Heart's A Mess ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Igang
"It's summer, Ry. Everything changes." - Sharpay Evans.
Det hele startede I Miami, hvor solen skinnede, fuglene fløjtede, alting var godt. Sangerinde Scarlett Gray, støder tilfældigvis ind i boybandetmedlemmet Louis Tomlinson. De får hurtigt opbygget et fantastisk venskab, og de andre medlemmer bliver også vilde med Scarlett med det samme. Men da Scarlett rejser fra Miami til Paris, for at besøge sin bedstemor der ligger på hospitalet med kræft, ændre alt sig drastisk. Louis er så småt begyndt at få følelser for Scarlett, men naiv som Scarlett er, opdager hun det slet ikke. Hun mødes derfor med sin ekskæreste i Paris, den ekskæreste der har gjort hende så meget ondt, men som hun alligevel elsker. Men er hun også begyndt at udvikle mere end vennefølelser for Louis?
Midt i alt forvirring, går Scars bedstemor bort, og intet er som det plejer. Vil Scarlett nogensinde finde sig selv igen, nu når hun står op et tidspunkt i hendes karriere, hvor det er så vigtig at holde sig down-to-earth?

188Likes
285Kommentarer
18732Visninger
AA

13. 12. Showers, shopping and sadness.

 

Jeg vågnede ved at der blev lyst i hele værelset, hvorefter jeg hørte et kæmpe brag.
HJÆLP.
Hvad skete der?
Omg, det var sikkert sådan en kæmpe jætte der kom med sin jættehær, for at indtage hele Paris og dræbe os alle.
Fuck.
Eller også var det bare tordenvejr.
Som jeg faktisk også var ret bange for. Faktisk sådan virkelig bange. Jeg klamrede mig desperat til min dyne, og da jeg hørte den næste brag, skyndte jeg mig at putte mig dybt ned under den.
En elefant, to elefant, tre ele…
Jeg havde kun nået at tælle til to.
Det betød at tordenen kun var to kilometer væk.
Holy fuck.
Skræmt rullede jeg om på siden og lige ind i Louis.
Fuck.
Louis.
Ham havde jeg nær glemt.
Okay, faktisk ikke, men jeg blev nød til at vække ham, fordi jeg var bange okay.
”Louis?” spurgte jeg forsigtigt og ruskede lidt i ham.
”Hvad?” spurgte han træt og slog øjnene op.
”Jeg er bange for tordenen,” klynkede jeg.
Fuck, jeg var en taber.
Bange for alt.
”Kom her,” mumlede han bare og jeg puttede mig ind i hans åbne arme.
Dejlige krammebjørns Louis.
Men jeg kunne stadig ikke sove.
Her var seriøst uhyggeligt.
Og tordenen blev ved.
”Louis…” sagde jeg igen.
”Mmmm?” mumlede han.
”Jeg kan altså ikke falde i søvn,” sukkede jeg. ”Kan vi ikke sætte en film på eller noget?”
Wow, jeg følte mig irriterende, men jeg kunne altså bare ikke sove okay.
”Jo, hvis du gør det,” sagde Louis træt og satte sig op i sengen.
Kæft han var dejlig. Jeg mente det virkelig. Når det tordnede var jeg seriøst verdens største kylling. Hurtigt fik jeg rejst mig og satte The Notebook på. TV’et var giga og hang på væggen lige hen over vores seng, så det var bare lux.
Jeg har det lågsus heyyy.
Nej okay.
”Har vi ikke noget slik?” spurgte jeg og ledte lidt i min taske. Ingenting.
”Nej jeg har vidst ikke noget,” gabte Louis. ”Eller hey jo vent, i flyveren nakkede jeg en pose M&Ms fra Harry, de ligger i min taske.”
Louis du var min gud.
Allan jeg tilbad dig.
Halleluja.
Amen.
Hurtigt fandt jeg M&Ms’ne og smuttede op i sengen til Louis igen.
Okay, det kunne misforståes.
Ikke gør det vel?
Det var kun mig der var så dirty.
Men i hvert fald lagde jeg mig ned under dynen, og skreg forskrækket op da jeg hørte endnu et tordenskrald, seriøst jeg kunne slet ikke klare det. Lige om lidt gik der sikkert ild i os alle, så vi døde. Pis og lort.
”Rolig nu Scar, det er bare torden,” beroligede Louis mig, og jeg forsøgte at slappe af, men seriøst det var svært.
Fokuser på filmen Scar!
Og det var hvad jeg gjorde.
For seriøst The Notebook var verdens bedste film, og jeg begyndte altid at tude helt i starten af filmen, fordi jeg vidste hvor trist den ville ende. Så der lå jeg og tudede rigtig smukt op ad Louis, og okay indrømmet det var ikke kun på grund af filmen jeg tudede, men på grund af det hele, på grund af Bedste, på grund af Alex, på grund af Louis og alt det lort jeg havde rodet mig ind i.

 

På en eller anden mystisk måde, var jeg faldet i søvn igen, så da jeg vågnede igen var der lyst. Jeg kiggede på uret. Den var halv tolv.
Holy fuck den var halv tolv!
Så længe plejede jeg ikke at sove.
Shit, jeg var sikkert ved at blive sådan en flagermus, der sov om dagen og var vågen om natten.
Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig om det var godt eller dårligt.
Men selvom klokken var halv tolv, følte jeg mig alligevel helt smadret, nok fordi jeg havde været oppe fra klokken to til fire i nat og stenet tv. Jeg vendte mig om i sengen, men Louis lå ikke ved min side. Jeg kunne høre støj ude fra badeværelset.
”Tell me with your mind, body and spirit, I can make your tears fall down like the showers that are British, whenever we’re together or apart, we can both remove the masks and admit we regret it from the start.”
Sødt nok, han sang sine egne sange i badet.
Men Over Again var seriøst også en gudesang, og Louis’ solo uff.
Så jeg kunne da godt forstå at han sang den.
Pludselig blev døren ind til  værelset slået op og en nøgen og jeg gentager en fucking fuldstændig nøgen Louis kom gående ind.
Jeg besvimede jo lige om lidt.
Godt at jeg allerede havde set den, så jeg ikke havde fået et flip.
Men fuck.
Han var lækker.
Hurtigt, men diskret lagde jeg mig om på siden igen, og lod som om jeg stadig sov.
Jeg ville jo nødig forstyrre Louis’ privatliv, og han troede sikkert at jeg stadig lå at sov.
Men jeg kunne ikke undgå at smugkigge.
Altså man var også dum hvis man ikke kiggede man.
Louis fiskede et håndklæde op fra gulvet, og forsvandt så derefter ud på badeværelset igen.
Pis os.
Nu havde jeg jo lige sådan et godt udsyn.
Sukkende rejste jeg mig fra sengen, og sukkede endnu højere da jeg opdagede at jeg ikke havde mere rent tøj på hotellet.
Jeg besluttede mig for at gå over til Jo og spørge om hun ikke havde noget jeg kunne låne, da vi var ca. samme størrelse.
Smart nok.

Heldigvis lå Harry og Jos værelse lige ved siden af Louis’, så gåturen derover var ikke lang.
Ikke fordi at man kunne gå specielt langt på et hotel, but you know what I mean right?
Jo var ikke langsom om at finde et par shorts og en top jeg kunne låne (link i kommentaren), og jeg måtte indrømme at hun havde vildt god og classy stil, ikke så vild og vovede som min egen, men fed på en enkel måde.
”Tak, du er en skat,” smilede jeg glad og tog i mod tøjet.
”Vækkede tordenen også jer i nat?” spurgte Jo og satte sig ned på sengen. Harry var i bad, så vidt jeg kunne høre.
Måske ville han også komme ud nøgen om lidt?
Who knows?
”Ja, jeg kunne slet ikke falde i søvn igen, så jeg blev nød til at sætte film på og alt muligt, jeg er virkelig sådan en kylling angående tordenvejr,” sagde jeg og smilede ved tanken om den hyggelige film-nat Louis og jeg havde haft, selvom jeg havde tudet en del.
”Ja, jeg har det på fuldstændig samme måde, seriøst jeg tror aldrig jeg har klemt Harrys hånd så hårdt før,” grinede Jo og slog med sit ultralange og vildt smukke brune krøllede hår, som jeg en del jaloux på.
Faktisk var jeg bare jaloux på alt ved Jo.
For hun var seriøst gudesmuk.
Det var ikke fair.
Harry var en heldig mand.
På den anden side, Jo var også en heldig kvinde fordi hun havde Harry.
For han var sgu da også et hunk.
For at sige det på en enkel måde, så var de fucking heldige at de havde hinanden, for de var begge to pisse hamrende lækre, og passede perfekt til hinanden, punktum.
”Jeg er bange for at Louis bare hader mig lige nu, fordi jeg holdte ham vågen hele natten med mit tuderi over The Notebook, men seriøst hvem kan lade være med at tude til den film?” kvidrede jeg muntert, seriøst Jo var vildt nem at snakke med.
”Aw, så i The Notebook?” sagde Jo sødt. ”Seriøst den film er bare gud, og seriøst jeg elsker Rachel McAdams og Ryan Gosling er bare så lækker.”
”Hvad sagde du skat?” afbrød Harrys stemme, så pludselig vores samtale. Jeg vendte mig rundt, og så ham stående i badeværelsesdøren kun iført boxers, uf jeg så meget sexiness i dag.
”Nothing baby,” smilede Jo, selvom vi godt alle sammen var klar over at Harry havde hørt vores samtale.
”Men ham der Ryan han er ikke lækrere end mig vel?” spurgte Harry og gik hen og kyssede Jo blidt på kinden.
”Ingen er lækre end dig,” grinede Jo.
Seriøst de var for søde.
Adorableness, jeg kunne slet ikke klare det.
JEG VILLE OGSÅ HAVE SÅDAN ET FORHOLD.
Nu, tak.
”Nå, men nu vil jeg ikke forstyrre jer lovebirds mere, tusind tak for lån af tøjet darling. Vi ses senere,” sagde jeg hurtigt, og nåede lige at høre Jos ’så lidt’, inden jeg forsvandt ud af døren.

Da jeg kom tilbage på værelset havde Louis taget tøj på.
Fuck det.
Eller noget.
Men i hvert fald skyndte jeg mig at iklæde mig Jos lækre tøj, og overvejede om jeg gad rede mit hår, for det lignede seriøst en høstak, men jeg var for doven, så jeg smed det bare op i en rodet knold.
”Ready to go?” spurgte jeg Louis, der sad og kiggede ned i sin telefon.
Asociale type.
”Yes,” sagde Louis og rejste sig fra sengen. Vi stødte ind i Zayn og Perrie, som vi fulgtes med ned til morgenmadsbuffeten.
Hvor mit liv så endte.
”Ej, det er fucking løgn!” udbrød Harry utilfreds, da vi så skiltet hvorpå der stod ’Morgenmadsbuffeten er åben fra klokken 7.30 – 10.00’. Og klokken var fucking tolv.
Ja Styles, det havde bare at være fucking løgn.
Men det var det uheldigvis ikke.
”Tager vi brunch på en café så?” foreslog Perrie.
”Ja, lad os det, seriøst jeg er så sulten at jeg kunne æde en dinosaur,” sagde jeg dybt alvorligt, og de andre grinede af mig, fuck dem.
”Du fører an Scar, det er dig der kender Paris,” sagde Zayn, og jeg nikkede.
Sure.
Hey, faktisk så kendte jeg sådan en sygt hyggelig café, hvor jeg altid havde kommet med Bedste, lige siden jeg havde været sådan 10 år eller noget.
”Okay, jeg kender verdens bedste café, og den ligger faktisk ikke ret langt væk.”

***

Efter café besøget, havde os tøser besluttet os for en shoppe dag på Champs Elysees aka. den fedeste shoppegade i Paris. Jeg glædede mig virkelig til at tilbringe dagen med Jo og Perrie, for de var virkelig skønne begge to. Og så kunne jeg måske også finde mig noget at have på til Alex og min date i aften.
For jeg manglede altså en pæn kjole.
Jeg manglede altid kjoler.
Jeg manglede faktisk bare altid tøj, for at være ærlig.
Nå, så vi havde efterladt the boys og smuttet ind i en taxa, der førte os vej til paradiset. Hvad drengene skulle lave anede jeg ikke, men de skulle nok klare sig.
Vi ankom til Champs Elysees, og gemte os så godt vi kunne bag vores solbriller og hatte, og det lykkedes faktisk meget godt, ingen fans indtil videre.
”Okay, hvad er så planen girls?” spurgte Perrie muntert.
”Altså jeg har brug for en kjole,” smilede jeg.
”Same, Harry og jeg skal ud og spise i aften, og jeg har seriøst intet at tage på,” sagde Jo opgivende.
”Har det på samme måde,” sagde jeg opbakkende.
”Okay, jeg kunne også godt bruge en kjole, jeg regner da med at Zayn og jeg også skal ud mindst en aften, mens vi er her,” sagde Perrie og vi begyndte at gå ned at det gigantiske strøg.
”Hvem skal du så ud med Scar?” spurgte Jo nysgerrigt.
”Alex, han er min ekskæreste, og vi er sådan lidt begyndt at date igen. Han bor her i Paris,” forklarede jeg, men mærkede ikke de sædvanlige sommerfugle, der plejede at komme når jeg talte om ham jeg var forelsket i.
”Altså er det sådan noget seriøst eller hvad?” spurgte Perrie, og fandt et tyggegummi frem fra sin, i øvrigt enormt lækre, taske.
”Ja, det tror jeg, men jeg er faktisk lidt i tvivl, for jeg kan ikke rigtig finde ud af mine følelser for ham,” indrømmede jeg med et suk, og tog i mod det tyggegummi Perrie rakte mig.
”Og hvad med Louis?” spurgte Jo så pludselig.
Ja, hvad med Louis?
Louis og jeg var venner.
Men efter alt det der var sket i går…
Jeg vidste det virkelig ikke, jeg var seriøst forvirret over alt der foregik indeni mig lige nu.
”Louis og jeg er bare venner,” sagde jeg. ”Gode venner.”
”Og der har slet ikke været noget mellem jer? Aldrig?”
Okay, havde Louis fortalt Harry noget, som så havde fortalt det videre til Jo eller hvad?
For hvis han havde, så fuck ham.
Men jeg stolede på pigerne, så hvorfor ikke bare fortælle dem det?
”Det er sket nogle ting mellem Louis og jeg som… som ikke burde have sket og som jeg fortryder rigtig meget skete, for jeg er ret sikker på at det har sat vores venskab på prøve,” forklarede jeg, og havde det faktisk ret godt med at fortælle det ligeud til pigerne. ”Men vi prøver bare på at glemme at det skete. Og jeg har jo også Alex og sådan, så det er ikke meningen at vi skal være mere end venner.”
”Men du føler ikke noget for Louis eller hvad?” spurgte Perrie.
Okay kunne de ikke bare stoppe med at bore i det?
”Nej,” sagde jeg sikkert.
Men sandheden var at jeg ikke var sikker.
Jeg var ikke sikker på noget som helst mere, og det irriterede mig virkelig grænseløst.
”Og hvis jeg gjorde, ville det heller ikke ændre noget, vi er venner og intet mere,” sagde jeg, bare lige for at bekræfte det hele.
”Nå, okay, i virker ellers bare som om i er helt crazy about hinanden,” smilede Jo.
Hvad gjorde vi?
”Hvad?” spurgte jeg undrende.
”I flirter med hinanden hele tiden, og de blikke i sender hinanden signalerer seriøst mere end bare venner,” sagde Perrie og pakkede tyggegummiet væk igen.
Blonde-hippiegirl-with-to-much-chewinggum-said-what?
Det passede i hvert fald ikke.
“Vi er nu altså kun venner,” sagde jeg for femten millioner milliard gang denne dag.
Kunne de ikke bare fatte det?
Midt i det hele kunne jeg pludselig høre min ringetone nede fra min clutch af. Hurtigt fiskede jeg min Iphone med mit ultraseje Panda cover op af den. Uden at kigge på displayet tog jeg den med det samme.
”Hallo?”
”Scarlett, du bliver nød til at komme op på hospitalet lige nu, Bedste er ved at dø og mor er helt ude af den,” kunne jeg høre Maths bekymrede stemme sige.
”Hvad?” udbrød jeg forfærdet, og kunne mærke klumpen i min hals danne sig.
”Lægerne siger at hun ikke har langt igen,” sagde Math og jeg kunne høre at hans stemme var grødet.
”Math, jeg er på vej,” sagde jeg med en grædefærdig stemme, og lagde så røret på.
”Hvad så?” spurgte Jo bekymret, da hun så mine tårevædede øjne.
”Min Bedste er ved at dø,” sagde jeg og kunne så mærke tårerne begynde at trille ned af mine kinder.
”Åh, er der noget som helst vi kan gøre for dig?” spurgte Perrie omsorgsfuldt og træk mig ind til et varmt kram.
”Kan i ikke skaffe en taxa?” bad jeg.
”Jo, selvfølgelig,” sagde Jo og hev sin telefon op af lommen.
”Og…” snøftede jeg. ”Er i ikke også søde at få fat i Louis?”
Okay, nu troede de helt sikkert at jeg var vild med ham.
Men ved i hvad?
Jeg var fucking ligeglad.
Jeg havde brug for Louis lige nu, han havde været ved min side fra starten, og jeg vidste at jeg ikke kunne klare det her alene. Perrie sagde ikke noget, hun fandt også bare sin egen telefon frem og snart kunne jeg høre hende sige ’hej Louis’. Så hørte jeg ikke mere, for taxaen var ankommet og jeg steg ind i den, stadig med tårerne trillende ned af mine kinder.
”Louis er på vej til hospitalet,” sagde Perrie og satte sig ind ved siden af mig. ”Vi skal nok følge dig derhen.”
”Tak piger, i er de bedste,” sagde jeg og sendte dem et slatten smil.
Jeg huskede ikke meget fra turen til hospitalet, kun at jeg sad og klemte Perries hånd hele vejen, så den blev helt svedig og klam. Jo og Perrie gav mig et langt og varmt kram, før jeg steg ud af taxaen og fortsatte ind i receptionen på hospitalet.
Der stod Louis.
Da han så mine tårevædede øjne, styrtede han hen til mig og jeg kastede mig snøftende i hans favn og bare græd og græd. Han aede mig over håret og træk mig tættere ind til sig.
”Det skal nok gå, det skal nok gå alt sammen,” hviskede han og tørrede forsigtigt mine tårer væk fra min kind. Jeg snøftede et par gange, og forsøgte at holde min tåre inde. Jeg kiggede rundt i receptionen, og fik så øje på endnu et velkendt ansigt.
Math.
Jeg viklede mig ud af Louis’ arme og kunne mærke tårerne komme igen, da jeg styrtede hen og omfavnede min elskede bror.
”Hvor langt har hun igen?” spurgte jeg snøftende, og Math kiggede på mig med alvorlige øjne.
”Ikke langt,” sagde han med et suk. ”Mor vil ikke have vi er hos hende, mens hun dør. Kom med.”
Jeg vinkede Louis over til mig, og greb efter hans hånd. Han tog den og gav den et forsigtig klem. Min anden hånd lod jeg glide ind i Maths, og lod ham føre os med hen til Bedstes stue. Uden foran stod et bord og et par stole, hvor vi satte os.
”Er mor derinde?” spurgte jeg, stadig med Louis hånd hvilende i min.
”Ja,” sagde Math bare.
”Hvorfor går vi ikke ind?” spurgte jeg forvirret.
”Mor vil ikke have det. Hun siger at det er hårdt nok for os i forvejen,” forklarede Math med grødet stemme.
”Men jeg vil se Bedste for en sidste gang!” protesterede jeg.
Hun kunne da ikke bare ligge og dø uden jeg nåede at sige farvel?
Det ville være forfærdeligt.
Mere forfærdeligt end det hele var i forvejen.
”Scarlett, det kan du ikke komme til,” sukkede Math.
”Jo, jeg kan så!” sagde jeg bestemt, slap Louis’ hånd og rejste mig fra stolen.
”Scar…” sagde Louis forsigtigt og greb fat i min arm. Der var et eller andet i hans blik der fik mig til at stoppe. Jeg lod mig bare synke ned på plasticstolen, og fandt Louis hånd igen.

”Bedste jeg vil op i Eiffeltårnet!” plagede den lille pige og hev sin bedstemor ivrigt i armen. Det var en varm forårsdag, og blomsterne var lige begyndt at springe ud i parken der befandt sig foran Eiffeltårnet.
”Vil du ikke have en is først lille skat?” spurgte den ældre dame, men den lille pige rystede bare på sine lange brune lokker.
”Nej, Bedste jeg vil op i Eiffeltårnet nu,” sagde hun og sendte bedstemoren et smil, som ingens hjerte kunne stå for.
”Okay så,” overgav den ældre dame sig, og tog den lille piges hånd. ”Men vi bliver nød til at gå op, for din gamle Bedste bliver dårlig af elevatorer.”

Hidsigt tørrede jeg tårerne væk fra min kind med min frie hånd, men kunne ikke stoppe dem der allerede havde dannet sig i mine øjne. Det gjorde så helvedes ondt at tænkte på alle de minder Bedste og jeg havde haft sammen, som min første gang i Eiffeltårnet som en 8-årig lille livsglad pige.

”Jeg er så stolt af dig min lille skat,” smilede den ældre dame. ”Tænkt at du skulle komme så langt. Dine drømme er virkelig gået i opfyldelse.”
Den sekstenårige unge pige smilede lykkeligt til sin bedstemor, mens hun klemte sin velfortjente award i hånden. Heller ikke hun kunne fatte hvad der lige var sket. Lykken og glæden strålede ud af hende, hun havde virkelig fået alt hvad hun havde drømt om, og her stod hun, omringet af sin elskede familie.
”Jeg har en lille overraskelse til dig,” smilede den ældre dame.
”Hvad Bedste?” spurgte pigen med de nu helt blonde krøller, men stadig med de samme store brune øjne, som dengang hun var yngre.
”Kan du huske den sølvhalskæde som du altid har beundret, når du har besøgt mig i Paris?” spurgte den ældre dame med et smil på læberne.
”Ja,” nikkede den unge pige ivrigt. Bedstemoren rakte hende den lille pakke, og den unge pige løsnede forsigtigt båndet.
”Det er altså alt for meget Bedste!” udbrød hun, da hun så det skinnende sølvsmykke i æsken.
”Intet er for meget for dig min prinsesse.”

Nærmest krampeagtigt greb jeg fat om sølvsmykket, som jeg altid bar om halsen, den tynde sølvsnor med den lille firkløver som vedhæng.
’Så kan du selv tilføje et vedhæng, og give den til din datter, og så kan hun tilføje et vedhæng og så kan den gå i arv i familien’ havde Bedste sagt da hun overrakte mig smykket.
Det ville jeg helt sikkert gøre.
Ingen tvivl om det.
Pludselig blev døren inde fra Bedstes rum åbnet.
Mor.
Hendes øjne var røde af tårer, og jeg skyndte mig at slippe Louis hånd og løbe hen og ligge armene om hende.
Ingen af os sagde noget.
Vi var alle tre klar over hvad der var sket.

__________________________________________________________________________________

Snøft...
Så blev det Destiny Dawsons tur til at sige farvel.
R.I.P

Og så ville jeg bare lige sige tak for alle favsne! 
Glem nu ikke at like ;)

kys
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...