The Note ♥

Resumé: Der er intet ekstraordinært over Amanda Miller. Hun færdiggør tredje år i gymnasiet til sommer, og bor lige nu i det tilstødende gæstehus hos hendes forældre. Da studieturen med afgangsklasserne går til London, logger hendes veninde hende med til koncert med de berømte One Direction. Koncerten er for Amanda ikke noget særligt, men en underlig note vækker hendes interesse til live …

79Likes
58Kommentarer
2045Visninger
AA

4. Kapitel tre

Jeg sukkede ,og sank udmattet sammen på sengen. Den allersidste curler var sat i, denne gang ikke med den sædvanlige ynde som jeg plejede at mestre. Jeg smilede for mig selv ved tanken om den sidste stressende time med ødelagte curlere, forkert væske og et uventet besøg af mine bedsteforældre. Jeg pakkede resten af curlerne sammen, sprayede håret med den klamme, stinkende, dog denne gang rigtige væske, og nåede kun lige at få det pakket ind i et stort, sort badehåndklæde, da det ringede på døren. Jeg tog min blåstribede, gulvlange morgenkåbe på, og bandt den om livet, inden jeg rejste mig og gik ud for at åbne.

Jeg smilede ved synet. Som forventet var det Oliver, min bedste ven fra gymnasiet, som stod udenfor med en buket lyserøde roser. Idet jeg åbnede døren knælede han. ”Vil du stadig være min date til afdansningsballet i aften?” Jeg smilede, smågrinede, for derefter at se så alvorlig ud som muligt. ”Har du chokolade?”

Han tog den anden hånd frem fra ryggen, og rakte mig en pakke Merci, fint indpakket med rødt gavebånd, og hvad jeg gættede på var en hjemmelavet sløjfe. Endnu engang kunne jeg ikke holde smilet tilbage. ”Du kender mig for godt - tak!” Jeg trådte et skridt væk fra døren, og lod ham komme indenfor.

Han smed sig i sengen, præcis som han plejede at gøre når han kom forbi. I forhold til sofaen i hans lille, men hyggelige, etværelses lejlighed var min seng i hans øjne himlen, så han var ikke sen til at sove en time når han kom forbi. Præcis det samme skete i dag. Han havde knap lagt sig i sengen, før jeg kunne høre en let snorken. Jeg lod ham sove, og gik ud på badeværelset.

Jeg fandt min flettede, sorte kurv med makeup frem fra reolen, og kastede et blik ind i soveværelset, hvor han stadigvæk lå og sov. Hvor havde Oliver og jeg været igennem meget sammen. Eller rettere sagt, hvor havde han været der for mig mange gange. Jeg sank sammen på badeværelsesgulvet. Opgivende.

Oliver havde været der for mig når det virkelig brændte, og da mit liv havde taget en uventet, forfærdelig drejning. Han havde ladet mig sove på hans sofa, når jeg trængte til at komme hjemmefra. Var flyttet ind hos mig, da de flashback-lignende mareridt begyndte. Havde jeg ikke haft ham, havde jeg ikke været her i dag. Jeg tørrede en tåre væk fra øjenkrogen, og rejste mig fra gulvet. Det her var for bittersødt.

Da vi først mødtes var der ingen tvivl. Oliver og jeg var det perfekte par - meant to be. Jeg smilede til spejlbilledet. Det troede vi i hvert fald. Jeg skyllede ansigtet i koldt vand, og besluttede mig for at fortsætte hvor jeg slap - med makeuppen. Det havde senere vist sig, at vi ikke fungerede som par, og han var i dag min bedste ven. Selvom folk tit satte spørgsmålstegn ved hvorvidt vi skulle prøve igen, var der ikke nogen tvivl hos nogen af os. Vi skulle ikke være sammen, og sådan var det.

Jeg fik hurtigt lagt en makeup i gyldne farver, og sluttede af med et lag mascara. Et forsigtigt bank på døren forskrækkede mig, så jeg måtte samle mascarabørsten op fra gulvet. Oliver stak hovedet ind. ”Jeg skifter lige tøj, bare så du ikke kommer brasende midt i det hele.” Jeg smilede. Selvom vi efterhånden kendte hinanden ud og ind, var der stadig små ting som disse, som altid fik mig til at smile. Jeg hentede min kjole fra skabet, og tog den med ud på badeværelset, og lovede at blive herude til han var færdig. Til gengæld måtte han love ikke at smugkigge, før jeg var helt klar.

Jeg åbnede posen, holdt kjolen op foran mig, og drejede rundt om mig selv en enkelt gang, inden jeg smed morgenkåben, og trak den turkise kjole over hovedet. Den var uden stropper, og med en kant af elegante sølvfarvede palietter og små sten over brystet. Snittet, tætsiddende ved overkroppen og med et gulvlangt, løst skørt fremhævede mine former på den rigtige måde. Jeg smilede til mit eget spejlbillede, og løftede en smule op i kjolen.

Jeg pillede forsigtigt curlerne ud af håret, en efter en, og så med glæde hvordan mit let røde hår faldt bølgende ned, indrammede mit ansigt på den helt rigtige måde og fremhævede mine grønne øjne. Jeg flettede pandehåret bagud i en løs fletning, og samlede den, og fæstende den, med en enkelt hårnål.

Jeg smilede til spejlbilledet en sidste gang, inden jeg bankede på døren. ”Er du ved at være klar? Og hey, gider du ikke, med lukkede øjne, give mig de stiletter der står under sengen?” Der var stille et øjeblik, så blev døren åbnet, forsigtigt, og mine enkle, sølvfarvede stiletter blev sat på gulvet, og døren lukket igen. Hurtigt stak jeg fødderne i dem, nød at kunne vokse tolv centimeter på ingen tid, og trykkede langsomt håndtaget ned. ”Oliver? Er du klar?” Jeg hørte kun en sagte mumlen, inden jeg åbnede døren og trådte ud fra badeværelset.

Oliver var helt stille. Sådan havde jeg ikke oplevet ham længe. Han mumlede noget uforståeligt, og kiggede derefter på mig. ”Hold da op. Du ser godt ud!” Jeg smilede, lettere smigret, og komplimenterede også hans tøj. Det sorte jakkesæt, en hvid skjorte og en butterfly i samme turkis farve som min kjole. Det eneste han havde fået at vide - hvilken farve butterfly han skulle købe.

”Skal vi komme af sted?” Oliver smilede til mig, og jeg kiggede hurtigt på klokken. Der var tyve minutter til vi skulle være der, og fordi Oliver havde lånt hans forældres bil i dagens anledning, kunne vi godt vente lidt med at køre. Samtidig faldt mit blik på den lille note, som stadigvæk hang på opslagstavlen. Et sidste forsøg, mumlede jeg for mig selv, og bad Oliver om at vente to minutter. Jeg kunne høre køleskabet blive åbnet, og det gjorde mig sikker på, at han i hvert fald var optaget de næste fem minutter.

Jeg satte mig på kontorstolen, og åbnede for computeren. Facebook åbnede automatisk, og der var allerede en del billeder inde af kjoler, par og forberedelserne til det afsluttende bal for tredje g’erne. Jeg smilede. Endelig var det blevet min tur. Jeg lukkede hurtigt Facebook ned, og åbnede for skype.

HS12UK

Jeg behøvede ikke engang kigge på sedlen, for at huske den underlige kombination, som jeg endnu engang tastede ind i søgefeltet. Jeg havde de sidste tre dage, siden jeg fandt sedlen, prøvet yderlige to gange uden held. Denne gang skulle være den sidste. Jeg havde læseferie efter i aften, derefter sommerferie, og så ville et nyt kapitel i mit liv starte. Jeg gad ikke koncentrere mine tanker om denne underlige seddel, og slet ikke i læseferien.

Jeg trykkede på søg, og det ”pling” der lød fra skype forskrækkede mig, så jeg lettede et par centimeter fra stolen.

Skype har fundet ét match. HS12UK, Storbritannien.

Mit hjerte sprang et slag over. Jeg havde bestemt ikke forventet et resultat, måske havde jeg ligefrem håbet at der ikke ville være noget. Jeg åbnede profilen, som ikke afslørede mere end den hurtige søgning. Der var ingen billeder og ingen yderligere information end at personen kom fra Storbritannien.

”Vi skal altså af sted nu!” råbte Oliver fra køkkenet, og jeg var pludselig både tidspresset og forvirret, så jeg trykkede hurtigt på ”Føj til kontaktpersoner”. klappede computeren i, og råbte tilbage til Oliver at jeg var på vej. Nu måtte det briste eller bære.

♥♥

Hej alle i søde, dejlige mennesker som følger med i denne historie! På grund af ferie har jeg været rigtig dårlig til at opdatere jer med nye kapitler, så jeg er glad for endelig at kunne gøre det! Jeg fatter ikke, at der er 125 som følger denne movella. Det er så surrealistisk. Tusind, tusind tak. Jeg modtager som altid gerne konstruktiv kritik. Jeg håber i nyder jeres ferie! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...