UNLOVED

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jun. 2013
  • Opdateret: 8 feb. 2014
  • Status: Igang
Jeg kan se dem men de kan ikke se mig. Eller også vil de ikke... Eller jeg kender et tidspunkt alle kan se mig. Det tids punkt jeg bliver ned gjort..
Men du var ikke som de andre. Du lod mærke til mig.

2Likes
0Kommentarer
529Visninger
AA

2. Kapitel 1

I det klokken ringede skruede jeg automatisk højre op for musikken og vidste andre kunne høre det. Jeg stirrede tomt på uret der hang lidt over tavlen mens tiden sneglede sig af sted. 1... 2... 3...4...5 sekunder... jeg stirrede tomt ud i luften og lod mig glide ind i min egen verden hvor ingen kunne trænge ind. Jeg havde siddet kort tid, føltes det som, da nogen prikkede mig på skuldren. Jeg trak mig chokket væk. Jeg holdte blikket mod mit bord da jeg hev den ene øreprop ud og mumlede: "Ja?"
"Ehm.. Kan jeg side her?" Spurgte en blød, dog alligevel ligeglad, drenge stemme. Jeg nikkede og fjernede mig taske fra stolen, uden at kigge på ham. Jeg satte igen øreproppen i og kiggede på uret igen. Tyve minuter tilbage af pausen. Jeg fandt en kulgepen, et stykke papir og lavde små krudseduler på. Kort efter vendte jeg papiret om, og tegnede efter det billede jeg havde i mit hovede. En engel med sorte ødelagte vinger der alligevel så gudedommelige ud lige som hans ansigt, jeg forstillede mig. Hans hænder skulle skygge for solen der skinede ned på ham mens han bøjde let i knæene så det lignede han led. Han var guddomlig men led. Jeg mærkede nogen kigge på mig så jeg rettede mit blik mod personen der stirrede på mig. En dreng, der sad ved siden af mig, rettede hurtigt sit blik en anden retning i det vi fik øjenkontakt og jeg vidste det var ham der havde stirret. Jeg tog den ene øre prop ud kiggede ned på min tegning.
"Du tegner godt." Lød den samme stemme som før. Jeg rettede igen blikket mod drengen der nu havde samlet mod til sig. Jeg nikkede svagt, kiggede ned og mumlede tak. I en hurtig bevægelse havde nogen taget tegningen. Jeg kiggede op og så... Keyla, der stod og viftede med min tegning.
"Prøv se hvad jeg fandt." Spandt hun hånligt. Bag hende stod nogle af hendes veninder, og nogle af drengene der kredsede om hendes røv. Jeg sukkede og satte øreproppen i øret og skruede så højt op jeg overhovde kunne. Det lod til at irritere hende da hun rev den ud af øret på mig. Jeg veg hurtigt tilbage. Hun signalerede til drengene der tog fat i mig og hev mig ud på gangen. Jeg prøvede stædigt at komme fri men uden held. Jeg skreg så højt jeg kunne men blev dog hurtigt holdt for munden. De kastede mig ind i skabene og en stram smerte skød gennem min ryg da den ramte. Jeg stønnede svagt efter vejret. Det undrede mig lidt at Keyla ikke var kommet ud, da jeg pludselig indså hvad hun mon lavde inde i klassen. Hvor mine ting lå. Ting hun kunne ødelægge, smide væk, gemme, stjæle. Jeg løb hurtigt forbi de to drenge ind i klassen hvor mit bord sejlede i vand. Jeg bed tænderne sammen og kæmpede med tårende for ikke at stå og tude i klassen. Jeg løb ned til mine ting og fjerne det fra bordet. Da mine ting var væk fra mit bord tjekkede jeg min taske. Intet, heldighvis. Jeg fandt noget papir og begydte at tørre bordet og mine ting der var blevet våde. Jeg satte mig på min plads igen og knyttede mine hænder stramt så mine knoer blev hvide. Jeg havde lyst. Virkelig meget. Men det måtte vente til jeg kom hjem, når jeg sikkert igen var alene hjemme. Mine høretelefoner hang ned af mig ned til gulvet, jeg samlede dem op og satte dem i og lod musikken fylde mig i steden for de hånlige kommentar. Jeg kiggede ned i bordet og holdte de indtrængte tåre tilbage. Pludsedlig blev jeg helt gennem blødt af isende koldt vand der blev hældt ned af ryggen på mig. Jeg sprang op i forskrækkelse med et lille skrig.
"Alex! Lad vær med at skrige på den måde! Sæt dig ned klokken har ringet!" Sagde vores dansk lære, Mary, der lige var kommet ind af døren. Jeg satte mig ned og ingorede min våde ryg.
"Som nogle af jer måske har bemærket har vi fået en ny elev. Han kom i frikvarteret så jeg håber virkelig ikke har skræmt ham væk." Sagde Mary. Tja, hun kunne ikke lide os spicelt meget, borset fra hendes små kæledækker.
"Hvis du vil være så venlig at komme op her og præsentere dig selv," Forsatte Mary. Drengen, der åbenbart var ny, gik op gennem klassen og flere af pigerne savlede efter ham. Han stilte sig foran tavlen med front mod klassen. Han kiggede ikke noget spicelt sted hen slevom pigerne begyndte at hvis sig frem mens jeg gemte mig bag min hætte der var våd.
"Jeg hedder JR. Jeg har boede i london og Korea og i Danmark en gang før. Jeg er lige flyttet her til fra Korea igen, så jeg bor hos min far. Min mor døde, i... Korea... derfor flyttede jeg tilbage. Jeg har lidt familie her men ikke meget." Fortalte han. Først nu lag jeg rigtig mærke til ham. Han lignede faktisk lidt en koreaner. Hans øjne havde de skæve træk og lignede en hundehvalps. Hans hår var brunt? Var alle koreaners hår ikke sort? Well, han havde nok farvet det, men det klædte ham. Håret sad i hvert fald godt på ham. Han var vel okay lækker. Men ikke min type. Han gik stille igennem klassen og satte sig igen ved siden af mig. Resten af timen ignorede jeg ham, læren og de eleverne. Og noget siger mig de gjorde det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...