Innocence - Harry Styles fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
17-årige Hannah, er en nogenlunde normal teenagepige. Hun bor med sin mor, far og hendes storebror, Louis. Louis Tomlinson.
En dag er Louis' bedste ven, Harry, hjemme ved dem, og fra første gang Hannah kaster sit blik på drengen med de grønne øjne og brune krøller, er hun solgt.

Men Louis nægter at lade hende og Harry være sammen. Harry er ikke god for hende. Han gør alt hvad han kan for at beskytte sin lillesøster, som egentligt ikke vil beskyttes. Derfor, ender hun med at rode sig ud i ting, hun aldrig skulle have været en del af.

11Likes
2Kommentarer
1053Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hannah's POV

Stille rystede jeg så på hovedet. "Men det er ligemeget... Louis synes det er åndsvagt..." Sagde jeg dæmpet, og strøg en lok af mit hår om bag mit øre. "Hannah, det er ikke ligemeget... Jeg-.." Mere nåede Harry ikke at sige, før døren ude i gangen blev smækket. Hvis det var Louis, og han så Harry her, var jeg så godt som færdig. "Hurtigt, kom med mig." Hviskede jeg hurtigt, og rejste mig med et set. Jeg tog fat i Harry's hånd da han rejste sig, og forlod stuen, hurtigst muligt. Jeg trak ham med op af trapperne, op til mit værelse. Med et skub åbnede jeg døren, og gik indenfor. "Bare bliv herinde, okay? Jeg kommer om lidt." Sagde jeg alvorligt, og så direkte ind i hans smukke, grønne øjne. Et stille nik fra Harry, og det var det. Jeg slap ham så, og gik ud af værelset, ned af trapperne og stødte kort efter på Louis inde i stuen. "Hvem snakkede du med?" Var det første Louis sagde. "Slap nu af, tiger. Jeg talte bare i telefon..." Løj jeg, og himlede med øjnene. "Hvor har du været?" Jeg lagde armene over kors, og så afventende på ham. "Jeg havde bare brug for at køle ned... Men det får mig ikke til at ændre mening..." svarede Louis, og jeg sukkede irriteret. "Hvorfor kan du ikke være ligeglad med hvad jeg føler for hvem? Det her er mit liv, ikke dit!" Spurgte jeg, og slog irriteret ud med armene. Louis rejste sig langsomt fra sofaen, og gik stille over til mig. "Harry er min ven... Men jeg ved også godt at han ikke er godt selskab... Det må du bare lære at forstå..." Forklarede min bror. Ikke synderligt tilfreds med svaret, nikkede jeg alligevel bare tøvende. "Fint..." mumlede jeg. Jeg kom ikke længere med at diskutere. Luften sitrede anspændt omkring os, men ingen sagde noget. Vi så bare på hinanden med tomme øjne. Der måtte ligge noget bag alt det her. Louis måtte vide noget jeg ikke vidste om Harry.

 

Jeg løb igen op ad trapperne, og åbnede døren til værelset. Harry så ikke engang på mig. Jeg så at han var travlt optaget af at se nogle billeder igennem, jeg havde stående, indrammet på en kommode. "Det er okay nu... Men vi bliver nød til at være stille, så Mr. Mistænksom ikke opdager noget." Sagde jeg stille, og sukkede kort imens jeg skubbede døren i bag mig. Langsomt vendte Harry sig imod mig, og hans tavshed gjorde mig lidt utilpas. Stille gik han hen til mig, og lagde sine hænder på mine hofter. Det føltes som om mit blod begyndte at koge, for varmen spredte sig i hele min krop ved hans berøring. "Jeg henter dig i aften. Tag noget pænt på." Lød hans dybe, hæse stemmen. Det lød ikke som om han gav mig et valg. En blanding af spænding og nysgerrighed, blandede sig med følelsen af frygt. Louis var så bekymret... Så der kunne vel ske hvad som helst... Jeg kunne dog ikke gøre andet, end stille at nikke. Min mund åbnede sig, men jeg lukkede den hurtigt igen, da jeg ikke kunne finde ord. Så jeg endte bare med at nikke endnu en gang. 

Harry's hænder faldt fra mine hofter, så hans arme nu hang ned langs hans sider. Kort efter, kørte han dog sin hånd igennem de mørkebrune krøller. Han kastede så bare et sidste blik på mig, inden han forsvandt ud af døren bag mig, uden et ord. Jeg skulle lige til at sige noget, men da jeg vågnede ordenligt op, og smuttede ud af værelset, var han allerede væk. Siden Louis ikke sagde noget, gik jeg ud fra at han havde forladt stedet ubemærket. Heldigvis. Jeg kørte stille min hånd igennem mit lange hår, og tog en dyb indånding. Jeg var virkelig forelsket i denne dreng... Men den måde han var på de sidste par minutter, vækkede en form for frygt i mig. Men det var nyt, spændende... Derfor overvejede jeg ikke at blive hjemme. Desuden, ville Harry jo også komme her, så der var vel ingen vej tilbage. Jeg gik igen ind på værelset, og gik hen til mit skab. Efter at have rodet rundt i et par minutter, fandt jeg hvad jeg ledte efter. En kjole. Stoffet var navy blå, og kjolen var lårkort. Jeg havde aldrig haft den på før, for jeg vidste at den var meget udfordrende... Derfor var jeg usikker på mit valg. Stille gik jeg hen til mit spejl, og holdt kjolen op foran min krop. "Gør du virkelig det her?" Mumlede jeg for mig selv, imens mine øjne hvilede på kjolens spejlbillede. "Ja... Det gør du." hviskede jeg så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...