Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

188Likes
285Kommentarer
18550Visninger
AA

16. 15. Talking, kitties and an unexpected text.

 

Louis synsvinkel:

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at jeg skulle blive stillet i sådan i situation, som jeg var i nu. Jeg havde det som om jeg levede i en af de der sindssyge fanfics, som vores fans åbenbart elskede at skrive, fordi alting bare var så fucked up. Men så alligevel ikke. Jeg ville sgu ikke kunne finde på alt det her, ikke engang hvis jeg prøvede. Det var så underligt alt sammen. Jeg havde virkelig ikke set det komme. Men det kom. Og det havde ramt mig. Hårdt. Lige i hovedet. Suk.
Jeg var selvfølgelig sur på Zayn. Men af en eller anden grund havde jeg lettere ved at tilgive ham, end jeg havde ved at tilgive Scarlett. Jeg kunne simpelthen ikke fatte hvad det var hun havde gjort. Hun havde afvist mig gang på gang, men ikke Zayn, nej ham ville hun åbenbart gerne have. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Måske havde Scarlett følelser for Zayn? Nej, det havde hun helt sikkert ikke. Det ville bare være… for underligt. Og det havde hun heller ikke vidst nogle tegn på. Og hvis hun var vild med ham, havde hun nok også valgt ham frem for mig. Så det var nok ikke en mulighed. Egentlig vidste jeg godt grunden. Zayn var fuld, Scarlett var fuld og ked af det, og så skete det ligesom bare. Men alligevel, jeg fattede ikke hvorfor de ikke indså at det var en kæmpe fejl, mens de havde gang i det. Altså helt seriøst, kunne de ikke tænkte klart?
Jeg smed mig udmattende i min seng, hvor jeg endnu en nat havde ligget alene. Jeg måtte indrømme at jeg savnede Scar, men hadet var bare langt større end savnet, så jeg lagde ikke så meget mærke til den der følelse af at der manglede noget. For jeg var simpelthen så sur og så forvirret. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg tilgive Zayn og Scarlett? Eller skulle jeg bare gå og hade dem for evigt? Den sidste mulighed lød bedst i mine øre. Men jeg vidste jo godt at det ikke var muligt. Jeg skulle forhelvede se på Zayn klamme ansigt i mindst fem år mere, og jeg kunne jo ikke bare gå og hade ham for evigt. Det var noget andet med Scarlett. Jeg kunne glemme hende. Komme over hende. Cutte vores forbindelse, og aldrig se hende igen. Men jeg vidste jo godt inderst inde at det ikke var det jeg ville.
”Louis?” kunne jeg høre en velkendt stemme ude foran døren sige. Jeg rejste mig fra sengen og gik hen for at åbne døren op.
”Er du okay?” spurgte Harry bekymret og gik ind og satte sig på min seng. Jeg trak på skuldrene og satte mig ved siden af.
”Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det hele,” sukkede jeg, og lod mig synke ned mellem dynerne.
”Det forstår jeg godt,” sagde Harry medfølende. ”Jeg kan slet ikke fatte hvordan det kunne ske.”
”Heller ikke mig,” sagde jeg og lukkede øjnene i et kort øjeblik. ”Har du snakket med Zayn?”
Harry rystede på hovedet.
”Nej, men jeg kunne høre Perrie råbe af ham da vi kom hjem, og derefter kom hun ind til os uden at sige et ord, og så smed Jo mig ned på gulvet, så Perrie kunne sove ved siden af hende,” forklarede Harry. ”Så jeg regner med at Zayn fortalte hende det. Jeg overvejede at gå ind og sove hos Zayn, da det jo ikke var særlig behageligt at ligge på gulvet, men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige til ham. Han må være helt knust.”
”Ja,” sagde jeg bare. ”Det hele er noget værre lort.”
Harry nikkede bare.
”Da Perrie og Jo vågnede her til morges, smed de mig bare ud, fordi de sagde at de skulle have en alvorlig tøsesnak, så jeg tænkte at det var bedst at gå over til dig. Jeg tænkte at du måske også havde brug for en snak,” fortalte Harry.
”Tak, Harry,” sagde jeg bare og satte mig op i sengen igen. ”Men vi burde måske gå over til Zayn. Han må virkelig føle sig ensom lige nu.”
”Så du er ikke sur på ham?” spurgte Harry undrende.
”Selvfølgelig er jeg sur på ham,” sukkede jeg. ”Men altså han er jo også min bedste ven, og vi bliver nød til at finde ud af det, for vi kan jo ikke undvære hinanden.”
”Hvad med Scarlett?” spurgte Harry så. Ja, hvad med Scarlett?
”Jeg aner det ikke,” sagde jeg med et suk. ”Egentlig vil jeg helst bare glemme hende, men det er jeg ikke sikker på at jeg kan.”
”Elsker du hende Louis?” spurgte Harry seriøst. Forhelvede jeg vidste det jo ikke. For en uge siden ville jeg have sagt ja, men nu… nu vidste jeg det simpelthen ikke mere.
”Det gør jeg vel,” sagde jeg og trak på skuldrene. ”Men jeg er bare så sur på hende.”
”Det kan jeg godt forstå, og det har du også ret til at være,” sagde Harry medfølende. ”Men med Zayn… i må nok hellere finde ud af det, ellers kommer det jo til at blive et helvede for os alle fem de næste mange år.”
Jeg nikkede.
”Ja, jeg bliver nok nød til at snakke med ham,” overgav jeg mig. ”Det er bedst for alle. Hvad med Liam og Niall egentlig? Fortæller vi dem det?”
”Det bliver vi vel nød til,” sagde Harry bare, og jeg nikkede.
”Gad vide hvor Scarlett er lige nu?” spurgte jeg, nok mest bare til mig selv.
”Hun er på vej hjem. Jeg har lige fået en sms fra hende,” sagde Harry og rakte mig sin telefon. ”Her.”
Hej Harry. Jeg ville bare lige sige at jeg flyver til London om 10 minutter. Du behøves ikke hilse de andre eller noget, jeg ville bare lige have at i hvert fald en af jer vidste det… Scarlet x
Stod der. Det var helt underligt at se, og jeg kunne føle et lille stik i min mave, et stik af savn. Men nej, jeg var sur på hende, jeg skulle ikke bøje mig og tilgive hende. Jeg blev nød til at give det hele tid. Se om jeg stadig havde følelser for hende om en månedstid. For de følelser kunne sikkert forsvinde ligeså hurtigt som de var kommet. Forhåbentlig.
”Skal vi ikke gå ned og spise morgenmad, og så gå over og snakke med Zayn bagefter?” foreslog Harry.
”Jo, det lyder som en god plan,” nikkede jeg og rejste mig fra sengen.

Vi stødte ind i Jo og Perrie nede i morgenmadsbuffeten, og jeg var nærmest lettet over at vi ikke havde taget Zayn med, for det ville sikkert ikke have været et kønt syn. Jeg sendte stakkels Perrie et opmuntrende smil, som hun forsøgte at gengælde, men det var som om det ikke rigtig lykkedes. Hun havde grædt. Hendes øjne var helt røde og hævede, og det smil der altid var plantet på hendes læber, var ingen steder at se. Jeg havde virkelig ondt af dem. Ondt af dem begge to. Det var så tydligt at de elskede hinanden virkelig højt. De skulle nok klare den. Jeg kunne slet ikke forestille mig Zayn uden Perrie og omvendt.
”Hvordan går det?” spurgte Jo og gav mig et kram, før vi satte os hen til bordet og Harry bestilte pandekager til os alle.
”Det går vel okay,” sagde jeg bare og trak stolen ud, så jeg kunne sætte mig.
”Har i snakket med Zayn?” spurgte Perrie med en lille stemme. Harry rystede på hovedet.
”Nej, ikke endnu, men vi har tænkt os at gå op til ham, efter vi har spist,” forklarede han, og Perrie nikkede bare.
”Og hvad med Scarlett?” spurgte Jo, og kiggede afventede på mig.
”Hun er rejst,” sagde jeg bare med et suk.
”Godt,” sagde Perrie. ”Så får vi da ikke flere problemer med hende.”
Hun lød sur, men det kunne jeg egentlig også godt forstå. Hun havde alle grunde i verdenen til at hade Scarlett lige nu. Så jeg kunne godt forstå, hvis hun var lettet over at hun var rejst.
”Hvad med dig og Zayn, Perrie?” spurgte Harry. ”Finder i ud af det?”
Perrie træk opgivende på skuldrene.
”Lige nu vil jeg bare gerne have lov til at være sur på ham,” sukkede hun. ”Og så må vi se hvad der sker med tiden. Jeg tilgiver ham i hvert fald ikke sådan som det ser ud nu.”
”Hvad gør vi egentlig?” brød Jo så pludselig ind. ”Altså bliver vi i Paris, eller rejser vi hjem, eller hvad fuck gør vi egentlig?”
Jeg trak på skuldrene.
”Jeg vil egentlig bare gerne hjem,” sagde jeg, da Paris mindede mig alt for meget om Scarlett, og jeg havde brug for at komme hjem og slappe lidt af i London. Og måske besøge min familie, som det var hundrede år siden jeg sidst havde set. Få styr på det hele, alle mine følelser, ja som sagt bare slappe af. Rydde op i alt det her rod.
”Samme her,” sagde Perrie med et suk.
”Så er det vel det vi gør?” konstaterede Jo, og vi andre nikkede bekræftende.
”Okay, mig og Harry skal nok bestille nogle flybilletter til i aften, for i andre har vidst nok at tænke på,” sagde hun og sendte os et opmuntrende smil.
”Tak, Jo,” jeg forsøgte med et smil, og følte faktisk næsten at det var der. Wow. Det gik jo nærmest godt det her med at lade som om man var glad, når man egentlig bare havde lyst til at begrave sig i sin dyne med chokoladeis.

Harry og jeg forlod pigerne for at gå op og snakke med Zayn. Det skulle jo gøres. Selvom jeg efter at have snakket med Perrie, var blevet endnu mere sur på ham end jeg var i forvejen. Jeg fattede virkelig ikke hvordan han kunne gøre det. Både over for Perrie og over for mig. Men som Harry sagde, blev jeg nød til at få snakket ud med ham, for ellers ville det blive et helvede for os alle fem det næste lange stykke tid. Og Zayn var jo også som en bror for mig. Og man tilgav altid familien, ligegyldig hvor dumme de var, right?
Jeg bankede tungt på døren, der førte ind til Zayns værelse. Harry og jeg havde besluttet at det nok var bedst at jeg snakkede med ham selv. Lidt efter stod han i døråbningen. Han så forfærdelig ud. Hans øjne var store og røde, hans hår uglet, hans ansigtsudtryk udmattet og han lignede en der ikke havde sovet mange timer i nat, hvis ikke ingen.
”Louis,” sagde Zayn med en træt stemme. ”Hvad laver du her?”
”Jeg er kommet for at snakke Zayn,” sagde jeg og satte hurtigt en fod i døren, så han ikke kunne smække døren i mit ansigt. ”Vi bliver nød til at finde ud af det her.”
Zayn nikkede bare tungt, og åbnede døren så jeg kunne komme indenfor. Jeg satte mig over i en lænestol, og Zayn satte sig overfor mig på sengen.
”Undskyld,” mumlede han og så ned. ”Louis, du aner virkelig ikke hvor dårligt jeg har det med det her. Både over for dig og over for Perrie… og… og jeg ved bare virkelig ikke hvad jeg skal gøre, og jeg forstår godt hvis du aldrig nogensinde tilgiver mig.”
”Zayn, du skal bare lige vide at jeg er vildt sur på dig, men jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg er kommet frem til at jeg nok bliver nød til at tilgive dig,” sagde jeg, og kunne høre Zayn ånde lettet ud.
”Mener du det? ” spurgte han lettet. ”Så du hader mig ikke?”
”Jeg er sur på dig, men jeg hader dig ikke,” smilede jeg. ”Du er jo min bror Zayn. Min meget dumme bror, for jeg fatter stadig ikke hvordan du kunne gøre det. Perrie er helt knust.”
”Jeg ved det,” sukkede Zayn. ”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, jeg er bange for at hun aldrig nogensinde tilgiver mig, men seriøst jeg kan bare ikke forestille mig et liv uden Perrie… alting er bare så meget lort, og jeg hader mig selv.”
”I skal nok finde ud af det,” prøvede jeg at opmuntre ham. ”Perrie elsker dig, hun er bare rystet og chokeret, og jeg tror hun har brug for tid til at komme sig over alt det der er sket.”
Zayn nikkede.
”Du har nok ret.”
Selvfølgelig havde jeg ret. Og jeg havde det virkelig godt med at få snakket med Zayn. Nu hvor jeg kunne se hvor dårligt han havde det, var jeg pludselig ikke så sur på ham mere. Gad vide hvordan Scarlett havde det? Fortrød hun det ligeså meget som Zayn? Det gjorde hun sikkert. Måske burde jeg også snakke med hende? Tilgive hende? Nej, Louis, det var lettere at glemme. Scarlett kunne jeg altid undgå. Hende var jeg ikke tvunget til at arbejde sammen med det næste lange stykke tid. Det var bare bedst hvis jeg glemte.

***

Vi sad alle fem samlet i en taxa på vej til Paris’ lufthavn, og lad os bare sige at det var akavet. Ingen af os prøvede at holde en samtale i gang, selvom Jo og Harry engang i mellem kom med små forsøg, som aldrig rigtig blev til noget, og nu havde de vidst opgivet, så der var bare stilhed. Perrie sad på forsædet, og vi andre fire havde klemt os sammen i midten, Zayn og jeg ved hvert vores vindue, og Jo og Harry i midten. Taxaen stoppede da vi ankom, og vi greb vores kufferter fra bagagerummet. Der var stadig god tid til vores fly gik. Jeg kunne ikke lade være med at mindes vores stressende, men sjove afgang fra Miami for kun få dage siden. Dengang alting var godt. Tænk at så meget kunne ændre sig så hurtigt. Det var faktisk helt vildt at tænke på.
Inde i lufthavnen blev vi mødt af en masse fans, som vi valgte at tage lidt billeder med, for som sagt så havde vi jo god tid. Vores bodyguard Paul mødte os også der, så han kunne bringe os sikkert hjem til England. Hjem. Hvor jeg dog glædede mig. Jeg havde ringet til min mor, og sagt at jeg ville tilbringe de sidste par dage af min uges ferie, hjemme i Doncaster, inden jobbet kaldte igen. Denne gang skulle vi i studiet og arbejde på vores nye album. Jeg glædede mig faktisk til at komme i gang med at arbejde lidt. Få tankerne lidt hen på noget andet. Det skulle nok blive rart.

Efter utallige autografer og billeder, sad vi endelig i vores fly mod London. Heldigvis var turen ikke lang, så jeg placerede bare mine høretelefoner i mine øre, lukkede øjnene og lod tiden gå.

***

Jeg trådte ind af døren til den velkendte lejlighed. Min lejlighed. Det var godt at være hjemme, men alligevel helt underligt, efter at have været væk så lang tid. Alting så så… urørt ud. Rent. Opryddet. Slet ikke mig. Men hvis jeg kendte mig selv godt nok, havde jeg også fået rodet det hele til i løbet af at par dage. I morgen ville jeg tage ud til min mor, Dan, Lottie, Fizzy, Daisy og Phoebe. Jeg glædede mig til at se dem igen, og jeg prøvede bare at fokusere på min glæde, i stedet for min tristhed der godt nok fyldte en del mere i mig. Desværre.
Jeg gik ind på mit værelse, og orkede ikke engang at tage mit tøj af, for jeg smed mit udmattet på min seng, og faldt i søvn med det samme.

***

”Louis, årh hvor er det lang tid siden!” udbrød min mor begejstret, og vinkede til mig, da jeg steg ud af min bil, foran mit barndomshjem. Jeg nåede ikke engang at tage to skridt, før jeg blev overfaldet af to 8-årige tvillinger, som klamrede sig til mit ben, så jeg slet ikke kunne gå.
”Louis, Louis, jeg har tabt en tand, se, se, se.”
”Louis, Maria har fået killinger i sidste uge.”
”Louis, ved du hvad? I går lavede mor pandekager til os!”
”Og den ene unge hedder Laura…”
”Og vi fik lov til at få sirup og is på!”
”Og de er bare så nuttede, og mor siger at vi godt må beholde to af dem.”
”Vi skal lave bål i haven i aften Louis, det har mor selv lovet, og vi har også købt skumfiduser.”
Jeg kunne ikke lade være med at grine af deres ivrighed, hvor var de bare søde.
”Det lyder fantastisk piger,” sagde jeg med et smil, og gav dem begge to en kæmpe krammer. ”I må fortælle mig alt om hvad der er sket, rundt om bålet i aften ikke?”
”Jo, men kom med Louis, du skal se Laura og de andre killinger,” sagde Phoebe begejstret og hev mig i armen.
”Jeg kommer lige om lidt smukke, jeg skal bare lige sige hej til mor og de andre først,” smilede jeg ned til hende, og hun slap modvilligt min arm. Min mor var nu kommet helt hen til mig, og gav mig en ordentlig krammer, årh hvor var det godt at være hjemme igen.
”Jeg håber alting er okay,” sagde hun stille, så pigerne ikke kunne høre hende. Jeg snakket længe med hende i går, hvor jeg havde fortalt det meste af alt hvad der var sket, så hun ligesom var lidt forberedt.
”Det skal nok gå,” sagde jeg og sendte hende et smil.
”Godt,” smilede hun. ”Kom med indenfor, Dan og pigerne venter på dig.”
Vi gik ind i stuen, hvor de andre sad og ventede. Så straks Fizzy fik øje på mig, løb hun op og faldt mig om halsen.
”Årh jeg har savnet dig,” sukkede hun, og jeg gengældte hendes varme kram.
”I lige måde,” smilede jeg, og slap hende, for at kramme Lottie, der nu også var kommet op til mig.
”Hold da op, hvor er du blevet stor,” sagde jeg, for hun havde virkelig ændret sig siden jeg sidst havde set hende. Hun lignede ikke den der lille pige mere.
”Ja, nu er jeg jo femten og det hele,” smilede hun.
”Du er jo ved at blive en voksen kvinde,” drillede jeg.
”Argh, jeg ved nu ikke,” fnisede hun og satte sig ned igen. Jeg gik over til Dan, og fik også et stort kram af ham, før jeg satte mig ned mellem Fizzy og Lottie. Men jeg nåede ikke at sidde ned længe, før Phoebe og Daisy var over mig igen, denne gang med en lille kattekilling i favnen.
”Se er hun ikke bare nuttet?” spurgte Daisy med sin lille fine barnestemme.
”Jo, hun er virkelig sød,” sagde jeg, og tog i mod den lille grå killing, som Daisy rakte frem mod mig.
”Vil du med ud og se de andre?” spurgte Phoebe håbefuldt, med en stemme, som jeg virkelig bare ikke kunne sige nej til.
”Selvfølgelig,” nikkede jeg med et smil, og rejste mig fra sofaen.

Jeg havde valgt at hjælpe min mor og Lottie med at lave aftensmad, da jeg regnede med at jeg så måske kunne snakke lidt mere med dem, uden de små pigers forstyrrelse.
”Har du snakket med Eleanor siden i slog op?” spurgte min mor, og fandt et skærebræt frem fra skabet. Min mor havde altid elsket Eleanor, og var blevet ret ked af det både på mine vegne, og hendes egne, da vi havde slået op.
”Nej, der er ikke noget mellem mig og El mere,” sagde jeg. Og det var sandheden. Jeg kunne mærke at jeg slet ikke havde nogle følelser for hende mere, hvilket jeg egentlig bare havde det godt med, fordi så var da der en ting mindre at tænke på.
”Hvad så med hende der Scarlett?” spurgte Lottie interesseret.
”Well, der var noget mellem Scarlett og jeg, er jeg ret sikkert på, men som jeg har fortalt mor, så er det ret smadret nu,” sagde jeg, og kunne mærke at jeg fik helt ondt i maven af at tænke på det.
”Hvad har du tænkt dig at gøre skat?” spurgte mor bekymret.
”Jeg ved det ikke,” sagde jeg. ”Bare give det lidt tid vel.”
”Men var i kærester?” blev Lottie ved, og jeg rystede bare på hovedet.
”Nej, hun var kærester med en der hedder Alex,” fortalte jeg. Ad. Alex. Jeg fik kvalme bare af at tænke på ham.
”Men hvordan kunne der så være noget mellem jer?” spurgte Lottie undrende, og jeg kunne se at mor sendte hende et hold-så-kæft-med-at-spørge blik, men jeg følte alligevel at jeg blev nød til at svare hende.
”Det er sådan ret kompliceret,” sukkede jeg bare. ”Men lad os snakke om noget andet. Hvordan går det med dig og Martin?”
Martin var Lotties kæreste, og jeg vidste at hun elskede at plapre løs om ham, så det var et ret smart emneskift.
”Det går vildt godt, vi har haft sådan en fantastisk sommer, vi var faktisk i sommerhus sammen og…”
Hendes talestrømme blev afbrudt af min mobil, der vibrerede på køkkenbordet. Jeg gik hen til den, for at se hvem der havde skrevet.
Hej Louis. Jeg følte bare at jeg blev nød til at sige undskyld. Så undskyld. Jeg forventer ikke at du tilgiver mig eller noget, for jeg er godt klar over hvor stor en nar jeg er, og at jeg har ødelagt det hele for os alle. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg kan godt forstå hvis du hader mig, for det gør jeg også, jeg føler mig som en elendig person. Så igen undskyld. Du behøver ikke at svare på den her sms, og jeg forventer heller ikke at vi nogensinde ses igen, men jeg havde bare brug for at sige undskyld. Scarlett x
Scarlett. Selvfølgelig. Jeg havde jo set den komme. Men hvad jeg ikke havde set komme, var de pludselige triste følelser der overmandede mig, og fik tårerne til at presse på i øjenkrogen.
”Louis?” spurgte min mor prøvende.
”Undskyld,” mumlede jeg bare. ”Jeg… jeg skal på toilet.”
Uden at se mig tilbage fandt jeg vej ud på toilettet, låste døren og satte mig opgivende ned på det hårde stengulv.
Forhelvede.
Jeg klemte mine øjne hårdt i, men kunne alligevel ikke stoppe de tåre, som allerede var på vej ned af mine kinder.
Hvor var det bare noget lort alt sammen.

__________________________________________________________________________________

Årh jeg har så ondt at Zerrie og Souis og årh... :(
Men tusind tak for 150 favs i er nogle skatre!
Bliv endelig ved med at kommentere, og glem ikke at like :)

kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...