The Note ♥

Resumé: Der er intet ekstraordinært over Amanda Miller. Hun færdiggør tredje år i gymnasiet til sommer, og bor lige nu i det tilstødende gæstehus hos hendes forældre. Da studieturen med afgangsklasserne går til London, logger hendes veninde hende med til koncert med de berømte One Direction. Koncerten er for Amanda ikke noget særligt, men en underlig note vækker hendes interesse til live …

79Likes
58Kommentarer
2054Visninger
AA

3. Kapitel to

Jeg satte min kuffert fra mig i hjørnet af det lille gæstehus som jeg boede i. Huset tilhørte egentligt mine forældre, men da det aldrig blev brugt, besluttede de sig for et par år siden, at lade mig flytte herud og flytte gæsteværelset ind på det det tidligere var mit værelse.

Herude var alt hvad jeg havde brug for. Et soveværelse, hvor en dobbeltseng og et hvidlakeret skrivebord med tilhørende sort kontorstol stod. Et badeværelse, med toilet og brusebad, indrettet med grønne måtter, grøn sæbedispencer og min grønne tandbørste i det hvide tandkrus med teksten ”She’s not afraid of scary movies” på den ene side og et billede af Harry på den anden. Kruset havde Nathalie engang givet mig i en form for hadegave, men jeg var gået hen og blevet ret glad for det.  Udover soveværelset og badeværelset var der er lille køkken, indrettet med nipsting i samme limegrønne farve som på badeværelset, og en stue med sofamøblement, fjernsyn og spisebord. Herude havde jeg fået hvad der svarede til min helt egen lille lejlighed, selvom jeg dog oftest endte med at spise aftensmad i huset, hos mine forældre.

Jeg gik tilbage til stuen, samlede min kuffert op og bar den ind på sengen, før jeg åbnede den. Øverst lå plakaten, som der kun akkurat havde været plads til, fordi en af mine bedste kammerater fra gymnasiet, Oliver, havde taget to par af mine stiletter i hans taske. Hvilket syn det havde været, da tolderne i den danske lufthavn åbnede hans kuffert. Jeg grinede for mig selv ved tanken om hans pinlige ansigt og om hvordan jeg havde kysset ham på kinden, takket ham for at bære mine sko, for at gøre ydmygelsen lidt mindre. Jeg lagde plakaten til side på skrivebordet og bar de sidste to par sko ud i hjørnet af stuen, som også til en hvis grad fungerede som entré.

Jeg vandrede rundt i mine egne tanker mens jeg pakkede resten af kufferten ud. Smed det brugte tøj i en vasketøjskurv, som jeg senere bar ind i huset for at vaske. Lagde endnu engang det ubrugte tøj sammen, inden jeg pænt lagde det på plads i højskabet, som stod i placeret i hjørnet af soveværelset. Da kufferten endelig var tom, satte jeg den udenfor, i håb om at den klamme lugt af hotelværelse snart ville forsvinde.

Jeg smed mig på sengen, udkørt for energi, da jeg kom i tanke om plakaten som stadigvæk lå sammenrullet på skrivebordet i soveværelset. Jeg rejste mig, lettere dovent og besværet, og gik ind i soveværelset, trak stolen ud og satte mig på den. Hvor blev man doven af først en flyvetur, efterfulgt af en seks timers lang togtur til det mørke jylland. Jeg kiggede rundt, overvejende, prøvede at finde ud af hvor jeg skulle hænge plakaten, som jeg endnu ikke havde kigget på.

Jeg tog den lille elastik af, som var bundet om plakaten, og rejste mig op, inden jeg rullede den ud. Plakaten havde en passende størrelse til lige akkurat at kunne hænge på klædeskabet. Hvor var den egentlig fin. Selvom jeg ikke havde synes koncerten var noget særligt måtte jeg indrømme, at disse fem drenge, selvom jeg kun en enkelt gang havde snakket med dem, var søde mennesker og helt nede på jorden.

Jeg nærstuderede plakaten. Til venstre irlændingen med det lyse hår. Niall stod der nedenunder. Jeg smilte kort for mig selv. På denne måde måtte det være muligt for selv jeg, at lære navnene på dem. Ved siden af ham stod Liam og i midten krøltoppen - Harry, som jeg nok måtte indrømme var, selvom det ifølge Nathalie var så forkert, min favorit. Ved siden af ham stod Zayn og yderst til højre Louis. Jeg gentog endnu engang navnene i mit hoved. Niall, Liam, Harry, Zayn og Louis.

Plakaten hang nu fint på skabslågen og et hurtigt blik på klokken fortalte mig, at det var tid til at spise. Mine forældre var holdt op med at vente på mig, men gik ud fra, at hvis jeg ikke dukkede op klokken seks, sharp, spiste jeg enten selv, eller var slet ikke hjemme. Efter jeg var flyttet ud i gæstehuset svarede det for dem til, at jeg var flyttet i lejlighed, og vi havde derfor ikke altid noget med hinanden at gøre hver dag, hvilket ikke gjorde mig det store. Jeg var deres sidste ”hjemmeboende” barn, og jeg tror egentlig de nød at have huset for sig selv, bare en gang i mellem.

Da jeg, inden jeg forlod soveværelset, skubbede stolen ind under skrivebordet, opdagede jeg en underlig seddel, som lå noget malplaceret på gulvet. En gul post it, som bestemt ikke kunne være min, da stakken af post it’s på mit skrivebord, matchede resten af farverne i min lille lejlighed. De var limegrønne. Jeg samlede sedlen op, og havde egentlig nær krøllet den sammen, da jeg opdagede at der på forsiden af noten stod, med drengede kragetær, noget som ikke kunne være en tilfældighed.

             You look absolutely beautiful, Amanda. Call me?

Jeg kiggede undrende på sedlen. Hvad søren var dog det? Jeg vendte den om, og opdagede på bagsiden at der, til min store overraskelse, ikke stod et telefonnummer, men i stedet et noget forvirrende, og bestemt ikke særligt sigende, navn.

             HS12UK - Skype

Jeg kiggede, nu endnu mere forvirret, på sedlen inden jeg lagde den fra mig på bordet. Det eneste jeg forstod var, at dette måtte være et skype-navn. Jeg satte mig på stolen, samlede sedlen op fra bordet og klistrede den fast på opslagstavlen over mit skrivebord. Klisteret på post it’en var efterhånden næsten forsvundet, så det krævede en del pressen med tommelfingeren inden den endelig sad fast.

Jeg åbnede min computer, og startede for skype. Det var så længe siden jeg havde brugt det, at jeg ikke længere kunne huske hverken brugernavn eller kode, og det tvang mig til at oprette en ny, hvis jeg ville undersøge hvad dette var. AmandaMillerDK var ledigt, så det blev det. Koden var den typiske skolekom kode, som alle skoleelever efterhånden kendte, og som også var den der gik igen på Lectio, lektieportalen på gymnasiet, som jeg snart ville være færdig med.

Da skype endelig var færdig med at logge ind, prøvede jeg at søge på navnet som ikke bragte nogen genkendelser. Jeg prøvede både HS12UK og HS12UK - Skype. Jeg prøvede kombitionen baglæns og med både store og små bogstaver, men ingenting gav nogle resultater. Jeg smilede for mig selv. Hvad var det også egentlig jeg havde regnet med? Jeg klappede computeren sammen, og skyndte mig at rejse mig, i håbet om, at der stadig ville være lidt aftensmad tilovers til mig hos mine forældre.

♥♥

Så er andet kapitel ude! Jeg har, efter opfordringer, prøvet at gøre afsnittende kortere, og derved for nogle, mere overskueligt. Hvad synes I? Er det bedre end det forhenværende? :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...