Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

189Likes
285Kommentarer
19119Visninger
AA

9. 8. Big tee, ice cream and an unexpected guy.

 

Jeg kastede mig udmattet i sengen, der gav et knirk fra sig da jeg landede.
Var jeg virkelig så fed?
Tak for lort seng.
Jeg havde fået tildelt gæsteværelset i lejligheden. Math sov på bedstefars gamle kontor, som han havde dengang han stadig levede, og mor i bedstemors soveværelse. Så jeg havde det hele for mig selv, hvilket var meget rart. Bortset fra et jeg savnede en bestemt person ved min side. En person der burde lette hans lækre røv og komme til Paris lige nu. Jeg sparkede mine sko af, og fandt min I Love Louis Tomlinson t-shirt frem fra posen. Nu skulle den åbnes. Jeg havde glædet mig til det her øjeblik. Hurtigt pakkede jeg den op, og fik et kæmpechok.
T-shirten var gigantisk.
Forhelvede hvorfor havde jeg ikke kigget på størrelsen? Det var jo nærmere en natkjole en t-shirt. Pik og patter.
Nå, så måtte jeg jo bare bruge den som natkjole.
Jeg tog mit tøj af og t-shirten på, og som forventet dækkede den halvdelen af mit lår, og var alt for lang i ærmerne. Men den var rar. Jeg krøb ned under dynen, nærmest gemte mig under den, og jeg følte mig virkelig alene i verden.
Louis, forhelvede hvorfor var du ikke sådan en Harry Potter fyr, så du kunne teleportere dig frem og tilbage?
For jeg havde brug for ham lige nu. Brug for en til at snakke med om min bedstemor. Det havde været forfærdeligt at se hende på hospitalet i dag. Hun var blevet tyndere og så syg ud, hun lignede slet ikke den Bedste jeg kendte. Jeg havde grædt. Ikke meget, men ligeså stille mens jeg holdt mor i hånden. Bedste havde vidst ikke set det. Heldigvis. Jeg ville ikke være sådan et tudefjæs. Det var simpelthen for kikset. Men det var bare så sørgeligt alt sammen. Jeg var sikker på at Bedste skulle dø. Jeg fik lyst til at tude igen. Men det gjorde jeg ikke. I stedet fandt jeg min Iphone frem og tastede Louis’ nummer. Klokken var elleve her, så det ville sige at den var fem om eftermiddagen i Miami.
Wow, jeg var syg til matematik.
Men det betød nok at Louis lige havde tid til at tale med mig, inden en koncert i aften.
Hvis de altså skulle spille koncert i aften.
Det kunne jeg jo ikke vide.
Står der måske ismand i panden på mig?
Eller nej vent, var det ikke vismand?
Lige meget.
I hvert fald ringede jeg op til Louis Tommo Tomli Tomlinson.
”Hej, det er Louis,” kunne jeg høre den velkendte stemme sige.
Årh forhelvede hvor jeg savnede ham.
”Hej Louis, det er Scarlett,” sagde jeg og smilede, selvom han ikke kunne se det.  Lige meget. ”Hvordan går det?”
”Det går fint… vi slapper bare lidt af, bader og sådan du ved, og så har vi koncert her i aften,” fortalte Louis. ”Men det er ikke helt det samme uden dig.”
Årh, hvor var han sød. Seriøst han var sådan en lille nuttet grisebasse. Dejlige Louis.
”Hvordan går det i Paris?” spurgte han interesseret.
”Det går vel sådan… fint…” sagde jeg og kunne pludselig mærke tårerne presse på igen. Det gik ikke fint. Alting var lort. Lort med tis på.
”Men jeg savner dig…” snøftede jeg. Forhelvede Scar. Ikke græd. Første tårer. Efterfulgt af en mere. Og en mere. Jeg græd også bare alt for nemt. Mit kælenavn burde være tudemarie. Fordi jeg bare tudede nonstop.
”Er du okay Scar?” kunne jeg høre en bekymret Louis sige i den anden ende.
”Det er bare alt det med Bedste,” snøftede jeg. ”Vi var besøgte hende i dag og hun var bare så… anderledes. Lå helt stille og var slet ikke sig selv mere. Jeg tror ikke hun har lang tid igen, Louis.”
Jeg kunne mærke tårerne strømme ned af mine kinder, men orkede ikke at gøre noget ved det. Det var okay at græde en gang i mellem.
”Og så savner jeg også bare jer alle sammen i Miami, og min mor går bare rundt og er ked af det hele tiden, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre,” blev jeg ved.
”Det skal nok gå, Scarlett,” trøstede Louis. Hvor ville jeg dog ønske at han var hos mig lige nu. ”Jeg kan komme ned til dig. I Paris.”
Hvad?
Seriøst?
Mente han det?
Omg.
”Mener du virkelig det?” spurgte jeg med håb i stemmen.
”Ja, jeg kan spørge Zayn og Perrie om de vil med. Og måske Harry og hans kæreste Jo,” sagde Louis oprigtigt. ”Vi har en uges ferie i om to uger. Vi kan måske komme der.”
Kunne det blive bedre?
Okay, ja hvis Niall og Liam også kom og hvis Bedste blev rask.
Så det kunne nok godt blive bedre.
”Seriøst Louis du er for dejlig,” sagde jeg, og følte mig allerede meget gladere.
Ja, jeg skiftede humør ret hurtigt.
”Jeg snakker med drengene i aften,” sagde Louis. ”Men jeg bliver nød til at smutte nu, Lou kalder på os.”
”Hvem er Lou?” spurgte jeg forvirret. Lou? Jeg troede kun der var en Lou og det var Louis. Men ham snakkede jeg jo med nu. Forvirrende.
”Vores stylist. Vi skal til at gøre os klar til koncerten i aften,” forklarede Louis.
”Okay… men held og lykke så,” sagde jeg muntert.
”Tak,” sagde Louis, og jeg kunne lige se hans charmerende smil for mig.
Årh.
Le dead.
”Vi ses, Louis,” sagde jeg hurtigt, da jeg ikke ville forstyrre ham mere.
”Vi ses. I Paris.”

***

Math og jeg var flygtet ud i byen, da mor var blevet helt hysterisk med at rydde op i alt ting, hvilket vi ikke skulle nyde noget af. Jeg havde aldrig været god til at rydde op, for det meste endte jeg bare med at falde i søvn på gulvet eller blive distraheret af alle de seje ting jeg havde. Som f.eks. den gng jeg skulle rydde op på mit værelse derhjemme i London, før jeg flyttede i min egen lejlighed, og fandt mine gamle barbiedukker. Det endte med at jeg sad og legede med dem i flere timer. Og det var altså kun et år siden. Math havde opdaget mig, og filmet mig mens jeg sad der, så nu lå det over hele nettet, hvordan Scarlett Gray sad og legede meget optaget med sine barbiedukker.
Tak bror jeg elskede også dig.
Men nu sad vi i hvert fald på en bænk foran Eiffeltårnet, og spiste verdens bedste og største is.
Jeg sværgede jeg havde bedt damen om to kugler, men det var som om hun havde været pisse ligeglad og bare havde lavet et bjerg af en is til mig. Men is var godt. Så det var lige meget.
”Hvor skal vi gå hen bagefter?” spurgte jeg og slikkede lidt på den ene kugle.
AD.
Bare misforstå det.
Men det var isen jeg slikkede på okay!
Nej, bare hold kæft nu.
Det er for sent at redde den, Scar.
”Jeg tænkte at vi kunne købe et eller andet til Bedste. Et smykke eller noget?” foreslog Math.
”God idé,” smilede jeg. Jeg prøvede på at tage en bid af min is, men fordi jeg var så handicappet til at spise, fik jeg isen smurt ud over hele mit ansigt. Math grinede af mig.
”Vil du have en serviet eller gemmer du isen i dit ansigt til senere?” grinede han.
Fuck ham.
Det var ikke sjovt.
”Jeg gemmer det til senere,” sagde jeg flabet, og lod isen sidde. Jeg følte mig som sådan et hamster. I ved, hamstere gemte deres mad i kinderne. Det var pretty much også det jeg gjorde. Undtagen at det sad i ansigtet på mig. Whatever.
”Scarlett, tør det af, du er pinlig,” sagde Math og rakte mig en serviet.
Du var da i godt humør i dag, Math.
Lidt utilfreds tørrede jeg isen af mig, og håbede på at ingen paparazzier havde nået at få et billede. Men det havde de nok. De nåede det altid.
Lorte paparazzier.
Tænk at være paparazzi og det eneste man laver er at stalke folk. Nej tak du.
”Nå, skal vi få set på de smykker,” sagde jeg bestemt og rejste mig fra bænken. Math fulgte bare hurtigt efter.
Hundehvalp.

Vi havde fundet en guldsmed i en sidegade til Champs Elysees. Den var ikke stor, men de havde nogle meget fine smykker der. Og dyre.
Men det var lige meget.
Jeg havde moneys.
Og Bedste ville blive glad.
Hun elskede fine ting.
Der var stort set ingen mennesker i butikken, så vi havde fred og ro til at gå og kigge, uden en røvbelastende butiksejer i røven på os.
Hvilket var rart.
Paparazzierne stod også kun udenfor butikken.
Dumme mennesker.
”Scarlett!” hørte jeg pludselig en overrasket stemme sige bag mig, og jeg snurrede hurtigt rundt for at se hvem det var.
Fuck.
Lort.
Tis.
Røv.
Jeg kunne genkende ham med det samme. Han havde ikke forandret sig spor.
Samme krøllede sorte hår, mørke øjne og skæve smil. De markerede kindben og røde læber.
Holy fuck, han så godt ud.
Men det havde han jo altid gjort.
Tænk at han havde været min engang.
Det var jo sygt underligt det her.
Hvad lavede han i Paris?
”Alex,” gispede jeg overrasket, og før jeg vidste af det havde han trukket mig ind til et langt kram.
Forhelvede da, hvor det føltes rart.
Åh jeg havde savnet ham.
”Hvad laver du i Paris?” spurgte jeg undrende, da han havde sluppet mig igen.
”Kan du huske at jeg altid snakkede om at jeg gerne ville flytte til Paris og blive guldsmed?” spurgte han og jeg nikkede bare stumt.
”Det her er min butik.”
What?
Sig det var løgn.
Var han overhovedet gammel nok til at eje en butik?
Hvor gammel var han overhovedet?
Han var vidst fire år ældre end mig.
22 eller 23.
Det var ikke meget.
”Ejer du den helt selv?” spurgte jeg målløst.
”Nej, sammen med min storebror, du ved Simon,” forklarede han.
Årh Simon.
Jeg savnede Simon.
Simon plejede altid at drille mig og Alex, forstyrre os på de værste tidspunkter, men han var bare så sød.
Og pæn.
”Hvad laver du i Paris?” spurgte Alex så.
”Min bedstemor bor her… vi er på besøg,” løj jeg, da jeg ikke havde lyst til at fortælle alle og enhver om min syge bedstemor. Math skulle lige til at sige noget, men jeg sendte ham bare et hårdt blik, så han holdt sin kæft.
”Så du har måske tid til at se mig en af dagene?” spurgte Alex og smilede hans dejlige skæve smil, suk jeg var død.
”Ja, det vil jeg rigtig gerne,” sagde jeg og glædede mig allerede. Det var hyggeligt at møde Alex igen, selvom der jo var en grund til at vi slog op. Men altså, vi havde begge to ændret os, og hvem sagde at det skulle være mere end en aften ude? Selvom han var sød og dejlig. Nu måtte vi se.
”Hvornår er du ledig?” spurgte han og kløede sig lidt i håret, på en virkelig sexet måde og fuck jeg elskede hans hår.
”I morgen aften kunne være fint,” smilede jeg.
Yay.
Nu havde jeg endnu en ting til at se frem til.
”Perfekt,” smilede Alex. ”Så ses vi der.”
Han krammede mig igen, og kyssede mig på begge kinder, altså det der de gør i Frankrig, jeg kunne sgu ikke lige huske hvad det hed, og så var han forsvundet igen.
Vi gik ud af butikken.
Uden at købe noget.
Det måtte vi gøre et andet sted.
Men jeg glædede mig allerede til i morgen aften.

Louis synsvinkel:

Jeg var virkelig udmattet efter aftenens koncert, men alligevel kunne jeg ikke vente med at spørge Zayn og Harry om min idé. Zayn, Perrie, Harry, Jo, Scarlett og jeg i Paris. Kunne det blive bedre? Jeg håbede bare at de var med på den, for det kunne virkelig være fantastik. Da vi kom hjem til hotellet, træk jeg dem til side, for at spørge dem.
”Hvad er der?” spurgte Harry forvirret og satte sig ned i sofaen i lobbyen.
”Jeg har en idé,” fortalte jeg begejstret.
”Hvad har du nu fundet på?” sukkede Zayn.
”Hey, stop med at være så negative, det er en god idé!” sagde jeg lidt surt.
”Bring it,” sagde Harry bare.
”Vil i med til Paris, når vi får ferie?” spurgte jeg og krydsede fingre.
”Paris? Forklar lige lidt nærmere,” bad Zayn, og jeg  nikkede.
”Altså jeg tænkte, at i kunne tage Jo og Perrie med, og så kunne vi mødes med Scarlett og…”
”Nååårh på den måde,” afbrød Harry mig med et grin. ”Der er vidst en der savner sin lille lover.”
”Hold kæft Harry,” vrissede jeg. Drengene skulle bare ikke finde ud af at jeg var vild med Scarlett. Det havde jeg ikke brug for lige nu. Jeg skulle nok fortælle dem det, når jeg sådan…følte den. Og havde fundet ud af om Scarlett også følte noget for mig.
”Jeg synes det lyder som en god idé,” sagde Zayn med et smil. Sådan.
”Men Louis?”
”Ja?” svarede jeg undrende.
”Gør dig nu ikke for store forventninger om Scarlett,” sagde Zayn og lød en smule bekymret og trist på samme tid.
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg undrende. Okay, jeg opgav at lægge skjul på det, for drengene havde tydeligvis regnet den ud.
”Se her.”
Zayn rakte mig sin Iphone.
Det var et billede af Scarlett.
Og en mand. Høj, muskuløs, flot mand.
De krammede.
Tæt.
Forhelvede.
”Hvem er det?” spurgte jeg.
”Scarletts ekskæreste,” sagde Zayn med et suk.
Det her måtte bare ikke ske.

____________________________________________________________________________________

Så fik jeg skrevet endnu et kapitel.
Tusind tusind tak for alle kommentarene, liksne og favsne :)
Let me love you!

På torsdag tager jeg til Berlin i en ugen, men jeg lover at i får endnu et kapitel før, og et så straks jeg kommer hjem.

kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...