Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

188Likes
285Kommentarer
18556Visninger
AA

10. 9. Period, French and a weird feeling.

 

Scarletts synsvinkel:

Mig og Math havde holdt filmaften i aftes, så vi var endt med at falde i søvn på sofaen, som vi altid gjorde.
Vi var dovendyr.
Eller nej, for de var ikke særlig lækre, og Math og jeg var nok de lækreste mennesker på jorden. Så vi var ikke dovendyr.
Eller måske.
Vi var en lækker udgave af dovendyr.
Men i hvert fald havde jeg ondt i hele kroppen da jeg vågnede, for Maths knæ havde presset sig ind i ryggen på mig, og jeg var helt skvadmast.
Hvis det var et ord?
Skvadmast, fladmast whatever.
Jeg stønnede højtlydt af smerte og vente mig om i sofaen. Men det skulle jeg ikke have gjort. Med et gigantisk bump landede jeg på gulvet.
”Av forhelvede,” mumlede jeg, og rejste mig utilfreds. Jeg var iklædt min elskede t-shirt, ja gæt jer til hvilken. Math havde grinet af mig, da jeg tog den på, men forhelvede den klamme stodder havde heller aldrig haft en ven, så han vidste ikke hvordan det føltes.
Okay havde jeg lige kaldt Math klam stodder?
Det mente jeg ikke.
Receptionisten var en klam stodder.
Math var ikke en klam stodder.
Han var bare min belastende tvillingebror, der godt kunne lide at gøre grin med mig.
Jeg fandt min Iphone og tjekkede Facebook. Jeg havde et par ulæste beskeder, som jeg hurtigt tjekkede. En af dem var Alex.
Gud, hvor var det egentlig underligt at møde ham igen i går. Han havde virkelig ændret sig. På en god måde. Dengang vi var kærester var han meget barnlig, og grunden til at vi slog op, var faktisk at han var sammen med en anden, men som sagt jeg kunne mærke på ham at han havde ændret sig. Han virkede mere ansvarlig, nu hvor han også havde job og alting. Og så var der i hvert fald en person til at tage ansvar for mig. For det var Math ikke så god til, han var mindst ligeså uansvarlig som mig. Og mor, hun hang bare i lejligheden eller på hospitalet hele dagen, så hende fik man ikke noget sjovt ud af.
Eller ansvar.
Eller noget.
I hvert fald var Math og jeg blevet overladt til os selv, selvfølgelig udover når vi besøgte Bedste. Årh Bedste. Jeg havde besluttet mig for at besøge hende her til formiddag, før jeg skulle ud og spise med Alex, som han lige havde skrevet på til mig på facebook. Han ville hente mig. Hvor romantisk. Problemet var bare at jeg ikke havde noget at tage på.
Damn it.
Den eneste pæne kjole jeg havde, var den hende der den fucked up pige havde givet mig, og af en eller anden underlig grund havde jeg ikke lyst til at tage den på. Det kunne måske have noget at gøre med at jeg havde menstruation og at den var hvid, og det var altså bare en mega dårlig kombi.
Og apropos mens, så havde jeg de vildeste smerter, seriøst jeg blev nød til at dope mig med panodil, hvis jeg skulle overleve dagen i dag.
Så ingen hvid kjole til dig i dag Scar.
Jeg måtte finde på noget andet.
Jeg pustede forsigtigt Math i øret for at for ham til at vågne op.
Han for forskrækket sammen, og jeg kunne ikke lade være med at grine af ham.
Dumme barn.
”Scarlett, stop din taber,” sagde han bare surt.
”Stop selv med at sov din taber,” sagde jeg og efterabede hans tonefald. ”Jeg skal op og besøge Bedste og du skal med. Så kom.”
Jeg gik ud på badeværelset for at gøre mig klar, og seriøst jeg havde ikke lyst til at beskrive hvor klam jeg følte mig. Jeg havde brug for et bad, to panodil og en ren… ja… gæt selv.
Okay, nu gad vi altså ikke snakke mere om min mens i dag.
Den var bare træls punktum.
Gud hadede mig. Eller Allan.
Nej, Allan hadede mig ikke, for Allan var Louis og Louis kunne godt lide mig.
Louis den taber.
Den utrolig meget savnede taber.

***

Vi trådte ud af den vildt uhyggelig elevator, ja jeg havde en fobi for elevatorer, og ud på den meget rene og meget hvide gang. Jeg blev altid i dårligt humør af hospitaler. De deprimerede mig, for de var fyldt med syge mennesker, og mennesker burde ikke være syge. Mennesker burde være raske, og springe rundt og lege My Little Pony eller Dora The Explore hele tiden. I stedet for bare at ligge i en seng og ligne en indskrumpet rosin.
Ligesom Bedste.
Undskyld Bedste.
Du var smuk… på din helt egen specielle måde.
Men altså jeg skulle godt nok aldrig være syg, for jeg gad ikke ligne en indskrumpet rosin.
Nå, men Math og jeg.
Wow og Scarlett gjorde det igen. Math og jeg. Jeg var jo helt pro til det der kloge-åge noget.
Nå, men vi gik hen til en dame, for at spørge om hvilket rum Bedste lå i, fordi vi begge var sådan nogle tarder at vi selvfølgelig havde glemt det.
”Excuse me,” sagde jeg og smilede venligt til en ældre sygeplejerske. ”Do you know which room Destiny Dawson is in?”
Så sagde damen et eller andet på sygt uforståeligt og ultraspeeded fransk, og jeg gloede bare på hende med åben mund.
Som sådan en ko.
Altså en drøvtygger.
Altså en ko er en drøvtygger.
Så den har åben mund.
Men i hvert fald, jeg fattede nul og niks af hvad damen lige havde sagt.
”Excuse me,” gentog jeg bare mig selv, og skyndte mig så at trække Math med mig, da jeg allerede følte mig ret gjort til grin.
”Idiot,” sagde Math med et grin.
”Lortesygeplejerske. Jeg troede det var et krav at de kunne engelsk,” sukkede jeg, og fandt en lidt yngre sygeplejerske, som heldigvis havde lidt bedre styr på sit engelsk. Faktisk var hun også så venlig at følge os hen til Bedste, da hun vidst kunne fornemme at vi var lidt lost.
Ingen overraskelse.
Dawson familien havde aldrig været den hurtigste gaffel i skuffen.
Eller nej.
Hurtigste kniv i skoven.
Eller fuck vent.
Hurtigste dyr i skoven.
Eller skarpeste kniv i skuffen.
Der var den!
Sådan.
Nå, men tilbage til det depri hospital.
Sygeplejersken åbnede døren for os, og jeg takkede venligt hende før vi trådte ind til Bedste.

***

Jeg stod foran spejlet på gæsteværelset, og faktisk havde jeg mest af alt bare lyst til at smadre det. Lorte spejl. Jeg følte mig for fed til alt mit tøj, og min mave var i kramper, det var seriøst som om der var nogen der blev ved med at stikke knive i mig. Jeg havde slet ikke overskud til i aften, og havde mest af alt bare lyst til at begrave mig i min seng med The Notebook og chokolade. Men desværre kunne jeg ikke aflyse nu.
Pis og lort og pik og patter og røv og nøgler.
Irriteret smed jeg endnu en sommerkjole fra mig, der strammede for hårdt ind der, lige hvor knivene var ved at torturere mig. Jeg havde mest af alt lyst til at krybe i et par joggingbukser, men jeg havde på fornemmelsen at Alex havde gjort meget ud af den her date, og jeg ville nødig skuffe ham. Så derfor endte jeg med en enkelt sort kjole, men ingen stilletter, der gik grænsen (link i kommentaren). Det var jeg simpelthen ikke i ordentlig fysisk tilstand til at kunne håndtere. I stedet tog jeg et par farverige lærredssko på, som virkelig var så kiksede at jeg syntes de var enormt fede.
Jeg kastede et blik på min elskede dyne.
Snøft.
Dyne.
Snøft.
The Notebook.
Snøft.
Chokolade.
Jeg kørte hånden igennem mit hår, der bare havde fået lov til at krølle som et kæmpe vandfald, men som sagt havde jeg noget nært et mental-breakdown, så mit hår var ikke på listen over ting jeg magtede lige nu.
Alt hvad jeg magtede nu var chokolade.
Jeg trissede ud i køkkenet for at hente noget.
Men.
Fuck mit liv.
Intet chokolade.
Jeg var seriøst ved at tude.
”Maaath,” kaldte jeg med skinger stemme. ”Har du spist alt chokoladen?”
Intet svar.
Fuck ham.
Jeg skulle lige til at gå ind og smække ham en lussing, da det ringede på døren.
Magen til dårlig timing.
Jeg gik med hidsige skridt hen for at åbne, men huskede så at det nok var Alex, så jeg prøvede at fremtvinge et smil.
”Hej,” sagde jeg, da jeg så det var ham.
Og uh han så godt ud.
Hvis det ikke var for min mens, så havde jeg…
Nej okay.
Det var for tidligt.
”Wow,” sagde Alex sødt.
”Wow hvad?” spurgte jeg og lød måske en lille mere irriteret end jeg burde gøre. Han gav mig jo forhelvede bare en kompliment. Lorte pms.
”Wow dig,” smilede han bare, og jeg lod ham tage min hånd og føre mig ud af lejligheden.

***

Alex havde bestilt bord på en lille, men hyggelig restaurant, hvilket nok var meget godt pga. alle paparazzierne og sådan.
Klogt tænkt Alex.
Jeg måtte indrømme at jeg var blevet i bedre humør, selvom min mave stadig smertede af helvede til, og jeg følte mig som Niagara Falls hver gang jeg rejste mig. Men sådan var det nok bare at være pige.
Tak for lort Gud.
”Hvad skal du have?” spurgte Alex med et charmerende smil.
”Hvad kan du anbefale?” spurgte jeg, da jeg sjovt nok ikke havde den store forstand på det franske køkken, da jeg til hver en tid foretræk mine pomfritter med nutella.
Gud, hvor var det egentlig lang tid siden jeg havde spist pomfritter.
Sidst var i… forgårs!
Nej, vent dagen før i forgårs.
Holy fuck.
Wow, jeg måtte seriøst skaffe mig nogle pomfritter snart.
Men sjovt nok fandtes der ikke særlig mange steder hvor man kunne købe ordenlige McD pomfritter her i Paris.
Damn it.
Paris skulle absolut være så fisefornemme.
Lorte by.
”Jeg synes du skal prøve frølår så,” sagde Alex.
What. The. Fuck.
Frølår?
Lignede jeg måske en papegøje?
Eller nej, vent hvilket dyr er det nu der spiser frøer?
STORK.
Det var en stork.
Lignede jeg måske en stork?
Hey, apropos stork, så havde jeg engang været på ferie på landet med mor, Timmy og Math, da vi var yngre, og jeg var kommet til at vælte spanden med gødning ud over sådan en mega hidsig ko, der bare brølede totalt meget af mig, og lille mig var blevet så bange at jeg pissede i bukserne.
Nej, vent det var ikke meningen i skulle vide det.
Bare glemt det!
Men no way ville jeg spise frølår.
Det var simpelthen for klamt.
”Okay, så prøver jeg det,” hørte jeg mig selv sige.
Okay hvad fuck gik der af mig?
Jeg var virkelig ikke mig selv i dag.

Vi fik serveret frølårene, og jeg kæmpede virkelig for ikke at brække mig. Det her var virkelig ikke mig. Frølår kunne smutte hjem til Stork Langeben og lade mig æde mine pomfritter i fred og ro. Heldigvis hørte der da nogle kartofler med til frølårene, som jeg så nippede lidt til engang i mellem.
”Kan du lide det?” spurgte Alex håbefuldt.
”Ja, det smager virkelig godt,” løj jeg, da jeg ikke havde lyst til at skuffe ham.
Okay, hvad fanden?
Det her var virkelig ikke mig.
Normalt når der var noget jeg ikke kunne lide plejede jeg at lave bræklyde og sige at det smagte af sur fisse.
Okay måske lidt uhøfligt, men mine venner var efterhånden vant til det.
Alex kendte bare ikke til den underlige side af mig.
Vent hvad.
Hele mig var sgu da underlig, det var ikke bare en side. Jeg havde været unormal siden børnehaven, hvor jeg godt kunne lide at gå rundt og gokke alle børnene i hovedet med en plastictraktor, og ja jeg var ikke normal.
”Godt,” sagde Alex. ”Hvordan var Miami?”
Miami?
Hvordan fuck vidste han at jeg havde været i Miami?
Han havde sikkert læst om mig på nettet.
Stalker.
”Det var fint. Der var rigtig varm og mine fans var virkelig dejlige,” svarede jeg, men undlod med vilje at fortælle om drengene. Hvorfor, vidste jeg ikke. Men som sagt, jeg var ikke mig selv i dag.
”Mødte du nogen nye mennesker?” spurgte Alex.
Okay hvor meget havde han lige stalket mig?
Klammert.
”Ja, jeg mødte de her drenge… One Direction, hvis du kender dem,” overgav jeg mig, og smilede bare nærmest ved tanken om drengene.
”Selvfølgelig kender jeg dem! Det er jo helt vildt at du har mødt dem,” sagde Alex begejstret. Jeg træk bare på skuldrene. Jeg havde aldrig set drengene som noget ’helt vildt’. Bare som mine venner. Som jeg savnede og suk.
”Jeg ved ikke… det var vel egentlig bare meget tilfældigt at vi mødtes,” sagde jeg.
”Hvordan mødtes i?” spurgte Alex nysgerrigt. Forhelvede så interessant var det da heller ikke at jeg havde fået nye venner. Han fik mig til at lyde som sådan en lille loner.
”Vi boede på samme hotel… og så ja, bumpede vi nærmest bare ind i hinanden,” sagde jeg og smilte lidt ved mindet om Louis og mit første møde.
”Ej hvor sjovt,” sagde Alex.
Ja, wow virkelig sjovt.
Jeg må grine.
”Det var bare sådan lidt tilfældigt I think,” sagde jeg. ”Men hvad har du så gået rundt og lavet det sidste års tid?”
Ja, for det var et år siden vi slog op.
Holy fuck tiden gik hurtigt egentlig.
”Været ked af at jeg var sådan en nar overfor dig,” sagde han. Ikke lige det svar jeg havde forventet.
”Hvad mener du?” spurgte jeg overrumplet.
”Altså… jeg er bare ked af at jeg var så umoden dengang, så det endte med et brud, og i al den tid vi har været adskilt har jeg egentlig bare længtes efter dig.”
Wow.
Sådan havde en dreng aldrig sagt til mig før.
”Mener du… mener du at du stadigvæk har følelser for mig?” spurgte jeg, selvom det jo egentlig lige var det han havde sagt.
Det her var virkelig underligt, og jeg kunne slet ikke finde ud af hvordan jeg havde det med det.
”Ellers havde jeg nok ikke inviteret dig ud vel?” sagde han med et glimt i øjet, men jeg var ikke i stand til at grine af ham lige nu. Jeg var alt for overrumplet.
Alex som kæreste?
Det lød ikke helt dårligt i mine øre.
Men Louis…
Nej, ikke men Louis, Louis og jeg var venner, så der var jo egentlig ikke et problem i det, hvis Alex og jeg datede lidt.
”Så… du mener at vi skal give vores forhold en chance igen?” spurgte jeg stadig chokeret.
”Hvis du er med på den.”
Hvis jeg var med på den.
Jeg vidste jo forhelvede ikke om jeg var med på den.
Alting var så forvirrende lige nu, jeg kunne slet ikke finde rundt i nogle af mine følelser, og mest af alt havde jeg bare brug for en kæreste til at kysse og kramme mig.
Og så var Alex vel ikke så dårlig?
”Vi kan jo altid give det et forsøg,” sagde jeg og smilte.

Vi forlod restauranten ved 10-11-tiden, og Alex kørte mig hjem til Bedste lejlighed.
”Det har været en fantastisk aften, Scarlett,” smilede han.
”Ja, det har det virkelig,” sagde jeg, men underligt nok følte jeg ikke de sædvanlige sommerfugle i min mave når jeg sagde noget som dette.
”Jeg håber vi kan gøre det igen.”
Jeg nikkede bekræftende, og før jeg vidste af det havde Alex plantet sine bløde læber mod mine.
Jeg kunne slet ikke fokusere på noget.
Det her føltes bare så rigtig, men på samme tid så uendelig meget forkert.

__________________________________________________________________________________

Åh gud.
Jeg er ked af at sige at jeg efterlader jer med det her kapitel, da jeg i morgen rejser til Berlin og først kommer hjem d. 25. 
Så forvent en opdatering deromkring.

Men hvad siger i så til Alex? 
Personligt synes jeg han er en stor klam nar.
Men jeg vil gerne høre jeres mening...

Og så vil jeg også sige tusind tak til jer alle!
73 favs, det er jo helt vildt!
Glem ikke at like ;)

kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...