Innocence - Harry Styles fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
17-årige Hannah, er en nogenlunde normal teenagepige. Hun bor med sin mor, far og hendes storebror, Louis. Louis Tomlinson.
En dag er Louis' bedste ven, Harry, hjemme ved dem, og fra første gang Hannah kaster sit blik på drengen med de grønne øjne og brune krøller, er hun solgt.

Men Louis nægter at lade hende og Harry være sammen. Harry er ikke god for hende. Han gør alt hvad han kan for at beskytte sin lillesøster, som egentligt ikke vil beskyttes. Derfor, ender hun med at rode sig ud i ting, hun aldrig skulle have været en del af.

11Likes
2Kommentarer
1018Visninger
AA

1. Kapitel 1

Hannah's POV 
Jeg sad ved spisebordet, hængende indover de hæfter og bøger der lå foran mig på bordpladen. Rastløst vendte jeg blyanten imellem mine fingre, imens jeg desperat prøvede at koncentrere mig. Men mine tanker var et helt andet sted, end lektierne. De var ved den her dreng... Eller... Ikke hvilken som helst dreng... Hans navn var Harry. Harry Styles. Et længselsfuldt suk undslap mine læber da hans navn strejfede mine tanker, og en varm følelse spredte sig i mit indre. Harry var min bror, Louis', bedste ven. Og til min glæde, var han her ofte. 
Imens jeg sad i mine egne tanker, skrev jeg Harry's navn i mit hæfte, hvorefter jeg tegnede et hjerte udenom det. Harry var et par år yngre end Louis, så der var ikke så mange år imellem os. Han var 19, jeg var 17. Det kunne nok godt fungere. 
"Hvad laver du?" Lød Louis' stemme pludseligt, og det gav mig et chok. Jeg så hurtigt op, og så Louis stå ved siden af min stol, med en cola i sin ene hånd. "Lektier." Svarede jeg kort, og himlede med øjnene. Så svært kunne det vel ikke være at se. "Aha" brummede han bare. Hans øjne var låst fast på mit hæfte. Hurtigt lukkede jeg hæftet sammen, men han snuppede det ud af mine hænder, og fandt hurtigt siden, som jeg havde skrevet Harry's navn på. "Louis! Giv mig det!" Råbte jeg hurtigt, og rejste mig i et ryk. Jeg rakte ud efter hæftet, men Louis veg tilbage, stadig med øjnene låst til siden. Jeg fik så endeligt rykket hæftet ud af hænderne på ham, og smed det hurtigt fra mig på bordet. "Kan du lide Harry?" Spurgte Louis, og så pludseligt alvorligt på mig. "N-.. Nej..." Svarede jeg usikkert, og rystede hurtigt på hovedet. "Tegningen i dit hæfte siger noget andet." Svarede Louis, og stillede roligt colaen fra sig på bordet. Jeg stod bare lidt og så på ham, desperat efter at snige mig udenom samtalen. Jeg kunne stikke af, men så ville Louis bare blive ved med at spørge indtil det, indtil han fik et ordenligt svar. "Og hvad så hvis jeg kan lide Harry? Bland dig udenom..." Mumlede jeg, og kørte min hånd igennem mit lange, lysebrune hår. "Hannah... Du kan ikke være sammen med Harry...." Lød Louis' svar.

"Og hvorfor kan jeg så ikke det?"  Spurgte jeg, lagde armene over kors og hævede mit ene øjenbryn. "Harry er for gammel til dig... Og desuden, er han ikke god for dig." Svarede Louis, og jeg var ikke synderligt tilfreds med hans svar. "Der er kun to år imellem os, Louis! Og hvorfor er han ikke god for mig? Tror du ikke at jeg kan klare "de voksnes verden" eller hvad?" Jeg blev ret irriteret. Louis kunne da bare passe sig selv. "Nej, det tror jeg faktisk ikke! Du holder dig bare væk fra ham, okay?" Sagde Louis, med nu hævet stemme. "Louis! Det her er mit liv, ikke dit. Du kan bare lade vær med at blande dig i mit kærlighedsliv. Og desuden, hvem siger at Harry overhovedet kan lide mig?" Udbrød jeg hurtigt, og slog lidt ud med armene. Louis stod i lidt tid bare og så på mig, med et tomt blik i øjnene. "Jeg håber at han ikke kan lide dig..." Sagde Louis så stille. I lang tid stod jeg bare og så på ham, imens mine øjne langsomt blev blanke. Hvorfor fuck sagde han sådan noget?  Han burde da støtte mig... Han var min bror... "Rend mig." Hvæsede jeg så bare, kastede et sidste, såret blik på ham inden jeg så stormede ud af køkkenet, løb ind på mit værelse og hamrede døren i bag mig. Jeg kastede mig på sengen, og begravede ansigtet i min hovedpude. Lidt efter, kunne jeg høre døren smække i entréen, og jeg gik ud fra at Louis var skredet. Men jeg var ligeglad. Han kunne gøre hvad han nu ville. Jeg ville ikke være kontrolfreaken, der troede at jeg kunne bestemme over andre folks liv. Jeg ville ikke synke ned på hans niveau.

I lang tid lå jeg bare på sengen. Mine øjne var lukkede, og jeg prøvede bare at slappe helt af, og glemme hvad der lige var sket. Det eneste jeg kunne høre, var lyden fra bilerne der kørte forbi ude på gaden. Lige indtil lyden af ringklokken skar igennem stilheden. Jeg for sammen, og satte mig hurtigt op i sengen. Hvem kunne det være? Både mor, far og Louis havde en nøgle til huset... Med mindre Louis havde været så dum at glemme den, da han skred... Ja, det var sikkert ham. Et øjeblik sad jeg bare, og overvejede om jeg overhovedet ville lukke ham ind, men jeg besluttede mig dog for at gøre det. Jeg rejste mig, forlod værelset og gik ud til døren. Jeg lagde hånden på håndtaget, trykkede det ned, og åbnede døren. "Har du så langt om længe besluttet dig for ikke at bestemme over mit li-.." Mere nåede jeg ikke at sige, før døren var åbnet helt, og jeg så at det ikke var Louis. En høj skikkelse stod foran mig. Hans grønne øjne skinnede, de lyserøde læber var trukket i et skævt smil og hans smilehuller viste sig på hans kinder. "Oh... Øhm... H-.. Hej, Harry. Jeg troede at det var Louis..." Sagde jeg genert, og lidt flovt. "Hey... Hannah... Det er okay. Ehm, men er Louis her så ikke?" Svarede Harry, samtidigt med at han hævede sit ene øjenbryn en smule. "Nej, han er lige gået... Han blev ret vred, så jeg ved ikke hvornår han nu har tænkt sig at komme tilbage..." Svarede jeg, og så ganske kort ned, imens jeg himlede med øjnene. "Hvorfor blev han vred?" Spurgte Harry nysgerrigt. "Det er en lang historie." Jeg havde ikke lyst til at fortælle Harry om det hele. "Jeg har tid nok." Svarede Harry bare, og lænede sig op af dørkarmen. Jeg tøvede lidt, inden jeg så nikkede. Måske var det nu, at jeg skulle fortælle Harry om mine følelser for ham... Hvis ikke det var nu, hvornår skulle det så være? "Fint, kom ind..." Sagde jeg, og trådte til side for ham. Harry trådte indenfor, jeg lukkede døren efter ham, og kastede et forsigtigt blik på ham. Han var så smuk... Perfekte brune krøller, smukke grønne øjne, bløde, lyserøde læber... Læber som jeg længdes så inderligt efter. Stille gik jeg ind i stuen, og tog plads i sofaen. Harry fulgte efter, og satte sig ved min side. Et øjeblik, strejfede hans hånd min, og det føltes som om der gik et stød igennem hele min krop.

"Det er sådan... At... Louis tror at jeg... Har følelser... For den her dreng..." Startede jeg stammende. Harry så bare afventende på mig, uden at sige noget. "Men han mener så ikke at denne dreng er god for mig. Som om drengen lever i en verden, som jeg ikke ville kunne klare at være en del af." Fortsatte jeg. "Og han blev sur, fordi jeg mente at han skulle tage at blande sig langt udenom mit liv." Sluttede jeg, og så kort ned på mine hænder. Jeg kunne dog stadig føle Harry's blik hvile på mig. "Hvem er den dreng?" Spurgte han stille, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg sad i lang tid bare og så ned på mine hænder, der var igang med at folde kanten af min tanktop. Jeg havde ordet lige på tungen, men jeg kunne ikke tale. Derfor sad jeg i lang tid bare i stilhed. "Dig." Fik jeg så langt om længe fremsagt. Forsigtigt så jeg op på Harry, der stadig så nogenlunde neutral ud i ansigtet. "Og de følelser som Louis tror du har... Har du dem faktisk?" Spurgte han stille, og fugtede hans læber med spidsen af hans tunge. Der var ingen vej tilbage. Svagt, meget svagt, nikkede jeg. Jeg følte min mave snøre sig sammen, da Harry ikke sagde noget i lang tid. Det eneste jeg hørte var min egen vejrtrækning, imens jeg stift så ned. Jeg følte mig ydmyget, selvom Harry endnu ikke havde gjort noget. Men på den anden side, hvorfor skulle de følelser være gengældt? Harry var ældre, han så godt ud, han var et godt menneske... Hvorfor skulle de følelser virkelig være gengældt? 

Pludseligt mærkede jeg Harry's hånd på min kind, og stille drejede han sit hoved imod ham, så mine blå øjne, mødte hans smaragdgrønne, hvilket et øjeblik tog pusten fra mig. Luften imellem os begyndt nærmest at sitre, da vi nærmede os hinanden. Jeg kom så tæt på, at jeg kunne mærke Harry's varme ånde på mine læber, og jeg næsten allerede nu kunne fornemme hans læber imod mine. Harry vidste præcist hvad han gjorde. Jeg kunne fornemme det. Han vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på, for at gøre en pige sindsyg. Harry lænede sig ind imod mig, og lod sine læber strejfe mine. Jeg lod mine øjne glide i, nærmest som en refleks, og ventede så bare på at han skulle kysse mig rigtigt. Men det skete ikke. Jeg nød ganske vidst Harry's læber, men jeg længdedes efter så meget mere end det. Jeg ville føle drengens læber imod mine. Føle hans berøringer på mig. Men det skete ikke. Ikke endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...