UNLOVED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Jeg kan se dem men de kan ikke se mig. Eller også vil de ikke... Eller jeg kender et tidspunkt alle kan se mig. Det tids punkt jeg bliver ned gjort..
Men du var ikke som de andre. Du lod mærke til mig.

2Likes
0Kommentarer
475Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg gik med tunge skridt hjem ad, jeg gad ikke men jeg havde jo ikke andre steder at tage hen. Og husets kolde mure holdte andre folk væk. Ud over den mand der ellers boede her. Ham jeg burde kalde far. Jeg gik ned af den velkendte gade, med hoved rettet mod jorden og den høje musik i ørene. Folkene der gik forbi mig, lod ikke til at løfte mine. De var ligeglad. Jeg eksisterede ikke, i deres lille bobbel. Der var kun arbejde, penge, og sex. Ikke andet. Jeg sukkede. Jeg fandt min mobil frem fra min skulder taske, og indtastede hurtigt hans nummer. Men jeg fortrød og slettede nummeret igen og oprettede en besked til ham i stedet:
Kommer senere hjem idag. Er hjemme ved aftensmad tid.
Han behøvede ikke vide hvor jeg tog hen. Han var lige glad alligevel. Jeg standsede op, og vendte mig om for at gå et lille stykke tilbage til den lille gyde jeg skulle i gennem. Jeg var hurtigt gennem gyden, uden de store problemer. Jeg skulle et stykke vej men det var hurtigt overstået. Der var ikke så mange mennesker på gaden, men de havde jo heller ikke fri endnu.
"Hey! Vent lidt!" Var der en der råbte. Det var sikkert en der råbte af en anden i sin mobil. Men stemmen lød et eller andet sted bekendt men jeg gik bare videre, men dog ikke meget længere, da jeg stødte ind i nogen. Forskrækket kiggede jeg op. Og det var dem jeg mindst havde ventet at se. Eller måske håbet.
Keylas kæreste og hans, selvfølgelig Football, venner. Hvilket ville sige de alle var store, og muskuløse. Og at Keyla havde sendt dem. Jeg kiggede ned på jorden.
"Undskyld." Mumlede jeg, og prøvede at gå uden om. Men de tog selvfølgelig fat i mig og holdte mig tilbage. Jeg vred mig men vidste godt det var nytteløst. Jeg var ingenting i forhold til dem. De begyndte at trække mig hen mod gyden. Hvilket fik mig til at vride mig endnu mere.
"Gider du ikke godt stå stille eller noget!" Udbrød den ene af drengene. Men det var lige meget, vi var allrede inde i gyden, hvor de begyndte at slå mig. Det første slag ramte mig i maven. Og jeg ville havde været knækket sammen på jorden hvis ikke to af drengene holdte fast i mine arme. Mit hoved hang men han havde ingen problemer med at ramme mig i ansigtet. Jeg kunne mærke blodet løbe fra min næse, og hvis ikke flere steder. Flere slag kom, hver sit sted på, stort set, hele min krop.
"HEY!" Lød en meget vred stemme. Det kunne umuligt være min far, han ville bare joine dem. På kort tid var drengen på min ene side uden for min rækkevide.
"Hvad fuck laver du?!" Lød Keylas kæreste vrede stemme.
"Lad hende være." Lød en flammende stemme igen, og det gik op for mig jeg kendte den. Forsigtigt kiggede jeg op og fik store øjne. JR?
Jeg blev sluppet af drengen, så han kunne gå til angreb på ham. Men han undveg og fik vendt angrebet mod ham selv. Og nu lå to Footboll spiller på jorden. Keylas kæreste stirrede kort på drengene på jorden før han selv løb ud af gyden. Jeg lod mig stille glide ned af muren, så jeg til sidst sad på jorden. Jeg lukkede øjne og lag hoved tilbage så det hvilede op ad muren. De fleste ville nok løbe skrigende væk, men hvorfor det? De andre var jo flygtet.
"Er du okay?" Afbrød JR min tanke gang. Jeg kiggede over på ham.
"Hvorfor hjalp du mig?" Spurgte jeg ham i stedet.
"Er du okay?" Spurgte han igen. Han ville åbenbart have et svar.
"Jeg klare mig, tak. Hvorfor hjalp du mig?" Spurgte jeg igen. Jeg nok ligeså stædig som ham.
"Fordi du havde brug for hjælp." Svarede han køligt.
"Nej, jeg havde ikke." Sagde jeg blot og rejste mig. Men det faktum at jeg svajede, og derefter faldt, hjalp ikke. Han fnøs af mig. Og nikkede, med et dumt udtryk.
"Jeg klare mig." Sagde jeg da han gik hen for at hjælpe mig. Jeg rejste mig igen og støttede mig op ad muren.
"Ja, det kan jeg se." Sagde han sarkastisk.
"Godt jeg ikke er den eneste." Snerrede jeg koldt.
"Du simpelthen umulig." Sagde han med et grin.
"Jeg gider ikke være rollemodel. Jeg skrider," Sagde jeg og tog min taske der var blevet smidt på jorden og... Ja, faldt. Frustreret skriger jeg. Jeg lukker øjne og prøver at slappe af. Og mens jeg gør det ligger jeg meget svagt mærke til JR der bevægede sig hen til mig, først da han tog fat i min arm og hev mig op og stå.
"Du har brug for hvile, og det skal være nu. Det hjælper dig ikke at prøve på at gå, når du har brug for hvile." Sagde han.
"Men... Hvordan kommer jeg så hjem..?" Mumlede jeg for mig selv. Før jeg overhoved nåede at reagere havde han løftet mig op i sine arme. Jeg begyndte med det samme at sprælle for at komme ned.
"Slap nu af, jeg er jo ikke voldtægtsmand eller noget, vel? Når, hvor bor du så?" Spurgte han.
"Du... Du kan ikke følge mig hjem." Sagde jeg lavt.
"Hvis jeg ikke kan tage dig hjem til dig selv så kommer du med hjem til mig." Sagde han bare bestemt og begyndte at gå.
"Men min far..!" Halv råbte jeg. Jeg kunne jo ikke bare tage hjem til en anden. Men JR forsatte ud af gyden og ned af gaden, med mig i armene.
"Jeg nød til at få fat i min far..." Mumlede jeg og min vejrtrækning steg meget hurtig. Han ville blive så vred, og det hele ville gå ud over mig. Endnu engang. 
"Jeg altså nød til at komme hjem... Min far bliver rasende hvis jeg ikke gør." Sagde jeg, og håbede han ville sætte mig ned. Men selvfølgelig gjorde han ikke det.
"Hvor bor du så?" Spurgte han. Jeg sukkede.
"Den vej." Mumlede jeg og pegede hen ad vejen. Han smilede tilfreds og begyndte at gå.
Vi var næsten ved vores hus.
"Bare stop her!" Sagde jeg hurtigt og bestemt. Han stoppede, overraskende nok, op.
"Bor du derinde?" Spurgte han, forvirret og lavede et kast med hoved.
"Bare sæt mig ned." Sagde jeg uden at svare på hans spørgsmål. Han åbnede munden for at svare men han blev overdøvet af en MEGET vred stemme.
"HVAD FANDEN TROR DU, DU HAR GANG I?! SÆT DEN TØZ NED, OG DET SKAL VÆRE NU! Og hvad helvede tror du at du laver din billige, dumme tøs?" Råbte han. Jeg blev sat ned, hurtigt. Men alligevel blev jeg nød til at støtte mig, op af JR. Manden rev mig væk fra ham og jeg turde ikke kigge op. Jeg var hunderæd.
"Du kan sku da ikke behandle hende sådan!" Råbte JR. Jeg stivende.
"JR... Bare tag hjem.. nu." Jeg kiggede bedende på ham. Han rystede svagt på hoved. Jeg blev skubbet ned på jorden, og han gik truende frem mod JR med hævede knytnæver.
"FAR NEJ!" Skreg jeg skingeret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...