Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

188Likes
285Kommentarer
18778Visninger
AA

15. 14. Crying, sleeping and life's sad.

 

Scarletts synsvinkel:

Klokken var fem om morgenen, og jeg sad med alle mine ting foran mig i Paris’ lufthavn.
Jeg kunne simpelthen ikke fatte hvad der var sket i nat.
Jeg kunne simpelthen ikke fatte at jeg havde været så dum. Jeg havde så ondt af Zayn, det var virkelig ikke hans skyld, det var min skyld alt sammen, det var kun fordi jeg havde været så fucking ked af det, at jeg havde drukket mig så meget i hegnet, og var endt med at være så fuld at jeg slet ikke kunne styre mig selv.
Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde havde jeg fortrudt noget så meget, som jeg fortrød dette.
Jeg følte mig virkelig bare som den ledeste kælling, hvad måtte Perrie og Jo ikke tænke om mig nu? Og jeg var lige begyndt at blive venner med dem.
Jeg var bare så god til at fucke ting op.
Jeg burde få en medalje.
Først havde jeg fucket ting op mellem Louis og jeg, så mellem Zayn og jeg, så mellem Perrie og jeg, og Jo hadede mig sikkert også. Harry var jeg lidt usikker på. Men stadig, jeg var sikker på at de alle sammen så mig som en billig luder.
Det var sådan set også derfor jeg sad her i lufthavnen og ventede på mit fly mod London. Jeg kunne simpelthen ikke se dem igen. Jeg var sikker på at jeg hverken kunne se Zayn eller Perrie i øjnene, og jeg ville også få svært ved at omgås Louis. Og så var der Alex. Han behøvede ikke at få noget af vide. Jeg havde besluttet mig for bare at skride fra ham, så måtte han selv opdage at jeg var væk, og komme efter mig, hvis han orkede.
På en måde var jeg faktisk bange for at jeg skulle møde nogle af drengene igen. Egentlig ville jeg helst bare glemme dem, glemme alt hvad der var sket mellem os, glemme at vi nogensinde mødtes. Spole tiden en måned tilbage.
Glemme.
Tænkt at en måned kunne gå så hurtigt.
Det var virkelig ikke til at fatte.
Tænk at jeg kunne fucke hele mit liv op på så kort tid.
Guldmedalje til dig Scar.
Nej, bare drop det.
Jeg var ikke i humør til at være sjov i dag.
Det måtte i lade nogle andre om at være.

Jeg sad bogstavelig talt bare og gloede ud i luft i mit fly sæde.
Folk måtte tænke at jeg var underlig eller blind eller noget der var værre.
Men guess what?
Jeg var lige glad.
Jeg havde ligesom vigtigere ting at tænke på.
Som for eksempel at mit fly lettede om 10 minutter, og de eneste der vidste at jeg forlod Paris, var min mor og Math, og så selvfølgelig min elskede bodyguard Patrick, der faktisk sad lige ved siden af mig lige nu.
Jeg fandt min mobil frem.
Jeg burde skrive til en af drengene.
Men jeg kunne bare ikke tage mig sammen.
Alting var lort med lort på.
Jeg turde ikke skrive til Louis, jeg var bange for at han hadede mig for evigt, hvilket var noget ret meget lort, for han var virkelig en dejlig person.
Jeg følte mig så dum. Jeg kunne bare have ladet Alex være Alex, og så være sammen med Louis, for inderst inde vidste jeg jo godt at jeg elskede ham mest. Men jeg havde selvfølgelig valgt den nemme løsning, været sammen med den som jeg var 100% sikker på også elskede mig. For jeg følte mig ikke sikker på Louis. Overhovedet. Hvad hvis han slet ikke elskede mig? Hvad hvis han bare var ked af det efter at have slået op med Eleanor, og bare trængte til en der kunne kysse og kramme ham, akkurat som jeg selv havde trængt til? Vi kunne have hjulpet hinanden. Men nu var det for sent.
Og jeg fucking hadede mit liv.
Jeg ville bare være venner med alle drengene.
Ville tilbage til Miami.
Miami havde været gode tider, tider som jeg savende ad helvedes til.
Hvis man kunne savne noget så meget at man døde, havde jeg været død nu.
Det beskrev det vidst godt nok.
Nå, men jeg besluttede mig for at sende en sms til Harry, da han var den eneste jeg turde tage kontakt til.
Hej Harry. Jeg ville bare lige sige at jeg flyver til London om 10 minutter. Du behøves ikke hilse de andre eller noget, jeg ville bare lige have at i hvert fald en af jer vidste det… Scarlet x
Jeg fik helt ondt i maven, bare af at kigge på sms’en. Hurtigt pressede jeg send, så jeg ikke behøvede at væmmes ved den mere.
Jeg fandt mine høretelefoner frem fra min taske, og pluggede dem i min iphone. Satte Spotify på shuffle.
’Said I’d never leave her cause her hands fits like my t-shirt, tongue tied over 3 words…’
Nej!
Væk fra den sang!
Lige nu!
Desperat trykkede jeg på alt jeg kunne på min iphone, men Over Agains toner blev alligevel ved med at spille. Jeg kunne mærke tårerne begynde at danne sig i mine øjne, og jeg hørte verset ’tell me with your mind, body and spirit, I can make your tears fall down, like the showers that are british’ trillede tårerne bogstavelig talt ned af kinderne på mig.
Lorte, møg, tis sang.
Jeg hadede den.
’So we can start it all over again’.
Gid vi kunne.
Gid vi bare kunne starte det hele forfra, mødes igen, smile, grine og fjolle sammen.
Patrick havde åbenbart opdaget mine tårer, for pludselig kunne jeg mærke hans arm rundt om mig, og han trak mig ind til sig i et langt kram. Jeg lod mine tårer trille, bogstavelig talt sad jeg bare og tudede ned i Patricks skjorte.
Snøftede, hiksede og tudede lidt mere.
Det var rart.
Det var rart at græde.
Det var rart at komme ud med det hele.
Jeg kunne mærke at flyet lettede, mens jeg bare sad der og græd.
Nu var jeg på vej.
På vej hjem.

***

Det var virkelig underligt at være tilbage i min lejlighed.
Den føltes bare så… fremmed.
Og det kunne jeg ikke lide.
Jeg følte mig ikke hjemme her, og jeg vidste virkelig ikke hvorfor. Eller jo det gjorde jeg. Jeg følte mig bare ikke hjemme, når jeg var helt alene. Det var ligesom som om der manglede en del af mig. Jeg var træt.
Efter som jeg sjovt nok slet ikke havde sovet i nat, eller i flyveren, var jeg nu pænt smadret, så selvom klokken var ni om morgenen, klædte jeg mig alligevel af og lagde mig ind i min seng.
Bare kald mig underlig.
For det var jeg.
Men jeg var smadret.
Og jeg havde brug for en pause.
Så der hjalp søvn ret meget.
Så nu kære hjerne, ville jeg meget gerne bede dig om at holde kæft, så jeg kunne sove. På forhånd tak.

Da jeg vågnede igen var klokken fem om eftermiddagen. Det første jeg gjorde var at løbe ud og brække mig i toilettet. Seriøst, jeg havde aldrig haft så vilde tømremænd før. Mit hoved dunkede ad helvede til, det var virkelig bare en forfærdelig følelse. Jeg brækkede mig lidt mere, okay det var seriøst bare ultra klamt. Jeg hadede virkelig bræk. Det stank og så ulækkert ud og bare føj. Udmattet rejste jeg mig fra gulvet, og fik banet mig vej ud i køkkenet.
Mad.
I needed food.
Jeg havde ikke spist i nærmest et døgn, og min mave knurrede som tordenvejr.
Hvilket i øvrigt mindede mig om Louis og min tordensvejrsaften.
Hvilket fik mig til at få tåre i øjnene.
Hvilket fik mig til at sætte mig opgivende ned på gulvet.
Hvad var det jeg havde gang i?
Hjælp.
Udmattet rejste jeg mig fra gulvet, og gik ud og tog mine sko på. Jeg blev nød til at gå ned og købe noget mad, for da jeg jo ikke havde været hjemme i over en måned var der ikke rigtig noget spiseligt tilbage i mit køkken. Udenfor var der koldt. Selvom vi var i midten af august, havde Gud åbenbart valgt at lave endnu en overskyet dag i London.
Gid man boede i Miami.
Eller nej.
London var det perfekte sted at bo.

Ude på gaden var der mange mennesker. Jeg forsøgte at gemme mig bag mine solbriller, men der gik ikke lang tid før den første fan stod og prikkede til mig.
”Undskyld?” sagde hun med en fin lille stemme. ”Er du ikke Scarlett Gray?”
Jeg rystede bare på hovedet.
Ikke i dag.
I dag var jeg ikke Scarlett Gray, i dag var jeg Scar, der forsøgte at få styr på sit rodede liv, i dag var jeg Scar der bare havde brug for at tage sig af sig selv, før hun kunne tage sig af nogle andre.
”Nå, men du ligner hende godt nok,” sagde den lille pige med et smil, som jeg hurtigt gengældte. Hun var faktisk ret kær, og jeg havde lidt dårlig samvittighed over bare at være så kold.
Sådan en bitch.
Kælling.
Luder.
Jeg kunne mærke tårerne presse på bag solbrillerne.
Nej.
Ikke græd Scar.
Be strong girl.
Hurtigt træk jeg mit væk fra de mange mennesker, og gik ind i det lille supermarked, hvor jeg plejede at handle ind. Hurtigt tog jeg en af de der åndssvage grimme indkøbskurve, som man kunne trække efter sig, som en lille vogn. Faktisk ret smart, men selve kurven var bare så grim at man troede det var løgn. Jeg købte en frysepizza, en liter cola, en kæmpe Ben & Jerrys og en hel masse M&Ms.
Som endnu engang mindede mig om Louis og min tordensvejrsnat.
Fucking alting skulle også bare minde mig om Louis fucking lorte røv Tomlinson.
Hvorfor kunne jeg ikke bare glemme ham?
Det ville være meget nemmere.
Men nej, nej, alting skulle pludselig være så helvedes kompliceret.
Og Louis hadede mig nu.
Alle hadede mig nu.
Og det forstod jeg egentlig godt.

Jeg betalte for mine vare, puttede dem i en plasticpose og gik hjem igen.
Varmede min pizza i ovnen.
Jeg skulle have købt pomfritter.
Fuck alt.
Men jeg var for doven til at gå ned i supermarkedet igen. I stedet gik jeg ind på mit soveværelse, hvor mine fyldte kufferter stadig stod. Jeg åbnede den ene og smed hele indholdet ud over sengen, indtil jeg fandt hvad jeg ledte efter. Min elskede t-shirt.
Og der kom tårerne.
Lorte tåre.
Stop.
Men det gad de ikke.
Ingenting gjorde da også bare som jeg gerne ville have dem til.
Fucking lort.
Jeg knugede t-shirten ind til mig, der var så mange minder i den, så mange minder, som jeg slet ikke kunne klare lige nu. Sukkende lagde jeg den fra mig igen, og rodede lidt i tøjbunken, for at finde noget behageligt at tage på. Og så pludselig fandt jeg den. Jeg kunne genkende den med det samme. Louis beanie.
Forhelvede.
Jeg fik lyst til at kyle den langt ud af vinduet og aldrig se den igen, eller brænde den på et bål eller sådan noget, men sammentid fik jeg lyst til at kramme den hårdt, og indsnuse dens velkendte duft af Louis. Men jeg kunne ikke bestemme mig. Så derfor stod jeg bare med den i hånden. Indtil jeg valgte at lægge den fra mig ned i kufferten igen.

Jeg havde placeret mig foran tv’et med min pizza, cola, Ben & Jerrys og min M&Ms. Hvis det ikke var fordi jeg havde været så deprimeret, havde det faktisk været en god filmaften med mig selv. Suk. Jeg satte Dirty Dancing på, den film var seriøst bare altid god. Og man tudede altid lidt.
Altså af lykke.
Fordi Baby og Johnny var så søde.
Jeg ville også have en Johnny.
Men seriøst, vidste i godt at hende der, som spillede Baby var sådan 30 år gammel eller noget?
Lidt klamt alligevel faktisk.
Men alligevel.
Dirty Dancing var gud.
Jeg kunne snakke med på næsten alle replikkerne, og vidste lige præcis hvad der ville ske hvornår. Jeg spiste lidt af min pizza, men så kunne jeg ikke holde mig mere, og gik amok i isen.
Ben & Jerrys cookie dough. Det bedste af det bedste. Især når man var deprimeret.
Jeg lagde mig ned i sofaen og træk min dyne helt op til skuldrene, så kun mit ansigt tittede frem. Jeg fik lyst til at græde igen, men sjovt nok følte jeg ligesom at jeg allerede havde grædt nok, så i stedet spiste jeg bare lidt mere af min is.

”Nobody leaves baby in the corner,” snøftede jeg, mens jeg så Johnny sige det præcis samme til Baby, som bare sad der helt akavet. Da ’The Time Of My Life’ kom på, kunne jeg simpelthen ikke dy mig, men blev nød til at rejse mig i alt min deprimerethed og skråle og danse med.
” Now I've had the time of my life. No I never felt like this before. Yes I swear it's the truth and I owe it all to you!” sang jeg, men indså så hvor meget den her sang egentlig mindede mig om Louis, hvilket der egentligt ikke var noget underligt i, for af en eller anden uforklarlig grund mindede alt mig om Louis.
Men seriøst hvor mere accurate kunne det være?
Miami = the best time of my life.

”Kom så Scarlett, hop nu i!” råbte den solbrune glade dreng, og kiggede begejstret op på den unge lyshårede pige, der stod oppe på vippen, og stirrede forskrækket ned i vandet.
”Jeg tør ikke Louis!” skreg hun tilbage, og gik forsigtigt et par skridt tilbage.
”Kom nu, Scarlett! Bare tag tilløb og hop,” råbte drengen og sendte pigen et opmuntrende smil. ”Jeg lover at gribe dig. Kom nu.”
Pigen gik lidt længere ud på vippen.
”Kun hvis du lover at gribe mig,” sagde hun nervøst.
”Det lover jeg,” grinede drengen. ”Kom nu bare, det er ikke så slemt.”
”Okay, jeg hopper nu, men hvis du ikke griber mig, betaler du alt min McDonalds mad for mig, resten af mit liv okay?” sagde pigen med et smil og slog lidt med sit lange krøllede hår.
”Ja, ja kom nu bare baby,” sagde drengen med et smil.
”Jeg er på vej.”

Jeg fandt mig selv sidende i sofaen med tårerne trillende ned af mine kinder. For 20309404 gang i dag. Jeg hadede det. Jeg hadede det virkelig. Jeg burde ikke have ondt af mig selv. Jeg burde have ondt af Zayn og Perrie, hvis forhold jeg sikkert fuldstændig havde fucket up, jeg burde virkelig ikke sidde og af mig selv her, mit problem var intet i forhold til deres. Jeg var virkelig verdens største idiot, jeg fik kvalme bare af at tænke på mig selv.
Okay, det lød underligt.
Men seriøst, jeg følte mig virkelig ensom, alle hadede mig, og jeg havde ingen venner, i hvert fald ikke nogle jeg gad være sammen med mig.
Det var deprimerende.
Alt var deprimerende lige nu.
Jeg havde brug for en pause for det hele.
Brug for at rejse væk.
I lang tid.
Men det kunne jeg ikke. Jeg blev nød til at blive her, for jeg havde allerede været væk fra jobbet i over 2 uger, og jeg blev nød til at komme i gang igen. Lige nu kunne jeg bare ikke overkue den tanke.
Alting var lort, og der var ikke noget jeg kunne gøre ved det.

__________________________________________________________________________________

Hej alle sammen!
Så fik jeg skrevet endnu et kapitel, yay.

Og så vil jeg også lige sige, at hvis i kan lide denne movella, er i mere end velkomne til at blive 'fans' af mig, haha.

Og tjek gerne min nyeste movella Pawn Shop Blues.

Danke schön.

kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...