UNLOVED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Jeg kan se dem men de kan ikke se mig. Eller også vil de ikke... Eller jeg kender et tidspunkt alle kan se mig. Det tids punkt jeg bliver ned gjort..
Men du var ikke som de andre. Du lod mærke til mig.

2Likes
0Kommentarer
563Visninger
AA

4. Kapitel 3

Men han lyttede ikke. Ville ikke. Han forsatte bare. Da han var helt tæt på ham, svang han sin arm mod JR. Men han undveg min fars udlang efter ham. Irritationen kunne tydeligt ses på min far, i øjne og de voldsome bevægelser. Men JR trak ingen mine. Hans holdning var ligeglad mens han undveg slag efter slag.

"Jeg fatter ikke du kan være så ligeglad med din egen datter. Du burde hellere se om hun var okay i stedet for at prøve på at ramme mig." Sagde han og trådte et skidt væk og bøjede let i ryggen og undveg endnu en af min fars knyttede hænder. Men da hans ord var ude, stoppede min far faktisk. Han stod stille et øjeblik, hvor efter han gik hen og tog et fast greb om min arm. Han ville garanteret hive mig med hjem. Og jeg havde ret. Uheldighvis. Han begyndte at hive mig med ned af gaden, i retningen af det huset, jeg skulle forstille mig at kalde et hjem. Jeg gjorder ingen modstand da det sikkert bare ville koste mig flere skrammer og blå mærker. Og det lader til JR heller ikke ville blande sig mere, hvilket jeg bare var glad for, da det ville gå ud over mig. Jeg kiggede ikke på ham, og følte heller ingen taknemlighed, for nu ville det hele blive meget værre. Da vi næsten havde været helt hjemme hos os, var jeg allerede inden for i det kolde hus, der imen gang var fyldt med glæde. Men det var lang tid siden nu. Meget lang tid siden, årevis. Jeg mærkede et hårdt skub i ryggen og mistede balancen. Faldt hårdt ind i væggen, og nåede ikke engang at ramme gulvet før han hev fat i min arm og rev mig ind i stuen. Det første slag kom ventet men stadig uventet. Jeg faldt til jorden da jeg ikke havde noget jeg kunne nå at støtte mig op af. Og så kom det ene spark efterfulgt af det andet. Lige indtil han ikke gad mere, og sekunderne føltes som minutter, og minutter som timer, og smerten blev kun værre og værre. Men endnu værre da han hev mig ind på hans soveværelse.

Jeg havde lært med årene at det var værre hvis jeg kæmpede imod, protesterede, så jeg sagde ingenting, gjorde ingenting. Ventede blot på det ville få en ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...