Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4435Visninger
AA

23. Mediestorm

Rebecca fortæller:

 

"Styles og kæresten slår op!"

"Brutal slutning på sommerflirt"

"Hvem slog op, ham eller hende?"

"Harry Styles, nu fri på single markedet igen"

"Dansk pige fanget i kendisdrama"

"Harrys ulykkelige kærlighed"

"Harry Styles knuser dansk piges hjerte"

"Så hårdt var det at gå fra hinanden, se billederne her"

"Sofia stop, please vil du ikke nok, jeg har allerede set de fleste af dem, og de få jeg læste var fulde af løgn" sagde jeg sørgmodigt, og druknede mit hoved i puden.

"Beklager Becca" sagde hun undskyldende, og lagde mobilen fra sig.

Det var ikke mere end en dag siden mig og Harry var gået fra hinanden, og overalt på nettet flød det med falske rygter og rædselsfulde billeder.

Men det værste var kommentarerne. Overalt stod der de fæleste beskeder om hvilken fed so jeg var, eller om jeg overhovedet ikke havde nogle følelser, siden jeg havde været så hård overfor ham. Nogle af beskederne var endda så beskidte at der i stedet for selve beskeden, var sat et rødt skilt hen over med teksten: Ordvalget kan være krænkende og frarådes derfor mindreårige.

Det er sandt, det stod der virkelig. Én gang prøvede jeg alligevel at klikke mig ind på en af disse beskeder, men skyndte mig væk fra den igen, da jeg fandt det alt for ubehageligt. Tænk at nogen havde sådan et sprog! Nogle af ordene kendte jeg ikke engang, og måtte derfor Google dem, hvilket kun resulterede i, at jeg fik det endnu værre med mig selv, end jeg i forvejen havde det.

Aldrig før i hele mit liv, havde jeg følt mig så hadet. Alle, selv dem der ikke kendte mig og aldrig nogensinde havde set mig før, hadede mig. Min familie hadede mig. Harry hadede mig. Hvad var der overhovedet fedt ved at leve, hvis alle jorden rundt syntes jeg var det største svin af dem alle. Måske fortjente jeg slet ikke at leve? Lige der ville det være meget lettere at dø.

Så langt ud kom jeg med min tankegang. Jeg ønskede mig selv død. Hvor meget længere ud kan man komme. Jeg hadede mig selv, fordi alle andre gjorde. Jeg havde brug for luft. For frihed. Jeg måtte ud. Jeg ville ikke være inde i Sofias lille lejlighed mere, jeg måtte ud før væggene åd mig op.

Jeg tog beslutsomt mine sko på og løb ned ad trappeopgangen. Jeg tog fat om dørhåndtaget, og tvang det op i håb om at frigørelsen ville møde mig. Men der var noget langt værre i vente for mig.

Ude foran døren stod hundredevis af mennesker, og idet jeg trådte ud, begyndte størstedelen af dem af bue af mig. Mikrofoner blev stukket op i hovedet på mig, og spørgsmål blev stillet fra alle mulige steder.

Alt var kaos. Inde i mit hoved hørte jeg det hele som en stor bikube af summende bier, der sværmede omkring mig. Jeg havde lyst til at bryde sammen. Lige foran dem alle sammen. Jeg kunne mærke hjertet i mit bryst hamre omkamp, med mit hyperventilerende åndedræt. Jeg skulle væk nu, ellers ville dette ikke ende godt, hverken for mig eller dem.

Jeg skyndte mig ind af døren igen, og lukkede den i med et brag. Jeg faldt sammen på gulvet, og tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg tror jeg skreg, for Sofia kom kort tid efter ned til mig, og bad mig være stille, da hun fulgte mig op i sin lejlighed igen.

Men hvordan kunne jeg være det, når hele verden hadede mig?

 

 

Harry fortæller:

 

Jeg lå i min seng og stirrede tomt op i loftet. Mit hoved prøvede forgæves at skabe et billede over hvad der var sket i går, men hver gang mislykkedes det. Jeg manglede svar. Hvordan kunne noget så godt, ende så pludseligt?

Rebecca havde opført sig underligt nogle dage før, og min bevidsthed havde advaret mig om faren bag det, men jeg havde ikke engang turde tænke på det.

Det hele virkede bare så urealistisk. Hvad havde vi gjort forkert? Hvad havde jeg gjort forkert? Et eller andet måtte jeg jo havde haft gjort, siden hun opførte sig sådan. Det hele var min skyld, og nu gik det ud over hende. Jeg kunne lige forstille mig hvad folk ville sige. Det var jo trods alt ikke første gang jeg havde slået op med nogen, og fansene var gået amok. Det ville Rebecca slet ikke kunne klare, hun var sårbar, og jeg ønskede at beskytte hende imod det, men kunne ikke.

"Hey" lød Louis' stemme henne fra døren.

Jeg gad ikke snakke. Hver gang jeg sagde noget, mindede det mig bare om hende. Alt mindede mig om hende. Hun havde været alt for mig, og nu var hun pludselig intet.

"Vi holder en øver om en time" informerede Louis, og satte sig på sengen.

"Jeg gider ikke øve i dag" sagde jeg kort.

Louis kunne fornemme min smerte, det kunne han altid, det var en af hans mange egenskaber.

"Hey man, der kommer andre piger" sagde han med en stemme der var fuld af håb og venlighed.

Men det pralede totalt af på mig. Jeg var alt for tom indeni til at håbe.

"Ikke nogen som Reb... hende" jeg kunne ikke få mig selv til at sige hendes navn, det gjorde for ondt.

Louis trak på skuldrende. "Hun var noget særlig ikke?"

Jeg kunne mærke gråden snige sig frem i mine øjne, men jeg ville ikke græde. Jeg nikkede blot, og fandt et nyt sted at fokusere på.

"Det er sjældent man finder den helt rigtige, men når man gør, så ved man det med det samme. Og så er man sammen for altid" sagde Louis og hans ord overraskede mig virkelig.

"Waow Lou, jeg vidste slet ikke du var så poetisk?" sagde jeg undrende og kiggede imponeret på ham.

"Hmm, det er jeg heller ikke, det jeg lige har sagt er taget direkte ud fra en bog Elanor engang læste," grinede han, så jeg ikke kunne andet end at smile. "Men det er sandt hvert et ord" tilføjede han.

Der blev et tomrum hvor ingen af os hverken gjorde eller sagde noget.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hende. Hun var over det hele. Jeg så hende uafbrudt, og drømte om hende om natten. Hun hjemsøgte mig, og jeg lod hende gøre det. Fordi jeg inderst inde savnede hende mere end noget andet.

Jeg kunne mærke den lille saltvandsdråbe, da den forlod min øjenkrog, og langsomt gled ned af min kind.

"Harry er du -" begyndte Louis bekymret, men jeg nåede at afbryde ham.

"Lou vil du ikke gå, jeg har brug for at være alene" hviskede jeg grådkvalt, og Louis forstod heldigvis hentydningen.

En efter en faldt tårerne ned fra mit ansigt og dryppede ned i min pude. Og jeg var ikke i stand til at stoppe dem, da de først var begyndt.

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Kapitel 23!

Wow der er næsten 800 der har læst den. AARRRGGG!

Det er virkelig stort for mig.

1000 tak!

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...