Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

188Likes
285Kommentarer
18558Visninger
AA

18. 17. Danish, Twitter and shopping for Nutella aka. the last chapter.

 

”Imagine a world without me, say you’re falling apart…”
Fact Fiction med Mads Langer.
En eller anden dansk popsanger, som havde besat mit hjerte.
Suk.
Jeg blev da også vildt nemt besat.
Gid man boede i Danmark var?
Så vidt jeg huskede, kom drengenes vocal coach Helene vidst også fra Danmark. Det kunne være at hun kendte Mads? Så kunne hun skaffe en autograf til mig, omg fangirling.
Ej, hvis jeg nogensinde blev venner med Louis igen, måtte jeg spørge hende. Og wow jeg gad egentlig godt til koncert med ham. Seriøst, why can’t I be Danish? Dumme London. Jeg følte mig faktisk ret dansker agtig. Jeg havde hørt sådan en sang med ham som hed ’Overgiver Mig Langsomt’, som var på dansk, og jeg kunne faktisk næsten synge med.
Selvom det nok ikke lød så godt.
Men det sagde vi ikke til nogle vel?
Det var i hvert fald en god sang, selvom jeg ikke fattede halvdelen af hvad de sagde.
Whatever.
”Mama told me not to waiste my life…”
Jeg hørte tonerne fra Little Mixs sang Wings flyve ud i rummet, og jeg gik irriteret hen og slukkede for musikken. Jeg orkede ærlig talt ikke at høre på Perrie lige nu. Hun var dum. Eller nej, hun var ikke dum. Det var mig der var dum, men jeg ville ikke syntes at jeg selv var dum, så derfor havde jeg besluttet mig for at Perrie var dum, selvom det ikke var rigtigt, og jeg faktisk havde lidt dårlig samvittighed over at syntes hun var dum, og okay bare stop mig hvis det her er forvirrende. Men Perrie havde faktisk såret mig i går.
Louis elskede dig.
Den sætning blev ved med at køre rundt i mit hoved. Elskede. Som i datid. Louis elskede mig sikkert ikke mere. Han hadede mig sikkert, han havde sikkert købt en voodoodukke og sat et billede af mig på, og torturede mig med nåle. Faktisk kunne jeg mærke en ubehagelig smerte i mit hoved, måske var det Louis, som havde gang i nålene? Ej, det ville være alt for creepy. Så creepy var Louis altså ikke.
Louis elskede dig.
Det havde hun sagt. Hun havde sagt at Louis elskede mig. Som mere end en ven. Og hvorfor fanden i helvede havde jeg ikke lagt mærke til det? Alle omkring havde lagt mærke til det, men jeg var bare sådan en tard, som ikke kunne finde ud af at åbne øjnene og kigge på andre end mig selv.
Suk.
Jeg var et egoistisk menneske. Jeg tænkte kun på hvad der var bedst for mig selv, og det pissede mig virkelig af. Det var noget jeg blev nød til at lave om på. Hvis det ikke var for sent. Men det var det. Alting var for sent, fordi Louis elskede mig helt sikkert ikke mere, hvilket var ret røv, da jeg jo nu havde opdaget at jeg elskede ham.
Måske burde jeg bare ringe til ham?
Ringe til ham, og få det hele overstået, så jeg ikke gik rundt med den her følelse af at der var noget der manglede i mig. Hvis jeg bare fik afsluttet det ordentlig, hvis bare jeg fik sagt farvel. Så ville alting være meget lettere.
Suk.
Igen.
Jeg tændte for musikken, der denne gang var landet på nummeret ’Big Girls Don’t Cry’ med Fergie, hvilket selvfølgelig fik mig til at sætte mig stortudende ned i sofaen.
Hvor var det her dog bare typisk.
Jeg havde brug for nutella lige nu.
Nutella med pomfritter.
Ja.
Det var en god plan.
Jeg gik ud i køkkenet og hev en pose pomfritter op af frysen.
Hvordan fuck lavede man sådan nogle her?
Jeg åbnede posen og smed hele lortet op på en bageplade.
I ovnen med dem.
Så, det skulle nok gå godt der her.
Jeg satte mig op på køkkenbordet med min telefon, mens jeg ventede på at kartoflerne ovnede sig.
Nej vent hvad sagde jeg lige?
Jeg mente bagte sig, selvfølgelig.
Sorry.
Jeg besluttede mig for at gå på twitter, for at føle mig lidt opdateret på hvad der skete. Først tjekkede jeg mine mentions, og svarede nogle fans, hvorefter jeg i alt hemmelig stalkede mine venners profiler. Inklusiv Louis’. Jeg kunne se at han havde smidt et billede op, hvor han stod sammen med fire småpiger, og en voksen dame. Hans familie. Lottie, Fizzy, Phoebe, Daisy og så selvfølgelig mor Jay. Jeg var dygtigt at jeg kunne huske det, wow.
’So nice to be home again.’ Havde han tilføjet til billedet. Det var 2 dage siden han havde tweetet det. Så var han sikkert tilbage i London nu. Han havde jo også sit arbejde og sådan. Hvilket jeg jo egentlig også havde, men jeg havde valgt at pjække i dag, fordi jeg stadig var deprimeret. Hovsa. Jeg scrollede videre ned igennem hans tweets, de fleste var om fodbold, gab. Jeg skulle lige til at gå ud fra hans profil, da der pludselig var et tweet, som sprang mig i øjnene.
Had such a great night out in Miami yesterday. So nice to meet new people x
Jeg gik hurtigt ind på tweetet. Tjekkede datoen.
Det var den aften.
Det var vores aften.
Louis havde tweetet om vores aften sammen i Miami.
Og jeg havde ikke engang set det.
Wow, jeg følte mig som verdens dårligste person.
Faktisk fik jeg helt ondt i maven, men det kunne også have noget at gøre med at jeg var ved at dø af sult.
Men stadigvæk, holy fuck.
Snøft.
Suk.
If we could only have this life for one more day. If we could only turn back time.
Ja, jeg citerede lige en One Direction sang.
For jeg var nemlig blevet Directionater eller hvad det hed. Det var også lige meget hvad det hed, deres musik kunne jeg i hvert fald godt lide.
Pludselig blev jeg revet væk af mine tanker, af en høj gennemtrængende bippen. Jeg for op fra bordet, og tog mig forfærdet til ørene. Var der brænd?
”Hjælp!” skreg jeg desperat og begyndte at hyperventilere. Der måtte seriøst ikke gå ild i noget her. Hele mit liv var i den her lejlighed. I panik stak jeg mit hoved hen foran ovnen, som så nogenlunde rolig ud.
Gud.
Nu vidste jeg hvad det var.
Der var ikke ild.
Det var bare mine pomfritter der var færdig.
Puha, jeg nåede lige at blive bange.
Jeg tog hurtigt en varmedims og tog den på, så jeg ikke brændte mig, når jeg hev pomfritterne ud fra ovnen. Jeg var så klog. Jeg åbnede køkkenskabet, men indså så at nutellaglasset var fuldstændig tomt.
Fuck. Mit. Liv.
Jeg blev nød til at gå ned op købe en nu.
I regnvejret.
Suk.
Mit liv var hårdt.

***

Nede i supermarkedet var der heldigvis ikke så mange mennesker, hvilket betød at jeg kunne gøre mit indkøb ret hurtigt. Win. Og nu hvor jeg lige var her, kunne jeg da godt lige købe nogle chips også. Jeg tog hurtigt et par poser i favnen, og gik med besvær hen til frysedisken, for at se om de havde et eller andet lækkert på tilbud.
Og det var der jeg så det.
Eller rettere sagt ham.
Hans brune uglede hår var ikke til at tage fejl af.
Den store cowboyjakke, som man næsten ikke så ham uden.
De klare blå øjne, som jeg kunne genkende, selv på så lang afstand.
Louis Freaking Tomlinson gik lige inde mellem hylderne.
Desperat kastede jeg mig ned på maven, bag en køledisk, og hørte den traumatiserende lyd af chips, som kvastes i tusinde stykker.
Hvorfor skulle det her lige ske nu?
Han måtte for alt i verdenen ikke opdage mig.
Jeg var slet ikke klar på det her.
Fuck.
Jeg betragtede ham gå inde mellem hylderne, mens jeg bare lå hjælpeløst på gulvet. Pludselig kunne jeg ikke se ham mere.
Lort.
Hvor gemte han sig?
Han måtte for alt i verdenen ikke komme her over.
Jeg rullede rundt, så jeg lå på ryggen, men det syn der var over mig, var ikke lige hvad jeg havde regnet med.
”Scarlett?” spurgte Louis undrende, og så helt forkert ud i ansigtet.
Shit.
Jeg var død.
”Kender jeg dig?” forsøgte jeg, og prøvede at lave min stemme om, så jeg endte med at lyde som en gammel hæs pensionist på stoffer.
Hvad fuck havde jeg gang i?
”Hvad fanden laver du på gulvet?” spurgte Louis bare, og ignorerede mit forsøg på at slippe væk.
”Jeg faldt,” mumlede jeg bare, og hev chips poserne væk fra mig. Louis undslap bare et lille grin.
Vent hvad?
Grinte han lige?
”Er du ikke sur på mig?” røg det ud af mig, før jeg nåede at tænke mig om. Forhelvede Scarlett. Selvfølgelig var han sur på dig.
”Jo, jeg er sur på dig,” sagde Louis bare, men til min overraskelse smilede han.
Seriøst, hvad skete der for ham?
Hvorfor var han lige pludselig glad?
Jeg blev bare sidende på gulvet, og følte mig som en komplet idiot. Hvilket jeg også var, så same.
”Men,” begyndte Louis.
”Men hvad?” spurgte jeg håbefuldt.
”Kom,” sagde han bare og rakte en hånd ud mod mig.
Wut?
Jeg tog den bare undrende, og lod ham hjælpe mig op fra det hårde gulv. Han begyndte at trække i mig, og jeg fulgte villigt efter.
”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg forvirret, mens jeg småløb efter ham.
”Bare væk herfra,” sagde Louis kort for hovedet, og førte mig ud af butikken.
Ud i regnen.
”Louis, det regner,” konstaterede jeg, og han nikkede bare med et smil.
”Ja, det gør det.”
Og så lige pludselig overvældede følelsen af lykke mig.
Jeg vidste virkelig ikke hvad der skete, men jeg følte mig bare så utrolig lykkelig. Så heldig. At gå her i regnen med en Louis, som tydeligvis ikke hadede mig mere. Lykken og glæden boblede i maven på mig, og jeg kunne ikke lade være med at le rigtigt højt. Først kiggede Louis undrende på mig, men jeg kunne simpelthen ikke stoppe med at grine, og til sidst gik vi side om side og bare grinede. Det føltes så befriende. Louis hånd fandt min, og jeg kiggede på ham med store øjne. Det havde jeg ikke regnet med. Vores blikke mødtes, og jeg kunne se lykken i Louis øjnene, og lige der, lige præcis i det øjeblik følte jeg mig tilgivet. Louis lod en hånd køre gennem mit våde hår, og jeg kunne ikke lade være med at smile stort.
”Jeg har savnet dig Scarlett,” sagde han med et smil, og lod sin hånd køre videre ned af min kind. Han rørte forsigtigt ved mine læber, og jeg kunne mærke et sus gå i gennem hele min krop.
”Jeg har også savnet dig,” nærmest hviskede jeg, og nåede lige at lukke øjnene i, før jeg mærkede Louis’ bløde læber mod mine, mærkede hele min mave eksplodere i sommerfugle. Vores læber slap hinanden igen, og jeg smilede lykkeligt op til ham.
”Hvad nu?” spurgte jeg med et lykkeligt smil, mens jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere gennemblødt af regnen.
”Jeg ved det faktisk ikke,” sagde Louis med et grin. Hvor så han dog bare dejlig ud egentlig.
”Vi kan gå hjem til mig og spise verdens mest slatne pomfritter?” foreslog jeg, og kunne ikke lade være med at grine ved tanken om de pomfritter, som lå hjemme i min lejlighed og sikkert var helt kolde nu.
”Det lyder som en god plan,” sagde Louis med et smil, og kyssede mig på næsen, hvilket fik mig til at fnise tøset.
Årh.
Han var virkelig nuttet, og jeg havde virkelig savnet ham af helvede til.
Jeg kunne virkelig ikke være mere lykkelig lige nu.
Alt var intet mindre en perfekt.

***

”Velkommen til mit gemmested,” sagde jeg og slog døren op, så Louis kunne komme indenfor. Han havde jo faktisk aldrig været i min lejlighed. Det var helt underligt at tænke på.
”Her er nok lidt rodet, men jeg vidste jo ikke at jeg fik gæster,” undskyldte jeg, og fejede hurtigt en bunken tøj ind under sofaen.
”Så det er her du har gemt dig?” spurgte Louis. ”Man har jo ikke hørt fra dig i 100 år.”
Hey.
Hvordan vidste han det?
”Har du stalket mig?” udbrød jeg med et grin, og Louis rystede bare benægtende på hovedet.
”Ikke stalket, måske bare holdt lidt øje, hvilket ikke er så svært, når du er over alt på nettet,” sagde han med et grin.
”Stalker,” sagde jeg bare og daskede til ham.
”Hey,” sagde han surt, og jeg smilede bare frækt til ham.
Uha dirty.
For sådan var jeg.
Alt var dirty når man var sammen med mig.
Couldn’t help it.
Nå, men jeg gik ud i køkkenet for at hente de yderst delikate pomfritter.
Mærk ironien, please.
”Okay, jeg er altså løbet tør for nutella, så vi må nøjes med ketchup,” sagde jeg og pressede lidt ketchup ud i en skål. Jeg har altid syntes at ketchup var ekstremt klamt. Det lignede blod. Menstruation blod. Ad ad ad.
”Seriøst hvem putter også nutella på sine pomfritter?” spurgte Louis med et grin.
”Det gør jeg faktisk,” sagde jeg og forsøgte at lyde fornærmet.
Men det lykkedes ikke.
Louis distraherede mig.
Med hans sødhed.
Man kunne ikke være sur på ham.
”Det overrasker mig faktisk ikke,” grinede han, og jeg kunne ikke lade være med at sprøjte lidt ketchup over på ham.
Det skulle jeg aldrig have gjort.
Louis greb hurtigt skålen med ketchup, og to sekunder efter havde jeg det hele i håret.
”Ad, ad, ad!” skreg jeg og trykkede løs på ketchup tuben, så det forhåbentlig ramte Louis. Jeg sprøjtede noget ud i min hånd, og førte den op til Louis ansigt.
”Aaaaad Scarlett,!” grinede Louis, da jeg smurte ketchuppen godt og grundigt ud i ansigtet på ham.
”Hævnen er sød,” sagde jeg bare ondskabsfuldt.
Muhahahah.
”Jeg synes nu ikke at det var så sødt det der,” jokede Louis.
”Okay, lad mig hjælpe dig med at få det væk,” sagde jeg bare, og følte mig faktisk ret sød. Hvilket jeg også var. Ingen var sødere end mig. Jeg tog et stykke køkkenrulle og begyndte at tørre ketchup af Louis’ pande og kinder. Jeg stod helt tæt op ad ham, og pludselig kunne jeg mærke et par stærke arme blive lagt om mig. Louis træk mig tættere ind til sig, og jeg kunne mærke et sus igennem hele min krop.
”Jeg har også en anden metode til at fjerne ketchup på,” nærmest hviskede jeg, før jeg slap kluden og lod mine læber møde hans for anden gang i dag. De mest fantastiske følelser skød gennem kroppen på mig, jeg kunne næsten ikke fatte at det her rent faktisk skete. Tænk at han ikke var sur mere. Tænk at han stod her og kyssede med mig, som om intet var sket. Det var slet ikke til at fatte. Det undrede mig faktisk ret meget.
”Louis?” sagde jeg spørgende og afbrød kysset. ”Vil du slet ikke snakke om alt det der er sket?”
Louis træk bare på skuldrene.
”Jo, men jeg ved bare ikke rigtig hvad jeg skal sige,” sagde han bare. ”Jeg tror godt selv du er klar over, hvor dum du var.”
Suk, ja det var jeg.
”Ja, men hvad så nu?” spurgte jeg.
Jeg ville jo forhelvede gerne have svar på der her.
Var vi fjender, venner eller mere?
For jeg var seriøst forvirret.
No surprise though.
”Perrie hader mig, Zayn hader mig, Jo hader mig og alle de andre drenge hader mig,” sukkede jeg. Det var altså bare trist.
”De hader dig altså ikke,” sagde Louis trøstende.
”Jo, de gør så,” sagde jeg bare.
Det var jo rigtigt. Så dum var jeg altså ikke, selvom man godt kunne tro det.
”Well, måske bliver vi bare nød til at holde sådan et krisemøde, hvor vi alle sammen slutter fred,” foreslog Louis med et grin. ”For hvis du skal være min kæreste, ville det være meget rart hvis mine venner ikke hadede dig.”
Omg.
Hvis jeg skulle være Louis’ kæreste.
Seriøst, Scarlett Tomlinson.
Det lød jo godt.
Årh, seriøst jeg ville gerne være Louis’ kæreste
”Sounds good,” grinede jeg og gav ham et lille tantekys. ”Men jeg kan altså virkelig ikke forstå at du ikke er mere sur på mig.”
”Sket er sket, og selvfølgelig var jeg sur på dig, men helt ærligt Scarlett, jeg kan ikke være sur på dig for evigt,” sagde Louis med et smil.
”Seriøst, jeg elsker dig virkelig Louis,” sagde jeg.
Og jeg mente det.
Jeg elskede virkelig Louis.
Han var den mest fantastiske person i verdenen, det var slet ikke til at fatte.
”Jeg elsker også dig Scarlett. Og det er derfor jeg ikke er mere sur på dig end jeg er.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...