Innocence - Harry Styles fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
17-årige Hannah, er en nogenlunde normal teenagepige. Hun bor med sin mor, far og hendes storebror, Louis. Louis Tomlinson.
En dag er Louis' bedste ven, Harry, hjemme ved dem, og fra første gang Hannah kaster sit blik på drengen med de grønne øjne og brune krøller, er hun solgt.

Men Louis nægter at lade hende og Harry være sammen. Harry er ikke god for hende. Han gør alt hvad han kan for at beskytte sin lillesøster, som egentligt ikke vil beskyttes. Derfor, ender hun med at rode sig ud i ting, hun aldrig skulle have været en del af.

11Likes
2Kommentarer
1074Visninger
AA

3. Kapitel 3

Hannah's POV

Det der føltes som en evighed efter, stod jeg igen foran spejlet. Jeg havde fået lagt makeup, og på mine fødder sad et par højhælede sko. Usikkert bed jeg mig i underlæben, og håbede bare at det var godt nok til Harry... Jeg havde igen idé om hvad han havde planlagt, så hele looket var et gæt... Så måtte jeg bare håbe på det bedste. 

Med det samme var der noget der ramte mit vindue, og jeg fór sammen. Hurtigt så jeg hen imod ruden, og trådte tøvende nærmere. Endnu engang var der noget der ramte ruden, og jeg trådte hurtigt et skridt tilbage. Jeg tog så en dyb indånding, og gik hen til vinduet. Jeg fik det åbnet, og med en beklagende, knagende lyd åbnede det. Hurtigt så jeg end, og i skærene fra lysene som skinnede ud igennem vinduerne, kunne jeg se hans grønne øjne glimte. Et bredt grin bredte sig henover hans læber. "Kommer du ned?" Lød hans stemme, og jeg nikkede. "Ja, to sekunder... Pas nu på at Louis ikke ser dig, for så slår han os begge ihjel." Sagde jeg. Det sidste fik mig til at rulle med øjnene. En dæmpet latter lød nede fra Harry, inden jeg lukkede vinduet igen. Hurtigt smuttede jeg ud af værelset, nedenunder og ud i gangen, lige i tid til at Louis også kom derud. "Hvorfor så pæn i tøjet?" Spurgte han, lagde armene over kors og hævede afventende sit ene øjenbryn. "Jeg... Skal bare... Ud..." Svarede jeg tøvende, og trippede lidt utilpas, frem og tilbage. "Med hvem?" Hans stemme var skarp, og det var tydeligt, at han var mistænksom efter at have set mig med Harry tidligere. "Nogle venner, Louis. Slap nu af." Sagde jeg, med en irriteret tone. Det kunne ikke passe at han skulle rende rundt og være en komplet nar forevigt. Hvad jeg gik og lavede, var da overhovedet ikke noget han skulle blande sig i. Louis så ikke ud til at være synderlig tilfreds med mit svar, men det var alt han fik. Langt om længe nikkede han stille, og så åbnede jeg døren, og gik ud. Aftenkulden ramte mig med det samme, og fikm mig til at skælve en smule... Måske var kjolen alligevel ikke den bedste idé. Jeg fik smækket døren i bag mig, og kort efter kom Harry gående. "Du ser godt ud" sagde han, med sin dybe, lidt hæse stemme. "Tak" svarede jeg, og mærkede varmen stige op i mine kinder, selvom det egentligt var en kølig aften.  Jeg kom så i tanker om, at det måske også var en idé at komplimentere ham... "Ehm... Ehm... Og i lige måde, forresten..." Sagde jeg lidt fortumlet, og jeg kunne seriøst have givet mig selv en lussing for at lyde sådan. Vi havde ikke engang forladt grunden, og jeg var allerede super akavet. Harry grinede dog bare endnu en gang dæmpet, og lagde sin ene hånd, nederst på min ryg. "Mange tak... Nå, vi må nok også se at komme afsted." Svarede han, og vi begyndte at gå.

Lidt længere nede af vejen, holdt der en sort Range Rover som Harry ledte mig hen imod. "Tak" mumlede jeg, og smilede genert, da han holdt bildøren åben for mig. Hurtigt hoppede jeg ind, satte mig til rette og rettede så lige lidt på min kjole. Derefter fik jeg spændt sikkerhedsselen, og imens var Harry hoppet ind. Jeg var nervøs. Meget nervøs. Jeg vidste ikke meget om den her dreng, andet end jeg ville have ham. Jeg ved ikke hvad der drog mig til ham, men nu føltes det som om jeg ikke kunne forlade ham igen. Jeg havde brug for ham. Af en grund jeg ikke kendte til.

Køreturen var lang, og der blev ikke sagt meget. Af og til, fik jeg stjålet mig et glimt af ham ud af øjenkrogen. Lyset fra gade lamperne lyste Harry's øjne op, hver gang de passerede bilruderne. Nogle af de mørkebrune krøller var faldet ned i hans pande, og ned over hans øjne. Han var smuk. I mine øjne var han ihvertfald. Et dæmpet smil bredte sig henover hans læber, da han lagde mærke til at jeg så på ham. Derfor, vendte jeg hurtigt blikket ud af bilens forrude, for ikke at give ham indtryk af, at jeg sad og gloede på ham. "Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg stille, for at bryde stilheden. "Bare et sted jeg kender... Der er ikke langt igen..." Svarede han, og trak en anelse på skuldrene. Stille nikkede jeg, selvom jeg egentligt ønskede et mere præcist svar. Jeg havde ingen idé om hvor Harry kunne finde på at tage mig hen, og jeg var ærlig talt ved at blive utålmodig. Heldigvis, gik der ikke mere end fem minutter, før Harry parkerede bilen. Det han havde parkeret foran, lignede en ganske normal restaurant. Meget hyggeligt sted. Det var da i det mindste en god start, ikke? Harry sendte mig et skævt smil, inden vi begge forlod bilen. Endnu en gang, fik kulden mig til at skælve, og jeg skyndte mig hurtigt hen til Harry og videre ind i restauranten. Kjolen var helt klart en dårlig idé... Men i det mindste synes han at jeg så godt ud... Vi blev ført ned til et bord, af en kvindelig tjener. Hendes øjne var krystalblå og hendes hår var blond. Jeg kunne ikke sige om det var ægte blond eller ej, men ligemeget hvad, var hun smukkere end mig. Derudover, havde hun vidst et godt øje til Harry, hvilket vakte min jalousi en smule. 

Vi tog plads, fik et menukort og endnu en gang var der stilhed. Jeg var ikke synderlig sulten, så jeg besluttede mig bare for at tage en form for salat. Det var heldigvis heller ikke for dyrt. Stille lagde jeg menukortet fra mig, og kort efter, gjorde Harry det samme. "Hvad har du besluttet dig for?" Spurgte han, og sendte mig et stille smil. "Ehm... Bare... Nr. 23. Salaten." Svarede jeg, og trak på skuldrene. Han nikkede stille, og vendte så blikket imod den samme, kvindelige tjener som igen var på vej herover. Han fik bestilt for os begge, og oveni fik han bestilt en flaske rødvin. Jeg havde aldrig rigtigt drukket alkohol... Med mine 17 år, havde jeg aldrig været typen der gik ud og drak mig fuld hver weekend. Kald mig bare kedelig. Men jeg overlevede nu nok et par glas vin... "Så... Hannah... Fortæl mig om dig selv." Sagde Harry, og lænede sig en smule indover bordet. "Der er ikke så meget at fortælle... Jeg holder af at læse og den slags... Jeg er ikke den vilde type." Svarede jeg, og så kort ned. Jeg tog min kniv, og begyndte at tegne forskellige, enkle motiver i min serviet med knivs spidsen. "Det lyder som om du er gået glip af en del..." Sagde Harry, og smilede skævt. "Så er det godt at jeg er her til at vise dig det hele." Jeg rystede på hovedet, og så på ham. "Nej, nej.. Jeg har det ganske fint med bare at være sådan der. Jeg bryder mig ikke om at vågne op hver morgen med tømmermænd..." Svarede jeg, og pressede læberne sammen. Harry rystede også på hovedet, og fugtede sine læber med spidsen af hans tunge. "Det skal jeg nok få ændret."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...