Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

188Likes
285Kommentarer
18548Visninger
AA

17. 16. Pancakes, flowers and a confession.

 

Louis synsvinkel:

”Louis vågn op, mor har lavet pandekager!” sagde Daisy begejstret og hoppede op og ned i min seng.
”Jeg kommer om lidt prinsesse,” sagde jeg træt og satte mig op i sengen. Jeg kløede mig i øjnene for at få den værste søvn væk. Efter badeværelsesstundet i går, var jeg gået direkte i seng, jeg kunne virkelig bare ikke overskue at være sammen med nogle lige der. Mor var kommet op, men jeg havde sagt at jeg helst ikke ville snakke om det. Men jeg vidste at jeg blev nød til at fortælle hende det på et eller andet tidspunkt. Fortælle hende hvor meget jeg savnede Scarlett. For det gjorde jeg virkelig. Jeg savnede hende af helvedes til, næsten så meget at jeg næsten ikke hadede hende mere. Eller jo, jeg hadede hende, men jeg savnede hende også, jeg kunne slet ikke finde rundt i alle mine følelser.
”Kom nu, Louis-Bouis,” afbrød Daisy mine tanker, og jeg sendte hende et lidt slatten smil.
”Jeg kommer nu.”
Jeg rejste mig fra sengen og træk i et par bukser og en t-shirt, før jeg tog Daisy i hånden og fulgte med hende ned i køkkenet, hvor der duftede skønt af mors hjemmebagte pandekager.

”Godmorgen skat,” sagde min mor med et smil, da jeg trådte ind i køkkenet. ”Sovet godt?”
”Ja, fint,” nikkede jeg og satte mig op på køkkenbordet, som jeg altid plejede at gøre dengang jeg var lille. Min mor elskede når jeg kom hjem fra skole, og fortalte hende alt om hvad jeg havde lavet, som for eksempel dengang mig og min bedsteven Nate gav skolens nørd buksevand. Der blev hun dog ikke så begejstret. Faktisk endte det med stuearrest. Men det tog jeg ikke så tungt. Jeg hoppede bare ud af vinduet og mødtes med Nate, for at jagte hunde, nørder, fulde mennesker eller andet sjovt. Årh, dengang hvor man var lille og det største man bekymrede sig om, var hvad man havde med i madpakke. Gid man kunne genopleve den tid. Helst lige nu, lige her.
”Hvornår er pandekagerne færdige mor?” spurgte Phoebe utålmodigt.
”Det er de lige om lidt, så hvis dig, Daisy og Louis gider dække bord, så er der mad om fem minutter,” smilede mor. Jeg hoppede ned fra min ellers behagelige plads på køkkenbordet, og fandt tallerkner frem fra skabet. Syv tallerkner. Otte hvis Scarlett havde været her. Okay, stop Louis. Scarlett var her ikke, og det var godt punktum. Nej det var ikke godt. Jo det var. Årh forhelvede så hold dog kæft.
”Louis, sæt tallerknerne udenfor, så spiser vi der, vejret er så dejligt,” sagde mor med et smil, og vendte pandekagen, der allerede var blevet gyldenbrun. Jeg nikkede bare og placerede tallerknerne på havebordet, som stod på den store træterrasse. Jeg kunne se at Lottie bare lå og dovnede den henne i hængekøjen, så jeg besluttede mig for at drille hende lidt.
”Kommer du ikke og hjælper med at dække bord?” råbte jeg til hende.
”Nej,” svarede hun bare dovent.
”Okay,” sagde jeg, og lod som om jeg syntes at det var i orden, men uden at hun opdagede det, listede jeg mig hen ved siden af hængekøjen, og begyndte at gynge hende så højt at hun næsten faldt ud.
”LOUIS STOP!” skreg hun, og jeg kunne ikke lade være med at grine af hende.
”Kun hvis du siger at jeg er din gud,” grinede jeg og fortsatte med at gynge hende.
”Forhelvede Louis, du er så barnlig,” grinede Lottie.
”Bare sig det, så stopper jeg, det lover jeg,” sagde jeg.
”Nej, jeg siger det ikke,” sagde Lottie og skreg, da jeg gyngede hende hurtigt igen.
”Og du siger at jeg er barnlig,” drillede jeg.
”Det er du også!” sagde Lottie bestemt.
”Uhh, jeg er blevet femten år, så nu er jeg så voksen,” drillede jeg. Jeg vidste at Lottie hadede når jeg mobbede hende med hendes alder. Seks års forskel var der på os. Og jeg havde altid elsket at være den røvirriterende storebror.
”Jeg hader dig,” grinede Lottie, og forsøgte at hoppe ud af hængekøjen, men failede totalt, og endte med at lave en maveplasker lige ned på græsset.
”Elegant,” sagde jeg, og kunne ikke lade være med at grine hysterisk af hendes smukke stunt.
”Hold kæft, du lyder ligesom den der ged i I Knew You Were In Trouble,” sagde Lotties surt, men efter 2 sekunder kunne hun heller ikke holde masken mere, og flækkede også af grin.
”Kom, lad os gå hen og spise pandekager,” sagde jeg, da jeg havde fået lidt mere styr på mit åndedrag. Jeg rakte en hånd frem mod hende, og hun greb den modvilligt. Pandekager skulle nok være godt nu.

Jeg var besluttet mig for at tage med min mor hen i blomsterhandleren, hvor hun åbenbart skulle købe nogle frø til haven. Ikke noget jeg havde forstand på. Sikkert sådan en pigeting. Dan var blevet derhjemme med pigerne, selvom de egentlig gerne ville med, men mor havde sagt at hun gerne ville have lidt alene tid med mig. Og jeg var ret sikker på hvorfor. Hun ville sikkert udspørge mig om i går. Hvilket jeg egentlig ikke havde noget i mod. Hun måtte godt vide det. Hun var jo trods alt min mor.
Vi parkede det store Citroën foran indgangen til plantecenteret.
”Vil du ikke hente en vogn, mens jeg låser?” spurgte mor og rakte mig en tier. Præcis som i gamle dage. Jeg blev altid sendt ud efter en vogn. Jeg tog imod mønten og skyndte mig hen for at hente en vogn. Selvom jeg ikke forstod hvad vi skulle bruge en vogn til. Vi skulle jo bare have frø.

Vi var endt i blomsterafdelingen, hvor mor åbenbart skulle kigge på nogle roser eller sådan noget. Jeg havde forvildet mig over til margueritterne, som jeg nu bare stod og gloede på, indtil hun blev færdig. Margueritter var Scarletts yndlingsblomst. Det havde hun fortalt mig en aften i Miami. Jeg havde også lagt mærke til at hun tit gik i tøj med margueritprint. Suk. Alting skulle også lige minde mig om Scarlett.
”Vil du gerne have en marguerit?” kunne jeg pludselig høre mors stemme sige bag mig, og jeg for forskrækket op.
”Undskyld, forskrækkede jeg dig?” spurgte hun og lagde kærligt en hånd på min skulder.
”Nej, nej det er okay,” fik jeg fremstammet.
”Louis, hvad tænkte du på?” spurgte mor og lød en smule bekymret.
”Ikke noget jeg…”
”Louis, der måtte være en grund til at du var så langt væk i dine tanker,” blev mor ved og jeg vristede mig forsigtigt ud af hendes greb.
”Jeg går lige på toilet,” sagde jeg hurtigt, og havde allerede vent ryggen til, da mor greb min arm.
”Louis, der er ikke toiletter i plantecentre,” sagde hun med et suk, selvom jeg godt vidste at det ikke var det hun havde stoppet mig for. ”Det her går ikke Louis. Du er trist og indelukket hele tiden, du bliver nød til at tænke på noget andet.”
”Forhelvede mor, tror du det her er nemt for mig?” spurgte jeg, og kunne ikke lade være med at lyde vred.
”Nej, Louis det tror jeg ikke, og jeg beder dig heller ikke om at glemme alt hvad der er sket, jeg beder dig bare om at være lidt mere til stede. Det er som om du lever i din egen indelukkede verden, og jeg ved ikke hvad det er der har gjort dig sådan, men da du var sammen med Eleanor var du aldrig sådan her.”
”Det her har ikke noget med Eleanor at gøre!” sagde jeg vredt. ”Kan du ikke bare lade være med at blande hende ind i det her?”
”Jeg prøver bare at hjælpe dig Louis,” sukkede mor. ”Du har ændret dig så meget. Du er slet ikke dig selv mere.”
Forhelvede da.
”Mor, hør her, måske kan grunden til at jeg ikke er mig selv mere være, at hende jeg var forelsket i har fucket alting op mellem os, og jeg ikke kan finde ud af om jeg skal tilgive hende eller hvad fanden jeg skal gøre. Det er bare ikke nemt okay?” forsøgte jeg at forklare for hende. Men hun kunne sikkert ikke forstå mig. Hun syntes nok bare at jeg skulle være sammen med Eleanor igen, og så skulle alting nok blive godt. Men problemet var bare at det var Scarlett jeg elskede og ikke Eleanor.
”Louis, jeg ved godt at du ikke har det nemt fortiden, men du bliver altså nød til at finde ud af hvad du skal gøre,” sagde mor. Hun havde ret, men problemet var bare at jeg slet ikke kunne finde ud af noget lige nu.
”Men der er jo ikke noget jeg kan gøre mor,” sukkede jeg. ”Sket er sket.”
”Der er altid noget du kan gøre,” sagde mor opmuntrende. ”Du elsker hende virkelig ikke?”
Selvom hun ikke havde nævnt et navn, vidste jeg udmærket godt hvem hun snakkede om. Jeg nikkede bare sukkende.
”Så burde du tilgive hende.”
De magiske ord. Tænk at mor lige havde sagt det.
”Det er ikke så nemt som det ser ud til,” sukkede jeg bare. For det var det virkelig ikke. Hvad ville Zayn og de andre drenge sige til det, hvis jeg bare lod som om jeg havde glemt alt? Det ville jo aldrig gå.
”Hvis du virkelig elsker hende, så er det hele nok nemmere end det ser ud til,” sagde mor bare og gav min hånd et klem.
”Men hvad nu hvis hun slet ikke elsker mig?” kunne jeg ikke lade være med at sige. Jeg vidste jo stadig ikke om Scarlett havde følelser for mig.
”Du bliver nød til at tage en chance,” sagde mor bare. Og endnu en gang havde hun ret. Hvad havde jeg at miste? Jeg blev nød til at gøre noget ved det her.

Scarletts synsvinkel:

Det regnede. Det var lort. Kunne Gud ikke bare stoppe med at pisse, så vi kunne få lidt sol? Tak Gud, det ville være meget venligt af dig. For seriøst jeg skulle ud og shoppe, og shopping i regnvejr var bare ikke fedt.
Suk.
Endnu en depri regnvejrsdag.
Som jeg ikke magtede.
Røv og nøgler.
Tis og lort.
Det var nu en uge siden jeg havde forladt Paris.
En meget lang og deprimerende uge. Jeg kunne ikke engang huske hvad jeg havde brugt den på. Sikkert bare ædt mig fed i chokolade og tudet.
Men nu var jeg ovenpå igen.
Nu var jeg fucking klar til at indtage byen.
Nu magtede jeg ikke mere depression, nu ville jeg ud og have det sjovt.
Derfor havde jeg for første gang i en uge, taget noget ordenligt tøj på (link i kommentaren), gået i bad og redt mit hår.
Okay, jeg havde været i bad.
Jeg var jo ikke klam.
Eller en dreng.
For drenge var klamme, jeg var færdig med drenge. Det eneste jeg havde nu var min chokolade. Suk. Og så skulle jeg endda ud og shoppe helt alene. For jeg skulle købe en fødselsdagsgave til min bedsteveninde Rebecca, så hun kunne jo sjovt nok ikke komme med. Så derfor sad jeg nu helt alene i metroen, på vej til Oxford Street. Hvor var det egentlig lang tid siden jeg havde været ude i London. Det her skulle nok blive fedt. Jeg var jo også det fødte shopping menneske. Ni timer var min rekord, men det var godt nok også sammen med Rebecca. Alene ville jeg nok ikke kunne holde så lang tid. Men seriøst det havde også været den bedste tur, vi havde været på McD og så kom jeg stil at gå ind i Rebecca, så hun spildte hele sin milkshake udover mig. McDonalds folkene var blevet sure, så vi havde skyndt os ud, som de to retarderede børn vi var. Årh jeg savnede Rebecca. Jeg havde ikke set hende i like en måned.
Vent.
Hvad?
Havde jeg ikke set min bff i en måned?
Holy Jesus.
Holy God.
Holy Allan.
Hvad skete der lige for det?
Ej, omg jeg blev nød til at mødes med hende snart. Det var jo forfærdeligt det her. Men ikke i dag. For i dag skulle jeg købe fødselsdagsgave til hende. Tøj. Masser af tøj. En flyttekasse fyldt med tøj. Eller en lastbil fyldt med tøj. Eller en rumraket fyldt med tøj. Eller nej, hvor fuck skulle jeg få en rumraket fra? Pas.

Jeg stod af undergrunden, og fandt op på Oxford Street, hvor jeg var lige ved at støde ind i en gravid dame, som kom masende mod mig.
Så se dig dog for kvindemennesker.
Jeg skulle seriøst aldrig være gravid. Tænkt at blive så fed, det var jo vildt. Jeg ville dø hvis jeg ikke kunne passe mit tøj mere. Seriøst det ville være det værste. Jeg blev nok bare nød til at adoptere et barn. Men seriøst små negerbørn var da også bare det kæreste! Jeg blev nød til at finde en sort mand, så jeg kunne få små negerbørn. Det var min mission.
Okay, hvor kom jeg fra?
Nårh ja, gave til Rebecca.
Jeg besluttede mig for at gå ind i River Island, en butik som både mig og Rebecca elskede. Jeg og Rebecca, sorry. Nej, Rebecca og jeg, sorry igen. Øv, jeg troede ellers lige at jeg havde styr på det her lort. Men det havde jeg så åbenbart ikke.
Nå, men tilbage til River Island.
Seriøst, en fab butik, anbefalede den varmt til alle jeg mødte på min vej.
Hvilket var ret mange.
Ej, men seriøst, en gang havde mig og Rebecca været inde i byen, og vi var seriøst så hyper at vi sprang op på ryggen af alle mulige fremmede mennesker. Og vi havde ikke engang været fulde. Bare vores normale hyper os.
Nej, vent vi var ikke normale.
Det ville være synd at sige.
Årh jeg savnede Rebecca.
Seriøst, alt var sjovt når man var sammen med hende.
Men jeg savnede også Jo. Og Perrie. Eller jeg savnede nok bare tanken om en ordentlig veninde. Det var trist. Jeg havde alt for travlt til at have venner, og jeg følte mig faktisk lidt ensom nogle gange.
Suk.
Og jeg savnede Louis.
Jeg savnede Louis ad helvede til, selvom jeg havde besluttet mig for ikke at savne ham. Men det var bare svært, når han var så fandens dejlig.
Snøft.
”Kan jeg hjælpe dig med noget?” kunne jeg høre en venlig stemme spørge bag mig. Jeg vendte mig hurtigt og så en ekspedient kigge spørgende på mig.
Hendes hår var helt rødt.
Det lignede at der var ild i hende.
This girls is on fireeeeee.
Okay, nej bare stop Scarlett.
“Ja, faktisk, jeg er ude for at købe gave til min bedsteveninde, hendes stil er sådan lidt street, du ved med sneakers, beanies, store t-shirts og sådan,” forklarede jeg hurtigt med et smil på læben. Det var rart at snakke med et normalt menneske for første gang i en uge. Og i morgen startede jeg på arbejde, så der ville blive massere af lejligheder til at snakke med mennesker.
”Hvad har du i tankerne?” spurgte ekspedienten med ild i.
Ha ha.
Jeg var sjov i dag.
”Bare sådan lidt af det hele,” sagde jeg med et smil. ”Jeg kan jo starte ved bluserne.”
”Der hænger nogle derovre,” sagde ekspedienten og pegede.
Øh hallo?
Hvem troede hun jeg var?
Selvfølgelig vidste jeg hvor bluserne hang.
Omg.
Jeg gik hen til trøje afdelingen, og fandt hurtigt 3 t-shirts som Rebecca bare måtte eje. Og 2 til mig selv. Hovsa. Jeg prøvede dem hurtigt, da vi passede størrelse win, og de passede perfekt.
Sådan.
Jeg var bare så dygtigt til det her.
Jeg skulle lige til at gå ud af butikken, da jeg hørte en velkendt stemme bag mig.
”Ej, er den her bluse ikke bare totalt dig?”
Seriøst.
Det her skete bare ikke.
Lort.
Jeg måtte ud herfra.
Men.
”Scarlett,” sagde Perrie og jeg vendte mig hurtigt rundt, for at få bekræftet at det var hende. Og ja, det var det.
Fuck alt.
”Hej,” mumlede jeg, og så skamfuldt ned i jorden. Det her var seriøst røv. ”Undskyld.”
Forhelvede Scarlett.
Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
Hvad tænkte Perrie ikke om dig?
Jeg havde lyst til at smide alle mine ting, og bare spurte ud af butikken, men af en eller anden grund blev jeg stående. Jeg så at Perrie hviskede et eller andet til hendes veninde, som for resten havde det vildeste hår jeg nogensinde havde set. Kæmpe brune krøller, sådan nærmest afro, det var seriøst vildt flot. Hvis jeg ikke tog fejl var det hendes bandmate Leigh-Anne. Nå, men Perrie hviskede i hvert fald noget til Leigh-Anne, hvorefter hun forsvandt ned i den anden ende at butikken. Altså Leigh-Anne ikke Perrie. Perrie blev bare stående foran mig med et ansigtsudtryk, som jeg ikke helt kunne tyde. Men det var i hvert fald ikke venligt.
Fuck. Mit. Liv.
”Scarlett,” begyndte hun, og jeg kunne høre på hendes tonefald at hun var i gang med at indlede en lang samtale.
Forhelvede.
”Du er godt klar over hvad du har gjort ikke?” spurgte hun med en skarp stemme. Jeg nikkede bare, uden at kigge op fra mine hænder, som pludselig var blevet vildt interessante. Wow, jeg burde seriøst fjerne neglelak. Det var jo helt skallet af.
”Jeg er så ked af det Perrie…” begyndte jeg, men hun afbrød mig bare koldt.
”Selvfølgelig er du ked af det,” sagde hun. ”Men det er ligesom ikke mit problem vel?”
”Perrie…”
”Nej, Scarlett. Jeg gider ikke høre på dig. Du er barnlig og naiv, og du tror at alting bliver godt igen bare ved at sige undskyld. Men nu skal jeg fortælle dig noget. Det gør det ikke,” sagde hun, og jeg kunne ikke lade være med at få en ubehagelig følelse i maven.
Hun havde jo ret.
Jeg var barnlig og naiv.
Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men i hvert fald ikke det her.
”Jeg var bange,” hørte jeg pludselig mig selv sige.
Hvad fuck havde jeg gang i?
Jeg så Perries ansigtsudryk ændre sig fra vredt til overrasket.
”Du var hvad?” spurgte hun undrende.
”Bange,” gentog jeg, og kunne mærke tårerne begynde at presse på i øjenkrogen. Forhelvede da. ”Jeg var bange for at indrømme mine følelser over for Louis. Jeg var bange for at han måske ikke følte det samme.”
Jeg kunne mærke den første tåre trille ned af min kind, og tørrede den hidsigt væk.
Hvad var det lige jeg stod og fortalte Perrie?
Det var ikke meningen at hun skulle vide det.
Det var ikke meningen nogle skulle vide det.
”Louis elskede dig,” sagde hun kort, og vente så ryggen til mig for at gå ned til Leigh-Anne.
Og der stod jeg så.
Gloede efter hende som en anden idiot, mens jeg stod og græd inde i en tøjbutik.
Det gik da også bare fantastisk for dig fortiden Scarlett.

__________________________________________________________________________________

Wow. Jeg fik rent faktisk skrevet et helt kapitel. Ej men seriøst, skolen tager bare alt min tid lige nu, det er helt uhyggeligt.

Hvilken klasse er i startet i?

Jeg går i 8. nu :)

kys

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...