Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4530Visninger
AA

25. undskyld...

Rebecca fortæller:

 

Mine arme var låst fast om Harry, og hans om mig. Vi sad helt stille på hans seng og ingen af os sagde den mindste lyd. Begge havde vi tåre løbende ned af kinderne.

 

* * *

 

Louis havde kørt mig over til deres hotel, og vejen derhen havde føltes som en evighed. Harry var nød til at vide sandheden. Da vi var nået til hotellet var jeg faret ud af bilen, og op af de mange trapper, indtil jeg nåede drengenes værelse. Jeg havde banket febrilsk på døren, mens jeg råbte på en der ville lukke mig ind. Liam havde åbnet døren, og han nåede ikke engang  at sige hej, før jeg var løbet forbi han, og direkte hen til Harrys dør. 

Synet af døren, og det at jeg vidste at han lå helt smadret inde bag ved, fik mig til at tøve en smule. Men med en dyb indånding, fik jeg taget mig sammen og trykket dørhåndtaget ned. 

"Gå!" lød Harrys grædefærdige stemme henne fra sengen, og et stik af smerte gik igennem mit hjerte. Det var min skyld han havde det sådan. 

Mit blik kiggede hurtigt rundt i rummet, og jeg kunne konstatere at det så mindst lige så slemt ud som Sofias soveværelse, hvor jeg havde ligget, for ikke at sige værre.

Jeg trådte et skridt nærmere sengen, hvilket fik Harry til at gribe fat om en pude, og kaste den i min retning. Ligesom jeg, havde han også begravet sit hoved i en pude, så han ikke havde nød at kigge ud på verden.

"Harry?" sagde jeg stille og forlegent, og stod i et stykke tid og ventede på et svar, indtil det gik op for ham hvem der var kommet.

"Rebecca?" han drejede hovedet og mødte mine øjne. Hans øjne var røde efter flere dage i sengen, og jeg gættede på at mine så ud præcis ligesådan.

"Hej," jeg satte mig hen op sengen, og følte mig virkelig som verdens værste person, tænk at jeg havde medført en anden person så meget smerte. "Harry jeg forstår dig udmærket godt, hvis du ikke vil snakke med mig, eller vil have at jeg skal gå, eller hvis du syntes jeg er dum og klam..."

Jeg nåede ikke at sige mere, før Harry trak mig ind til sig i et kram. Mine arme var låst fast om Harry, og hans om mig. Vi sad helt stille på hans seng og ingen af os sagde den mindste lyd. Begge havde vi tåre løbende ned af kinderne.

"Harry jeg er så ked af det," græd jeg og lagde mit ansigt ned i hans skulder. "Tror du nogensinde du kan tilgive mig?"

Harry kiggede på mig, og jeg løftede hovedet og mødte hans klare grønne øjne. Tårene sad i hans øjenkrog, og selvom det var et virkelig upassende tidspunkt at tænke på sådan noget, så var han altså overdrevet pæn lige nu. Der var bare et eller andet over smukke fyre der græd, det var som om det gav dem et eller andet... perfekt.

Harry nikkede, og jeg kunne mærke min underlæbe bævre. Jeg måtte fortælle ham historien. Grunden til at vi slog op. Lige her og nu!

"Jeg skal fortælle dig noget vigtigt," begyndte jeg, og Harry lyttede. "Jeg ved ikke rigtig hvordan du vil tage det, men jeg er nød til at fortælle dig den sande historie, så du ikke tror  jeg bare er en eller anden bitch, som kun var sammen med dig, fordi du er berømt."

Mine ord fik Harry til at smile, og han blottede sine hvide tænder. Mine ord begyndte at forme sig til en historie, og da det så småt var begyndt at blive mørkt udenfor, havde jeg endelig fået forklaret ham det hele.

Han havde næsten ikke sagt et ord, kun få gange stillet et enkelt spørgsmål hvis han ikke var helt med. Var han virkelig så foraget over det?

Jeg kiggede spørgende på ham. "Er det virkelig så slemt?" spurgte jeg nervøst, og bad til Gud om at han en dag ville forstå det hele og have det fint med det.

"Rebecca, det er jo... jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige," hans stemme var stadig ro, og jeg følte han var skuffet over mig. "Jeg er ked af at jeg har været skyld i så mange problemer. Jeg mener, hvis det ikke var for mig, så ville du ikke være nød til at undvære din familie. Rebecca jeg er virkelig ked af det."

Hvad? Var han ked af det? Nej, nej, nej sådan skulle det jo ikke være. Hvis nogen skulle være ked af det, så var det mig. Det var min skyld. Ikke Harrys. Kun min!

"Du tager fejl. Det er mig der er skyld i alle de her problemer. Hvis jeg bare havde sagt det med det samme, hvilket jeg burde have haft gjort, så var alt det her slet ikke sket" forklarede jeg.

"Nej, jeg er skyld i det. Det var mig der trængte mig på, du ville jo tydeligvis ikke have det. Jeg er et kæmpe fjols" Harry lagde hænderne over ansigtet, da han tydeligvis ville skjule sig for mig.

"Harry det vil aldrig nogensinde være din skyld! Hvis vi to aldrig havde mødt hinanden, så var det her aldrig blevet den perfekte sommer, som det jo er" sagde jeg og lagde mine finger oven på Harrys hænder, og trak dem væk fra hans ansigt. Jeg flettede mine fingre ind i hans, og sendte han et genert smil.

"Jeg skylder dig alt for den her sommer. Før jeg lærte dig at kende, kendte jeg heller ikke mig selv. Nu ved jeg hvem jeg er, og hvilke værdiger jeg har. Du har været med til at gøre mig til den jeg er, og til en person der afprøver sine grænser, og som gør hvad jeg ønsker at gøre, og ikke bare det som mine forældre siger jeg skal. Uden dig, ville jeg ikke have være mig."

Harry lagde sine arme om mig, og igen sad vi bare og kramede i tavshed. Men underligt nok, føltes det på ingen måde akavet. Faktisk, så følte jeg mig tryk med ham. 

"Uanset om du havde mødt mig eller ej, ville du alligevel have den vidunderlige personlighed, som du har" hviskede Harry i mit øre, så hans krøllede hår kildede mit ansigt.

Det bankede på døren, og Louis stak sit smilende ansigt ind. Vi slap hinanden og kiggede begge hen på ham.

"Oh, undskyld hvis jeg lige spolerede et moment, men jeg ville bare lige hører om du spiser med Becca? Vi andre er blevet enige om, at vi vil være dovne i aften, så vi bestiller kinesisk mad udefra, og stener fjernsyn. Har I to lyst til at joine os?"

"Klart" svarede jeg og trak på skuldrene, hvis Louis ikke allerede havde fortalt de andre om det, fortjente de vel også at få sandheden at vide.

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Kapitel 25.

Håber I kunne lide det.

Ved godt det ikke er så langt, men kunne ikke rigtigt finde på mere,

og det ville vel også være kedeligt at læse om ingenting :)

 

Sara Xx 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...