Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

189Likes
285Kommentarer
19125Visninger
AA

8. 7. Family, sour milk and a nice text.

 

Jeg troede aldrig nogensinde jeg havde været så deprimeret i mit liv før, som da jeg landede i Paris’ lufthavn. Jeg ignorerede fuldstændig paparazzierne og de skrigene fans omkring mig, fokuserede kun på en ting:
Pomfritter.
Jeg havde ikke fået pomfritter siden i forgårs, og lad os bare sige at jeg var ved at dø.
Jeg havde det som om jeg gik i trance.
Zombie-Scarlett.
Nej, ellers tak, faktisk troede jeg ikke lige at det var noget for mig at være pakket ind i toiletpapir fra top til tå.
Sukkende hentede jeg mine to kufferter på det der åndssvage rullebånd.
Ja, jeg var irriteret på alting lige nu.
Opgivende satte jeg mig ned på en bænk, ved siden af en klam dellede gammel mand med svedpletter under armene.
Fy forhelvede. Han stank af røg. Klamme menneske.
Han mindede mig om receptionisten på hotellet.
Men forskellen på dem var bare at manden var et menneske og receptionisten var en stodder.
Ja, det var en stor forskel.
Jeg sukkede for 23439058 gang i dag, og fandt min mobil frem fra min rygsæk. Satte den på off fly-mote.
En sms tikkede ind. Endnu en. Og endnu en.
Wow, jeg var fame.
Den første var fra min mor.
Vi venter på dig i Bedstes lejlighed skat. Vil du ikke være sød at købe noget mælk med på vejen? Hilsen mor.
Typisk, at de ikke engang kom og hentede mig.
Og så blev jeg endda sendt på indkøb.
Endnu mere suk.
Den næste besked var fra Porno-Zayn, som jeg faktisk også havde indkodet ham som i min mobil.
Jeg var så grinern.
Skriv når du er landet, og hils Eiffeltårnet. Knus Porno-Zayn og Grynte.
Dejlige mennesker dog.
Hurtigt svarede jeg at jeg var landet sikkert i lufthavnen, og snart befandt mig i centrum af Paris.
Den sidste sms var fra Louis.
Ses vi i Paris? – Louis x
Ses vi i Paris?
Hvad mente han med det?
Jeg kunne mærke sommerfuglene erstatte den deprimerede klump i min mave.
Ville Louis og måske endda alle drengene komme og besøge mig?
Hvis de gjorde, så var de virkelig nogle englebasser.
Med harpe og glorie og det hele.
Vi ses før du ved af det.
Svarede jeg på Louis’ sms, og fnisede lidt over hvor nedern jeg egentlig var. ’Vi ses før du ved af det’ var Louis replik, som jeg havde været så dygtig at stjæle.
So what.
Men seriøst, nu gad jeg ikke sidde på den her skide bænk mere og være deprimeret, jeg havde brug for pomfritter lige nu, og helst også noget nutella at dyppe dem i.
Ad.
Nej.
Nam.
Pomfritter + nutella = verdens bedste kombi.
Jeg kunne leve af det.
Men så ville jeg nok ende med at blive så fed at jeg ikke kunne være i mine sorte højtaljede cowboybukser.
Men hey vent, dem havde Louis jo smadret så det kunne være lige meget. Så måtte jeg godt blive fed.
Årh Louis.
Endnu et deprimeret suk.
Okay, Scarlett det nyttede ikke noget at gå rundt og være deprimeret.
Selvom din bedstemor var indlagt med kræft og alt bare var lort.
Seriøst, mit hoved kunne ikke klare det her.
Pomfrit tid lige nu!

Jeg havde nok siddet og ædt pomfritter på McD i over en time, før jeg tog mig sammen til at komme ud til en taxa.
Men det var ikke så nemt.
Det var seriøst mennesker overalt, og min ene bodyguard var ikke til meget hjælp.
Forhelvede Patrick, tag dig sammen.
Ja, han hed Patrick ligesom ham i Svampebob.
Sjovt nok.
Faktisk lignede han faktisk også Patrick lidt, han var i hvert fald altid lidt rød i hovedet.
Undskyld Patrick.
Det var ikke meningen jeg ville fornærme dig.
Okay, jeg troede seriøst jeg blev nød til at ringe til psyko-Karen.
Eller noget.
Men mens jeg gik der i mine egne tanker, var vi pludselig endt ude på en parkeringsplads med en helvedes masse taxier. Hurtigt sprang jeg ind i en af dem, og Patrick satte sig ind på forsædet.
”Vi skal til Rue Desaix,” sagde jeg hurtigt.
For at være ærlig kunne jeg ikke helt huske hvilket nummer min Bedste boede i, men hvis jeg bare blev sat af forenden, kunne jeg genkende det når jeg så det, og så kunne jeg også lige købe mælk på vejen.
Og det par andre ting.
Som nutella for eksempel.
Og slik.
Masser af slik.
Så kunne jeg sidde og være deprimeret, sammen med min bror måske.
Årh min dejlige elskede tvillingebror Math, forhelvede hvor jeg savnede ham egentlig.
Jeg havde hverken set ham eller min mor i 100 år.
Og nu gik det faktisk op for mig, hvor meget jeg savnede dem.
Hvor kunne jeg ikke bare samle alle de mennesker jeg elskede på et sted, og så bare være sammen med dem alle sammen på en gang?
Det ville være meget nemmere alt sammen.
Suk.
Alting skulle da også være så besværligt.
Jeg fandt mine høretelefoner frem fra min rygsæk, og lød musikken flyde ind i mine øre.
Let Her Go med Passenger.
Den sang Louis havde sunget i går aftes.
Det føltes allerede som om det var 100 år siden, men så alligevel ikke.
Jeg kunne stadig tydelig se hans lidt nervøse smil for mig, da jeg overrakte ham mikrofonen og satte mig ved klaveret.
Tydeligt se hvor meget han strålede, da folk klappede af ham, hvor stolt han var, og det gjorde mig så lykkelig at se ham sådan.
Faktisk gjorde det mig bare lykkelig at se på Louis i det hele taget.
Og på Niall. Og på Harry. Og på Liam. Og på Zayn.
Bare fordi de var så dejlige alle sammen.
Og hold kæft hvor jeg egentlig glædede mig til at se mor og Math igen.
Og Bedste.
Selvom det ville blive hårdt.
Bedste måtte ikke dø.
Hun var stærk, hun skulle nok klare den, det var jeg sikker på.

***

Jeg betalte for taxaen med nogle af mine mange moneys, seriøst det var lux at være rig, jeg kunne jo bare købe alt.
Money, money, money must be funny.
Yes they are.
I hvert fald hvis man var en pige, der elskede at der startede med S og sluttede på HOPPING.
Hopping, haha.
Nå, men i hvert fald steg mig og Patrick ud af taxaen, og han tog mine kufferter fordi han var sådan en guttermand. Kun min rygsæk og posen med t-shirten i holdt jeg selv.
Elskede t-shirt.
Jeg kunne ikke vente med at komme op i lejligheden og sove i den.
For seriøst jeg var jetlagget.
Efter at have fløjet i 9 og en halv time, hængt ud i lufthavnen i time, og kørt i taxa i en halv time, var klokken et i Miami, men i Paris var de så lige seks timer foran, hvilket ville sige at klokken faktisk var syv om morgenen.
Og jeg havde slet ikke sovet i flyveren, det var jeg alt for deprimeret til.
Suk, jeg var seriøst ved at dø at træthed.
Og gad vide om butikkerne overhovedet havde åbnet endnu?
Ellers kunne jeg jo ikke købe mælk…
Og så måtte jeg ud og malke en ko.
Det ville ikke se kønt ud.
Og der fandtes vidst heller ikke køer i Paris, så jeg ville få et problem.
Røv og nøgler.
Jeg var heldig og fandt en døgnkiosk, der sjovt nok havde åben.
Ellers var det nok ikke døgnkiosk vel?
Jeg fik gjort mine indkøb, der bestod af syv liter mælk, man kunne jo aldrig vide hvor meget de hade brug for, så heller for meget end for lidt, og mindst syv kilo slik og så selvfølgelig pomfritter jeg kunne varme i ovnen, og et kæmpe glas nutella.
Nu skulle det nok gå alt sammen.
Jeg følte mig allerede mindre deprimeret, da jeg gik ned til Bedstes lejlighed med alle mine godter i hænderne.
Godter.
Ad det lød klamt.
Aldrig brug det ord igen, Scar.


Jeg fik slæbt mig op af trapperne, med mine kufferter, for Patrick havde efterladt mig, og var taget over til et hotel.
Buhuu nu var jeg alene i hele verden.
Godt at min mor og bror var lige inde på den anden side af døren.
Årh, jeg glædede mig til at se dem.
Jeg slap mine kuffeter for at banke på, men mistede balancen, og røg på røven.
Pis os.
Jeg var også så helvedes klodset.
Jeg prøvede at komme på benene igen, men der var ligesom ikke så god plads i den lille opgang, og når alt min bagage også stod der, var der faktisk næsten ingen plads overhovedet.
Det var nok også derfor jeg røg ned af trappen.
”AV!” skreg jeg højt, og prøvede desperat at komme på benene, men det lykkedes ikke så godt, så derfor blev jeg bare liggende forenden af trappen, som en lille hjælpeløs klump.
Makrel på udflugt.
Og for at det ikke skal være løgn, så så jeg langsomt en af de syv liter mælk trille ned af trappen.
Forhelvede i røv og nøgler og pik og patter og fanden i helvede.
Der gik selvfølgelig hul på den, og kort efter var jeg helt våd.
Altså af mælken.
Ikke noget andet.
Bare rolig.
Men det var ulækkert.
Jeg hørte endnu et bump, og den næsten mælk røg ned af trappen.
Og den næste, og den næste og de fire andre.
Jeg hadede mit liv okay.
Endelig blev døren slået op, og Math smilede fjollet til mig.
”Hvad fanden Scarlett?” grinede han, og jeg stirrede bare olmt på ham.
”Hjælp,” sagde jeg bare.
Math fik trukket mig op af trappen, og ind i entreen.
”Du ser godt ud,” grinede han.
Seriøst hvis et blik kunne dræbe, havde han været død på stedet.
”Jeg er også glad for at se dig igen, kære bror,” sagde jeg ironisk, men så varede hadet ikke længere, og han trak mig ind til en ordentlig krammer.
Han var vokset siden sidst. Og fået flere muskler. Årh min lille Math er ved at blive en stor dreng.
Okay vi var lige gamle, men jeg kom først ud okay!
Alle sagde at vi lignede hinanden som to dråber vand.
Så blev jeg sur, for jeg gad absolut ikke ligne min pisseirriterende bror, så jeg farvede mit hår platinblond, og så lignede vi pludselig ikke hinanden så meget mere. Udover de brune øjne, som vi havde arvet fra vores far der var halvt fra et eller andet sejt land, Brasilien tror jeg nok, så vi havde arvet de mørke øjne og solbrændte hud derfra. Vi havde aldrig mødt vores far. Han var skredet fra min mor, da hun var gravid, fordi han havde fundet en eller anden brasiliansk luder, som havde større patter og fastere røv.
Klamme stodder.
Min mor havde opdraget os helt alene, med lidt hjælp fra Timmy, årh elskede Timmy, men så var han jo flyttet til Miami, suk. Da Math og jeg var otte år blev hun kærester med David, som ejede et eller andet stort firma, sikkert IKEA eller sådan noget, han var i hvert fald rig okay. Og de havde været sammen siden, så nu gik alting godt, og jeg tror næsten mor havde glemt far. Men også kun næsten.
”Hej skat!” mors glade stemme afbrød mine tanker, og før jeg vidste af det blev jeg trukket ind i en kæmpe omfavnelse.
Slap af mor.
Jeg blev jo kvalt.
”Puhaa, du lugter godt nok af sur mælk,” sagde hun så.
Tak mor.
Men hey vent.
Sur mælk?
Fuck, hvis den der mælk var for gammel, slog jeg seriøst nogle ihjel.
”Smut du ud og tag et bad lille skat, og så kan du sove lidt,” sagde mor omsorgsfuldt.
Dejlige kvinde da.
Alle der tillod mig at sove var dejlige.
End of story.
”Og så tager vi op og besøger Bedste på hospitalet i eftermiddag.”
Hendes stemme lød pludselig skrøbelig, og jeg fik en klump i halsen.
Hvor var det altså bare noget rod alt sammen.

____________________________________________________________________________________

Jeg undskylder for et kort og kedeligt kapitel, men jeg lover at der nok skal komme mere gang i den i næste kapitel.

kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...