Forandring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
127Visninger

1. Forandring

Forandring!

 

 

De havde skændtes hver dag, i flere måneder, de skændtes om alt, om alle mulige åndsvage ting, endda om mig. Jeg havde passet huset, for ingen af dem gjorde deres til, for at det skulle se ordenligt ud. Det så værre ud end mit eget værelse nogensinde havde gjort, og jeg var som regel et rodehoved. Jeg gjorde alt i huset, og hvis jeg skulle have andet mad end fastfood, skulle jeg selv sørge for det. Jeg var blevet min egen forælder, hvis man kan sige det sådan. Jeg passede min skole nogenlunde, men haltede bagud med lektierne. Både pga. alt derhjemme men også pga. at jeg ikke havde det godt på skolen. Det var mig, som skulle trøste min mor, når min far igen have opført sig som en idiot. Hun græd i timevis, og min far sov sofaen hver nat. Nu hvor jeg tænker over det, har min far altid glemt valentinsdag. Han kom aldrig med blomster, men jeg har aldrig set min mor græde sådan. De plejede ikke at skændes så meget, de passede meget sig selv, og snakkede mest sammen når jeg var der, eller om mig.

 

En dag fik jeg nok, de tog ikke hensyn til at når de råbte og skreg af hinanden, sad jeg på mit værelse og græd. Ventede på at de skulle stoppe, for bange til at tale når jeg kom ud af værelset. Jeg følte mig som en fange i mit eget hjem. Så jeg løb ned i stuen, og råbte af dem at de skulle stoppe, at det gjorde ondt på mig når de skændtes, at jeg ikke kunne klare mere. De blev helt tavse og så råbte min far til min mor. ”Se hvad du gør ved vores datter,” og skænderiet fortsatte. Jeg smuttede ind på mit værelse igen, lagde mig i min seng, så stoppede råberiet og de sad og snakkede i timevis, alt jeg kunne høre var mumlen. Det var som om at det hele gik tilbage til normalen, men de talte ikke sammen. Dog troede jeg at det hele ville blive okay med tiden.

 

For et år siden flyttede vi til Skævinge, jeg hadede det her, for alle mine venner boede i Hillerød. Min mor havde sagt flere gange at jeg bare skulle få nye venner, men alle pigerne her bagtalte og gik i mode tøj og havde knapt nok en hjerne. Deres største interesser var fester, og deres største kærlighed som de skiftede ud hver uge. Det var som at gå i skole med fremtidige medlemmer af Paradise Hotel. Der var intet sammenhold, folk hånede konstant hinanden. Jeg gik i klassen med de mest snobbede piger i hele Skævinge. Fodbolddrengene og gamerdrengene, var de eneste to grupper drenge i klassen. Nederst i klassehierarkiet, kom jeg. Jeg sad altid på min plads og hørte musik, jeg var altid usynlig, selv i min gamle klasse. Jeg savnede mine bedste venner, som jeg kun så indimellem, og det stank, jeg ville gerne tilbage til Hillerød, men som om det nogensinde ville komme til at ske.

 

Da jeg kom hjem fra endnu en lorte dag i skolen. Smækkede jeg med døren på vej ind, smed min taske på gulvet, stilte mine sko ved siden af de andre sko, der lå i entreen, og hang min jakke på knagen. Gik jeg ind i stuen hvor mine forældre sad, ved siden af hinanden, i vores gamle røde sofa. Begge med triste blikke. Jeg gik længere hen imod dem med at forvirret blik. Det virkede som om at de havde siddet der i timevis og ventet på mig. Min mor så mest trist ud, hvorimod min far mest så medfølende ud. ”Hvad er der galt?” Spurgte jeg forvirret, og så skiftevis på min far og mor. Min mor så ud til at have besvær med at få ordene ud, og da ordene endelig kom ud, sagde hun bare ”Sæt dig ned, lille skat, din far og jeg har noget vi gerne vil fortælle.” Jeg sank en klump og satte mig ned på lænestolen der stod ved siden af sofaen, så åbnede min far munden og begyndte at tale.

 

 

 

 

”Nogle gange er kærlighed ikke nok, nogle gange er to mennesker, bare for forskellige.”

Det var de ord han sagde, og jeg stivnede som at bræt. Det var som om alt jeg før havde kendt kom styrtende ned over mig. Alle de gode minder forsvandt fra mit hoved, og blev erstattet af det her øjeblik. Så kom ordene ud af hans mund, de ord jeg havde ventete på skulle komme ”Vi skal skilles, vi er bare ikke lykkelige sammen mere.” Jeg begyndte at græde ” Men tingende gik jo bedre nu, jeg troede... Jeg troede det hele ville blive godt, ligesom før!” græd jeg. Så løb jeg ind på mit værelse. Det hele snurrede rundt og jeg havde ondt i brystet, det føltes som om mit hjerte ville briste, og hele jorden drejede rundt. Det føltes som om alle mine barndomsminder ville forsvinde, pga. denne her kolossale ændring der nu ville ske i mit liv. Pludselig fik jeg en lyst til at se Malene, og komme i bedre humør, hun ville nok ikke forstå mig så jeg kunne sige at jeg havde fået lov at blive en uge.

 

Jeg pakkede en taske med kiks, en vanddunk, en masse tøj, og min tandbørste ned i min gamle rygsæk. Mere ville jeg ikke tage med, min mobil kunne mine forældre ringe til eller spore mig og bede mig om at snakke med dem eller tage hjem. Jeg ville ikke høre deres forklaringer,og jeg havde selv intet at forklare dem, når jeg engang kom hjem. Intet kunne stoppe denne her skilsmisse fra at ske, det vidste selv jeg. Så jeg valgte at tage til Hillerød, jeg kunne få dem til at udskyde det lidt. Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt som Egon fra Olsenbanden, der lige havde fået den mest geniale plan nogensinde. For denne her plan var absolut genial. Jeg udskød skilsmissen, jeg slap for mine forældre, samtidigt med at jeg fik set mine gamle venner, hvilket var en stor bonus. Jeg kunne ikke klare at se mine forældres ansigter lige nu, så det hele var perfekt timet. Jeg tog min nyvaskede North Face jakke på, den kunne holde mig varm, for den havde fået mig igennem hele vinteren og mine nye Nike sko som min mor havde købt for nogle uger siden. Så åbnede jeg mit vindue på vidt gab, jeg kunne allerede mærke den stærke vind, der næsten blæste det i igen. Så kravlede jeg ud af vinduet, kiggede rundt for at se om nogle af mine forældre var udenfor. Jeg tog min røde cykel der heldigvis stod ulåst, og cyklede på trods af den stærke vind der rodede rundt i mit hår og næsten rev mig af cyklen jeg var på vej hjem.

 

Da jeg var nået cirka halvejs mod Hillerød stoppede jeg op. Det var begyndt at regne for lidt tid siden, og mine ben var kolde og klamme, og mine nye sko var ødelagte pga vandskader. Det føltes som om jeg var fanget i en orkan, men det var dog bedre end den orkan der lige havde ramt mit hus. Hvor længe har de haft planlagt det her, tænkte de slet ikke på mig, og mine behov? Mine forældre var selviske, det var lige hvad de var. For jeg havde jo brug for dem begge to, sammen, jeg ville ikke have to huse. Jeg burde dog slet ikke tænke på dem, i flere måneder havde de ikke tænkt på mig. Jeg havde gjort alt for dem og det her var måden at takke mig på psh sikke nogle forældre.

 

Hos Malene var alt perfekt hendes forældre var sofistikerede, og begge forældre var sjove, søde og rare. Malene var bedre end mig, ligesom at hendes familie var bedre end min, hun var selvsikker, høflig, selvom at hun svarede folk igen med en rap replik. Hvor imod jeg bare tog imod den kommentar de nu end kastede efter mig. Hun kunne spille klaver på en scene, uden at besvime, men når jeg skulle synge foran et publikum, kom der ikke et ord ud. Selvom at hun var bedre end mig i alt, pralede hun ikke, og hun var der altid for mig.

 

Jeg havde trukket cyklen ind til siden, og imens jeg holdt der, spiste jeg to kiks og drak en kæmpe slurk vand, min hals var knastør, som om at jeg ikke havde drukket vand i flere dage og var strandet i en ørken, hvilket man bestemt ikke kunne kalde det her. Så hoppede jeg op på cyklen og cyklede videre mod Hillerød, selvom at vejret, åbenlyst ikke var med mig. Regnen den silede ned og blæsten var kraftig, og blæste imod mig.

 

 

Da jeg endelig ankom til Malenes hus ringede jeg på dørklokken og Malenes mor åbnede døren. ”Josefine! Hvor er det godt at se dig, og hvor ser du dog ud. Kom ind og få varmen kære skat jeg laver varm kakao, opfør dig som om at du er hjemme.” i næsten en lang sætning ”MALENE DU HAR GÆSTER!” Råbte hun lidt efter og så kom Malene ind, og så snart hun så mig, løb hun hen og gav mig et stort kram, på tråds af at hun blev drivvåd. Jeg hang min jakke, smed mine sko i entreen og satte mig ind på Malenes værelse. Så spurgte Malene hvorfor jeg var her og ikke derhjemme. ”Fordi at jeg fik lov at være her en uge” Fortalte jeg og prøvede at se så troværdig ud som muligt men Malene så på mig som om at jeg var fuld af løgn. ”Stop bullshitting me” Sagde hun så og grinte let. ”Helt seriøst jeg ved når du lyver, desuden har du aldrig overnattet hos nogle i hverdagene, det må du ikke” Sagde hun og så på mig. Jeg så lidt ned, nu havde jeg håbet at hun havde troet på mig. ”Jeg kunne ikke klare at være derhjemme, så jeg tog herhen, mine forældre skal skilles og de hader mig.” Malene så på mig med et trist, men samtidigt uforstående blik.”Så du stak af, på grund af at dine forældre skal skilles, altså jeg har ondt af dig, men hvorfor stikke af.” Sagde hun og så på mig. ”De kommer ikke til at savne mig.” Svarede jeg bare og så ned.

 

Resten af dagen sad vi og så tv og hyggede os. Da vores ynglings program sluttede og nyhederne kom på, blev jeg mundlam, fordi at jeg var i nyhederne. Jeg var i nyhederne som en forsvundet person, og det var helt surrealistisk. De beskrev mig og fortalte at jeg nu manglede for 8 time. Malene kiggede på mig, ”Josefine det her er sgu alvorligt, min mor kan se det der, hvad vil hun ikke tænke og hvad hvis dine forældre tror at du ligge død på gaden.” Hun så alvorligt på mig, og jeg så bare væk, det var ikke mit problem, de måtte tro hvad de ville. ”Jeg ringer efter din mor.” sagde Malene bestemt og virkede sikker på at det var det eneste rigtige. Jeg var selv bekymret, over hvad de tænkte, men det her kunne ikke være en fejl og jeg burde ikke føle mig skyldig når det var deres egen skyld. Malene havde allerede taget sin mobil frem. Jeg rev den fra hende og så seriøst og bedende på hende ”Kan du vente et par dage?” Spurgte jeg. Hun så længe på mig og svarede så ”Okay jeg venter.”

 

Næste morgen da jeg vågnede gik jeg ind i stuen hvor Malene nok var, for hun var stået op. Så ejg gik ind og vi sad og fik morgenmad. Det var rice krispies, altså puffede ris, simpel men den mindende mig om min barndom, hvor det var min yndlings, gid jeg stadig var 5 år. Det ringede på døren, og Malene stormede ud og åbnede døren, som om hun havde ventet på nogle. Hun kom så hen til stuen hvor jeg spiste min morgenmad foran tvet. Desværre var hun ikke alene, ”Mor hvad laver du her?” Spurgte jeg og kiggede surt over på Malene sikke en bitch, hun var, for hun lovede jo at vente. Mor bad mig om at gå med ud i bilen, først sagde jeg nej, men efter en del overvejelse smuttede jeg derud, vi fik en lang snak om at det ikke var min skyld, det var ingens skyld havde hun sagt. Jeg følte mig lidt dårlig over at være løbet hjemmefra, men det var jo deres fejl. ”Du skal bo hos mig her i Hillerød, lille skat du flytter tilbage” Sagde hun med tårer i øjnene. Jeg kiggede på hende i lidt tid. ”Mor hvorfor græder du.” Spurgte jeg og så smilede hun stort. ”Jeg er så glad for at se dig.” Svarede hun, og gav mit et kæmpe knus. Så tænkte jeg, måske ville det hele blive okay igen, ikke lige som før, men det ville blive godt. For selvom at de ikke var sammen elskede begge mine forældre mig. Malene skylder jeg en stor tjeneste, endnu en gang havde hun ret.

 

 

 

Lavet af Anja 7.c

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...