åbnede døren ind til sygeplejersken. 
"Tak" sagde jeg til ham og gav ham et hurtigt kram. 
"Hvem er det?" spurgte Harry, imens jeg lukkede døren og satte mig på en stol. 
"En der har hjulpet mig. Jeg skal lige ind til sygeplejersken, gider du blive hos drengene og slappe af? Jeg går ikke tilbage til klassen, så du behøver ikke bekymre dig mere" sagde jeg, imens sygeplejersken kom ud til mig. 
"Nej jeg gider ej, jeg skal være der for dig. Vi ses snart" sagde han og lagde på. Jeg rejste mig op og hilste på hende. 
"Hej, jeg hedder Maiken" sagde hun og smilede til mig. 
"Kan jeg lige hurtigt foretage endnu et opkald? Det er rimelig vigtigt" sagde jeg, imens hun nikkede til mig og førte mig ind til undersøgelse. Jeg ringede hurtigt til Louis, og han tog den hurtigt. 
"Hej Jose, hvad sker der?" spurgte han, imens en masse råberi skete i baggrunden. 
"Ikke noget, vil du godt få Harry til at blive? Han skal ikke herhen. Han skal blive med jer" sagde jeg. 
"Vi skal prøve alt det vi kan. Men du er okay, ikke?" spurgte han med en lidt bekymret stemme. 
"Jo, men vi ses og tusinde tak fordi i gider passe på ham imens" sagde jeg og lagde på. 
"Okay, lad os kigge på de sår" sagde Maiken og begyndte at pille ved sårene. 
"Heldigt jeg lige har fået lov til at syg. Du får to sting i hver. Så jeg håber ikke du er model og skal have taget billeder, for siden det sidder på kindbenet, bliver du nok ikke ansat" sagde hun og smilede, imens hun fandt noget udstyr frem. 
"Nej, heldigvis ikke" sagde jeg og grinede lidt. Hun kom tilbage med en steriliseret nål og tråd og gav mig noget lokalbedøvende creme på. 
"Men hvad skete der dog?" spurgte hun imens hun gjorde det hele klar. 
"En af pigerne er jaloux over min kæreste, så hun skulle hele tiden svine mig til, og jeg skrev så til min kæreste, Harry, og hun skulle så også lige være lidt ond overfor ham, og så blev jeg bare sur på hende og sprang på hende. Jeg fik så ikke noget godt ud af det" sagde jeg og smilede, imens hun skulle til at stikke nålen ind. 
"Harry Styles?" sagde hun og smilede. 
"Ja, hvordan vidste du det?" spurgte jeg overraskende. 
"Maria snakker hele tiden om ham, og at så snart hun mødte dig, ville hun dræbe dig" sagde hun og syede hurtigt den første flænge. 
"Jamen det lyder da beroligende" sagde jeg med en ironisk klang. 
"Jeg limer flængen på kindbenet sammen. Ellers får du et grimt ar" sagde hun og tog noget speciel lim frem. 
"Det sætter jeg pris på" sagde jeg, imens hun limede det sammen. Hun smed resterne ud og gik tilbage med nogle plastre. 
"Du får dem her på. Så er du fri for forbinding. Men skift dem i de næste 3 dage når du vågner og går i seng, du får mit kort så kan jeg fortælle hvem der kan fjerne dine sting. Pas på, du skulle helst ikke komme tilbage hertil" sagde hun og smilede, imens hun førte mig ud til døren igen. 
"Tusinde tak for hjælpen" sagde jeg og åbnede døren. George stod der stadigvæk og ventede på mig. Jeg gik ud og Maiken lukkede døren. 
"Lad os komme tilbage til klassen" sagde han og begyndte at gå derhen. 
"Undskyld fordi jeg var sådan overfor dig i klassen" sagde jeg og lagde armen over hans skulder. 
"Det gør ikke noget" sagde han og smilede til mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...